Subaru

19.9.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Santiago de Compostela - Spaniens vigtigste pilgrimsby

På denne rundrejse er vi nu kørt ind i Spaniens nordvestligste region Galicien, hvor mange forhold er anderledes end i det øvrige Spanien. Her har maurerne aldrig fået fodfæste og man har sit helt eget sprog - galicisk - ligesom bl.a. musikkulturen knytter sig mod de britiske øer og kelterne med musik fra sækkepiber.
På vejen mod Spaniens største helligdom Santiago de Compostela stopper vi ved et gammelt fort i regionens største by Vigo.

Fra fæstningen Castelo do Castro er der fin udsigt mod Vigo

Fra fæstningen Castelo do Castro er der fin udsigt mod Vigo


Castelo do Castro i Vigo

Lidt tilbagetrukket fra Atlanterhavet ligger fæstningsværket højt på en bakke med et vidt udsyn både mod Vigo-fjorden og Galiciens største by Vigo langt under os.

Fortet er i dag anlagt som en park med fine spadserestier, som fører op til toppen og fæstningsmuren. Her er både kanoner og kunstværker i parken.

I fjorden dyrkes muslinger på store farme, der ses som ringe i vandet. Vigo er da også Spaniens største fiskerihavn.

Katedralen i Santiago de Compostela under renovering

Katedralen i Santiago de Compostela under renovering


Santiago de Compostela

Utallige er de pilgrimme, der gennem århundreder har vandret ad Jakobsvejen - Caminoen - mod Spaniens største helligdom katedralen i Santiago de Compostela, der er monumentet for apostlen Sankt Jakob over hvis grav kirken er bygget.

Legenden fortæller, at apostlen Sankt Jakob (på spansk Santiago) døde i Jerusalem i år 44 og at at hans tilhængere sejlede ham til Spanien, for at begrave ham på en mark hvor han tidligere havde prædiket.

Graven blev i 814 genopdaget af en eneboer, som så et særligt lys fra en ledestjerne (compo stela). Dette fund samlede de kristne og kong Alfonso II af Asturien (760-842) byggede den første kirke på stedet.

I middelalderen kunne katolikker få tilgivelse for deres synder ved at gå bodsgang til hellige steder som Jerusalem, Rom og nu også Santiago de Compostela, og snart valfartede pilgrimme til stedet.

Kirken skulle udvides og den nuværende katedral blev grundlagt i 1075 og udbygget gennem de følgende århundreder.

Katedralen set fra Alameda-parken

Katedralen set fra Alameda-parken


Rundt i Santiago de Compostela

Efter at være blevet indlogeret på vores hotel Gelmirez spadserer vi med rejselederen frem til Praza do Obradorio foran katedralen, for at få fornemmelsen af retningen og byens størrelse, mens den egentlige guidede rundvisning sker den efterfølgende formiddag med en lokalguide.

Katedralen besøges hvert år af omkring 265.000 pilgrimme og det anslås at op mod 400.000 pilgrimme vandrer delstrækninger på pilgrimsruten Caminoen, der for de flestes vedkommende starter i den nordspanske by Pamplona - omkring 800 kilometer fra Santiagio de Compostela.

Ofte har man ikke den nødvendige tid og kræfter til at gå hele strækningen på én gang, hvorfor mange deler ruten op i delstrækninger og vandrer så et stykke ad gangen hvert år.

Vil man have det hele med, kan turen påbegyndes to stedet i det sydfranske. Men man kan også vandre mod Santiago de Compostela op gennem Portugal - men det er en helt anden historie.

Vi vil på denne rundrejse i Nordspanien besøge flere af de byer som pilgrimsruten går gennem.

Rajoy-paladset på Praza do Obradorio

Rajoy-paladset på Praza do Obradorio


I og omkring katedralen

Efter at have set flere af byens smukke pladser, paladser og besøgt byens markedsplads er der mulighed for at overvære den daglige pilgrimsmesse kl. 12.00 - og det er et tilløbsstykke. Her kan man være heldig at opleve verdens største røgelseskar blive svinget frem og tilbage med en fart på op til 68 km i timen. Men det sker kun ved særlige lejligheder.
Vil man have en siddeplads, kan det svare sig at komme i god tid.

Herefter kan vi på egen hånd se nærmere på denne vidunderlige by.

Katedralen er også i 2016 under renovering, hvilket tager noget af synet for os, men vi kan så glæde os over, at man i fremtiden kan nyde synet af dette imponerende bygningsværk.

Til venstre for katedralen ligger det tidligere hospital fra 1499 - Hostal dos Reis Católicos - der nu er et eksklusivt hotel - en parador. Gå ind gennem den prægtige indgangsportal og se de flotte indergårde og oplev hotellets eksklusive miljø.

Over for katedralen - stadig på Praza do Obradorio - ligger Rajoy-paladset fra 1766, der i dag er rådhus og regeringsbygning for regionen Galicien. Kommer man her om aftenen, kan man opleve musikere i klassiske dragter underholder med galicisk musik under buegangene.

Alfonso III de Fonseca sidder midt i den meget smukke kollegie-gård

Alfonso III de Fonseca sidder midt i den meget smukke kollegie-gård


Flere interessante bygninger

Byen har naturligvis mange flere interessante bygninger end der kan omtales i denne artikel, men som eksempel herpå kan nævnes klosteret San Martino Pinario med den næsten 100 meter lange facade fra 1600-årene.

Også det spartansk indrettede franciskanerkloster med kirken San Francisco bygget mellem 1742 og 1749 oven på en tidligere kirke grundlagt af Frans af Assisi i 1214.

Eller den meget smukke kollegiegård ved Colexio de Fonseca fra 1522 med renæssancebuer og med Alfonso III de Fonseca siddende midt i det tidligere universitet - i dag hovedbibliotek - der ligger i byens populære gågade Rua do Franco.

Man forstår at Santiago de Compostela kom på UNESCO's verdensarvsliste i 1999.

En rigtigt god udsigt ud over byen fås om eftermiddagen fra Alameda-parken.

Kulturbyen i Santiago de Compostela - et ualmindeligt spændende byggeri

Kulturbyen i Santiago de Compostela - et ualmindeligt spændende byggeri


Kulturbyen i Santiago de Compostela - Cidade da Cultura

Fra vores hotelværelse kan vi på bakken bag byen se noget hvidt rage op - nærmest som et isbjerg - og det tiltrækker naturligvis vores opmærksomhed.

Der er et par kilometer ud til bjerget Monte Gaias, hvor Santiagos de Compostelas kulturby ligger og for at komme frem til det må vi bestige bjerget ad de anlagte stier. Man kan naturligvis tage en taxa, hvis man ikke er godt gående.

Kort sagt er dette mesterlige bygningsværk, som den amerikanske arkitekt Peter Eisenman har skabt, bare imponerende.

Her går lys og skygge, form og farver op i en højere enhed. De bølgende bygninger og de skrå vægge er belagt med farverige stenplader, der chancerer i gyldne og rødlige mønstre. Hele området er belagt med forskellige belægninger på jorden, som skal symbolisere de mange ruter, som pilgrimsvandrerne møder på deres vej mod Santiago de Compostela.

Som mange andre prestige-byggerier har denne kulturby også været forsinket pga. gentagende store budgetoverskridelser, administrative genvordigheder og pengemangel som følge af den økonomiske krise i begyndelsen af 2000-årene.

Men nu i 2016 er bygningerne stort set færdige og rummer hovedbibliotek, arkiv og museum for international kunst ligesom her findes konferencefaciliteter samt en café. Mere kommer givetvis til.

Har man en time tilovers, kan det absolut anbefales at slå et smut forbi kulturbyen og se den udefra. Det kunne ske i forbindelse med rejsen videre mod byen Lugo med en intakt romersk bymur, som vi besøger i morgen ...

Subaru
Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt