Dayz Resorts

26.6.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreferie i Serra de Tramuntana (1/2), Mallorca

Det er hundredårige gamle oliventræer, der vokser på de små terrasser op langs bjergskråningen og som omgiver os, så langt øjet rækker. Men her gror også andre træer som johannesbrødtræer, egetræer samt mindre buske som klitroser, ja, sågar en lille orkidé titter frem fra en spalte i klippen.

Udsigt til den forrevne kyststrækning

Udsigt til den forrevne kyststrækning


Torre Picada og S’illetas

Det er eftermiddag. Vi er for et par timer siden kommet til en af de få idylliske havnebyer på Mallorca, der endnu ikke er helt spoleret af turismen og slumbyggeri - Port de Sóller. Her er vi indkvarteret på Hotel Eden, som ligger centralt i byen - en vejs bredde plus en sporvognsskinne fra den lille strand, der næsten løber helt rundt i den smukke bugt. Her har naturen skabt et skønt sted beskyttet for Middelhavets dønninger.

Vi er et par stykker, som efter den tre timer lange flyvetur fra Danmark godt vil have rørt benene lidt, og vi spadserer gennem byen mod et af de gamle vagttårne, som står spredt langs den mallorcinske kyst.

Og allerede på turen gennem byen mærker vi, at foråret har godt fat. En vidunderlig duft møder os da vi passerer en blomstrende blåregn. Flere steder står judastræer med deres violette blomster og lyser op. Her er engletrompet og duftranunkel, så det er en fryd.

Det tager kun nogle få minutter op ad bakken, før byens lyde ligger bag os og vi føler os langt ude på landet.
Vi følger en lille grusvej og kommer til en gitterlåge, der ser ud som om den vil spærre os vejen frem. Men lige ved siden af er det muligt at gå over stengærdet, så det gør vi og kommer ud til tårnet - Torre Picada – 161 meter over havet.

Tårnet har tidligere fungeret som en del af forsvarsanlægget mod bl.a. sørøvere og har været forsynet med kanoner. Nu er stedet i privat eje, men ser ud til at stå i forfald.

Fra den lille platform ud mod vandet kan vi mod nord se den forrevne kyststrækning med skær og lodrette klippevægge.

Penyal Bernat

Penyal Bernat


Klippen Penyal Bernat

Mod syd går vi ud på pynten, hvor det går lodret ned mod havet, for at se om vi derfra kan beskue hele havnen. Men det er kun indsejlingen, der kan ses fra dette yderste sted.

Da vi har ”gode ben” går vi tilbage på vejen og vandrer længere op mellem oliventerrasserne. En 264 meter høj klippe - Penyal Bernat - rejser sig over vore hoveder - nærmest som en fallos, der vælter ud af bjerget og spreder sin frugtbarhed ud over området.

Og stor er den, når vi kommer tæt på og går under den - videre ud mod nogle mindre huse, der udgør S’illetas opkaldt efter øen ud for stedet.

Med toget i Sóller

Med toget i Sóller


Sóller via Fornalutx

Det er en lidt kølig morgen, men så snart solen er kommet over bjergkammen, stiger temperaturen til over 20 grader. Neden for hotellet finder vi et stoppestedet for sporvognen, der går mellem Port Sóller og Sóller, som ligger ca. 2 km inde i landet. Vi springer på sporvognen, som sætter os næsten 100 år til bage i tiden.

Banen er fra 1913 og vognene nok lige så gamle! Åbne og lukkede vogne med smedejernsbroderier ved indgangen, indvendigt med flotte paneler i nøddetræ og med fint lakerede træsæder, hvor ryggen kan vippes frem og tilbage alt efter om man vil sidde i kørselsretningen eller ej.

Fine bagagehylder i kunstfærdigt vævet materiale og gamle lamper i loftet. En læderrem udspændt i loftet på langs af sporvognen benyttes til at give sporvognsstyreren besked om hvornår man vil af. Kort sagt en oplevelse at kører med.

Dagens vandretur er i gang

Dagens vandretur er i gang


Gennem Sóllerdalen

I Sóller kører vi helt til endestationen og går derfra de godt 100 meter til centrum - byens torv Plaza de Constitucio med byens dominerende kirke Sant Bartomeu.

Så vandrer vi gennem handelsgaden og ad smalle gader kommer vi ud af byen, hvor vi finder den europæiske vandrerrute GR 221 mod den lille ”forstad” Binibassi. Denne vandrerute vil med tiden blive etableret, så det er muligt at vandre ca. 150 km gennem hele Serra de Tramuntana og overnatte undervejs.

I Binibassi drejer vi fra GR221 og vandre langs cirton- og appelsinlunde videre ud i Sóllerdalen til vi kommer til Fornalutx - måske en af de mest velholdte byer i dalen.

På torvet får vi lidt frokost, inden vi fortsætter gennem den frodige dal og går op over Cami des Creuer til vi rammer landevejen og går ned til en anden lille ”forstad” Biniaraix og samles ved vaskepladsen i udkanten af byen. Så er vi igen på GR 221 og følger denne tilbage via Bibibassi til Sóller.

Små landsbyer placeret smukt i landskabet

Små landsbyer placeret smukt i landskabet


Ny, nervøs lokalguide

I bus kører vi til Galilea i den sydvestlige del af Serra de Tramuntana, hvor en lokalguide støder til. Han skal føre os forbi bjerget Puig de Galatzo til natur- og dyreparken La Reserva. Men den ”arme” guide er på sin første tur. Med en walkie-talkie i den ene hånd og ivrigt gestikulerende med den anden får han os jaget ned ad landevejen, hvorfra vi er kommet, for et øjeblik efter (i samråd med en i den anden ende af walkie-talkieen) at få os 20 personer gennet op til P-pladsen igen!

Vi afventer yderligere dialog. En forklaring om at han ikke tør føre os forbi et vejarbejde, gør det nødvendigt at vælge en anden vej! Første livlinie - en god ven - er brugt.

Vi bliver nu ført op ad bjerget - godt nok kun ca. 50 meter - hvor guiden fortæller, at vi her kan se en flot udsigt (hvilket vi allerede har konstateret). Nyt opkald. Manden er tydelig nervøs. Og ned igen, for der er to veje at gå - den forkerte blev valgt. Det var anden livlinie, fifty-fifty-chancen, der blev brugt.

Så går vi op ad den anden vej og passerer et lille vejarbejde, hvor manden i gravkoen konsulteres. Jeg spørger vor spanske guide, om han nu også er sikker på sit vejvalg, hvilket han bekræfter! Men vi når kun nogle få hundrede meter op til en større ejendom, hvor vejen ophører og hvor sporet fortsætter ad en lille sti ind i skoven. Her tør han ikke gå ind.

Ny konsultation og vi får besked om at vente 10 min. på forstærkninger!

Jeg fortsætter alene et stykke ind på denne sti og kan se, at den slutter nede på en fin grusvej, i den retning vi skal. Tilbage i venteposition får jeg kontakt med en tysk kvinde, der bor i huset vi venter uden for og en af de spansktalende piger bliver kaldt til og forklarer vores nu meget svedende guide, hvor vi kommer hen ved at følge stien.

Og det gør vi så - uden at afvente forstærkningen! Han benyttede sig aldrig af den tredie livlinie - at spørge sit publikum om hvor vi skulle hen!

Det viser sig at vi blot skulle rundt om bjerget og ned ad en grusvej og her møder vi ”hjælpen”, der fortæller hvor vi skal gå.  Med et lokalt vandrekort kunne vi sagtens selv have fundet vej!

Vandring under klippefremspring

Vandring under klippefremspring


Tæt på tamme rovfugle

Fremme ved naturparken La Reserva kommer vi ind i et område med dyr i - og uden for burene. Det første vi støder på er et par brune bjørne forsvarligt opbevaret bag tremmer. Bjørnen findes vildt levende i visse egne af Pyrenæerne.

I andre indhegninger ses emu og struds - som intet har med Spanien at gøre!

Vi går videre ad anlagte stier og forbi det ene lille vandfald efter det andet. På en åben plads møder vi fritgående påfugle og finder et traktørsted, hvor sulten og tørsten stilles.

Omkring pladsen er forskellige fugle indelukket i små volierer, medens andre større dyr som hjorte, geder, æsler og muflon går inde bag større folde.

Hun får en på hovedet

Hun får en på hovedet


Falkonershow

Så starter et falkonershow. Ud kommer et par falke flyvende og sætter sig i træet tæt ved os. Flotte er disse dyr. Falkoneren kalder fuglene til sig og placerer dem på hovedet af nogle af tilskuerne til stor morskab for nogle, medens andre ser forbløffede til!  
  
Så er disse falkes show forbi og frem hentes en høg. Falkoneren svinger en lokkemad rundt i luften og med en enorm hastighed drøner høgen ned fra himmelen i forsøget på at fange lokkemaden. Efter et par forsøg er høgen hurtigere end falkoneren og får tag i lokkemaden.

Da forestillingen med disse spændende fugle er forbi, har vi fået ny guide. Han fører os gennem en dal med oliventræer og mandeltræer ud af Galilea-området og vi følger den asfalterede landevej et par km til byen Es Capdella, hvor vores bus venter på at bringe os hjem.

Oppe i bjergpasset

Oppe i bjergpasset


Fra Mirador de ses Barques til Cala Tuent

Fra et af de højtbeliggende udsigtspunkter Mirador de ses Barques har vi en smuk udsigt ud over Sóllerdalen.

Fra udsigtspunktet går vi ad en fin vandresti (indgår ikke i GR 221) op gennem olivenlunde med ældgamle træer med underlige knuder og de mærkeligste faconer.

Oliventræer har den egenskab, at de næsten ikke er til at ”slå ihjel”. Selv om det skæres ned, står uden bark, er hult eller har været brændt - skyder træet på ny.

I passet, 407 moh. kan vi se ned i næste dal, som skal passeres og på den anden side skimter vi det pas, vi senere skal over.

På en top med udsigt

På en top med udsigt


I bunden af dalen ligger en større bygning Balitx d’Avall, hvor der dels er mulighed for overnatning, men også mulighed for at få sig en forfriskning med friskpressede citrusfrugter. Og det bekommer os godt med lidt frisk citronsaft i bunden af glasset fyldt op med appelsinsaftens sødme. Stedet er fyldt med antikke ting og har tillige en maleriudstilling inde bag de tykke mure.

Fra bunden af dalen går det atter opad i et vildere og vildere landskab til vi igen står i en saddel og kan se havet. På denne side af bjerget er bevoksningen helt anderledes, med bl.a. fyrretræer. Lidt nedenfor sadlen fører en lille sti (uden skiltning) ud på en stejl pynt mod sa Costera. Vi er et par stykker, der går lidt ud ad dette spor for at få bedre udsigt langs klippekysten.

Tilbage på ruten, der visse steder er ganske smal, møder vi flere mountainbikere, der dog ikke har mulighed for at cykle på ruten. Så iført cykelsko (der næppe kan være særligt behagelige at vandre i) bærer de cyklen over de stenede forhindringer vi møder eller trækker cyklen de få steder, hvor stien levner plads til det. Hvad gør disse ryttere dog her på en vandresti?

Efter et par km er vi fremme ved Cala Tuent, hvor vi besøger restauranten for en forfriskning, inden vi fortsætter ned til en lille stenstrand i bugten hvor båden til Port de Sóller lægger til.

Tamarit Parc Resort
Subaru
Torre La Sal
Primo Tours
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt