Royal Caribbean

1.1.16

Af: Linda Danielsen Røygaard Fotograf: Linda Danielsen Røygaard
Bogmærk eller del
 

Rappelling og eventyrvandring i Skåne, Sydsverige

Pulsen pumper og de lyse løbesko vipper spændte klippevæggens afsats. Med en bæresele om livet, læner Rebecca fra VisitSweden kroppen i vandret position ud over kanten med ryggen ned mod den stenede strandbred. En guide fra Kullaberg styrer rebet, mens Rebecca vandrer ned ad den lodrette klippevæg og fuldfører sin første rappelling med et stort smil.

Rebecca rappeller ned ad Kullens klipper.

Rebecca rappeller ned ad Kullens klipper.


"Soft Adventure" i Skåne

Vi er på på Kullen (svensk: Kullaberg), som ligger 35 km nord for Helsingborg og cirka halvanden times kørsel fra København.
Kullen-halvøen er populær blandt aktive turister, der vil både se og mærke den vilde natur i området.

Her er mulighed for at klatre, cykle og vandre eller udforske sin indre spejder med GEO-caching i den omkringliggende natur og grotterne i området.

Kullens kyst er samtidig Sveriges mest besøgte dykkersted, og her kan du også komme tæt på de små hvaler på en marsvinsafari.

Udforsk Kullens vilde natur og grotterne i området.

Udforsk Kullens vilde natur og grotterne i området.


Kullens Fyrtårn - fakta og myter

I Naturum Kullaberg på spidsen af Kullen finder vi information om geologi, planter og dyreliv og inspiration til vandreture og oplevelser i naturreservatet.

Vi kigger også indenfor i Kullens Fyrtårn, som er fra 1900 og Skandinaviens kraftigste fyrtårn, som kan ses på 50 km afstand og lytter til historierne om skibsforlis, vragplyndring og fyrtårnets genopbygning.

Gennem årtusinder har havet skabt en række grotter i bjerget. Den mest kendte er Kullamannens port, som man kan ro ind i.

Kullamannen var ifølge sagn et overnaturligt væsen, som holdt til på og i bjerget og skubbede uforsigtige vandrere ned fra klipperne.

Vi er blevet sultne, og på cafeen ved fyrtårnet køber vi lækre sandwich, tilberedt af Hotel Rusthållergården, et klassisk 4-stjernet 'countryside' hotel og oplagt sted at overnatte.

Kullens fyrtårn er Skandinaviens kraftigste fyrtårn.

Kullens fyrtårn er Skandinaviens kraftigste fyrtårn.


Vandremekka Kullen

Det 8 km lange bjerg er et åbent vandreområde med bøgeskove, lynghede, store engområder og småsøer, og her findes omkring 90 forskellige fuglearter.

Syd for fyrårnet er der trapper ned til Silvergrottan og Lahibiagrottan.

Fra det højeste punkt Håkull, som ligger 187 meter over havet, er der en flot udsigt over landskabet. Der er to markerede vandreruter fra fyrtårnet til byen Arild ca. 11 km nede ad østkysten.

Den røde sti er den lette rute og følger den vestlige del af Kullen forbi den lille fiskerby Mölle, inden den skråer ind over Kullen til Arild.

Den blå sti er en mere krævende rute og følger østsiden af bjerget fra fyrtårnet til Arild i et kuperet terræn. Ruten går bl.a. forbi Lars Vilks kunstværk Nimis, lavet af drivtømmer.

Tag på cykelture i Söderåsens vildmark.

Tag på cykelture i Söderåsens vildmark.


Glad på cykel i Söderåsen

Vi kører videre til Söderåsen, hvor Stefan Severin og hunden Volke tager imod os i Pensionat Söderåsen.

Efter en dag i den vilde natur er det rart at blive forkælet med en middag lavet af lokale råvarer fra Bjärhus Gårdsbutik, som også er leverandør til den velsmagende salami og skinke på vores morgenmadsbuffet.

Pensionatet ligger i hjertet af Söderåsen og er et oplagt sted at nyde den flotte solnedgang. Har man børn med, bliver de hurtigt dus med pensionatets to geder.

Söderåsen er ligesom Kullen et oplagt "Soft Adventure" område. På en cykeltur i området, som går forbi de karakteristiske falurøde træhuse, græssende køer og livlige heste, lærer Stefan os lidt om førstehjælp og giver tips til, hvad man bør tage med, når man færdes ude i naturen - minimum plaster, forbinding, lommelygte og multiværktøj.

Turen går også forbi restauranten Stationen Röstånga, som har en hyggelig udendørs terrasse og serverer velsmagende middag fra onsdag til lørdag fra kl. 17.

Oplev det eventyrlige skovterræn i Söderåsens Nationalpark.

Oplev det eventyrlige skovterræn i Söderåsens Nationalpark.


Eventyrlig vandretur i Nationalparken

I Söderåsens Nationalpark kommer vi på en eventyrlig vandretur. Det 1625 hektar store skov- og klippelandskab i den østlige del af Söderåsen blev indviet som Nationalpark i 2001, og i Naturum er der udstillinger om Söderåsens flora og fauna, kulturhistorie og sagn.

Fra nationalparkens hovedindgang ved Skäralid kan vi vælge mellem fire markerede vandrestier fra 800 meter til 7,4 km.

Vi har valgt en vandretur på 3,7 km til Kopparhatten med en guide, som undervejs fortæller om parken, der er Nordeuropas største sammenhængende og beskyttede løvskovsområde.

En plankesti  fører os gennem en dyb sprækkedal med høje skrænter på begge sider, overstrøet med sten. En brusende bæk snor sig frem i det eventyrlige, grønne landskab, og på de faldne bøge- og egetræer trives svampe, mos og biller.

Vandreturens højdepunkt er udsigtspunktet Kopperhatten, hvorfra det smukke skånske landskab folder sig ud.

Vores puls inklusiv Rebeccas er helt normal, da vi afslutter vandringen og vores besøg i Skåne med "fika" (kaffe) på Restaurang Skäralid, som efter sigende er meget populær blandt de lokale.

Torre La Sal
Primo Tours
Subaru
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt