Royal Caribbean

13.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Aktiv ferie med god mad i Dalslands vildmark, Sverige

Er du til kano-, kajak-, ride-, fiske- eller vandreture i Dalslands vildmark eller vil du blot have fred omkring dig til eventuelt at læse en god bog, inden du fordyber dig i kulinariske oplevelser, må dette være stedet.

Stenebynäs ligger højt over søen

Stenebynäs ligger højt over søen


Mere end en ødegård

Aller yderst på næsset i søen Iväg ligger Stenebynäs en tidligere koloni for astmaramte børn.

Her har familien Maria og Steffan Berger fundet deres paradis, som de nu i flere år har delt med andre, som vil lidt væk fra civilisationen og ud i naturen.

I hovedhuset bor familien, men andre bygninger er indrettet med værelser, bad og toilet, opholdsstuer og køkken baseret på selvhushold. Alt smagfuldt indrettet efter svenske traditioner.

Her kan større eller mindre familier leje et hus, der passer til familiens størrelse og behov. Det største hus har 10 rum - de mindre har 2-3 rum. Husene ligger med god afstand, således at hver familie kan have det lidt for sig selv, hvis de ønsker det.

Nede ved søen er badebroen og et lille hus med sauna. Længere henne ad bredden findes både kanoer og kajakker til fri afbenyttelse.

Eller måske skulle jeg i dag tage en af robådene og prøve fiskelykken - fisketegnet er inkluderet i indlogeringen.

Naturligvis er der lade og stald til hestene - der både er til voksne og børn - og Maria fortæller, at der er planer om at udbygge staldene, således at gæster kan have deres egne heste med.

Når du er færdig med aktiviteterne i naturen, ligger tennisbanen klar nogle få hundrede meter fra gården.

Er dette sted ikke ”øde nok” har familien øen Henriksholm i søen Ånimmen, hvor det er muligt at bo helt uforstyrret - kun omgivet af fritgående kvæg.

Også om vinteren er Stenebynäs attraktivt. Her er masser af muligheder for aktiviteter: Isfiske, langrend, evt. trukket efter en hest (isf.en slædehund).

En af de mere oversete aktiviteter, som familien Berger ser stor fremtid i er isskøjteture på søens is. De sammenhængende søsystemer giver masser af muligheder på en fuldstændigt glat og blank isoverflade.

Skotsk højlandskvæg

Skotsk højlandskvæg


Dyrene på Stenebynäs

Medens vi nyder en velkomstdrik til skiver af velhængt tørret kød af skotsk højlandskvæg, fortæller Steffan om sine dyr:

- Der findes noter helt tilbage til 1200-tallet om opdræt af skotsk højlandskvæg. Det barske miljø i Skotland har præget racen i århundrede, så den er blevet ekstrem hårdfør og meget modstandsdygtig over for sygdomme. De lever længe og har høj fertilitet, får let kalve og har gode ”moderegenskaber”. Med sin lange pels og de enormt bøjede horn, som peger opad på køerne og nedad på tyrene, har dyrene både et magisk og farligt udseende. Men dyrene er rare at omgås, da de har et godt sind.

Medens vi smægter os i lækkerierne fortsætter Steffan:

- Henriksholm er en ø på ca. 100 ha. i De Tusinde Søers Land, Dalsland og ligger midt i søen Ånimmen. Her fødes dyrene,  hvor de går frit hele deres liv. En afvekslende føde på naturgræsmarkerne med skov sammen med rent sø- og kildevand giver harmoniske og velsmagende dyr. Her dyrker vi hø helt uden gødning eller sprøjtning. Dette økologiske hø anvender vi til vinterfodringen.

Her på Stenebynäs har dyrene lige så gode og naturlige betingelser. På de kalkrige græsgange findes også her et rigt udvalg af urter, som giver smag til køddet. Vore dyr er meget friske og vokser op i sit eget tempo uden stress.

Highland-kød er et eftertragtet kvalitetsprodukt som er mørt, velmarmoreret, smagfuldt med lavt fedtindhold og meget lille kolesterolværdi, men med meget protein.  

Carin fortæller om spøgelser og underlige hændelser på Falkholts Dalslandskrog

Carin fortæller om spøgelser og underlige hændelser på Falkholts Dalslandskrog


Mad i naturen - natur i maden hos Falkholt's

Er du for træt til selv at tilberede din mad efter dagens aktiviteter i naturen - eller vil du bare have noget anderledes lækkert - kan du bestille mad fra Falkholts Dalslandskrog eller du kan tage hen til kroen og få maden serveret. Det er ikke længere væk end at du kan vandre gennem skoven, tage robåden, eller køre derhen på 10 min.

Falkholts Dalslandskrog drives af Carin og Christer Falkholt og her skal vi i aften opleve mad i naturen og natur i maden.

- Vin er én af mine hobbyer, fortæller Carin, da hun viser os vinbiblioteket, -Jeg har netop været i Sydafrika for selv at hente min vin hjem. Jeg vil være sikker på, at mine gæster altid får det bedste.

I køkkenet tryller Christer og gør sine kunstværker færdige. I mens beretter Carin lidt om stedet og skænker den sydafrikanske vin i vore glas.

- Det gamle sagn beretter, at da Gud skabte Sverige, blev Dalsland gemt væk. Så tog man lidt fra hvert landskab i Sverige og skabte Dalsland. Derfor er det ikke så mærkeligt, at dette lille landskab indeholder så meget - som et himmerige på jorden.

Carin fortæller, at gæstgiveriet er beliggende på en historisk plads - faktisk på en gammel kirkegård fra 1500-tallet. Her lå tidligere et kapel, en lille kirke med tilhørende gravplads. I 1905 byggedes Norebyens folkeskole på grunden, som på ny blev et samlingspunkt for egnens befolkning. Skolen blev nedlagt i 1959 og siden 1996 har stedet været et kulinarisk mødested.

Vi hører også lidt om de under hændelser, der er sket her i huset. Det ville da også være mærkeligt, hvis der ikke var noget overnaturligt her, hvor man bor på en tidligere kirkegård. Men kom og hør selv Carin berette sin historie ...

Det meste af hvad vi skal opleve denne aften stammer fra naturen her omkring. De lokale hjælper til med at skaffe de friske råvare lige fra frisk fisk, hare, rådyr, elg og bæver - ja, bæver er en delikatesse, som vi skal prøve i aften.

På vej til bæversafari

På vej til bæversafari


Nattur til bæverne

Endnu er det ikke rigtigt mørkt - det bliver det ikke i Dalsland - her om sommeren, så det er endnu lyst, da vi møder vor bæverguide fra Dalslands Aktiviteter.

Inden vi vandrer ned til søen fortælles lidt om bæverne og vi instrueres i at observere disse typiske natdyr. Bæverne bliver op til 25 år gamle og lever af ask, birk og vandplanter. De får et par unger hvert år og ungerne trækker væk til andre områder, når de bliver store, medens forældrene forbliver ved søen.

Vi kommer ned til søen, hvor den lyse nattehimmel spejler sig i vandet og mens vi stille venter ved søkanten, basker et par flagermus rundt i tusmørket på jagt efter insekter.

Vi sidder musestille på en stamme, som bæverne har fældet. Her er tydelige mærker efter deres kraftige fortænder. Ingen taler sammen. Her er ikke en lyd.

Ind i mellem summer en myg ved mit øre og med en stille håndbevægelse får jeg den jaget væk. Der er en krusning i overfladen. Er det bæveren, som vil vise sig nu? Nej, en frø er på vej over søen.

Der går et kvarter. Endnu et kvarter, men det er fortsat kun flagermusene og myggene, der underholder. Hen mod midnat kommer guiden og henter os. Bæverne ser vi ikke denne nat.

Canadagæs

Canadagæs


Masser af naturoplevelser

Næste morgen er jeg tidligt oppe og allerede kl. 6 er jeg på vej ud i naturen for at møde dyrene.

Men rådyrene er her ikke til morgen. Måske er det fordi der lige er høstet græs. Jeg fortsætter gennem skoven og kommer ned til søen.

Her møder jeg gæssene med mere end 20 gæslinger. To familier har slået sig sammen og med forældrene i hvert sit hjørne og alle ungerne mellem sig, passer de på hinanden og søger ud fra sivene, da jeg nærmer mig.

Jeg sætter mig og venter lidt, medens jeg spejder ud over søen og den blå himmel over mig. Måske kommer fiskeørnen eller kongeørnen svævende over søen ...  

Det trækker i mig for at kaste snøren ud efter en gedde, men klokken er blevet hen ad otte og det er tid til morgenmaden, inden jeg skal i gang med dagens øvrige aktiviteter.

Og så kan jeg hele dagen glæde mig til at Falkholt’s i aften kommer her til Stenebynäs og serverer maden for os - kantarelsuppe og bæverragout ...

Torre La Sal
Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt