Azamara Cruice

1.1.16

Af: Anne-Vibeke Isaksen Fotograf: Rasmus Schønning
Bogmærk eller del
 

Vintercamping og en perle for børnefamilier i Orsa Grönklitt

Vi triller ind på en propfyldt campingplads og tror knap vores egne øjne. Alle 60 standpladser er fyldt med vogne, og vi kan se på sneen rundt om dem, at de har stået her hele vinteren. Det ser både flot og hyggeligt ud. Lejrechefen skovler en standplads fri til os. Det er ikke en rigtig plads, men med en ekstra lang strømledning, kommer vi på plads og med el.

Solen stråler fra en skyfri himmel og pisterne venter

Solen stråler fra en skyfri himmel og pisterne venter


Pister for hele familien

Orsa Grönklitt, som stedet hedder, ligger ca. 15 km nord for byen Orsa, der ligger på nordsiden af af Siljansøen i Dalarna.

Det er formiddag og solen stråler fra en skyfri himmel. Campingpladsen ligger på første parket i forhold til skianlægget, hvilket gør, at vi bare kan klikke skiene på og glide lige ud på de velpreparerede pister.

Der er 14 af slagsen i forskellige sværhedsgrader, men flest af de lettere, og det gør det ideelt for børnefamilier.

Anlægget er heller ikke større end, at  børn kan stå alene rundt på pisterne, når de har lyst til det.

De kan simpelthen ikke fare vild.

Børnene elsker skiferie

Børnene elsker skiferie


Ski for børnene

For foden af pisterne på sydsiden ligger skiskoleanlægget, hvor børnefamilierne mødes. Der er fyldt med små ski, stave og hjelme.

Der er noget at holde styr på for forældrene. Alle børn der er under otte år, der står med hjelm, får i øvrigt gratis liftkort.

De helt små transporteres i pulke eller på kælk. Godt pakket ind. De har det godt.

Blåbærskoven er en af Orsa Grönklitts børnesatsningerne. En speciel børnepiste, der går gennem skoven, hvor de små skiløbere bl.a. kan møde talende træer og blåbærtrolde.

Kombineret alpin og langrend

Området er godt til kombineret alpin – og langrendsskiferie. Der er mere end 50 km opkørte løjper at boltre sig på. Alle går gennem skoven og rundt om områdets mange søer.

Den velkendte Siljanleden, som er mere end 300 km lang, går også forbi Orsa Grönklitt. Jeg er imponeret over at se, hvor godt de helt små børn klarer sig på skiene. Det gælder både langrend og alpint.

De fleste vogne står her hele sæsonen - men der er altid nogen til at holde øje

De fleste vogne står her hele sæsonen - men der er altid nogen til at holde øje


Vintercamping en hel sæson

Selv om pladsen er helt fyldt med vogne, er der måske kun campister i 25 % af dem.

De fleste stiller deres vogn på pladsen for hele sæsonen, og så tager de op i vognen på weekend eller i ferierne, men der er sjældent nogen i alle vogne hele tiden.

Det er som et lille hyggeligt samfund, hvor man kender hinanden, hjælper hinanden og ikke mindst holder øje med hinandens vogne. Der er flest svenskere, en del nordmænd og et par danskere.

Berit, Bengan, Leif og Anne-Vibeke får en snak om camping

Berit, Bengan, Leif og Anne-Vibeke får en snak om camping


En snak med naboen

Berit og Bengan er kommet på pladsen i mere end 12 år i træk. Det er deres andet hjem.

Campingvognen står fast på pladsen hele vinteren, men om sommeren kører de fra sted til sted. Det betyder, at mere end halvdelen af året sover de i deres vogn. De fejrer også både jul og nytår i campingvognen.

Her er naboen Leif også på besøg, og vi får en god snak om vintercamping. Bengan fortæller i øvrigt, at han bruger vores hjemmeside til at følge med i campingnyheder m.m. og det glæder os.

Den anbefales at prøve snescootersafari - det er susende sjovt

Den anbefales at prøve snescootersafari - det er susende sjovt


Snescootersafari

Det er en helt speciel fornemmelse at sidde på de larmende maskiner. Ikke fordi jeg egentlig synes det er en aktivitet, der går godt i spænd med den smukke og uberørte natur, for snescootere både larmer og stinker.

Men når først man får lov til at give den gas ud over en tilfrossen sø, ja, så er det ren leg og man glemmer alt om naturen. Hver ting til sin tid.

Vi kører ca. 80 km/t for fuld gas. Vi kører om kap. Vi svinger skarpt i den dybe sne, så det hvide pulver hvirvler op. Vi kører og kører til armene syrer til. Det er bare total fedt.

Først da vi slukker for scooterne og spiser vores medbragte madpakker, får vi det befriende indtryk af stilheden, renheden og den uberørte natur.

Solen står lavt på himlen og et smukt lys lægger sig over søen, hvor de mange spor vidner om en halv times suveræn leg i dyb sne.

På vej tilbage gennem skoven kører vi mere roligt på en række efter hinanden.

Ja, så sidder man og fisker i minus ni grader før solopgang

Ja, så sidder man og fisker i minus ni grader før solopgang


Morgenfriske og på fisketur

Vi står tidligt op for at fange aftens måltid - en fisk fra en af de mange søer i området. Stefan er bare 28 år og hans største interesse er at fiske. Han viser os et godt sted og vi får boret hul i den ca. 50 cm tykke is. Solen er knapt stået op og det er ret koldt: minus otte grader.

Der sættes gode rejer på krogen og så er det ellers bare at være tålmodig. Nu er der det ved at fiske, at det ikke alene handler om at få fisk, men også om at tage sig tid til at nyde stilheden og det smukke vinterlandskab. Solen begynder så småt at bryde igennem og vi nyder dens varme.

En forbipasserende morgenfrisk langrendsløber glider forbi og spørger nysgerrig om vi har fanget noget. Men nej, vi har ikke heldet med os.

Til gengæld er vi vågne, friske og klar til endnu mere skiløb, da klokken er ni, og lifterne åbner. Vi har allerede fået en masse ud af dagen, selv om vi ikke fik noget på krogen.

Fisken tilberedes let i autocamperens køkken

Fisken tilberedes let i autocamperens køkken


Aftensmaden reddet

Jeg får et par fisk fra Stefans fryser, så aftensmaden er reddet, og det smager forrygende. Enkelt og let at tilberede med lidt frisk gorgonzola-pasta og et par stykker lime. Det smager så godt.

Nu er det ikke for, at jeg skal rose min egen madlavning, men man får virkelig god appetit af at være ud i den friske luft og så sover man helt perfekt om natten.

Dette termolag hjælper for at holde kulden ude

Dette termolag hjælper for at holde kulden ude


Hård frost

Da vi kryber til køjs har temperaturen allerede nede på minus 10 grader. Jeg har tidligere i dag sat et ekstra termolag på forruden, som er autocamperens største kuldebro.

Sammen med det kraftige forhæng, der trækkes rundt om førerkabinen, giver det en god isolering, når det bliver rigtig koldt.

Nysgerrig slædehund

Nysgerrig slædehund


Aktiviteter

Orsa Grönklitt har mange forskellige aktiviteter for hele familien, men der gøres specielt meget for de små størrelser og så har forældrene det jo som regel også godt.

Langrend, hundeslæde, hestekanetur, afterski for børn, kælkebakke, temaaftener i restauranten og skiskole, hvor skiløbet leges ind i børnene. Sådan kunne jeg fortsætte.

Servicen i restauranten er god, men maden er desværre ikke på samme niveau.

Humøret er højt selvom vi ikke er meget for at skulle tilbage til Danmark hvor der ingen sne er

Humøret er højt selvom vi ikke er meget for at skulle tilbage til Danmark hvor der ingen sne er
Fotograf: Bengan Lindgren


Turen går hjem

Det er sidste dag og vi må pakke sammen. Solen skinner fra en skyfri himmel. Sneen er perfekt, men vi må desværre vende næsen mod syd.

Men heldigvis en skøn ferie rigere. Batterierne er ladt op og sluttelig må vi endnu engang rose vintercampingens glæder. Det er bare så hyggeligt og langt fra koldt ...

Outwell
Tamarit Parc Resort
Subaru
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt