Dayz Resorts

25.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

En dag i Madrid, Spanien

På vej mod Madrid gør vi et kort ophold ved et af Spaniens store, flotte paladser El Escorial, der betegnes som ”verdens ottende vidunder”. Ikke for at besøge det, men blot for at få strakt benene og se facaden udefra.

El Escorial

El Escorial


El Escorial

Det var den indadvendte og melankolske kong Filipe 2. som ønskede sig et sted, hvor der var fred og ro, og hvor han kunne komme væk fra sine forpligtelser som konge for verdens mægtigste imperium.

I 1584 stod denne blanding af kloster, palads og mausoleum færdigt i bakkerne ved foden af bjergkæden Sierra de Guadarrama ca. en times kørsel fra Madrid.

Først på aftenen er vi fremme på vort centralt beliggende Hotel El Coloso i Madrid - et stenkast fra Plaza de España, og har aftenen på egen hånd.

Vi spadserer en lille tur i nærområdet for at få fornemmelsen af afstandene mellem byens pladser og seværdigheder, inden vi spiser på den lille restaurant La Carniceria på Plaza de Santo Domingo tæt på hotellet.

Den smukke, unge pige, som serverer for os, er fra Brasilien og forstår ikke engelsk, men vi får alligevel forklaret, at vi ønsker stedets ret med lam - en fin madoplevelse.

Ved indgangen til Prado-museet

Ved indgangen til Prado-museet


En dag i Madrid

Mens vi denne morgen kører gennem Madrids tætpakkede trafik på vej mod Prado-museet, oplyser den lokale guide, at Madrids befolkning udgør ca. 5 mio. ud af Spaniens samlede befolkning på ca. 45 mio.

Tallene skal dog tages med forbehold, fordi en del latinamerikanere ikke er registret.

Det var romerne som grundlagde byen som et fæstningsværk for den tidligere hovedstad Toledo, og først i 1561 gjorde Filipe 2. Madrid til Spaniens hovedstad.

Korridor på Prado-museet

Korridor på Prado-museet


Museo del Prado

Iført hovedtelefoner kan vores guide føre os rundt på museet, mens han beretter om de enkelte kunstværker. Vi bliver ledt op på første sal og intetanende begynder vi at fotografere i de lange korridorer, inden en kustode kommer farende med vildt fægtende arme og sætter en hånd foran videokameraer og fotografiapparaterne.

Manden virker nærmest hysterisk i sin iver for at fortælle os, at fotografering er strengt forbudt! Det havde vi blot ikke fået oplyst ved indgangen….

Museo del Prado er Spaniens fineste kunstmuseum og regnes blandt de bedste i hele verden med en stor samling af spanske kunstmalere, men også udenlandske. Vi ser udvalgte værker fra den spanske guldalder af El Greco (1541–1614), José Ribera (1591-1652), Zurbarán (1598-1664), Velázquez (1599-1660), Murillo (1617-1682) og Goya (1746–1828), men også af de flamske mestre Peter Poul Rubens (1577-1640) og Van Dyck (1599-1641), de italienske kunstnere Rafael/Raphael (1483-1520) og Titian (1485–1576) samt hollandske Rembrandt (1606-1669) m.fl.

Den tredje maj 1808 af Goya

Den tredje maj 1808 af Goya


Billedere der gør indtryk

Effektivt og uden at dvæle for længe ved de enkelte kunstværker formår vores dygtige guide at vise os flere mesterværker fra forskellige perioder. Ingen nævnt ingen glemt.

Og dog. Skulle man fremhæve et par kunne det være Goya’s skønne Maja - både den nøgne og den påklædte - som hænger ved siden af hinanden, eller det uhyggelige ”Saturn æder sine børn” fra hans mørke periode.

Også ”Den tredje maj 1808” gør indtryk, hvor Goya skildrer den franske nedskydning af civile efter Madrid-opstanden under den spanske frihedskamp mod Napoleon.

Alfronso 12. på sokkel ved søen i Parque de El Retiro

Alfronso 12. på sokkel ved søen i Parque de El Retiro


Retiro-parken

Mens vores rejsefæller fortsætter med bus rundt i Madrid, står vi af for til fods at begive os ud i Madrids myldrende liv.

Vest for Prado-museet ligger en af Madrids store parker - den kongelige have, Parque de El Retiro, hvor vi først ser Glaspaladset, der ligger smukt ved en mindre sø. Vi passerer Velazquez-pavillonen og ved en større sø står en rytterstatue af Alfronso 12. højt på en sokkel.

I parkens nordvestlige udgang kommer vi ud til den gamle byport Alcalá-porten, der mest minder om en triumfbue midt i en travl rundkørsel på Plaza de la Independencia. Porten er rejst i 1778 til minde om ”Madrids bedste borgmester” kong Carlos 3.

Edificio Grassy minder om en bryllupskage!

Edificio Grassy minder om en bryllupskage!


Imponerende bygningskunst i Madrid

En gade længere fremme støder vi på Plaza de Cibeles med fontæne, men det vi primært falder for, er postvæsnets imponerende palads fra 1917 - helt i hvidt.

Løfter man hovedet og ser sig omkring får man øje på det ene fine bygningsværk efter det andet ofte opført i hvid marmor eller lysegråt granit. Øverst på bygningerne ses statuer eller fantasifulde tårne.

Et eksempel på dette ses på bygningen Edificio Grassy i Gran Viar, som minder mest om en bryllupskage!

Neptunspringvandet

Neptunspringvandet


Plaza Cánovas del Castillo

Turen fortsætter gennem travle gader, hvor også forskellige gadegøglere forsøger at skaffe sig et levebrød, og vi når rundt til Deputerkammeret - Det spanske parlament, Cortes, med søjlerække og løver, der passer på.

Fremme ved Plaza Cánovas del Castillo, hvor Neptunspringvandet sender kaskader af vand i luften finder vi på pladsens ene hjørne et andet af Madrids fine museer Thyssen-Bornemisza-museet.

Botanisk have i Madrid

Botanisk have i Madrid


Madrids Botaniske Have

Syd for Prado-museet ligger den botaniske have og her kommer pensionister gratis ind. Her er et utal af forskellige træer, men ikke særligt mange blomstrende planter her i efteråret.

Så anbefalingen må være, at besøge haven om foråret, hvor alt er friskt og grønt.

Puerta del Sol

Puerta del Sol


Puerta del Sol

Den halvmåneformede plads ”Solens Port” summer af liv med to fontæner, hvor folk slænger sig i solen og køles lidt af de vanddråber, som forstøves i luften.

Midt på pladsen står en rytterstatue af Carlos 3. Det er også på denne plads, at vi finder Madrids varetegn - bjørnen der rækker ud efter frugten på et jordbærtræ.

Rytterstatue af Filipe 4. på Plaza de Oriente

Rytterstatue af Filipe 4. på Plaza de Oriente


Plaza de Oriente

Den lange indkøbsgade, der bugner af modeforretninger m.v. fører os frem til Plaza de Isabel II, hvor også Den kongelige Opera, Teatro Real, ligger med sin anden gavl ud til Plaza de Oriente.

Her ses rytterstatuen af Filipe 4. Rytterstatuen er designet af Velazquez og udført af Pietro Tacca med teknisk hjælp af selveste Galilei, der beregnede ligevægtsforholdet for hesten, der balancerer på bagbenene.

Kongeslottet Palacio Real

Kongeslottet Palacio Real


Palacio Real

Fra Plaza de Oriente, skal vi blot over gaden for at komme til det kongelige slot, Palacio Real. Her har spanske regenter boet op gennem tiderne og visse dele af kongeslottet kan besøges under en omvisning.

Den nuværende konge Juan Carlos 1. bor dog på et slot lidt uden for Madrid, men benytter Palacio Real ved officielle lejligheder.

Vi spadserer rundt om dette imponerende bygningsværk, der leder tankerne hen på El Escorial.

Catedrale de la Almudena

Catedrale de la Almudena


Catedrale de la Almudena

Over for indgangspartiet på Plaza de Armas ligger Madrids lige så imponerende domkirke Catedrale de la Almudena, der blev påbegyndt i 1879 og var et århundrede om at blive færdiggjort.

Casa de la Panaderia på Plaza Mayor

Casa de la Panaderia på Plaza Mayor


Plaza Mayor

Vi spadserer op ad Calle Mayor og ind på Plaza Mayor, hvor vi finder et bord på en af fortovscaféerne for at læske os og betaler gerne dobbelt pris for at sidde her og betragte Madrids måske fornemmeste plads.

Pladsen, der er firkantet og indrammet af treetagers bygninger med arkader hele vejen rundt, blev anlagt på kun to år mellem 1617 og 1619 og indviet året efter.

Her har været afholdt tyrefægtning, offentlige henrettelser efter inkvisitionens rettergange, men også fester. Midt på pladsen står en rytterstatue - dem er der mange af i Madrid - af Filipe 3. Hele pladsen rundt er her buegange, med butikker med kunsthåndværk og caféer.

Det er dog de to x ni smukke fresker, som pynter væggen på Casa de la Panaderia, som gør pladsen ekstra fin.

Don Quijote og Sancho Panza

Don Quijote og Sancho Panza


Plaza de España

Det er en hel anden stemning og travlhed, der præger Plaza de España, som er omgivet af travle trafikgader. Midt på pladsen står mindesmærke for den berømte spanske forfatter Cervantes med Don Quijote på sit øg Rosinante og hans tro følgesvend Sancho Panza på sit æsel.

På pladsens nordside står Edifico de España bygget 1947 - 53 inspireret af højhusene på Manhattan i New York.

Udsigtspunkt i Montana-parken

Udsigtspunkt i Montana-parken


Montana-parken

Vi slutter dagens rundgang i Madrid med et besøg i Parque de la Montana, hvor det egyptiske Debod tempel står midt i den højtliggende park.

Er man fugleinteresseret kan det anbefales at gå en tur rundt i parken, hvor der ses flere arter f.eks. papegøjer som grøn parakit.

Fra et udsigtspunkt har vi et fint vue ud til kongeslottet og katedralen.

Underholdning med spanske toner

Underholdning med spanske toner


Afslutningsaften

Ved aftenstide mødes vi med vores rejsefæller og spadserer sammen hen til Restaurant Las Cuevas del Duque, hvor vi nyder en afskedsmiddag bestående af flere retter tapas, mens vi underholdes af et par musikere, som spiller og synger spanske toner.

I morgen er rejsen rundt i Spanien slut og vi vil blive kørt til lufthavnen Aeuroporto de Madrid Barajas for at flyve hjem med Spaniens store flyselskab Iberia.

Subaru
Primo Tours
Campingferie 650,-
Outwell
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt