Primo Tours

30.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Ø-hop i Stockholms skærgård (1/2)

Hastigheden nærmere sig 210 km i timen. Toget glider næsten lydløst gennem det svenske landskab og efter 20 minutter er jeg transporteret fra Arlanda - Stockholms lufthavn - til centrum i Sveriges hovedstad.

Maritimt miljø i Stockholm

Maritimt miljø i Stockholm


Stockholms skærgård og Skärgårdsstiftelsen

Vi er taget med Arlanda Express, der er den hurtigste og mest miljøvenlige måde at komme fra lufthavnen til centrum på.

Fra Stockholms centralbanegård er der kun en lille afstand ned til havnen, hvor båden fra Waxholmsbolaget skal sejle os ud i den svenske skærgård.

Det første indtryk af den Stockholmske skærgård er, hvor overraskende stor den er. Her findes - hvis vi tager det hele med - mere end 40.000 øer og afstanden fra byen og til de yderste klippeskær er ca. 50 km. Et enormt område.

Bådtrafikken er da også til at få øje på. Her ses store færger, skibe i lystbådehavnene, fartglade mennesker på jetski samt folk i kajakker, der roligt glider gennem vandet. Kort sagt et rigtigt maritimt miljø.

Allerede i 1930’erne begyndte byrådet i Stockholm at opkøbe jord i skærgården til rekreative områder for friluftslivet.

Erhvervelsen af jord i skærgården skete dog hovedsageligt i 40’erne, hvor byens politikere indså, at der var belæg for at engagere sig i jordopkøb uden for byens grænser - således at ”det länge framstått som en angelägen uppgift att underlätta huvudstadsbefolkningens möjligheter till rekreation och friluftsliv i skärgården."

Byen havde således en social målsætning. Almindelige mennesker skulle have mulighed for at kunne holde ferie i skærgården. Derfor byggedes hyttebyer, hvor stockholmske familier med de laveste indtægter kunne få mulighed for at leje et sommerhus i en eller flere uger.

Mange, som var børn dengang, har fortalt om hvilken lykke disse uger indebar for familien.

I slutningen af 50’erne blev Skärgårdsstiftelsen etableret på et tidspunkt, hvor Stockholms skærgård gennemgik store og afgørende forandringer. Største udfordring var affolkningen fra øerne.

Skønt beliggende huse i Stockholms skærgård

Skønt beliggende huse i Stockholms skærgård


Gennem Stockholms skærgård til Finnhamn

Ved Anden Verdenskrigs afslutning var der ca. 12.000 fastboende skærgårdsbeboere, men bare tyve år senere var denne befolkning halveret.

Årsagerne til dette var åbenbare. Boomet i 50’ernes Sverige medførte en kraftig ekspansion i de tæt bebyggede byer. Dette gjaldt specielt i Stockholm. Mange nye arbejdspladser dukkede op gennem nyetablerede mekaniske værksteder, snedkerier, fabrikker, handel og anden service. Samtidig forsvandt mange jobs i skærgården inden for de traditionelle erhverv.

Politikerne gennemførte en stor udredning, som bl.a. fik staten til for første gang at afsætte regionale udviklingsmidler til dette tyndt befolkede område.

Hvis ikke politikerne og myndighederne havde taget det op, er det tvivlsomt om skærgården ville være så vital og livskraftig som tilfældet er i dag. Skærgården fremstår nu mere og mere som et nationalt klenodie af enestående værdi, som ikke må mistes.

Her er da også masser af liv at se til på vor tur med båden gennem ø-riget. Masser af sommerhuse ligger idyllisk på klippeskærene og mange steder ligger både til ved små både- og badebroer.

Undervejs møder vi andre færger, skibe og lystsejlere. Der er liv i skærgården. Der bliver dog længere og længere mellem bådene, mere vand mellem øerne jo længere vi kommer ud i skærgården og efter ca. 2,5 times sejlads, ankommer vi til vor første ø på denne ø-hop-tur - Finnhamn.

På en klippetop på øen Finnhamn

På en klippetop på øen Finnhamn


Finnhamn

Navnet Finnhamn stammer fra den tid, hvor finske skuder på vej til Stockholm lagde til her.

Finnhamn består af en gruppe store og små øer, bl.a. Stora Joplan, Lilla Joplan og Idholmen - og fra bådhavnen vandrer vi op til Den svenske Turistforenings (STF) vandrehjem ”Utsikten”.

Det er det store hus på Finnhamn og blev bygget som sommerresidens af en kulhandler ved navn Rönnström omkring 1915. På husets ene side ligger en stor klippe, på hvis top der står en gammel skorsten fra en af skuderne og hvorfra vi har en flot udsigt ud over havet og de omkringliggende øer.

Til den anden side har vi skoven, der er domineret af egetræer og andre løvtræer, og mellem træerne ligger en række to-familie hytter, smukt placeret i terrænet.
Nogle af os bliver indkvarteret på vandrehjemmet andre i hytterne. Toilet og bad findes kun på vandrehjemmet.

Der går en fin grusvej hen midt over øen, men det er også muligt at vandre inde i skoven ad små stier. Her findes et utal af spiselige svampe og buske med bær. På de kalkholdige jorde kan man være heldig at finde orkideer. Og selv om øen ligger langt fra fastlandet fortælles det, at der ind i mellem findes elg i skoven. Elgen kan faktisk svømme langt!

Da vi mødes hen under aften, er der nogle som på deres vandretur har fundet tilstrækkeligt med Karl Johan-svampe og tilbereder et festmåltid for os.

Vi taler om de mange muligheder Finnhamn tilbyder sine gæster og det bliver oplyst, at vandrehjemmet har åbent året rundt og at november måned er en god måned til at komme lidt væk fra storbyen og nyde den fred som findes her.

- Hvorfor kommer I ikke igen til vinter, bliver der spurgt, det er blevet meget populært at løbe på skøjter mellem øerne når først isen har lagt sig tykt på ø-havet? Det var da bestemt en overvejelse værd.

Finnhamn blev i 1943 købt af Stockholms by og blev således det første "rekreationsreservat" som byen reddede fra den private udnyttelse. Fra og med 1998 er øen overgået til Skärgårdsstiftelsen.

Rundt på øen Grinda

Rundt på øen Grinda


Rundt på øen Grinda

Da vi næste morgen atter sidder på båden, kan vi igen nyde det gode vejr øverst på soldækket og betragte de maritime miljøer vi passerer i skærgården på vej til næste ø - Grinda.

Grinda menes at have haft bebyggelse siden middelalderen. I 1500-tallet fandtes på øen en bonde, som betalte skat!

Øen har gennem tiderne været på skiftende skærgårdsbønders hænder, indtil øen i 1906 blev købt af herredsfogeden, der også var Nobelstiftelsens første direktør, Henrik Santesson. Han fik opført en smuk, gulmalet stenvilla i jugendstil.

I 1944 blev hele øen solgt til Stockholms by med det formål at give stockholmerne et nyt rekreationsområde. En hytteby blev opført og teltpladsen blev anlagt.

Stenvillaen, som gennem årene rummede såvel pensionat som feriekoloni, er siden blevet til Grinda Wärdshus med restaurant og konferencefaciliteter, hvor man kan leje værelser i hotelannekset. I 1998 overgik øen til Skärgårdsstiftelsen.

Det meste af øen har klippegrund og nåleskov. Den domineres af to bjergrygge, som begge strækker sig i nordvestlig - sydøstlig retning. Mellem dem findes en stor bugt, Kallviken, og mod vest opdyrket marker.

Den 2,5 km lange Grindastigen er en natur- og kultursti, der går rundt om øens sydøstlige del. Stien når frem til den 35 meter høje Klubbudden, øens højeste punkt.

På vej rundt på øen ser vi flere smukke vige og rundt omkring ved teltpladser og mellem sommerhusene står der vandpumper - skiltet med at dette ikke er drikkevand!

Oppe på højen bag Grinda Wärdshus ligger hotelkomplekset, der består af fire store bygninger (nord, syd, øst og vest) og her indkvarteres vi i fine værelser alle med bad og toilet.

På værtshusets terrasse, der ligger højt over marken, har vi udsigt til en lille gæstehavn, hvor lystsejlere kan lægge til.

I det fine vejr bliver der hen under aften dækket op til en af de svenske traditionelle festmiddage - krebsegilde med tilbehør samt Janssons fristelser.

Det varer naturligvis ikke længe inden stemningen er høj og fællessangen gjalder hen over klippegrunden - herunder ”Helan går, sjung hopp faderallen lallan lej” ...

Stille vand ved Norrviken

Stille vand ved Norrviken


Fred på Grindaleden

Næste morgen er der ro. Nogle sover længe! Jeg lister ud af hotellet og vandrer ad Grindaleden op til Nørrehavn og betragter farvespillet langs kyststrækningen i lyset af den lavtstående sol og nyder stilheden.

Jeg føler mig helt alene i verden.

Da grusvejen stopper, fortsætter jeg ad en lille sti langs kysten op og ned ad klipperne, nogle helt tilgroede med mos, over rødder, der stikker op af jorden - presset op af klippegrunden underneden.

Igen ser jeg masser af blåbærbuske - dog uden bær på denne årstid - og masser af spiselige svampe.

Da jeg når tilbage til Grinda Wärdshus, er der så småt ved at komme liv i mine rejsekammerater og vi går ned til færgen, der skal sejle os til næste ø - Utö.

Primo Tours
Subaru
Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt