5.7.09

Af: Ulla Falkseth
Bogmærk eller del
 

Sydafrika: Ridesafari i Waterberg-området

Det er februar og jeg er godt træt og ked af grå himmel, mørke kolde aftener, regn, vind, jobbet, kæresten og - alting!
Jeg har 3 ugers ferie og vil rejse. Jeg vil undgå jetlag, ud at ride, opleve natur og dyreliv, lidt kultur, sol og varme. Det må ikke være for dyrt, heller ikke for besværligt - det er jo ferie…

Hestene drives ind i folden

Hestene drives ind i folden


Er jeg vanskelig nu? Løsningen bliver 1 uges rideferie i Sydafrika, samt 1 uge på lodge i Krüger National Park samt 1 uges badeferie i Mozambique.

Jeg kontakter Rid & Rejs og får dem til at arrangere ridedelen og valget falder på Horizon ridesafaris Triple B Ranch i Waterberg-området nord for Johannesburg i Sydafrika. Her er området malariafrit, og erklæret bevaringsværdig af UNESCO. Jorden her kan stort set ikke dyrkes og er aldrig blevet ”koloniseret” af bønder og området har derfor et naturligt og varieret dyreliv.

Tørstige heste

Tørstige heste


Mange muligheder på Triple B Range

Jeg bliver mødt af min ”chauffør” ved ankomsten i Johannesburg Lufthavn og efter nogle timers kørsel er jeg på Triple B Ranch. Jeg bliver budt varmt velkommen, får mig en forfriskning og bliver vist til mit ”hus”, der har terrasse med udsigt over søen. Jeg er træt efter nattens flyvning og tager en siesta i min meget komfortable seng.

Ranchens andre gæster har været på ridetur og jeg blev vækket af deres snak og grin, da de kommer tilbage. Vi drikker ”afternoon tea” på terrassen og snakken går livligt om favoritheste, og hvilket vildt, der blevet observeret på dagens ridt. ”This is like a pony club for adults”, som en af gæsterne betror mig.

Vi får heste der passer til vores erfaring

Vi får heste der passer til vores erfaring


Triple B er en kvægranch, etableret af ejerens bedstefar. De har avlet deres egen kvægrace og kødet som serveres er af egen avl (jeg får helt vand i munden, bare ved tanken). Derudover har de mellem 60-80 heste, boerpferds, fuldblod og forskellige krydsninger. Nogle heste er reddede fra misrøgt eller slagtning. Andre er avlet på gården og der bliver virkelig taget sig godt af dem. Shane, som er en af grundlæggerne af Horizon ridesafaris, træner efter natural horsemanship-principper og deres staldmester er en rigtig dygtig rideinstruktør. Man rider en ny hest hver dag, men jeg får altid en hest som passer til mit temperament og rideerfaring. Her er mulighed for ridesafari, cattle drive, polo cross, ridelektioner - og dagens program. Det er stort set op til mig selv at vælge……….

På ridesafari

På ridesafari


Rideture fra rangen

Jeg starter med rideture fra ranchen, dvs. tidlig morgenmad på terrassen efterfulgt af et par timers ridning i nærområdet, inden det bliver for varmt. Tilbage på ranchen og dypper jeg mig i poolen eller svømmer i søen (hvis flodhestene ikke er i nærheden!), ligger i skyggen med en god bog… Frokost, afslapning, afternoon tea…  Ja, livet er hårdt - inden det bliver tid til en ny ridetur, som oftest afsluttede med en solnedgangs-drink (sundowner) et passende sted.

Nogle af rideturene er stille og rolige. Vi ”lister” os ind på zebraer med føl, giraffer og flodheste. Andre gange går det virkeligt hurtigt rundt i sik-sak mellem tornebuske- og træer, langs markveje med sandbund.

Sundowner efter rideturen

Sundowner efter rideturen


Der bliver arrangeret en 2-dages ridesafari til en vildtpark i nærheden, som jeg dog fravælger. Jeg vil hellere dase og pleje mine ømme ridemuskler. Mens de andre er på ridesafari, deltager jeg med optælling og flytningen af kvæget. Det er faktisk noget af det sjoveste jeg har oplevet. Jeg anede ikke, at der er en ”cowgirl” gemt i mig!

Vi bader med hestene

Vi bader med hestene


I vandet med hestene

Jeg døjer stadig lidt med mine ridemuskler og tager nogle ridetimer og smårideture. Jeg deltager også i polo cross (en blanding af polo og cross), supersjovt og jeg er helt håbløs.
En dag bliver der arrangeret Western Games, og vi er alle håbløse, men det forhindrer mig ikke i at være hamrende stolt – jeg vinder!
Vi rider også til en anden sø og bader med hestene en sø, som guiden kalder Crocodile Lake……!

Tæt på bøfler

Tæt på bøfler


2-dages safari

Nu er mine muskler i form og jeg vælger at deltage på 2-dages ridesafarien. Selve rideturen ind i vildtparken er ikke så spændende. Vi rider langs vejen det meste af tiden, men det er det hele værd. Flokke af forskellige antiloper, gnuer, aber, giraffer, vortesvin og mest fantastisk, vi galoperer med en zebraflok hen over græssletten. Om eftermiddagen bliver vi, i 4-hjulstrækkere, kørt ud for at finde bøfler. De gemmer sig godt og det tager noget tid før vi fandt dem og det bliver mørkt, da vi kører tilbage. Til gengældt ser vi en flok sovende giraffer (én stod op og holdt vagt).

Da vi kommer til lodgen, hvor vi og hestene skal overnatte, er der tændt bål og vi skal have ”braai” - sydafrikansk grillmiddag. Vi sidder omkring bålet og nyder ”braai”, mens guiden, med stor entusiasme, deler al sin viden med os, om det lokale dyreliv, økosystem, avlsprogrammet for truede dyrearter og om Sydafrika generelt – en skøn afveksling fra alt hestesnakken.

Hvorfor vil hestene ikke i vandet?

Hvorfor vil hestene ikke i vandet?


Heste afskyr krokodiller

Dagen efter starter vi med en vandretur, hvor vi lærer om medicinplanter og lign. Tilbage på lodgen får vi den lyse idé, at gå en tur med hestene til en nærliggende dam. Hestene havde jo stået bundet hele natten og ville sikkert blive glade for at strække benene lidt. Da vi nu er her, kan vi jo også svømme en tur med hestene. Selv om vi før har svømmet med hestene, vil de absolut ikke i vandet. En af de andre gæster bliver meget insisterende, han stiger op på hesten og får den ”tvunget” et par skridt ud i vandet. Så ”eksploderer” den, springer voldsomt, bukkende ud af vandet og videre mod et træ, hvilket resulterer i at rytteren bliver smidt af, op i et træ og hænger på en gren… Han pådrager sig heldigvis ingen skader og vi andre synes det ser rigtig sjovt ud.
Jeg læser senere i Triple B´s gæstebog, at en gæst havde skrevet følgende om denne tur: “Absolutely wonderfull place, saw lots of antilopes on the plain, warthogs in the garden and crocodiles in the dam!”

Ridetur på elefant er en kæmpeoplevelse

Ridetur på elefant er en kæmpeoplevelse


Flere oplevelser

Jeg besøger et næsehorns-børnehjem, hvor man flasker forældreløse næsehornsunger op. Så nu kan jeg prale af at have rørt et næsehorn. De spiser hestefoder af min hånd, sutter på mine fingre og siger små pipelyde…

Et af højdepunkterne er en ridetur – på elefant - på afrikanske elefanter. De er sindssyge store. Vi får inden turen et foredrag om afrikanske elefanter samt klart besked om sikkerhedsreglerne omkring denne tur. Bl.a. at vi skulle være stille, ingen råben eller høje grin, da elefanter let bliver skræmte og går i panik. Jeg kan også se, at alle guiderne har kraftige våben med sig. Afsted kommer vi og ”gamlemor” bryder igennem skov og krat, en gang imellem stoppede hun og rev et træ op med rod for at kaste det væk. Bortset fra lyden af knækkede grene og træer, er det utroligt så stille elefanterne bevæger sig. En kæmpeoplevelse.

Vi bliver også inviteret til gudstjeneste i den lokale kirke, ser i stjernekikkert på naboranchen og får besøg af det lokale kor, der synger så smukt, at mit hår rejser sig.
Maden er helt fantastisk - varm frokost, tre-retters menu om aftenen og hjemmelavede kager. Vegetarer får egen menu. Men er du på slankekur, så er du i store problemer!

Kom tæt på Afrikas vilde dyr

Kom tæt på Afrikas vilde dyr


Hvordan kunne jeg opleve alt dette på 1 uge?

Det kunne jeg heller jeg ikke.
Jeg droppede mine øvrige ferieplaner og blev på Triple B Ranch alle 3 uger. Jeg kunne bare ikke forlade de dejlige og gæstfrie værter, hestene, hyggelige gæster og gå glip af flere fantastiske oplevelser. Det blev den bedste ferie, jeg nogensinde har haft.

  Glemt kodeord?
RejseAvisen.dk
Seneste nyt