Azamara Cruice

14.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreferie i Parc Natural del Cap de Creus (1/2), Nordspanien

Den spæde lyd fra klokketårnet ved den gotiske landsbykirke Santa Maria ringer os velkommen, da vi denne eftermiddag spadserer rundt i middelalderbyen Castello d’Empuries.

Klokketårnet ved Santa Maria kirken og den gamle mølle

Klokketårnet ved Santa Maria kirken og den gamle mølle


Middelalderbyen Castello d’Empuries

Fra tagterrassen på vores Hotel Canet kan vi under morgenmaden skue ud over middelalderbyen, som blev grundlagt engang i 1100-tallet. Den mest dominerende bygning er landsbykirken, der er så stor, at den sagtens kunne være en katedral.

Santa Maria-kirken, der har rødder tilbage til byens grundlæggelse, har en vældig indgangsfacade fra 1500-tallet med mandshøje statuer af de 12 disciple.

Mange af byens huse er også fra middelalderen og de smalle gader har endnu navne fra dengang de var opdelt i erhverv. Byen har mange små pladser, hvor vi finder nogle af restauranterne.

Nabo til Hotel Canet er det tidligere kloster Sant Domenec fra 1317. Byen har også en gammel møllebygning med tårn samt et melmuseum og lidt i udkanten af den historiske bydel finder vi den gamle vaskeplads (der også fungerede som byens sladrekanal, hvor man altid kunne være sikker på at høre de seneste rygter).

Bag kirken og klokketårnet ses resterne af den østlige bymur og her er en fin udsigt mod bjergene, som rejser sig bag de frodige marker. Det er en del af Parc Natural del Cap de Creus, som vi senere skal besøge.

Vi er taget med Ruby Rejser til Cap de Creus naturpark, hvor vi den næste uge skal vandre denne catalonske halvø på kryds og tværs, opleve højlandet og spadsere langs den vilde, forrevne kyst af det nordligste Costa Brava.

Heste med kohejre på ryggen

Heste med kohejre på ryggen


Naturparken Aiguamolls

Fra udkanten af byen Sant Pere Pescador, ca. 15 min. kørsel fra Castello d’Empuries, vandrer vi ad en god grusvej forbi æbleplantager og langs floden Fluvia og følger denne ud til Middelhavet.

Sandstranden er fin og havet er indbydende og flere af os har taget badetøjet med og kaster os i de forfriskende bølger.

Vi kommer ind i naturparkens store vådområde, hvor vi fra forskellige skjul spejder efter andefugle, lappedykkere, flamingoer og forskellige hejre. Vi vandrer langs levende hegn med livlig fuglekvidder, men de små fugle kan vi ikke få øje på.

I området findes vildsvin, rådyr, oddere og mere end 50 forskellige fuglearter.

Et skyggefuldt sted spiser vi de medbragte madpakker med udsigt til et vådområde med heste som vader rundt i vandet og spiser af det saftige græs. Her ser vi også de første kohejre. Men de storke vi så flyve hen over byen i går, har vi intet set til.

Masser af storke og gråænder samt en enkelt hejre

Masser af storke og gråænder samt en enkelt hejre


Udsigt fra fugletårn

Fra et højt udsigtspunkt – der på afstand ligner siloer – har vi en flot udsigt ud over naturparkens vådområde og til havet og halvøen Cap de Creus med de hvide byer bl.a. Roses liggende i bugten.

I udkanten af naturparken er der endnu et sidste skjul som vi går ind i – og her får vi nok turens største oplevelse. Mere end et halvt hundrede storke holder til i dette område tillige med utallige ænder og enkelte viber og hejre.

En march herrier (rovfugl) har jaget stærene op som samler sig i en stor flok, der danser hen over himmelen. Rovfuglen sætter sig i græsset lidt på afstand og stærene forsvinder.

Denne oplevelse rigere vandrer vi ad landevejen tilbage til byen, hvor en af deltagerne byder på en forfriskning i anledning af sin fødselsdag – endnu en dejlig overraskelse.

Nordkysten på Parc Natural del Cap de Creus

Nordkysten på Parc Natural del Cap de Creus


På tur over Verdera-bjergene

Denne morgen køres vi til den lille landsby Pau for foden af Verdera-bjergene og vandrer derfra op på højderyggen. Jo højere vi kommer, des flotter bliver udsigten i det klare vejr. Mod syd kan vi se bugten ved byen Roses og mod nord det østligste af Pyrenæerne.

Det er efterår og de fleste blomster er visne, kun enkelte gule lyser op. Her er agaver som blomstrer – og dør – og en del figenkaktus med røde frugter samt buske med bær.

Vi har flere udsigtspunkter undervejs og da vi kan se kysten på nordsiden af Cap de Creus naturpark, finder vi et sted i naturen, hvor vi kan spise de medbragte madpakker.

Sant Pere de Rodes-klosteret

Sant Pere de Rodes-klosteret


Klostret Sant Pere de Rodes

Ikke langt herfra ligger den smukke kirkeruinen Sankt Helena de Rodes med et flot vue ud over Middelhavet, men ikke langt herfra bliver udsigten endnu flottere. Benediktinerklosteret Sant Pere de Rodes, der er fra 900-tallet, ligger smukt et lille stykke fra kysten for foden af naturparkens højeste bjergtop.

Man kan undre sig over hvorfor man i sin tid byggede klosteret så tæt på havet med truslen om angreb fra pirater, men man har været forudseende og bygget både fæstningsmur og et forsvarstårn med skydeskår.

Desværre er klosteret lukket for besøg om mandagen, men går man lidt rundt om det via den gamle have, er der et fint indblik i klosterets gårdhave.

Tårne i borgruinen San Salvador de Verdera, 669 moh

Tårne i borgruinen San Salvador de Verdera, 669 moh


Castello de San Salvador de Verdera

I klosterets storhedstid i 1100- og 1200-tallet havde man tillige et forsvarsanlæg på toppen af bjerget i fæstningen Castello de San Salvador de Verdera.

Benmusklerne bliver udfordret, da vi bestiger det høje bjerg bag klosteret for at komme op til borgruinen 669 meter over havet.

Men belønningen er en fantastisk udsigt ned over klosteret og havet med de små hvide byer i bugterne.

Det må have været et kæmpemæssigt arbejde at bygge denne borg, for på de tre sider går det lodret ned.

Her er kun adgang til fods og den vej/sti som i middelalderen førte op til borgen kan kun ses sporadisk mellem de tætgroende buske.

På vej mod den hvide kirke Sant Onofre

På vej mod den hvide kirke Sant Onofre


Den hvide kirke Sant Onofre

En god bjergvej fører ned fra klosteret og bag om bjerget, hvor vi fra sydsiden kan se borgruinen på toppen. Bjergvejen leder os frem til det ensomt liggende, hvide kapel San Onofre fra 1300-tallet.

Herfra afløses grusvejen af en smal stenet sti der visse steder går stejlt ned ad bjerget, langs et vandløb og gennem kastanjeskoven med fuglekvidder, indtil vi når landsbyen, hvor vi slapper af og får udlignet væsketabet, inden bussen bringer os tilbage til Castello d’Empuries.

Stien på de yderste klipper langs havet

Stien på de yderste klipper langs havet


Kystvandring langs det nordlige Costa Brava

Vores kufferter er pakket og efter at vi er blevet kørt til udkanten af byen Roses transporteres kufferterne videre til vores nye hotel i Cadaques, hvortil vi vandrer langs den forrevne klippekyst.

Det kan være svært at forestille sig en flottere og mere afvekslende kystvandring end denne tur, hvor kyststien snor sig op på stejle klipper og ned til små stenstrande med krystalklart vand.

Et nyt panorama vue dukker op hver gang vi passerer en klippe. Lysende grønne pinjer vokser selv på de yderste klipper og spejler sig i det azurblå havvand langt under os.

Det går op og det går ned – nogle gange med brug af hænderne eller en hjælpende hånd fra en af de øvrige rejsefæller.

Vi passerer den lille stenstrand Cala Montjoi og vandrer op over en udløber Cap de Norfeu for atter at komme ned på endnu en stenstrand Cala Joncols.

Cadaques med den dominerende kirke Santa Maria

Cadaques med den dominerende kirke Santa Maria


Med vandtaxi til Cadaques

Vandet frister og efter en dukkert, har rejselederen fra Ruby Rejser bestilt en vandtaxi til de af os, hvis ben er for trætte til den sidste vandring over bjerget mod Cadaques.

Så mens flere af vore rejsefæller begiver sig til fods, er vi nogle stykker som sejler for fuld fart langs kystlinien forbi klipper med huler og fyret Cala Nans til vi når bugten ved Cadaques.

Farten sættes ned, så vi kan nyde indsejlingen til denne hvide by med det særlige lys, der har tiltrukket flere kunstmalere bl.a. Salvador Dali.

Terrassen på Hotel Rocamar

Terrassen på Hotel Rocamar


Hotel Rocamar

Vores Hotel Rocamar ligger ca. ti minutters gang syd for den gamle bydel og vi følger blot kystvejen for at komme derhen.

Hotellet ligger højt med en stor terrasse med et skyggefuldt pinjetræ. Receptionen er indrettet i klassisk stil med flere interessante detaljer med bl.a. gamle vandkrukker, kakler med spanske motiver og tunge møbler.

Værelserne er pæne og enkelte har været heldige at få værelse med en lille altan med bord og stole hvorfra man kan nyde udsigten til de bagved liggende bjerge.

Udover direkte adgang til en lille strand har Hotel Rocamar et område med svømmebassin samt mulighed for at spille tennis.

I restauranten serveres en udmærket morgenbuffet og om aftenen en velsmagende middag med tre retter.

Din rejseskribent på et udsigtspunkt i Verdera-bjergene

Din rejseskribent på et udsigtspunkt i Verdera-bjergene


Torre La Sal
Subaru
Outwell
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt