Subaru

5.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandring i skyggen af Teide på Tenerife, De Kanariske Øer, Spanien

Fra det sydlige Tenerife er vi kørt ind på øen og op gennem fyrreskove og er snart over skyerne. Det er fascinerende at opleve de forskellige klimazoner. Vi passerer øens højest beliggende by Vilaflor i 1.400 meters højde og snart er vi oppe i det barske lavalandskab i skyggen af den 3.718 meter høje vulkan Teide.

Roque Cinchado - Guds Finger - med vulkanen Teide i baggrunden

Roque Cinchado - Guds Finger - med vulkanen Teide i baggrunden


For foden af Teide

Hotel Parador ligger som det eneste hotel i Teide National Park, 2.200 moh. med en enestående udsigt til vulkanen Teide. Nationalparken blev etableret i 1954 og kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 2007.

Inden aftensmaden serveres, når vi at spadsere en tur til den nærliggende lavaformation Roques de Garcia, hvor vi også ser den helt specielle formation Guds Finger - Roque Cinchado - der ser ud som den kunne vælte når som helst.

I den nedgående sols sidste stråler kan vi se en anden speciel klippeformation i Ucanca-dalen - den spidse La Catedral.

Bag Hotel Parador rejser Montane de Guajara, 2.712 moh. som vi havde stor fornøjelse af at bestige for nogle år siden - hele tiden med udsigt til Teide.

På anlagt sti på Teide

På anlagt sti på Teide


På toppen af Teide - næsten

Denne morgen er vi tidligt fremme ved kabelbanen Teleferico del Teide, før busserne fra turistbyerne arriverer og der dannes lange køer for at komme op på Teide.

Gondolen kører hvert 10. minut, så ventetiden er her til morgen ubetydelig. Det tager kun nogle minutter, så er vi oppe ved topstationen i 3.555 meters højde.

Vi kan straks mærke, at luften er tyndere og hjertet banker hurtigere, når vi bevæger os. Der skal ikke meget til i disse højder for at blive forpustet.

Vil man helt op på toppen og se kraterkanten og selve krateret, kræver det, at man i forvejen har bestilt adgang. Det er gratis, men man gør dette for at have kontrol med hvor mange mennesker, der bestiger Teide og samtidig har mulighed for at begrænse besøgene af hensyn til erosionen og miljøet.

Udsigt til Calderaen - kraterkanten mod syd og Las Canadas

Udsigt til Calderaen - kraterkanten mod syd og Las Canadas


Imponerende udsigter

Vi spadserer mod øst ud ad den anlagte sti (man kan faktisk ikke gå andre steder i lavaen) og ved et udsigtspunkt har vi hele østsiden af Tenerife liggende for vore fødder. Langs nordkysten kan vi bl.a. se byen Puerto de la Cruz.

Mod syd kan vi se en af verdens største calderaer, der opstod ved at alt materiale, som lå over magmaen (den glødende lava) faldt sammen, da lavaen sprøjtede ud af Teide. Calderaen kan kun ses mod syd.

Mod nord er calderaen og meget af lavaen skredet ned af Teides stejle side og ud i Atlanterhavet.

Teide er fortsat en aktiv vulkan. Her syder svovldampe ud af vulkanen.

Teide er fortsat en aktiv vulkan. Her syder svovldampe ud af vulkanen.


Vulkanaktiv zone

På den anden side af topstationen kommer vi forbi et lille hul, hvor svovldampe fosser ud, hvilket tydeligt viser, at Teide endnu ikke er en udslukket vulkan. Det sidste vulkanudbrud på Teide var dog helt tilbage i 1798.

Det seneste udbrud på Tenerife var i 1909, men i havet ud for naboøen El Hierro var et mindre vulkanudbrud i november 2011. De Kanariske Øer ligger i en vulkansk aktiv zone.

Længst mod vest har vi udsigt til naboøen La Gomera, der lige som alle de øvrige kanariske øer er skabt af vulkanudbrud for 10–15 mio. år siden.

En vissen juvelslangehoved, som kan blive op til fire meter høj

En vissen juvelslangehoved, som kan blive op til fire meter høj


Vandring over Las Canadas

For foden af Teide samles vandregruppen atter for at spadsere på en god grussti gennem lavamarken på tværs af Las Cabadas. Det er et smukt, men også et dramatisk månelandskab vi vandrer gennem, hvor lavaformer og myriader af farver bekræfter, hvor forunderlig verden er.

Vi følger rute 16 til Sanatorio - et tidligere sanatorium for folk med lungesygdomme, som trængte til ren, tør luft - og her spiser vi vores medbragte madpakker.

Herefter fortsætter vi tæt på randen af calderaen ad rute 4 tilbage mod Hotel Parador og ser undervejs resterne af de ellers meget smukke endemiske blomster - juvelslangehoved (Echium wildpertii) - som om foråret står med røde blomster.

Vi tager afsked med Teide - set fra Mirador de Ayosa på vej TF-24

Vi tager afsked med Teide - set fra Mirador de Ayosa på vej TF-24


Smuk tur over højderyggen på Tenerife

Inden vi forlader nationalparken besøger vi nationalparkens besøgscenter ved El Portillo, hvor der vises en film om Teide og De Kanariske Øer.

Så sættes der kurs mod regionshovedstaden Santa Cruz, og vi følger den højtliggende landevej TF-24. Her gør vi holdt ved udsigtspunktet Mirador de Ayosa for nyde et af de overraskende fænomener på Teneride - skyerne fra havet der lægger sig som en hvid dyne over nordkysten.

Disse skyer når normalt ikke over 1.500 meter, så over denne højde skinner solen fra den blå himmel. Det er som at se det hele fra et fly.

I morgen venter endnu en spektakulær vandring ...

Piedras Amarillas - De Gule Sten - under Montana de Guajara

Piedras Amarillas - De Gule Sten - under Montana de Guajara


Campingferie 650,-
Subaru
Primo Tours
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt