Riis Rejser

4.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandring ad West Highland Way (1/3), Skotland

Bygerne kommer og går. Når solen skinner høres engpiberens sang i den blomstrende lyng. Så kommer regnen igen. Der bliver stille. Vi hører kun bækkens klukken og regndråberne banke på regnhætten. Vi vandrer på The West Highland Way i Skotland.

Vandregruppen gør sig klar til første dag på The West Highland Way

Vandregruppen gør sig klar til første dag på The West Highland Way


Starten på West Highland Way

Fra vores hotel Primier Inn i byen Milngavie, der ligger ca. 10 kilometer nord for Glasgow, er der kun nogle få hundrede meter til starten på den 154 km lange vandrerute The West Highland Way, der går her fra byen og til Fort William.

At gå strækningen fra syd mod nord over syv dage har den fordel, at vi har solen i ryggen hele vejen.

Vi er rejst med Vagabond Tours på en fællesrejse og vores vandregruppe ledes af en engelsktalende lokal rejseleder, der kender turen som sin egen bukselomme. Hun har vandret ruten ikke mindre end 65 gange!

Men hele ruten er godt afmærket og med det udleverede vandrekort kan man ikke fare vildt. Derfor arrangerer Vagabond Tours også turen for de som vælger at gennemføre den på egen hånd som en individuel rejse.

Forsynet med en madpakke, et stykke frugt samt chokoladebar som vores rejseleder har sørget for, går vi med en let pakket rygsæk til starten af vandreruten. Vores øvrige bagage skal vi ikke bekymre os om, den bliver transporteret fra sted til sted, hvor vi skal overnatte. Det glider helt problemfrit.

Ude af skoven åbner det skotske landskab sig - her med udsigt til bjerget Dumgoyne

Ude af skoven åbner det skotske landskab sig - her med udsigt til bjerget Dumgoyne


Dag 1 fra Milngavie til Drymen

Ved starten af The West Highland Way, der blev åbnet i 1980 som den første af Skotlands langdistance vandreruter, er rejst en obelisk med vandrerutens grafiske symbol - tidslen - der er Skotlands nationalblomst. Så er det bare at følge skiltningen.

I begyndelsen går ruten gennem skoven ved Mugdock Country Park, men allerede efter nogle få kilometer kommer vi ud af skoven og landskabet åbner sig ved søen Craigallian Loch.

Omkring os har vi på denne årstid masser af lilla og hvide digitalis (fingerbølblomster) og et væld af orkidéer (gøgeurt) i grøftekanten.

Foran os i det åbne landskab rejser det karakteristiske bjerg Dumgoyne sig.

Vi passerer højen Dumgoyach og kommer forbi whiskydestilleriet Glengoyne og er ved frokosttid fremme ved restaurant Beech Tree i Dumgoyne.

Hvil i Gartness

Hvil i Gartness


Idylliske Gartness

Det er skønt at have en turleder som tør give os fri til at vandre i hvert sit tempo, så vi ikke skal vandre i en samlet trup.

De langbenede kan gå forrest, mens de knapt så hurtige kan komme senere. Vigtigst af alt er, at man vandrer i sit eget tempo.

De forreste er dog blevet bedt om at vente i den idylliske landsby Gartness og her mødes vi og fortsætter samlet det sidste stykke frem til Drymen.

Udsigt fra Ashbank B&B ned over Drymen

Udsigt fra Ashbank B&B ned over Drymen


Forskellige guesthouses B&B

I den hyggelige, lille by Drymen får vi - efter dagens godt 21 kilometers vandring - udlignet væskebalancen med en kold drik på The Drymen Inn, hvor vi også spiser en fælles middag for egen regning senere denne aften.

Så fordeles vi i forskellige gæstehuse og vi bliver indlogeret i et pænt værelse i Ashbank B&B, der ligger højt i byen.

Langt de fleste B&B er optaget i højsæsonen, så det er vigtigt, at Vagabond Tours har forhåndsreserveret værelser til os.

Vi bor sammen med andre familier bl.a. et par fra Holland som vi igen og igen møder på ruten senere hen.

Hos Ashbank B&B får vi en god nats søvn og næste morgen alt hvad vi kan spise - og dertil en meget fin service hos hyggelige mennesker.

På toppen af Conic Hill, 361 moh. med udsigt til øerne der danner skillelinjen mellem lavland og højland

På toppen af Conic Hill, 361 moh. med udsigt til øerne der danner skillelinjen mellem lavland og højland


Dag 2 fra Drymen til Rowardennan

Vores rejseleder vælger at undgå det våde stræk gennem Garadhban Forest, så vi starter ad landevejen den første kilometer og kommer tørskoet ind midt i skoven.

Vi er ikke langt ude af skoven, før vi kan skimte den store, sagnomspundne sø Loch Lomond. Foran os ligger rutens første større udfordring, idet vi skal op over det 361 meter høje bjerg Conic Hill.

Alle behøver dog ikke at gå helt op på toppen, men kan følge stien på nordsiden af bjerget. Men de få ekstra meter helt op til toppen belønnes med et 360 graders betagende udsyn ud over Loch Lomond.

Netop her danner Conic Hill, sammen med en række øer der ligger i forlængelse af hinanden i søen, det geologiske skel mellem det skotske lavland og højlandet.

På bagsiden af Conic Hill går det stejlt ned langs klippesiden, men heldigvis er her lavet trappetrin, hvilket gør nedturen gennem skoven til Balmaha noget lettere. Men hårdt er det for ben og knæ …

Efter et besøg i Loch Lomond and Trossachs National Park Center fortsætter vi langs søens østlige bred til Malarrochy, hvor vi spiser den medbragte klemme og kan benytte campingpladsens faciliteter.

Resten af dagens rute går på en forholdsvis jævn sti langs søen og snart får vi det første glimt af områdets højeste bjerg Ben Lomond, 974 moh. og kan konstatere, at vi ikke er langt fra vores næste overnatningssted i Rowardennan.

Rowardennan Hotel

Rowardennan Hotel


Hotel Rowardennan

I løbet af dagens godt 26 kilometers vandring er det klaret op og hele eftermiddagen og aftenen er det pragtfuldt solskinsvejr - og det nyder vi med hotellets udendørs servering inden den fælles middag på hotellet.

Vi har fået flotte, store værelser, de fleste med udsigt til søen og det er bare lækkert på alle måder og efter en god nats søvn i fine senge med en dejlig dyne er vi friske til næste dags udfordringer ...

Swarowski
Torre La Sal
Subaru
Tamarit Parc Resort
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt