Azamara Cruice

14.12.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Betigning af Kilimanjaro - Afrikas højeste bjerg, Tanzania

Klokken er hen ad 23.30, da vi mødes i messeteltet og får en kop te og en kiks. Vi mangler den unge mand, men han havde det ikke helt godt i går og har nu sikre tegn på højdesyge, hvorfor han får diamox. Han vil gå ned i næste lejr, når det bliver lyst. Vi mangler også en unge kvinde, men hun fik maveonde i går og havde det ret så dårligt hele turen op til Barafu Camp i 4.640 moh. Flere gange måtte hun ud i busken bag stenen! Hendes jævnaldrende veninde melder sig klar, men får pludselig akut maveonde - men forsøger tappert at blive klar! Allis har på forhånd meldt fra og bliver i lejren. Vi øvrige er klar til at bestige Kilimanjaro...

Lidt te før starten mod toppen af Kilimanjaro

Lidt te før starten mod toppen af Kilimanjaro


Bestigningen starter

Vejret er perfekt. Fuldmåne og ingen vind. Med os har vi vores meget erfarne chefguide og nogle af hans assistenter. Ingen tvivl om, at der bliver passet godt på os.

Kilimanjaro er ikke noget svært tilgængeligt bjerg - der er ikke tale om klatring - vi kan gå hele vejen op. Men som al anden bjergbestigning er det nødvendigt med en god basisfysik, selv om det afgørende for succes er det mentale, der foregår i ens hoved. Vil man op, kommer man op!

Langsomt bevæger vores lille karavane sig ud i natten. Efter et øjeblik har vores øjne vænnet sig til lyset fra månen og det er unødvendigt at gå med tændte pandelygter. Vi ved, at det bliver en lang tur - vi har mindst syv timer til toppen og ca. tre timer ned igen og skal videre samme dag til næste lejr - yderligere ca. fem timers vandring. Når man kender disse tider, kan man mentalt indstille sig på det.

Pole, pole - langsomt, langsomt lyder det atter og atter. Det er vigtigt at gå langsomt, vi skal helst have alle med. Selv om tempoet føles ekstremt langsomt, er der sikkert en god mening med det! Den første time går alt fint og selv om der bliver gjort et tappert forsøg på at hænge med, bukker kvinden under for sit maveonde og bliver fulgt tilbage til lejren af en assistent.

Jeg går som nummer tre i rækken og kan se, at ham foran mig er usikker på benene. Jeg fortæller det til én af de medhjælpende turledere, som straks bytter plads med mig for at kunne støtte ham, hvis der sker noget. De usikre ben bliver stadig mere vaklende og han aflastes for sin rygsæk og der holdes et vågent øje med ham, samtidig med at der gives opmuntrende ord til ham undervejs.

Efter et par timer kan jeg selv mærke en svimmelhed. Når jeg ser til siderne for at nyde det måneoplyste landskab, svimler det for mig. Jeg koncentrerer mig nu kun om at følge direkte i sporet af ham, der går lige foran og forsøger at undgå at se til siderne. Men det er svært, efterhånden som vi kommer længere op og nærmere os de to gletscher (Rebmann og Ratzel) vi skal op imellem. Det er både flot og spændende.

Det begynder at føles tungt - også fordi jeg glider lidt tilbage i hvert skridt jeg tager i den våde, stenede jord. Vi holder korte hvil og drikker under vejs. Vandet holdes inden for jakken, så det ikke fryser til is.

Solopgang set fra Stella Point

Solopgang set fra Stella Point


På toppen af Kilimanjaro

Nu kan vi høre stemmer oppefra og chefguiden råber noget på swahili. Fra mørket over os svares der tilbage.

Langsomt begynder lyset fra øst at ændre farven på himmelen. Nu kan vi se kanten - Stella Point - hvilket giver fornyede kræfter til gruppen. Men ca. 30 meter før kanten kan mine ben ikke mere! Jeg puster. Hvad er der i vejen? Kan jeg ikke få luft nok? Hvorfor kommer det nu?

Jeg vil godt gå, men har meget svært ved det! Flere af de andre går i forvejen. Hvad nu? Vore turleder foreslår at tage min hånd og støtte mig, hvilket hjælper og et øjeblik senere er jeg også oppe på kraterkanten.

Nu er det bare at finde en sten at puste ud ved, medens vi venter på solopgangen. Det tager kun et øjeblik før et af turens højdepunkter realiseres for øjnene af os. Den røde sol glider langsomt op gennem skyerne i det fjerne og kaster sit gyldne skær på os alle.

Nu er det, at der kommer gang i kameraerne. Vi var blevet adviseret om at tage batterierne ud på turen op og holde dem varme. Jeg går med kameraet på maven, for at det ikke skal fryse. Jeg tager billeder af solopgangen.

På toppen af Kilimanjaro - Uhuru Peak - 5.895 moh.

På toppen af Kilimanjaro - Uhuru Peak - 5.895 moh.
Fotograf: Bent Nielsen


På Uhuru Peak - Afrikas højeste punkt

Men hvad sker der nu? Kameraet låser sig fast. Jeg skifter hurtigt film og prøver igen. Men atter låser zoomen sig fast. Hvor uheldig kan man være? (Det viser sig senere, at elektronikken er beskadiget og kameraet må til reparation i Holland).

Nu må jeg alliere mig med nogle af de andre, så også jeg kan få billeder fra toppen.

De andre er allerede på vej mod toppen ca. 200 meter højere oppe. Der er vel godt en kilometer derhen og det tager en lille time. Igen får jeg en støttende hånd og endelig er vi alle på toppen - Uhuru Peak 5.895 moh. - Afrikas højeste punkt.

Iskappen med Mt. Meru i baggrunden

Iskappen med Mt. Meru i baggrunden
Fotograf: Bent Nielsen


Udsigt til is

Udsigten er enestående. Der er is omkring os, så skarp i morgenlyset, at det stikker i øjnene, når jeg ser på den.

Mod nord ligger krateret og bagved endnu en enorm ismasse. Fantastisk.

Vi får at vide, at isen trækker sig mere og mere tilbage og det forventes at den i løbet af 20-25 år måske helt forsvinder pga. den globale opvarmning.

Efter kort tid på toppen (alt for kort tid) skal vi nedad igen.

Guide, portere og bærer ved Machame Gate

Guide, portere og bærer ved Machame Gate


Hvor turen begyndte

Vi startede vores bestigning af Kilimanjaro for fire dage siden ved Macharme Park Gate, hvor vi mødtes med vor chefguide og alle hans hjælpere.

De skal bære vores bagage, telte og lave mad til os på turen. Vi følger Marcharme-ruten, der betegnes som den smukkeste op ad bjerget.

Op gennem en våd regnskov

Op gennem en våd regnskov


Op gennem regnskoven

Da vi startede på grænsen til regnskoven i ca. 1.800 moh. var det i sandhed regnskov. Regnen silede ned og gjorde stien mudret og glat og inden længe løb vandet i en lille bæk midt på den smalle sti i junglen.

Langsomt blev vi mere og mere mudret til og våde op ad benene - også selv om vi havde gamacher på.

Efter ca. fem timers vandring op gennem en meget våd regnskov kom vi til Machame Camp 3.100 moh. umiddelbart efter regnskoven.

Heldigvis holdt regnen op og vi kunne indtage vore telte, som vore hjælpere allerede havde rejst. I messeteltet var der varm te og frisklavet popcorn. Der hang fortsat en tung dis over lejren, da vi kravlede i vore soveposer.

Da jeg i nattens løb skulle ud, kunne jeg se, at det var klaret op og i lyset fra månen fik jeg det første glimt af Kilimanjaros top.

Frokost på bjerget

Frokost på bjerget


Mod Shira Camp

Næste morgen pakkede vi teltene sammen på den fugtige jord og blev godt beskidte, inden vi overhovedet fik startet.

Det kunne heller ikke undgås at mudderet satte sig på teltene.

Lidt varmt vand i en balje til en simpel vask og noget morgenmad, så var vi klar til at fortsætte.

Og en fin dag blev det. Langsomt kom solen frem og humøret steg ikke så lidt. Efter en fin tilberedt frokost i det fri var vi på vej mod Shira Camp i 3.840 moh.

Vor lokalguide satte igen tempoet - pole, pole - og efterhånden som dagen skred frem blev skyerne spredte og sent på eftermiddagen var de helt forsvundet fra Kilimanjaros top.

Teltlejr ved Shira Camp 3.840moh. med Kibo-vulkanen i baggrunden

Teltlejr ved Shira Camp 3.840moh. med Kibo-vulkanen i baggrunden


De tre vulkaner

Udsigten fra vores lejr i Shira Camp var fantastisk. Mod vest havde vi udsigten mod vulkanen Shira og lige bag ved os mod øst Kibo.

Der er tre vulkaner på Kilimanjaro, Shira 3.952m, Kibo 5.895m og Mawenzi 5.149m.

Væste og roligt tempo er vigtigt

Væste og roligt tempo er vigtigt


Ned til Barranco Camp

Næste dag fulgte vi den sydvestlige ryg af Kilimanjaro hele tiden med fin udsigt op mod kraterkanten.

I det fjerne hørte vi bulderet fra et stenskred højt oppe på bjerget og kunne se støvet rejse sig.

Vi gik på en bjergkam og kom forbi en speciel klippeformation Lava Tower, 4.600 moh.  og skulle ned ad bjergsiden mod Barranco Camp i 3.950 moh.

Teltlejr i dramatisk landskab ved Baranco Camp 3.950moh.

Teltlejr i dramatisk landskab ved Baranco Camp 3.950moh.


Et barsk landskab

Det var et barsk landskab, der er forrevet med store stenskred. Men ind i mellem er der specielle endemiske træer og buske bl.a. senecio kilimanjari - et træ der bliver op til fem meter højt og som kun gror her.

Vores telte var slået op midt i dette barske landskab.

Portere, hver med ca. 25 kg bagage på skuldrene

Portere, hver med ca. 25 kg bagage på skuldrene


Op til Barafu Camp

Vi startede med at skulle op over en temmelig stejl bjergkant - Barranco Wall. Turens vanskeligste del, hvor der et par steder var temmelig stejlt. Vi må beundre, at vore bærere med hver ca. 25 kg. på ryggen, kan forcere dette bjerg.

Udsigten fra kanten af vægen er fantastisk. Vi kan se udover junglen langt nede.

Vi fortsætter opad hvor det ikke længere er så stejlt og går så ned i Karanga-dalen, hvor vores bærere har gjort frokosten klar.

Ved dette sidste vandløb inden toppen skal vi have fyldt vore flasker, ligesom der skal bæres vand med op til Barafu Camp, hvor der ikke findes vand. Så alt vand vi skal bruge det næste døgn, skal bringes med op herfra.

Mod Barafu Camp med udsigt til Mawenzi

Mod Barafu Camp med udsigt til Mawenzi


Kort søvn

Vi fortsætter opad med udsigt mod øst ses Mawenzi - den tredje af Kilimanjaros vulkaner - og kommer sent på eftermiddagen til Barafu Camp 4.640 moh.

Teltene er slået op på en lille top med en fantastisk udsigt. I det fjerne skimtes toppen af Mt. Meru 4.566 moh. og foran os rejser Kimbo sig og vi kan se en del af ruten, vi skal følge mod toppen den kommende nat.

Umiddelbart foran teltet (ca. to m. fra teltet) går bjerget ca. 100 m. lodret ned. Så vi skal passe på ikke at gå forkert, når det bliver mørkt!

Vi går tidligt i seng og får et par timers urolig søvn. Hvad har vi mon i vente i nat? Mit ur ringer kl. 22.30 og jeg klæder mig varmt på og tager afsked med Allis, da jeg går over i messeteltet ...

Ned gennem en stenørken

Ned gennem en stenørken
Fotograf: Bent Nielsen


Ned fra Kilimanjaro

Jeg får vist hvilken retning, vi skal følge ned fra Stellas Point. Det går rask nedad i de løse sten. Jeg springer, som om jeg står slalom og hurtigt lægger jeg toppen bag mig.

Men hvor det støver og solen brænder lige i ansigtet på mig. Jeg har det varmt, da jeg har klædt mig godt på for at beskytte mig mod nattens kulde. Jakken og fleecen er smidt, men det lange undertøj er varmt! Jeg tørster. Jeg har for lidt vand med! Har allerede drukket 1,5 liter - men det var for lidt at have med. Var det væskemangel, jeg led af på vejen op?

Jeg føler mig lidt alene på det store bjerg, medens jeg suser ned og må vente lidt til jeg ser de andre komme oppefra. Jo, den er god nok, jeg er på rette vej. Vi rutsjer ned i bunden af en lille dal og vandrer derfra igen op mod vores lejr i Barafu Camp.

Vores syge venner er for længst gået længere ned til næste lejr, men Allis er blevet i lejren og har slappet af og nydt det gode vejr.

I messeteltet har vore hjælpere forberedt vor tilbagekomst. Hvor gør et glas saftevand dog stor lykke efter sådan en tur!
Vi får mulighed for at hvile os en times tid, inden vi skal videre nedad. Jeg prøver om jeg kan sove, men varmen i teltet er uudholdelig, så det bliver ikke meget mere end en lille halv time, før vi pakker teltet sammen.

Efter frokost går vi videre nedad mod Rau Campsite  ca. 3.100 moh. Det var meningen, at vi skulle til Mweka Camp, men et jordskred havde ødelagde stien, så ruten er lagt om.

Ned gennem den frodige regnskov

Ned gennem den frodige regnskov
Fotograf: Bent Nielsen


Gennem junglen

Næste dag er vi tidligt oppe og får pakket teltene sammen og er parate til igen at forcere regnskoven.

Men i dag viser den sig fra en helt anden side, end da vi gik op. Solen skinner og snart er vi på vej ad Kidia-ruten.

Vi får lov til selv at sætte tempoet - vi skal blot mødes ved 14-tiden nede ved park-gaten.

Hvor er der flot ned gennem junglen. Lyset falder ind mellem de tætte trækroner og giver alle mulige grønne nuancer.

Fuglene fløjter og pusler i krattet. Men vi opdager snart, at nedturen ikke er helt så let, som forventet. Jorden er våd som havde det lige regnet og snart er vi igen mudret til som på vejen op.

I mudder på vandrestien

I mudder på vandrestien
Fotograf: Bent Nielsen


Også hårdt at gå nedad

Stien er visse steder smal med små vandhuller, som vi i starten forsøger at balancere uden om. Her ligger en stor væltet træstamme. Hvordan kommer vi over den? Vi kravler. Her er der et stort skridt ned. Pas på ikke at glide. Det er svært og tager tid.

Vi opgiver efterhånden at undgå det bløde mudder og vader blot fremad for at komme ned.

Det bliver en lang tur. Selv om vi går parvis for os selv, er vi klar over, at de, der går foran, ikke er så langt væk. Vi kan bare ikke se eller høre dem her i junglen. Men ruten kan vi ikke tage fejl af.

Turen er estimeret til seks timer, men vi bruger otte!

Da vi endelig når frem, er det tid til frokost og vi skal tage afsked med vore hjælpere.

Vores turleder takker for en dygtigt gennemførte tur og uddeler de indsamlede drikkepenge til hver enkelt hjælper.

De kvitterer med en sang om Kilimanjaro, hvilket er meget bevægende.

Afsked med portere, der kvitterer med

Afsked med portere, der kvitterer med "Kilimanjaro-sangen"
Fotograf: Bent Nielsen


Torre La Sal
Campingferie 650,-
Outwell
Subaru
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt