Sydafrika: Omkring Matswani Safari Lodge

Læs flere artikler om ferie i Sydafrika her

De grønne marekatte er nysgerrige

Jeg har skudt glasdøren til terrassen ved vort hus til side og den kølige, friske bjergluft strømmer mig i møde. Her 1200 meter over havet er luften klar og tør. Jeg blunder lidt i sengen, medens jeg nyder de dufte og lyde, der trænger ind fra bushen. Allis sover i sengen ved siden af min. Jeg nænner næsten ikke, at hun sover videre. Mit blik glider rundt i vor luksussuite. De massive træstolper, strækker sig langt op i den høje kip og bærer et tykt tæppe af strå. Stråtaget beskytter mod både varme og regn, men tillader lyde at komme igennem på en helt egen måde. På væggene hænger billeder og figurer, og små fine detaljer i suitens udsmykning bekræfter kvaliteten og den gode smag, som findes her. I hjørnet står en stor skænk, hvori køleskabet med minibaren snurrer svagt. Oven på skænken findes frisk frugt og et udvalg i te og kaffe. Airconditionen har det ikke været nødvendigt at bruge i nat, og her er hverken radio eller fjernsyn. Vidunderligt med garanti for TV-frit område.  
Fuglene forstummer. Temperaturen er steget. Jeg har kun et tyndt lagen over mig. Tæppet er gledet ned på det brune, blankpolerede flisegulv. Jeg blunder lidt igen. Klokken er endnu ikke 5.30 og der er lang tid til at morgenmaden serveres.

Så lyder der et bump på stråtaget og jeg vågner med et sæt. Jeg springer ud af sengen og går halvnøgen ud på terrassen, der står på nogle stolper hævet ca. 1 meter over jorden. Her ser jeg en flok grønne marekatte springe fra gren til gren i træerne omkring mig. Det er deres måde at forcere hegnet på, der afgrænser lodgeområdet fra bushen. En af marekattene har en lille unge hængende på maven. Jeg kalder på Allis, som halvvågen vakler ud på terrassen til mig. Marekattene har for længst opdaget os og stopper op et kort øjeblik for derefter at forsvinde ind i bushen.
Disse aber er let at genkende på det lange grågule hår og det sorte ansigt. Hannen har en blålig bagdel. De lever ofte i grupper, er meget legesyge og vil benytte enhver lejlighed til at stjæle mad. Derfor ser man dem tit tæt på mennesker. Vi husker derfor at fjerne ting fra terrassen og skyde glasdøren til, når vi forlader huset, så vi ikke får ubudne gæster.

Gæstehusene er placeret tæt på hegnet til vildtreservatet

Gæstehusene er placeret langs hegnet ned mod et lille vandløb på hver side af hovedbygningen, der indeholder køkken, restaurant, opholdsstue, bar samt en stor terrasse kaldt ”Dækket”, der er bygget på stolper ud over en lille dam, hvor åkanderne står i blomst. På ”Dækket” findes spiseborde, liggestole, pool samt spa og derfra er der kun ganske få meter over dammen til de vilde dyr, der roligt defilerer forbi, alt medens vi kan betragte dem.

Et stisystem forbinder bygningerne, hvor suiterne har afrikanske dyrenavne som impala, nyala, kudo, lion, zebra etc. og stierne giver samtidig adgang til parken, med eksotiske træer som huser et hav af forskellige fugle og andre dyr.

Vootrekker Monumentet på Monument Hill i Tshwane/Pretoria

Tshwane/Pretoria

Vi ankom i går aftes efter at have fløjet hele dagen med KLM fra København den lange vej via Amsterdam til Johannesburg. Her blev vi hentet af guiderne fra Matswani og kørt til Hotel Holliday Inn i Tshwane (tidl. Pretoria) - en lille times kørsel fra lufthavnen.

Efter en god nats søvn kørte vi ud til Monument Hill i Tshwane/Pretoria, hvor det gigantiske Vootrekker Monumentet er rejst på toppen af bakken. Her er en stor del af Sydafrikas historie fortalt i et af verdens største relieffer opsat på indersiden af dette enorme bygningsværk. Vi hørte om hvorledes de første hollændere, franskmænd og tyskere slog sig ned i den sydlige provins Cap. Hvorledes englænderne kom og erklærede landet deres! Om vootrekkerne – de der gik foran – og udforskede landet med biblen i hånden og stærke i troen på at kunne skabe sig en tilværelse i det frugtbare land mod nord. Om deres kamp mod naturen og forceringen af det ufremkommelige terræn i bjergene. Om mødet med zulukongen, der listigt slog indvandrerne ihjel og om det efterfølgende blodbad, hvor 10.000 zuluer blev mejet ned, ved Ncome River, så floden blev farvet rød af blod og fik navnet ”Blood River”.

Efter rundvisningen gik vi op gennem en laaaang, snæver - nærmest klaustrofobisk - vindeltrappe til toppen af bygningen. Under kuppelen er der et svimlende kik ned i bygningen og udenfor et storslået vue ud over landskabet.

Union Building

Vi kørte derefter gennem den grønne by Tshwane/Pretoria, hvor enkelte jacarandatræer endnu kunne ses i deres violette forårsblomsterpragt og ud til Union Building, hvor Nelson Mandela i 1994 blev udråbt til landets første sorte præsident. Også dette bygningsværk ligger på en høj med en fantastisk udsigt ned over en enestående flot park. Der var ikke adgang til selve bygningen, så vi gik lidt ned i parkanlægget og kunne nyde de lyse sandstensbygninger lidt på afstand.

Sent på formiddagen satte vi os tilrette i bussen, der de næste par timer skulle bringe os videre mod nord, mod Waterberg, mod Matswani Private Range.

De første nyalaer

De første dyr

Vel ankommet til lodgen fik vi lidt at drikke, hvorefter et veldækket bord blev præsenteret for os, medens vi siddende under et skyggefuldt halvtag på dækket kunne se dyrene gå forbi. Under et blomstrende akacietræ gik et par nyalaer og fouragerede.
Nyalaen er en af Afrikas smukkeste og mest sjældne antiloper. Det var et par hunner, der med deres gulbrune farve med hvide tværstriber falder godt ind i naturen.
Midt under frokosten dukkede der en Kudo frem af bushen og begyndte at æde af det kraftfoder der er lagt ud til dyrene. Ekstra foder er nødvendigt for at holde dyrene i god stand, da det naturlige græs her i området kun indeholder ca. 20% af det næringsindhold der er behov for. Kudoen er nok den flotteste af alle antiloperne, synes jeg. Det er den næststørste antilope og kan veje op til 350 kg. På dens lysegrå pels løber hvide striber fra rygraden ned over flankerne. Men det er de enorme snoede horn, der gør mest indtryk. Og så dens rolige gang. Den spadserede videre og ænsede os knapt, medens vi spiste vor frokost.

En kudo-han kommer forbi

Resten af eftermiddagen tilbragte vi på ”Dækket”, hvor vi badede og solede os og forsøgte at få lidt søvn. Men hvor var det svært at ligge stille i solstolen, når dyrene hele tiden kom og gik. Vortesvinet var der naturligvis også – endda med små unger. De voksne har store hugtænder og vorter på siden af hovedet, der er så stort og tungt at svinet ofte må ligge på knæ for at æde. Så pludselig var der noget, der gjorde dem bange og de styrtede af sted med halen rejst lige i vejret. Måske er det den ”antenne”, der viser retningen for de små, for de pilede af sted lige efter deres mor.

Da det blev mørkt mødtes vi ved bålpladsen – The Lion’s Den – og blev præsenteret for guider, kokke, personale og ledelse, hvorefter jungletrommerne lød gennem mørket som signal til os om at aftensmaden blev serveret i The Chef’s Hut.

Udsigt over bushen

Et langt informationsmøde

Morgenmaden er fortræffelig bl.a. med et ubeskrivelig godt hjemmelavet rugbrød med nødder og kerner, lunt naturligvis. Vor chefkok Julia Miguel, står parat til at servere æg på alverdens måder og bordet bugner af lune retter udover det sædvanlige med yoghurt, cornflakes, kaffe og te.

Og så er vi på vej. Ud i bushen på vor første køretur i de åbne safarijeeps. Endnu ikke på fotosafari, men på vej til informationsmøde. Vi kører ud gennem østlågen og op i terrænet. Køreturen er ikke så lang og ved et lille tag stopper vi og kan nyde en storslået udsigt ud over Waterberg bjergene og bushen i Matswani.

Vore guider går minutiøst hele programmet igennem og fortæller om landets flag og dets symbolik. Vi får også et indblik i dette områdes særlige klimaforhold, hvor vejret kan skifte hurtigt og hvor man er velsignet med regn om sommeren ofte i kraftige kortvarige byger og meget sjældent heldagsregn. Der fortælles om dyrene vi (måske) skal se. Men mon ikke? Her er bl.a. ca. 60 zebraer, 100 kudoer, 100 nyalaer, 35 giraffer, 250 impalaer, sabelantiloper, blisbukke, næsehorn, vortesvin etc. Store rovdyr er her ikke. Og dog! Det sker at en leopard forcerer det elektriske hegn og forvilder sig ind i området, men det hører til sjældenhederne.

Der er dog dyr vi skal respektere og have stor respekt for. Slangerne. Her findes giftige slanger, men ofte forsvinder de, når de mærker vibrationerne i jorden fra vores fodtrin. Forsøg aldrig at samle en slange op eller at gå tæt på for at fotografere. Det kan blive katastrofalt.

Et andet lille ubehageligt dyr er flåten, som vi risikerer at få på os, når vi vandrer gennem græsset i bushen. Problemet er, at man næsten ikke mærker biddet og at symptomerne først opstår efter 7 dage. Det anbefales derfor at børste eller vaske tøjet efter turen og selv tage et bad og/eller springe i poolen.

Efter et alt for langt og detaljeret foredrag kører vi tilbage til lodgen og får frokost med bl.a. grillet vortesvinekød.

På fotosafari

Fotosafari på Matswani – nordvest området

Hen på eftermiddagen deles gruppen i to safarijeeps, der kører i hvert sit område af Matswani Private Range. Vores gruppe kører ud i den nordvestlige del af området og alle har ”vindues plads”. Dvs. jeepen er åben, dog sidder vi beskyttet for solens brændende stråler under taget. Det tunge køretøj bevæger sig langsomt op over en bakke på en knoldet sti, hvor sandstenene ind i mellem stikker frem og hvor der ellers er sand. Vi rystes fra side til side, medens luften fyldes med diesel fra den dunkende motorudstødning. Vi kommer ned i en grøn dalsænkning, hvor vandløbet render forbi og motorlarmen slås fra. Oh, hvilken stilhed. Vandet klukker i åen. Ikke en vind rører sig. En skarv sidder på en gren i træet lige foran os og har stoppet tørring af sine vinger. Den flytter sig nervøst til en anden gren, hvorefter den flyver længere ind i bushen.

En kudo går stille forbi os

Vi fortsætter op på den anden side af vandløbet og pludselig er der en stor kudo, der stikker hovedet frem bag en busk og betragter os. Motoren bliver omgående slået fra og vi afventer hvad der sker. Kuden løber ind i bushen, og vi kan ikke længere se den. Donna, vor guide, visker: Lad os vente lidt, måske kommer den ud. Så vi holder vejret og krydser fingre. Inde i krattet pusler det fortsat og så kommer den. På tværs af stien lige foran os. I langsomt majestætisk gang defilerer den forbi os. Der bliver skudt og dyret indfanges. Begejstringen stiger i vor lille gruppe. Vi vil ha’ mer’! Dårligt har Donna startet motoren før ”fru kudo” ses gennem bushen. Nysgerrigt betragter hun os inden vi fortsætter.

Mødet med en giraf

Vi kommer ud i et mere åbent område og her støder vi på en giraf med en nyfødt unge. Donna er begejstret. Den har hun ikke set før. Navlestrengen hænger fortsat under bugen på ungen, der følger sin mor. Vi kører længere frem og får et godt udsyn til dyrene. Et øjeblik tager girafferne bestik af os og løber så over vejen ind i bushen.
Vi kan ikke følge dem. Vi er nødt til at blive på de allerede opkørte stier for at undgå yderligere erosion i terrænet.

På ”savannen” går der lidt zebraer samt blisbukke, men det er ved at blive mørkt, så vi vender jeepen hjemefter.

En ulykkelig kvinde der er faret vildt i reservatet

Så ser vi pludselig en skikkelse et stykke ude i det åbne terræn og straks går der tanker gennem mit hoved om krybskytter og bushmeat. Da vi kommer nærmere kan vi se at det er en kvinde. Hvad laver hun herude? Jo, hun er faret vildt. Skulle besøge nogle i landsbyen, men havde valgt en forkert sti og står nu her og aner ikke hvad hun skal gøre. Er der noget de sorte her er bange for, er det nattens mørke og slanger. At være her ude i bushen helt alene kan gøre hende rædselsslagen. Donna lader hende naturligvis komme op i jeepen og den arme kvinde, der er meget tørstig får lidt vand af nogle af de andre gæster. Kvinden er træt, men lykkelig over at være blevet ”reddet”. Hun kører med over til landsbyen, hvor hun sættes af og vi fortsætter hjem til lodgen.

Krokodiller på Matswani

Krokodillerne

Ude i parken laver væverfuglene en frygtelig larm fra deres koloni ovre bag en lav mur. Vi går over og ser advarselsskiltet, træder op på trappetrinet og ser flere store krokodiller ligge og sole sig under væverfuglenes træ. De ligger helt roligt, næsten som om de sover. Men de er altid på vagt og på en brøkdel af et sekund – hurtigere end det menneskelige øje kan følge – kan den vende sig og gøre udfald mod hvad som helst, der bevæger sig. Vi går rundt om krokodillegraven for at se, om vi kan få øje på flere krokodiller. Der ligger en nede i det grøngrumsede vand og det er kun øjne og næseborene, der stikker op af vandet, Den ser os og glider langsomt ned under vandet – uden at efterlade en eneste bølge eller krusning på overfladen. Vi ser den ikke mere. Ufatteligt hvis den kan se noget i det vand!
Så kommer en stor krokodille vandrende frem fra en busk, den har ligget under og smider sin tunge krop i sandet. Den flader ud og lader sig opvarme af solens stråler. Vi kan stå og iagttage disse fortidslevninger og samtidig fornøje os med de livlige væverfugle, der konstant flyver til og fra deres reder. Mon ikke der ryger en væverfugl i krokodillens gab en gang i mellem?

Sabelantilope - et af avlsprojekterne

Avlsprojekterne

Eftermiddagens fotosafari går til de avlsprojekter for sabelantiloper og nyalaer man har i Matswani. I den store jeep kører vi ind gennem endnu en indhegning (Sydafrika er vist kendt for de mange indhegninger) og kommer ind i et område med sabelantiloper. Det er hunner, som er her og man mangler en ordentlig avlshan, så der kan komme gang i produktionen. Men en sådan han er dyr – omkring 150.000 kr. De hanner man har – far og søn - går frit ude i reservatet, da man ikke ønsker indavl.
Sabelantilopen er meget flot med sine lange letbuede horn og sin sorte krop med den hvide bug og hvide markering i hovedet. Sabelantilopen er god til at forsvare sig med de spidse horn og man har set eksempler på at kampen mellem hannerne i brunsttiden har medført at en af de kæmpende er blevet stukket ihjel af hornene.

Lille nyala

I en anden indhegning er avlsprojektet for nyalaer i gang. Nyalaerne er knapt så dyre – op til ca. 14.000kr pr. avlshan, og her har man større succes med at sælge dyrene. Det er hele grupper man sælger ad gangen, da man ikke kan skille familiegrupper. Hunnen har ikke horn og hannen ændrer med alderen farve fra den gulbrune til grå med 10 hvide striber på ryggen. Den har en manke hen langs ryggen og lange hår på halsen og bugen. Begge køn har en dusket hale.

I skjul for dyrene

Christinas Wallow

Vi fortsætter i et område vi ikke tidligere har været i og kommer til et lille hus – et skjul, hvorfra vi kan betragte dyrene. Fra skjulet har vi udsigt til en lille dam, men de høje dunhammere skygger for det perfekte udsyn. Vi sætter os på stolene og forsøger at være stille, men med 12 mennesker samlet på ét sted med flytbare stole, så er det svært at være helt stille.
Vi venter. Her er varmt og vi sveder, medens vi spejder efter dyrene. Flere af os har den uundværlige kikkert med, og kan derfor se mere og andet end de der må støtte sig til det blotte øje.

Langt ude i horisonten får jeg øje på en flok desmerdyr (eng. Mongoose) der leger uforstyrret.

En impala-han viser sig ved vandhullet

Der går 5-10 minutter, så kommer en flok marekatte løbende ude i højre side. Enkelte af dem krydser over til dammen, hvor de drikker lidt. De sidder og kikker over på os. De ved vi er her, selv om vi visker til hinanden. Så går der en impala ind fra venstre. Marekatten vender sig om og betragter impalaen, medens den går videre og bliver skjult bag dunhammerne, da den skal drikke.
Et par perlehøns løber rundt på må og få, som om de ikke rigtigt ved, hvor de skal søge deres føde. Først den ene vej, så den anden. Måske er det den enlige gnu, der kommer ind fra højre, der skræmmer dem. Gnuen stopper op. Venter lidt og går så videre væk fra vandhullet.

Det vil være en god ide at fælde sivene i vandhullet, så snart væverfuglene er færdige med at benytte deres reder, så der kan skabes frit udsyn fra skjulet.
Vi har siddet i en lille time og bliver hentet af vores guide for atter at blive kørt hjem inden mørket falder på.

Sorte skyer er trukket sammen og inden vi når lodgen, oplyser de første lyn aftenhimmelen. Så kommer vinden i nogle kraftige stød og lynene tager til. De første brag lyder og den aftenservering, der var planlagt at skulle ske ude i bushen, bliver flyttet til restauranten. Uvejr kan ingen forhindre. I løbet af aftenen kommer regnen. Ikke en troperegn, men alligevel nok til at gøre alt vådt. Vinden rusker i træerne, så grene og blomster falder til jorden. Lyn efter lyn oplyser himmelen.

Da vi senere ligger i vore senge, trækker vi gardinerne ved glasdøren ud til terrassen til side og kan nyde uvejret, medens tordenskraldene forplanter sig ned gennem stråtaget højt over vore hoveder.

Et tonstungt næsehorn kommer luntende imod os!

Fotosafari på Matswani – øst området

Vi er kommet med på endnu en fotosafari og kører ud af østlågen til vi igen møder en indhegning. Her bor Jargo - et enligt hvidt næsehorn. Vi finder ham længst væk i indhegningen og han følger os nøje, da Donna parkerer jeepen. Han kender hende og nærmere sig langsomt, medens hun visker søde ord til ham på afrikaan – et af de mange sprog i Sydafrika. Medens vi ser måbende til, kommer næsehornet helt hen til jeepen og snuser til os. Da den kommer lidt for tæt på Donna, der sidder på rettet med front mod os, og nærmest skubber til hende, beder hun den bestemt om at flytte sig og det vældige dyr viger lynhurtigt tilbage. Hver tænker sit! Vi skal ikke tage fejl af dette ”tamme” dyr. Denne gigant, der kan veje op til 2,3 tons, kan når som helst flytte både jeep og mennesker, hvis den bliver sur og angrebslysten. Den stamper lidt i jorden med den ene fod, men lidt flere beroligende ord fra Donna og den falder til ro igen.
Dette hvide næsehorn er ligesom det sorte gråt, men kendetegnes på den brede mund, der er god til at klippe græsset på savannen, i modsætning til det sorte næsehorn, der har en spids læbe beregnet til at nippe skud fra buske og træer.
Jargo har haft en mage, men hun kunne ikke bære ham, da han besteg hende og sank sammen under hans vægt. Det var han bestemt ikke tilfreds med og det endte desværre med at han stangede hende ihjel. Matswani har dog planer om igen at skaffe et hun-næsehorn, så der også kan komme gang i dette avlsprojekt.

En flok impalaer - hunner og kid - løber væk

Ude af indhegningen kører vi igen gennem det kuperede landskab, men har ikke rigtigt heldet med os i dag. Holder dyrene fri? De er i hvert fald som forsvundet. Et sted ser nogle skyggen af en klipspringer. Så kommer en gruppe impalaer med nyfødte – ikke ugegamle – kid løbende ud på stien foran os. Impalaen ses ofte i store grupper og er en mellemstor rødbrun antilope med hvidt bryst på op til 50kg. Hannen har lange flotformede horn. Hunnerne har ingen. Hunnerne og kiddene løber i en gruppe foran os og alle tager vare på hinanden. Det fortælles at en hun sagtens kan give et andet kid mælk, hvis kiddets mor er længere væk.

Giraffer er elegante dyr

Så er der pludselig en gruppe giraffer, der stikker hovedet op over bushen og vi får travlt med at komme på skudhold af dette - verdens højeste dyr - der kan blive op mod 5 meter høj.
Donna slår motoren fra og vi kan roligt betragte dyrene, der naturligvis er meget opmærksomme på os. De går dog roligt videre med at æde de øverste skud fra de tornede træer.

Champagnebrunch på Kudo Rock ved Matswani

Vi betragter dem en stund, lader dem så være i fred og kører videre til Kudo Rock, hvor en champagnebrunch står parat til os. ”Fotosafari uden champagne er ikke safari, blot en oplevelse” citat Karen Blixen. Og vi bliver modtaget på en platform bygget ud over en klippe – igen med en formidabel udsigt – med champagne og et veldækket frokostbord.
Nedenfor Kudo Rock er et vandhul hvor dyrene tiltrækkes og et par zebraer er ved at drikke da vi ankommer.

Midt på dagen er heden uudholdelig og da vi er tilbage på lodgen, er det for varmt til at opholde sig udendørs, så der bliver lejlighed til at slappe lidt af, læse og skrive under stråtagets skygge.

I landsbyen danser indbyggerne for os

Tribal evening

Da mørket har sænket sig over Sydafrika, køres vi til den nærliggende landsby hvor vi skal overvære en såkaldt stammeaften. Vi hører om hvorledes de sorte levede for 50-60 år siden, om flerkoneri og andre traditioner. Jeg bliver bedt om at kalde på høvdingens livvagt for at spørge om lov til at vores lille gruppe må komme ind og besøge ham. Livvagten, med nøgen overkrop og skind om lænden kommer svingende med sin store økse, så jeg næsten får et chok, men han smiler og piler ind i den lukkede gård, for et øjeblik efter at meddele at høvdingen tager imod.
Vi går ind gennem en smal indgang hvor der kun kan passere én person ad gangen, således at høvdingen har mulighed for at se hvem det er der kommer og besøger ham. Vi sætter os på kanten op af et af husene. Huset over for til venstre er forrådshuset. I huset til højre sover høvdingen med den af sine koner han har valgt at tilbringe natten sammen med. Udenfor sidder alle 3 koner godt tildækkede. Mellem husene er bålpladsen til madlavningen og gryderne koger allerede. Muren bag ved har tre forskellige højder. Her tester høvdingen sine koner om de stadig har deres smidighed i orden. Den yngste af konerne skal kunne kravle over den højeste mur, den ældste over den laveste. Kan de ikke det, udskiftes konen med en ny pige fra landsbyen.

Så lyder der trommer og sang og kvinder og mænd i farverige kostumer danser ind i gården. Vi overværer nogle af de traditionelle danse, der bl.a. skildrer jagt. Her er både helt unge og modne mænd med i dansen.

Da forestillingen er ovre bliver gryderne sat frem og vi skal (desværre) spise på oprindelig maner – med fingrene. En vidunderlig kogt perlehøne, med en skøn sovs og moste grøntsager. Og så med fingrene. Synd at så lækker en mad ikke bliver spist – for det er faktisk umuligt at spise retten med fingrene. Når maden kan serveres på en plasttallerken, og rødvinen serveres i pokaler, bør man også kunne få en plastgaffel denne aften!

Verdens største antilope, elsdyrantilopen, ser vi også

Sunset Rock

Vi er nået til den sidste eftermiddag og kører ud over det åbne landskab, hvor flokke af blisbukke går og æder. Blisbukken er rødbrun med hvid bug, hvide underben samt hvidt ansigt og let lyreformede horn. De er meget sky og flytter sig straks de ser og hører jeepen komme. Her er også en gruppe zebraer og (naturligvis) impalaer. Lidt længere fremme ser vi en enlig sasaby (eng. Tsesseby), der med dens karakteristiske krop med lav bagdel og farvesammensætning kan minde om topien, som vi kender fra savannen i Østafrika (Kenya og Tanzania).

Også den meget sjældne og sky elsdyrantilope (eng. elan), der er verdens største antilope, ser vi inde mellem træerne. Elsdyrantilopen, hvor både hunner og hanner har horn, kan veje op mod 900 kg og hannen har en hudlap hængende nede under halsen.

Sundowner på Sunset Rock

Sent på eftermiddagen når vi frem til Sunset Rock et højtliggende, næsten nøgen klippefremspring i rødbrune, lysebrune, og gule sandsten, med enkelte større klipper liggende som naturlige sæder på klippen. Her er der dækket op til en forfriskning med snacks og champagne, medens vi venter på solnedgangen, der denne aften bliver helt fantastisk. De tidligere afteners tordenskyer eksisterer ikke længere. Ikke en vind rører sig. Det kan ikke blive meget bedre.
Og underholdning skorter det heller ikke på. Uden at røbe for meget bliver der afviklet den såkaldte ”Kudoshitspittingcompetition” – vistnok ikke afrikaan, men hvad det går ud på, må få vente.
Nogle gæster har medtaget et lille sanghæfte – specielt trykt til lejligheden – og medens vi venter på at solen sænker sig over Waterberg-bjergene ude i horisonten, synger vi et par af sangene.

Og så går det pludseligt meget hurtigt. Fra solens underkant ”rammer” horisonten og til solen er væk går der kun ganske få minutter. Med champagneglasset i hånden nyder vi denne vidunderlige stemning, hvor lyset langsomt forsvinder og luftens kølige brise afløser den brændende sols varme stråler.

Vi går over til bilen, men Allis og jeg har lyst til at røre os lidt og vandrer et stykke på stien foran bilen, medens tusmørket tager til. Da vi indhentes stiger vi om bord og får et sidste glimt af himmelens aftenrøde mellem bushens træer.

Minerne ved Soweto

Tilbage over Soweto

Vi har en lang køretur over for os på den sidste dag, så vi ”klipper” strækningen over med nogle pauser undervejs fra Matswani Safari Lodge til Johannesburg. Nede af Waterberg bjergene passeres ”De 7 Søstre” der danner overgang mellem bjergene mod nord og det flade frugtbare landbrugslandskab mod syd. Vi kører gennem enorme opdyrkede arealer med grøntsager og kæmpemæssige kvægfarme afløst af frugtplantager.
Undervejs hører vi om grundlaget for den rigdom, der blev skabt i forrige århundrede gennem minedrift, hvor man udvandt både kul, jern og diamanter, og kan stadig se tårnene fra mineskakterne, da vi kører forbi og stopper ved Apartheid Museet. Det er et moderne museum, der fortæller om dengang hvide og sorte levede adskilt, om de sortes kamp for ligeberettigelse og endelig med Mandelas frigivelse og senere valg som Sydafrikas første sorte præsident. Uhyggeligt og lærerigt.

Sowetos faldefærdige blikskure, udgør hjemmene for tusinder af fattige sorte

Efter et par timer køres vi gennem Soweto. Jeg havde regnet med at vi fik en guidet tur i dette specielle miljø, men det blev kun til et kort vue ud over den samling af faldefærdige blikskure, der fortsat udgør hjemmene for tusinder af fattige sorte. Men Soweto er andet end slum og langsomt (alt for langsomt) rettes forholdene for flere og flere.
Vi besøger gaden hvor to nobelprismodtager har huse Desmond Tuto og Nelson Mandela og får en rundvisning i Mandelas tidligere hjem. I den mere mondæne del af byen holder vi ind ved en noget speciel restaurant - Wandie's Place – hvor vægge er pyntet med alverdens visitkort, pengesedler og hilsner skrevet med spritpen – også i loftet. Her får vi tilbudt en buffet af forskellige gryderetter, der strækker sig fra kogt komave, over lam til oksehaler. Bestemt et besøg værd.

Mætte – både af den gode mad og de mange indtryk – og trætte sættes vi af i lufthavnen og skal bruge det næste halve døgn på igen at komme tilbage til det råkolde Danmark.

I de sidste solstråler på Sunset Rock - Matswani Safari Lodge

Yderligere oplysninger om denne safari i Sydafrika

Sted: Matswani Safari Lodge, 300 km nord for Johannesburg, Sydafrika

Årstid: December

Guide: Turen går til Sydafrika samt Rejsen rundt i Sydafrika - Politikens Forlag

Teknisk rejsearrangør: Store Verden

Læs flere artikler om ferie i Sydafrika her