Subaru

14.12.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Ædle dråber fra Sydafrikas vinland

Straks efter ankomsten til lufthavnen i Cape Town kører vi nordpå mod Franschhoek - Det Franske Hjørne - i vinlandet, som Western Cape - den sydvestligste provins i Sydafrika - er kendt for.
Lige så længe der har været hvide folk i denne del af Afrika, har der været dyrket vin. Og det hele startede i midten af 1600-årene med etablering af en forsyningsstation for Det Hollandsk-Ostindiske Kompagni.

Vinstokke i Franschhoek Wine Valley

Vinstokke i Franschhoek Wine Valley


Historisk tilbageblik

For at forstå kulturen og arkitekturen i denne del af Afrika, er det klogt med et kort historisk tilbageblik.

I forhistorisk tid var området beboet af sorte khoikho-folk (som de hvide kaldte hottentotter) og san-folk (buskmænd) og det var allerede omkring 100.000 år f. Kr. De var nomader, jægere og samlere og har kun efterladt sig spredte spor som f.eks. hulemalerier.

Den portugisiske opdagelsesrejsende Bartholomeu Dias var den første europæer, der passerede Kap Det Gode Håb tilbage i 1487-88 og ankrede op i Mossel Bay.

Men det var da Det Hollandsk-Ostindiske Kompagni etablerede en forsyningsstation i 1652, at området blev koloniseret.

På handelsruten mellem Sydøstasien (Malaysia og Indonesien m.fl.) havde skibene behov for at kunne lægge til i Kaapstaden (senere Cape Town) og få friske forsyninger ombord. I det frugtbare område kunne man dyrke grøntsager - og ikke mindst vin.

Mindesmærke for de protestantiske huguenotter

Mindesmærke for de protestantiske huguenotter


Franschhoek - Huguenotternes by

I sidste halvdel af 1600-årene blev de protestantiske huguenotter forfulgt af det katolske Frankrig og en større gruppe besluttede sig for at flygte fra den religiøse forfølgelse og emigrere til Kaapstaden. Således kom der i 1688 omkring 600 huguenotter til område og de slog sig ned nord for kolonien i Det Franske Hjørne - Franschhoek. Og med sig smuglede de vinstokke.

Her i dalen ved Franschhoek og i nabobyen Stellenbosch, der er den næstældste by i Sydafrika etableret i 1679, kan resultatet af de mange års vindyrkning både ses og smages.

Efter indkvartering på Protea Hotel Franschhoek er der tid til at spadsere en tur på byens hovedgade. Her er flere af husene bygget i den karakteristiske hollandske cape duch-stil - hvidkalkede huse med takkede gavle og nogle med stråtag. Den stil ser vi flere steder - også på de vingårde som vi besøger.

Her er naturligvis restauranter, souvenirbutikker og forretninger med kunsthåndværk, malerkunst etc. samt et huguenot-museum og en mindelund for dette områdes første hvide bosættere.

Denne aften spiser vi på hotellet og får en lækker kartoffelsuppe med lime efterfulgt af kogt kulmule (fisk). Her kan man virkelig lave mad ...

Udendørs vinsmagning

Udendørs vinsmagning


Vingården Maison Estate

Midt i Franschhoek afgår den såkaldte Franschhoek Wine Tram, der er en kombination af en bus og et tog som tager os på tur mellem forskellige af områdets vingårde.

Og den første vi besøger er vingården Maison Estate.

Uret har endnu ikke ramt 11.00, men der er allerede vin på bordet og på denne elegante vingård smager vi fem forskellige vine - fra de hvide chinen blanc, sauvignon blanc og chardonnay til den røde syraz.

Og også stedets dessertvin får vi smagt, mens vi fra haven kan iagttage den smukke bjergformation Simonsberg, der rejser sig bag vinmarkerne.

Den sydafrikanske kunstner Dylan Lewis er kendt for sine dyre- og groteske menneskeskulpturer

Den sydafrikanske kunstner Dylan Lewis er kendt for sine dyre- og groteske menneskeskulpturer


Vingården Leopard's Leap

Næste stop er ved den moderne vingård Leopard's Leap (Leopardens Spring). Her findes leoparder i bjergene omkring  Franschhoek Wine Valley, men chanchen for at se dem er minimal. Vi må nøjes med stedets logo - og ikke mindst den sydafrikanske kunstner Dylan Lewis's skulptur af leoparden, som ses ved indgangen.

I vingårdens store vinsmagningslokale ledes vi professionelt gennem smagsprøver på fem forskellige vine - og et kuriosum er at smage en årgang 2015 allerede i august 2015!

I Sydafrika er man lidt foran ...

Frokost med udsigt

Frokost med udsigt


Vingården Dieu Donne Vineyards

Vi kører op på bjergskråningen til vingården Dieu Donne, der ligger med en pragtfuld udsigt ud over dalen og de vidtstrakte vinmarker. Man kalder stedet "En Gave fra Gud".

Indenfor prydes væggene af beviser på de mange præmier vingården har modtaget for sine fremragende kvalitetsvine.

Vi smager et par af herlighederne, inden frokosten indtages på stedets restaurant Roca, hvor vi nyder både maden og den storslåede udsigt.

Klassisk bygning i cape duch-stil

Klassisk bygning i cape duch-stil


Vingården Grand Provence med kunstgalleri

Bussen kører os frem til toget som på sin korte jernbanestrækning bringer os til vingården Grand Provence - en rigtig klassisk bygning i cape duch-stil etableret allerede i 1694.

Vi skal dog ikke være i tvivl om, at vi er i Afrika, for en kæmpemæssig elefantskulptur tager imod.

Det er dagens sidste vinsmagning og der bliver ikke sparet på de fremragende dråber! Igen er det fem forskellige vine, der bliver præsenteret.

I en af bygningerne i den pittoreske have findes et galleri for moderne værker af anerkendte sydafrikanske kunstnere, som er et besøg værd.

Blåmuslinger tilberedt hos French Connection smager himmelsk

Blåmuslinger tilberedt hos French Connection smager himmelsk


Restaurant French Connection

Oven på al vinen er der god grund til at slappe af på Protea Hotel Franschhoek f.eks. i en liggestol i haven ved svømmepølen.

På denne rundrejse i Sydafrika med Bravo Tours er kun få måltider inkluderet, hvorfor vi skal finde et sted at spise aftensmad. Her er flere restauranter og caféer, men vi har fået anbefalet Restaurant French Connection.

Restauranten er allerede ganske fuld, da vi ankommer, men det lykkes at finde et ledigt bord. (Husk at reservere plads).

Vi bestiller stedets blåmuslinger og efter en stund kommer tjeneren tilbage og meddeler, at der desværre ikke er flere muslinger end de kan anrettes som forretter. Det må vi så nøjes med.

Alligevel lykkes det for chefkokken at tilberede to hele portioner af dampede blåmuslinger i hvidvinssauce med fløde og hvidløg, hvortil der serveres pommes frites - og øl naturligvis. En herlig belgisk nationalret!

Vi nyder maden og anbefaler stedet - men så forsvinder lyset. Efter en stund kommer en generator igang og vi har atter lys i restauranten. Det er ikke usædvanligt at strømmen svigter!

Men da vi skal tilbage til hotellet, er det kulsort udenfor - ingen gadelys - og vores lygte ligger hjemme i rygsækken på hotellet.

Vi finder dog vej - også takket være de vagter, som går rundt med lygter og lyser op for os ...

Og så står morgendagen i strudsenes tegn ...

Vidste du at Pinotage-druen er en sydafrikansk opfindelse fra 1925, skabt ved at krydse pinot noir og hermitage/cinsault?

Vidste du at Pinotage-druen er en sydafrikansk opfindelse fra 1925, skabt ved at krydse pinot noir og hermitage/cinsault?


Campingferie 650,-
Primo Tours
Subaru
Outwell
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt