Riis Rejser

21.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

På tur langs Sri Lankas sydkyst

I dag kører vi langs sydkysten af Sri Lanka og undervejs på safari i Bundala National Park. Det er en helt anden oplevelse at køre safari her, end det vi tidligere har oplevet. I dette vådområde, der er hjemsted for mange trækfugle, er vi stort set alene, da vi kører ud for at spotte dyrene.

I den relativ lille nationalpark lever der også elefanter

I den relativ lille nationalpark lever der også elefanter


Safari i Bundala National Park

Bundala National Park er en relativ lille nationalpark sammenlignet med f.eks. Yala nationalparken, og den høje koncentration af specielt fugle - men også andre dyr - gør parken til et af de bedste steder at iagttage dyrelivet.

Ikke mindre end 197 fuglearter er blevet registreret her, hvoraf de 139 er standfugle og 58 er trækfugle. De sidstnævnte kommer i perioden september til marts.

For at komme frem til nationalparken, der ligger som en smal stribe helt ud til sydkysten, kører vi i de firehjulstrukne safaribiler gennem et stort vådområde, hvor vi bl.a. ser krokodiller og bøfler.

Ved nationalparkens informationscenter indskrives vi til besøget og kan imens besøge et lille museum.

Der går ikke lang tid før vi møder de første elefanter og makak-aber, ser biædere, påfugle, parakitter, isfugle, skader og andre fugle. Men de store mængder trækfugle ser vi imidlertid ikke.

Pause på klippekysten

Pause på klippekysten


Kysten ved Det Indiske Ocean

Vi kører ud på dæmningerne, der adskiller nogle forskellige kunstigt anlagte søer, hvor der tidligere blev udvundet salt af havvandet - såkaldte saltsøer.

Dette bringer os frem til en flot klippekyst med bl.a. blomstrende figenkaktusser ved Det Indiske Ocean, hvorfra vi har en vidunderlig udsigt mod nogle fiskerhytter og den bagvedliggende sandstrand, hvor havskildpadderne lægger deres æg.

Taunamien i 2004 ødelagde stor dele af området og dyrenes levesteder, men naturen har forbløffende hurtigt genoprettet sig.

Fyrtårnet ved Dondra Head

Fyrtårnet ved Dondra Head


Dondra Head - Sri Lankas sydligste punkt

Efter safarien kører vi videre sydpå i vores egen bus langs kysten og gør holdt ved Emmalaya Rockview for at spise frokost - et rigtigt bounty-sted med fin sandstrand og svajende palmer.

Vi fortsætter til Dondra, hvor vi ser fyret fra de yderste sten ved Sri Lankas sydligste punkt - Dondra Head - der ligger blot ca. 580 km nord for ækvator.

Lidt længere sydover - i direkte linie ca. 10.000 km - driver isbjergene rundt ved Antarktis!

Parken ved SOS Børneby i Galle

Parken ved SOS Børneby i Galle


SOS Børnebyerne i Galle

En af vores rejsefæller er engageret i SOS Børnebyerne, hvorfor vores rejseleder har fået arrangeret et besøg hos en af Sri Lankas Børnebyer, der ligger i nærheden af byen Galle.

Vi får en rundvisning i børnebyen, der består af ti familiehuse hver med ti børn i forskellige aldre og en ”mor”, der er børnenes samlingspunkt.

Byen ligger tilbagetrukket fra trafikstøj på en stor parklignende grund, der udover boliger og administration også har en skole.

Som bekendt er det forældreløse børn, der her får chancen for starten på et godt liv med sund mad og uddannelse. Alle hjælper til med de daglige gøremål som madlavning, vask og rengøring. Men der er også tid til leg.

Det er rart og givtigt at se hvorledes der tages hånd om børnene, der ellers kunne være endt som gadebørn eller ofre for kriminelle elementer.

Strandhotellet Club Koggala Village

Strandhotellet Club Koggala Village


Hotel Club Koggala Village

Tilbage i Koggala indlogeres vi på Club Koggala Village, med en dejlig beliggenhed helt ud til havet med en fin sandstrand.

Midt i bygningskomplekset findes et pool-område og i hovedbygningen en restaurant. Der er tid til at spadsere en tur langs stranden og/eller bade, inden mørket sænker sig over Sti Lanka ved seks-tiden.

Efter at have nydt solnedgangen kan vi i den kulsorte nat se lynglimt der oplyser nattehimlen fra uvejret langt borte - men kan ikke høre tordenen.

Vi håber, at uvejret er drevet helt væk, når vi i morgen skal på hvalsafari fra byen Mirissa ...

Primo Tours
Torre La Sal
Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt