Riis Rejser

23.3.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

De tre højeste toppe på La Palma, De Kanariske Øer

Vi har igen bestilt en vandretur med Natour, hvor proceduren er som tidligere, at møde ved Hotel H10 iført nødvendigt vandreudstyr og medbringende en frokostpakke og rigeligt at drikke, da det er ikke muligt at købe noget undervejs.

I dag vælger lokalguiden at vores gruppe starter fra Roque de Los Muchachos mod Pico de La Cruz - andre vandrer den modsatte vej

I dag vælger lokalguiden at vores gruppe starter fra Roque de Los Muchachos mod Pico de La Cruz - andre vandrer den modsatte vej


Roque de Los Muchachos

Som vi tidligere har prøvet på denne charterferie til La Palma skal vi op gennem forskellige klimazoner for at nå La Palmas højeste punkt Roque de Los Muchachos, 2.426 moh.

Denne vandretur som følger kraterkanten på La Caldera de Taburiente, er på ca. seks kilometer og så populær, at Natour i dag har flere fyldte busser på denne tur. Det er derfor nødvendigt at dele grupperne med 10-14 deltagere i hver gruppe, så nogle starter vandringen fra Pico de la Cruz, 2.351 moh. og vandrer op til Los Muchachos, mens andre vandrer den modsatte vej.

Vores lokale guide vælger at starte ved Roque de Los Muchachos og som vi tidligere har set, er hele området reserveret til astrofysiske observatorier etableret og ejet af forskellige lande.

Men vi starter med at vandre forsigtigt nedad i de løse lavasten til kanten af La Caldera de Taburiente.

Vi vandrer på kanten af det imponerende krater La Caldrea de Taburiente - mere end 1.000 meter dybt

Vi vandrer på kanten af det imponerende krater La Caldrea de Taburiente - mere end 1.000 meter dybt


La Caldera de Taburiente

Det ni km. brede krater La Caldera de Taburiente er mere end 1.000 meter dybt og strækker sig 27 km. ud mod havet i sydvest og danner her øens eneste flade område ved Aridane-dalen.

Den oprindelige vulkan, der voksede op af havet for ca. 2 mio. år siden, skønnes at have haft en højde på over fire kilometer, men kollapsede og skred ud i havet mod sydvest, hvorved calderaen blev skabt.

Dette fantastiske område blev nationalpark allerede i 1954 - og det forstår man når man ser de mærkværdige lavaformer og de flotte farver i jordlagene fremkaldt af diverse mineraler.

Ved basaltvæggen Robertos Mur

Ved basaltvæggen Robertos Mur


Basaltvæggene - et interessant fænomen

Flere steder ses basaltvægge stå som mure på - og nede i krateret. De blev dannet som resultat af jordrystelser i vulkanen, der skabte revner, hvor lavamassen kunne presse sig op mellem. Her blev lavaen afkølet og størknet.

Senere er det omkringliggende materiale eroderet væk, så basaltvæggene står tilbage. Disse vægge er således meget yngre end resten af bjerget.

På en af basaltvæggene viser lokalguiden os et cirkelformet piktogram lavet af de forhistoriske folk som engang boede på De Kanariske Øer.

Et andet sted - ved basaltvæggen Robertos Mur (Djævlens værk) - fortælles legenden om en ung mand der elskede en kvinde fra en anden stamme på den anden side af væggen og gav Djævlen sin sjæl for at få brudt væggen for at komme til sin elskede ...

Pico Fuente Nueva, 2.366 moh. - øens næsthøjeste punkt

Pico Fuente Nueva, 2.366 moh. - øens næsthøjeste punkt


Pico Fuente Nueva

Ruten går både ned over sadler på kraterkanten og opad igen. Så det er lidt udfordrende at komme op til øens næsthøjeste top Pico Fuente Nueva, 2.366 moh.

Herfra går det atter nedad til en saddel, hvor den medbragte frokost indtages.

Vi kommer længere ned til udsigtspunktet Degolla de Loa Franceses, hvor bussen holder for at tage dem med, som ikke ønsker at vandre de sidste tre kilometer til Pico de La Cruz. Der er således mulighed for at stå af undervejs ...

Pico de la Cruz, 2.351 moh. - øens tredje højeste punkt

Pico de la Cruz, 2.351 moh. - øens tredje højeste punkt


Pico de la Cruz

Øens tredje højeste punkt Pico de La Cruz, 2.351 moh. nås ad en let vandresti, der først på det sidste stykke op til toppen kan betegnes som lettere udfordrende.

På hele turen har vi haft betagende udsyn ud over nationalparkens skråninger og nu går turen ned til landevejen, hvor bussen, der skal køre os tilbage til Los Cancajos, venter.

Den uge vi har været her på La Palma har givet os et godt indtryk af de mange kultur- og naturoplevelser som øen tilbyder - og så har vi langtfra set det hele.

Så måske skal vi næste gang overveje at bestille 14 dage, så der også bliver mulighed for at besøge den sydlige del af øen, hvor det senest vulkanudbrud fandt sted i 1971 ...

Udsigt mod Pico Bejenado i Taburiente nationalparken

Udsigt mod Pico Bejenado i Taburiente nationalparken


Tamarit Parc Resort
Outwell
Torre La Sal
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt