Riis Rejser

23.9.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Guggenheim-museet i Bilbao, Nordspanien

På vores rundrejse i Nordspanien er vi kommet til Baskerlandet, der også kaldes ”Det Grønne Spanien”, da den megen nedbør i den bjergrige region fremmer væksten. Regionens hovedstad, der også har Spaniens største handelshavn, er Bilbao, som indtil 1980erne var kendt som en trist og forurenet industriby, som turister holdt sig langt væk fra. Men fremsynede og visionære kræfter fik ændret dette ...

Guggenheim-museets maritime udtryk

Guggenheim-museets maritime udtryk


Baskerlandet - helt sin egen

Euskadi kalder baskerne deres land, som på mange måder adskiller sig fra det øvrige Spanien.

Det lille grønne hjørne, som klemmer sig sammen under de vestlige Pyrenæer og grænser op til Frankrig, har aldrig været koloniseret af romerne eller maurerne, og regnes for det ældste folk på Den Iberiske Halvø.

Her holder man fast i sin egen gamle kultur, som først og fremmest består af eget sprog - både talt og læst - og som ikke ligner noget andet sprog i Spanien. Langt de fleste baskere taler dog også spansk.

Mange baskere har længe ønsket sig et helt selvstændige land - frigjort fra Spanien - og op gennem 1960'erne og 1970'erne udførte terrororganisationen ETA flere bombeangreb mod offentlige myndigheder som politi og militær for at opnå dette mål.

Men terrororganisationen har aldrig forsøgt at ramme turister eller almindelige spaniere, og i 2011 erklærede ETA, at den væbnede konflikt var indstillet.

Der er i dag ingen grund til ikke at besøge denne smukke del af Nordspanien.

Guggenheim-museets spids minder mest af alt om stævnen på et skib

Guggenheim-museets spids minder mest af alt om stævnen på et skib


Guggenheimer museet - et fremtidssikret ikon

Midt i 1980'ernes økonomiske krise fik nogle den idé at skabe noget nyt, som atter kunne få gang i hjulene og give ny vækst og mere turisme.

Guggenheim-museet var et af forslagene og efter en international konkurrence valgte man projektet udarbejdet af den canadisk-amerikanske arkitekt Frank Gehry. (Også kendt for bl.a. Walt Disney Concert Hall i Los Angeles.)

Guggenheim-museet, der udstiller nutidskunst, stod færdigt i 1997 og har siden trukket millioner af turister til byen og har skabt skønsmæssigt 5.000 nye arbejdspladser. Og museet er da også stort og storslået ...

Foran indgangen modtages vi af kæmpehunden Puppy skabt af kunstneren Jeff Koon, og som er fremstillet af 60.000 blomster, som vandes indefra og som skifter farve afhængig af årstiden.

Vi har tid inden museet åbner, så for at få det bedste vue af dette enorme sølvglinsende bygningsværk, spadserer vi over broen Puente Pedro Arrupe og kommer på den anden side af Ria del Nervion/Bilbao-floden. Her får vi et flot indtryk af det maritime udseende som var arkitektens idé.

Vi fortsætter op over den høje bro Puente La Salve som Guggenheim-museet delvist er bygget sammen med - og også herfra får man et glimrende indtryk af museets skulpturelle flader.

Det meste af museet er dækket af 1/2 mm tynde titaniumplader, der tilsammen vejer 60 tons, men store dele består også af lyse sandsten og glaspartier.

Et kig på mod de to øverste etager hvor glas og stål spiller sammen

Et kig på mod de to øverste etager hvor glas og stål spiller sammen


Kunst indendøre

Bygningen i sig selv er et moderne kunstværk og indenfor åbner der sig et 60 meter højt rum - Atrium - der også benyttes til udstilling af moderne kunst.

Vi spadserer gennem Fiskesalen i stueetagen med værker af Richard Serra fremstillet i stål. Her er temaet "Et spørgsmål om tid" med både "Slangen", cirkler og en labyrint i enorme dimensioner.

I et af stueetagens andre sale ses et værk af Andy Warhol der fylder alle væggene med et motiv der gentages igen og igen i forskellige farvekombinationer.

Museets samlede areal er 32.000 m2 fordelt på tre etager og her ses skiftende udstillinger, hvor man bl.a. låner billeder fra øvrige Guggenheim-museer i Berlin, Venedig og New York.

En glaselevator kører op til 1. og 2. etage, hvor samtidsmalerier og skulpturer af nutidens kunstnere kan iagttages.

NB! Det er ikke tilladt at fotografere kunstværkerne på 1. og 2. sal.

Fodgængerbroen Puente Zubizuri - Den Hvide Bro - fra 1997 ligger tæt på Guggenheim-museet

Fodgængerbroen Puente Zubizuri - Den Hvide Bro - fra 1997 ligger tæt på Guggenheim-museet


Bilbao har mere at byde på

Bilbaos andre turistattraktioner og øvrige arkitektoniske mesterværker som musikhuset og metroen, samt ikke mindst den gamle bydel, må vente til næste gang vi besøger Baskerlandet, for midt på dagen fortsætter vi mod Biscayabugten og den skønne badeby San Sebastian …

Torre La Sal
Campingferie 650,-
Primo Tours
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt