Royal Caribbean

22.1.16

Af: Mikkel S. Sørensen Fotograf: Mikkel S. Sørensen
Bogmærk eller del
 

Kajaktur til Ängaholmarna i Hanöbukten, Sydsverige

Sommeren var gået på held, og efterårets farver var så småt begyndt at kaste falmende kulører over naturen. Over Hanöbukten hang der et let skydække, som septembersolens stråler kæmpede for at trænge igennem. En gråhvid dyne af varmedis tilslørede Skånes eneste skærgård, Ängaholmarna, og lagde en sælsom ro over havet, som ville naturens holde på en hemmelighed.

Udsigt til Lägerholmens fyr fra Brödjeholm

Udsigt til Lägerholmens fyr fra Brödjeholm


Stranden ved Landön

Der var ikke meget liv at spore i det lille samfund, Landön. Gæsterne havde forladt den lille strand, hvor der sommeren igennem havde været et leben.

Badebroen var trukket ind på land og lå pakket sammen klar til næste sommer. En dunst af råd spredte sig fra det meterbrede bælte af tang, der var skyllet op på den hvide sandstrand.

Jeg skævede med et smil over til Karl-Johan, der tidligere på sommeren havde fået et lille kompleks over for tang og søgræs, idet han og kajakken var blevet overdynget netop, som han skar sig gennem en frodig brænding. Jeg kunne se på hans grimasse, at han også havde episoden i tankerne. Vi kunne ikke lade være med at bryde ud i grin.

Skærgårdens fugle

En svag vind fra sydøst strøg henover kajakkerne, da vi gled østpå forbi Mörkö med kurs mod Lägerholmen, hvis fyr skjulte sig bag Äggaskär, Klinten og Brödjeholmen.

Inde på de små klippeøer Mörkö, Äggaskär og Klinten - der er fuglereservat ligesom de fleste andre øer i Ängaholmarna - var der et virvar af måger, terner, skarver, andefugle og en række mindre fugle. Vi fulgte nysgerrigt aktiviteterne på skærene. Jeg havde hørt, at der også skulle være havørne i Hanöbukten, men dem så vi ingen af.

Vi havde ellers allerede fået en lille forsmag på det imponerende fugleliv i Hanöbukten, da vi en halv time forinden var kørt ud over landet. På marken blot en snes meter fra os var to fantastiske rustrøde fjerdragter basket op og foldet sine imponerende vingefang ud. Karl-Johan identificerede hurtigt fuglene som røde glenter og kunne fortælle, at fuglene var et sjældent syn i det meste af Sverige - lige på nær den sydlige del.

Sådan havde det dog ikke altid været. Den sydsvenske bestand af rød glente havde ligesom i Danmark været under hårdt pres gennem 1900-tallet. Det var blot tres par tilbage i 1960. Men efter at Verdensnaturfonden påbegyndte et fordringsprogram i 1970erne, øgedes bestanden.

I dag er rød glente således relativt almindelig i Skåne og den sydsvenske bestand udgør nu omkring 1200 par.

En mystisk skabning i det fjerne

En mystisk skabning i det fjerne


Den mystiske skabning

Et skarpt modlys fra den gråhvide himmel blev kastet ned på de små dønninger, der intenst reflekterede lyset.

Ude på det åbne hav syd for Brödjeholmen fik jeg øje på en mørk prik. Jeg missede med øjnene og prøvede at identificere, hvad det var. Prikken vekslede hele tiden karakter mellem svajende, vuggende og ubevægelig. Min første tanke var, at det var en sæl. Men det kunne ikke passe. Der var simpelthen for langt ud til prikken, til at en sæl kunne være så stor.

Det var nok snarere en fisker i en lille jolle, der var i gang med at hive en fangst ind. Eller var det en bøje eller et sømærke? ”Mærkeligt”, tænkte jeg i mit stille sind.

Vi kiggede kortet. Der skulle ikke være noget sømærke. Til gengæld kunne vi konstatere, at prikken var inde på militærets skydeområde. Karl-Johan var ikke sen til at foreslå, at det kunne være et skydemål for det svenske søværn.

Jeg kiggede mig omkring. Der var ingen militærskibe i nærheden. Vi overbeviste hinanden om, at hvad enten det var et skydemærke eller ej, så holdt den svenske flåde weekend. Men ingen af os havde lyst til at sejle nærmere prikken. Dens nærmere karakter måtte forblive uvis, et uopklaret mysterium.

Karl-Johan fotograferer græsæler og Lägerholmens fyr

Karl-Johan fotograferer græsæler og Lägerholmens fyr


Mysteriet opklares

Som vi nærmede os Lägerholmen, blev vores nysgerrighed på ny vakt af lignende, på afstand udefinerbare prikker.

Denne gang var der to prikker med hundrede meters afstand imellem dem. Ligesom den første prik vi havde set, var der skiftevis noget vuggende over prikkerne. Nu blev nysgerrigheden for stor til, at vi kunne lade dette mysterium drive uløst forbi. Vi trodsede den usandsynlige risiko for at få en kanonkugle i hovedet og vendte kajakkernes stævne direkte mod den nærmeste prik.

Vi skulle tage mange tag med pagajerne, før vi fik identificeret prikkerne. Men vores nysgerrighed var ikke blevet mindre af den grund. Snarere tværtimod. I havoverfladen lå en enorm sæl og gassede sig i efterårsvarmen. At dømme ud fra den lange snude og den store krop, som nu svajede op og ned, var der ingen tvivl. Det var den største gråsæl, jeg nogensinde havde set. Det måtte være en han. Vi listede os langsom nærmere skabningen, der kastede et nysgerrigt blik mod de to kajakkerne fra nord.

De største gråsælhanner kan veje helt op til 300 kilo og nå en imponerede længde på næsten 2,30 meter. Den store, fede han, der lå i overflade på et klippeskær og fulgte os, var efter alt at dømme godt på vej mod at tilhøre artens største. Tilsyneladende måtte den have spist godt med fede fisk og krebsdyr i løbet af sommeren. I hvert fald syntes den nu klar til at gå en koldere tid i møde.

Gråsælerne i Østersøen havde længe været truet. Gennem det nittende århundrede var sælerne blevet opfattet som skadedyr, der gjorde indhug på fiskebestanden. Så gråsælen blev intensivt jaget i hele Østersøområdet.  I dag er småbestande af gråsæler ved at genetablere sig i Østersøen, primært ved Østersøens nordlige kyster.

Vi gav os god tid til at studerede og fotografere sælerne, som var krøbet ned i havet og stak hoveder op her og der. Der var fire dyr, som kredsede om os. Den ene sæl var mere nysgerrig end den anden. Karl-Johan fik et mindre chok, da den største gråsæl lavede et ordentligt plask lige ved siden af hans kajak.

Lägerholmens fyr

Lägerholmens fyr


Lägerholmens fyr og Bodarna

Vi fortsatte syd om Lägerholmen. Der var noget mystisk og koldt over øen. Den hvide maling var skallet af fyret, så det fremstod råt og faldefærdigt. Omkring fyret var der en masse døde træer og buske, hvis nøgne grene stak ud i alle retninger. Jeg tænkte, at Lägerholmen var som taget ud af en gyserfilm.

For over hundrede år siden - i 1906 - havde lodsdirektøren besøgt Lägerholmen for at se, om det var muligt at bygge et stort fyr. Han havde allerede i 1889 påpeget nødvendigheden af at bygge et fyr i bugten for at vise vej for den øgende skibstrafik til Åhus og Sölvesborg. I et brev til Lotsstyrelsen i Malmø skrev lodsdirektøren om Lägerholmen, at der næppe fandtes et mere ubehageligt sted for fyrbetjening. Men fyret blev bygget på øen, og den første november 1908 tændtes Lägerholmens sytten meter høje fyr for første gang.

Vi kunne desværre ikke gå i land på Lägerholmen, selvom vi gerne ville have set nærmere på fyret og øen. Men øen er naturreservat, og der er forbud mod at betræde Lägerholmen hele året.

Vi fortsatte nordpå. En mindre koloni af skarver holdt til på stenene nordøst for Lägerholmen. De baskede op med vingerne og gjorde sig store, mens de fulgte os glide gennem vandet.

Også fra havet blev vi observeret. En af gråsælerne havde åbenbart valgt igen at slå følge med os over nogle kilometer. Jeg undrede mig over, hvem der var mest nysgerrige. Os eller sælen.

På nordvestsiden af Rakö landede vi kajakker på den fine sandstad. Rakö er en af de få øer blandt Ängaholmarna, som man må betræde året rundt.

Netop som vi havde sat os til rette på de primitive bænke rundt om lejrbålet, brød solen igennem. Solens stråler varmede godt, selvom det også var begyndt at blæse jævnt fra syd-sydøst. Karl-Johan havde sit hyr med at finde læ til sit gasblus. Til sidst lykkedes det ham dog at få pastaretten til at koge. På det tidspunkt havde jeg allerede spist min suppe og tre rugbrødsmadder!

Fiskerhusene ved Torseberga Hamn

Fiskerhusene ved Torseberga Hamn


Navigation i gråvejr

Da vi satte os i bådene igen, forsvandt solen og det blev kedeligt gråvejr. Halvanden kilometer nordpå kom vi til Bodarna - eller Tosteberga Hamn som fiskehavnen også hedder. Der åndede idyl over havnen med de små, røde fiskerhuse.

På en græsplæne mellem husene og havnen var rejste en masse pæle, hvorpå fiskerne engang havde tørrede deres net. Nogle anker og bøjer hvilede på et træstativ. Det var ikke svært at forestille sig, hvordan fiskerne havde haft deres hverdag på havnen gennem flere hundrede år.

Det blev mere og mere gråt og blæsende som vi fortsatte mellem skærene nordpå. Først Kristianskär, Mellanskär og Långaskär. Så videre forbi Rustningsskär og videre til Sven Åkas Skär og Ålahaken. Jeg kunne se, at Karl-Johan hele vejen skiftevis sad og stirrede på kortet og klippeskærene. Det var tydeligt, at han kæmpede for at finde ud af, hvor vi var. Ved Rustningsskär så vi sammen på kortet.

Da vi vendte ved Ålahaken, valgte jeg at padle ud mod Gräsören. Karl-Johan fulgte med et par bådslængder bag mig. Jeg kunne ikke dy mig for at teste ham og spurgte om han vidste, hvor vi var. Karl-Johan sad længe og kæmpede med navigationen, inden han med et lidt forlegent smil betroede mig, at han havde fuld tillid til, at jeg vidste, hvor vi var.

Det gjorde jeg og delagtiggjorde ham i vores position. Så talte vi om vigtigheden af, at vi begge navigerede samtidig - for hvad nu hvis ...

På turen sydover navigerede vi sammen. En tågedis havde lagt sig over den skånske skærgård. Selvom der kun var fire kilometer åbent hav mellem os og Lägerholmen kunne vi kun svagt ane fyret ind i mellem. Det var ikke svært at forestille sig, hvordan det måtte have været at navigere uden om skærene i lignende forhold, inden fyret blev bygget.

Vi fortsatte sydpå forbi Saltholmen, Kalvaholm og de små sten og klipper, der ligger syd for øen. På nordsiden af Brödjeholm gik vi en lille promenade for at se, om der var et godt sted at slå telt op en anden gang. Det var der.

Vi havde ikke mere end sat os i kajakkerne igen for at sejle de sidste to kilometer ind til Landön, før støvregnen spredte sine partikler i over Ängaholmarna, som var det naturens måde at sige, at nu var kajakturen ved at være til ende.

Se også...
Campingferie 650,-
Outwell
Subaru
Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt