Azamara Cruice

8.5.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Edinburgh - oplevelser i Skotlands hovedstad

Vi skal på opdagelse i Storbritannien med Vitus Rejser - dvs. besøge Skotland og England med en snert af Wales og opleve historiens vingesus fra romerriget over vikingetiden og middelalderen til nutidens kultur gennem arkitektur, musik og gastronomi. Denne første rejse ”På opdagelse i Storbritannien” er en pionertur, hvorfor efterfølgende rejser med samme tema ikke nødvendigvis indeholder samme oplevelser som nedenstående rejseartikler beskriver. Men vi begynder i Skotlands hovedstad Edinburgh.

Palace of Holyroodhouse

Palace of Holyroodhouse


Royal Mile og Palace of Holyroodhouse

Fra lufthavnen kører bussen mod Skotlands hovedstad, der er landets næststørste største by efter Glasgow og ved ankomsten kører vi gennem Edinburghs New Town, som ikke er så ny endda, da den blev bygget i slutningen af 1700-tallet, da pladsen i den gamle bydel blev for trang og dermed for snavset.

Her se vi det såkaldte gregorianske kvarter fyldt med elegante herskabshuse, der regnes for nogle af Storbritanniens fornemste. Vi ser skønne pladser med skyggefulde træer og ens rækkehuse i snorlige gader som står vinkelret på hinanden. Denne del af byen, samt flere andre bevaringsværdige bygninger, er på UNESCO's verdensarvsliste.

Første stop er dog ved Palace of Holyroodhouse, der er kongehusets officielle residens i Skotland. Paladset ligger for enden af The Royal Mile - en række gader som løber i en lige linje fra Edinburgh Castle og hertil. Det er muligt at besøge paladset, når der ikke er kongeligt besøg, men vi ser det i dag udefra.

Over for Palace of Holyrood ligger Skotlands meget moderne parlamentsbygning med en helt anderledes, spektakulær arkitektur. Bygningen kostede skatteyderne i Storbritannien en svimlende sum af 431 mill. pund og blev i 2004 indviet af selveste dronning Elizabeth.

Den skotske parlamentsbygning neden for Holyrood Park med toppen Arthur's Seat

Den skotske parlamentsbygning neden for Holyrood Park med toppen Arthur's Seat


Grassmarket med skønne husgavle i den gamle bydel - Old Town Edinburgh

Grassmarket med skønne husgavle i den gamle bydel - Old Town Edinburgh


Middag ved Grassmarket

Efter at være blevet indkvarteret i det centralt beliggende hotel Ibis Edingburgh Centre South Bridge
spadserer vi mod gaden Grassmarket i den gamle bydel - Old Town - der oser af eventyr med sine snævre gyder, gamle trapper, skæve huse og toppede brosten. Her indtager vi rejsens første fælles middag sammen på restaurant Beehive Inn.

På vejen stopper vi ved en skulptur af en lille terrier Greyfriars Bobby. Hunden var så tro mod sin herre John Gray, at den efter hans død i 1858 hver dag i 14 år lagde sig på sin døde herres grav, indtil den selv døde i 1872, hvorefter den også blev begravet på kirkegården Greyfriar i Edinburghs gamle bydel.

Edinburgh slot med Esplanaden foran, hvor der hvert år i august holdes tattoo

Edinburgh slot med Esplanaden foran, hvor der hvert år i august holdes tattoo


Edinburgh Castle

Næste dag er vejret perfekt til et besøg på Edingburghs Slot, der ligger højt på en 340 mill. år gammel udslukket vulkan og derfor kan ses så godt som overalt i byen. Allerede i oldtiden var toppen af vulkanen beboet, men det første egentlige slot blev bygget i 500-tallet og er for længst væk. Det vi i dag ser er påbegyndt i 1100-årene og udvidet flere gange siden.

På esplanaden - den store plads foran slottet - holdes hvert år et militær tattoo, og herfra kommer vi ind over voldgraven gennem slottets port flankeret af to af de mest betydningsfulde helte i skotsk historie Robert the Bruce og William Wallace - også kaldt Braveheart.

Inde i slottet overraskes man over hvor stort det egentligt er og at der skal bruges lidt benkræfter til at komme helt op til slottets højeste punkt - og det skal man, for udsigten ud over byen er betagende.

Vi besøger The Great Hall, hvor det skotske parlament mødtes i senmiddelalderen og i dag har en flot samling af våben og rustninger. Slottet har flere interessante militærmuseer at besøge samt de skotske kronjuveler og kongekronen.

Slottets ældste bygning St. Margaret's kapel menes opført i begyndelsen af 1100-tallet og ligger ved batteriet Argyle. Her står flere forskellige kanoner bl.a. den store, seks tons tunge Mons Meg fra 1449, der kunne skyde med 150 kg tunge stenkugler!

Her ses også den moderne kanon The One O'clock Canon, der affyres hver dag kl. 13.00 (undtagen søndag) og er en gammel tradition, så søfolkene ude på fjorden Firth of Forth kunne stille deres ure ...

Katedralen St. Giles med rytterstatue af Karl 2. på pladsen foran

Katedralen St. Giles med rytterstatue af Karl 2. på pladsen foran


St. Giles Katedral

På High Street - en del af The Royal Mile - ligger flere kirker bl.a. Tron Kirk, der i dag er indrettet som markedsplads.

Mere interessant er den imponerende katedral St. Giles med rødder tilbage til 1100-tallet.

Også denne kirke har været involveret i konflikten mellem katolikker og protestanter, der ikke blot i England (startende med Henrik d. 8.'s brud med paven i 1530'erne) men også i Skotland har haft stor indflydelse på regeringsmagten og den førte politik.

Princes Street med Balmoral Hotel og Calton Hill i baggrunden

Princes Street med Balmoral Hotel og Calton Hill i baggrunden


Princes Street

Længere mod nord - på den anden side af jernbanen - ligger den lange indkøbsgade Princes Street, hvor vi finder alle de gode forretninger med tøj, sko, etc. Og ikke mindst interessante bygninger som f.eks. det majestætiske Balmoral Hotel - et af Edinburghs fineste hoteller.

På et stort stykke løber gaden langs en af byens grønne oaser Princes Street Garden, der har et markant 65 meter højt tårn - Scott Monument - til minde om den store skotske forfatter Sir Walter Scott.

Fra Princes Street har man samtidig en flot udsigt mod Edinburgh Castle.

Nelson Monumentet på Calton Hill med Arthur's Seat og Holyrood Park i baggrunden

Nelson Monumentet på Calton Hill med Arthur's Seat og Holyrood Park i baggrunden


Calton Hill

En flot udsigt har man også fra toppen af Calton Hill, der ligger i den anden ende af Princes Street.

Udover udsigten helt til fjorden Firth of Forth ses på toppen af bakken byens gamle observatorium samt  Nelson monumentet til minde om sejren ved Trafalgar. Søjlen forestiller et lodret stående teleskop.

Helt på toppen står et ufærdigt mindesmærke fra 1822 for de faldne soldater under Napoleonskrigene - en søjlerække i græsk antik stil med Parthenon i Athen som forbillede - der er blevet et nationalt monument.

I morgen fortsætter vi rundrejsen i Storbritannien og vi kører ind i England til byen York ...

Tamarit Parc Resort
Subaru
Torre La Sal
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt