Isabella

14.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreferie i Parc Natural del Cap de Creus (2/2), Nordspanien

Denne dag er fridag, dvs. der er ikke planlagt nogen vandretur og vi kan bruge dagen som vi vil. Nogle tager bussen til Figueres for bl.a. at se Salvador Dali-museet, andre slapper af ved hotellets pool, og andre igen vil se nærmere på Cadaques.
Rejselederen har dog en plan om at bruge formiddagen på at vandre ud til Cala Nans-fyret syd for byen - og der går vi med …

Cala Nans-fyret

Cala Nans-fyret


Faro de Cala Nans

Vi følger kystvejen direkte fra hotellet og kommer ud på en god sti, som går langs klippekysten ud til Cala Nans-fyret. Undervejs er stien smal med et brat fald ned mod havet og visse steder sidder der et tov i klippevæggen, som man kan holde fast i, hvis man har lidt højdeskræk. Desværre mangler tovet andre steder!

Vi passerer flere stærkt eroderede klipper og har udsigt til små, beskyttede strande langt under os, som man kan have næsten helt for sig selv og evt. dyrke nøgenheden.

Det 12 meter høje fyr, der er fra 1864, ligger på en afsats 33 meter over havet og fra fyrets platform kan vi se tilbage på Cadaques. I modsat retning mod syd har mågerne indtaget de stejle klipper.

En lille, stenet sti går op bag fyret til nogle høje bakker og der går vi op for at nyde udsigten. Det er et forblæst område uden megen vegetation.

Vi vandrer samme vej tilbage, men det er også muligt at vandre rundt på området og følge vandreruten, der blev gået ad forleden ned til Cadaques.

Cadaques med Santa Maria-kirken samt den lille strand Platja Port-Alguer

Cadaques med Santa Maria-kirken samt den lille strand Platja Port-Alguer


Bytur i Cadaques

Efter et forfriskende bad på hotellet og skift af bl.a. sko spadserer vi ind for at se nærmere på den hvide by Cadaques.

Her gør man meget ud af at pynte husene med farvestrålende blomster og da vi når udkanten af den gamle bydel, kan vi ved Port Alguer genkende motivet fra et af Salvador Dali’s billeder. Gadens buer, den lille strand Platja Port-Alguer og kirken Santa Maria, der udvendigt minder om et fyrtårn.

Den barokke altertavle i Santa Maria kirken

Den barokke altertavle i Santa Maria kirken


Kirken Santa Maria

Vi besøger naturligvis Santa Maria kirken som ligger højt på en bakketop i byen.

Udvendigt er den ganske kedelig, men indvendigt pryder flere altertavler de forskellige sidekapeller, men mest storslået er den barokke, forgyldte altertavle med Jomfru Maria omgivet af forskellige figurer samt et hav af tykhoved ansigter og buttede englebasser.

Smal, stejl gade i Cadaques

Smal, stejl gade i Cadaques


Snævre stræder, stejle gader og små hyggelige torve

Her er ikke toppede brosten, men flade klippestykker der er stablet sirligt på højkant som udgør gadebelægningen.

Vi kommer rundt i den billøse del af byens smalle gader og finder flere interessante delikatesseforretninger.

Det Blå Hus - Casa Blaua

Det Blå Hus - Casa Blaua


Casa Blaua

De fleste restauranter ligger på torvet ud til vandet, og på vej mod et spisested kommer vi forbi det privatejede Casa Blaua fra 1912. Dette blå hus er noget specielt, dels i farven, dels i udsmykningen – og ligner intet andet hus i byen. Der er ikke offentlig adgang til huset.

Vi spiser frokost på den anden side af havnen på Restaurant Nord-Est, men vælger et par lette retter, da vi har aftalt, at vi mødes med vores rejsefæller for at spise en middag sammen et andet sted end på Hotel Rocamar denne aften.

Fiskeretten zaezuela

Fiskeretten zaezuela


Gastronomi på Restaurante La Sirena

Da vi først på aftenen mødes, har flere sonderet spisestederne og valget falder på en lille fiskerestaurant lidt væk fra havnen. På Restaurant La Sirena er vi heldige, at der er plads nok til os alle og et øjeblik efter står folk i kø for at komme ind, men må vente eller finde et andet sted at spise.

Tjeneren taler udmærket engelsk og forklarer tålmodigt hvad de forskellige retter indeholder, ligesom der gives råd om at gøre det billigere for os, når flere drikker/spiser samme ret.

Udover forskellige fiskeretter som bl.a. omfatter zarzuela med fem forskellige kogte fisk, serverer stedet også lam, kanin og andre kødretter. De fleste af os er enige i, at stedet kan anbefales.

Klippeformation der mest af alt minder om en kanin

Klippeformation der mest af alt minder om en kanin


På tur til Cap de Creus

Vi er kørt med minibus til Pla de Tudela på den nordlige side af halvøen Parc Natural del Cap de Creus for at påbegynde dagens vandring ud til fyret ved Cap de Creus, der ligger på den Iberiske Halvøs østligste punkt.

Ved Tudela lå engang en by, men pga. stedets enestående natur og de mange helt specielt eroderede klipper, er området udlagt som beskyttet naturpark og alle husene fjernet!

Undervejs ser vi de ejendommelige klippeformationer, hvor kun ens egen fantasi sætter grænser for, hvad de mon kan ligne.
På den asfalterede vandresti, som man ikke må gå udenfor, er opsat små skilte, som viser hvad klippeformationen, man står overfor, kan forestille.

Ankomst til Faro Cap de Creus

Ankomst til Faro Cap de Creus


Op til Faro Cap de Creus

Fyret ligger på et forblæst forbjerg 87 meter over havet og fra vejen går det bare opad.

Selve fyret er fra 1853 og 20 meter højt og er på klipperne ud mod havet omgivet at hundredevis små varder, som folk har bygget gennem tiderne – lægger man en sten på skulle det blive godt vejr!

Vi skal naturligvis så langt ud på klipperne, som vi kan komme og se havet skylle ind over de yderste rev.

Salvador Dalis hus ligger tæt på den lille strand

Salvador Dalis hus ligger tæt på den lille strand


Salvador Dalis Hus i Port Lligat

Efter frokost på en lille stenstrand fortsætter vi ad vandrestien langs tørstensmure gennem olivenlunde og kommer frem til det lille fiskerleje Port Lligat, hvor surrealismens multikunstner Salvador Dali (1904-1989) boede i 34 år.

Han købte et fiskerhus og senere et til og endnu et og efterhånden fik han bygget flere af husene sammen, så de dannede et stor bolig med lukket gårdhave og flere terrasser med fontæner.

Huset står møbleret næsten som da Dali og hustruen Gala boede her. Dog er de fleste malerier og den store bogsamling flyttet til museet i Figueres.

Vi ser de mange udstoppede dyr – bl.a. isbjørn, ugler, løve og ikke mindst hans elskede svaner.

Et stort fotogalleri viser billeder fra forskellige periode af Dalis liv, hvor han er sammen med både forskellige avantgardekunstnere samt berømte skuespillere.

På vandretur i en sky

På vandretur i en sky


Vandretur til El Port de la Selva

Havgusen som i går eftermiddag drev ind fra havet har lagt sig som regntunge skyer over bjergene, og i dag fortæller vejrudsigten at der kommer mellem 18 og 21 mm. regn.

Det varsler ikke godt for denne vandreferies sidste tur, men endnu regner det ikke, så vi er fortrøstningsfulde, da vi med regntøjet og madpakker i rygsækken vandrer gennem Cadaques og finder vandreruten mod El Port de la Selva.

Ruten går op mellem tørstensmure, der afgrænser de forskellige olivenlunde og snart kommer vi op over byen.

Men skydækket lukker sig omkring os og vi kan kun se nogle få meter frem.

Vi vandrer tværs over Parc Natural del Cap de Creus, fra sydsiden til nordsiden, men ser ikke meget undervejs. Selv om der i skydækket er stor luftfugtighed, holder det tørt og da vi atter når havet, klarer det op og vi får lidt sol at se.

På tur i El Port de la Selva

På tur i El Port de la Selva


Et skridt eller to på Caminoen

Vi følger landevejen ned mod fiskerbyen og kan på det sidste stykke gå på en anlagt kystpromenade helt nede ved vandet, inden vi rammer den idylliske havn og byens centrum.

Herfra starter pilgrimsruten Cami de Sant Jaume – bedre kendt som Jacobsvejen og Caminoen til Santiago de Compostela – og videre til Capo Finisterre (Cap de Fisterra). Vi skal naturligvis betræde ruten, inden vi hentes af bussen.

Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Outwell
Primo Tours
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt