19.9.09

Af: Torsten Brix Fotograf: Koyao.com
Bogmærk eller del
 

Thailand: 15 luksus-villaer i Paradis

Stedet er uberørt og har en indre skønhed, der er voldsomt afsmittende på resortets gæster. Dette er et lille stykke af jordens Paradis.

Efter kun en halv times sejlads fra det meget turistede Phuket sætter jeg mine fødder på den smukke og næsten uberørte ø Ko Yao Noi i Phang Nga bugten. Her skal min familie og jeg besøge Koyao Island Resort, hvor vi finder alt andet end det, som ferieøen Phuket byder på. Vi ankommer til Ko Yao Noi med lokale langhalebåde fra Phukets nordøstlige havn Ba Rong og går direkte i land fra resortets strandside, hvilket starter den naturoplevelse, som venter i det storslåede resort.

Klik for større billede


Enestående omgivelser

De unikke ferieoplevelser er jagtet af mange europæere i Østen, og på Koyao Island Resort kan man få en helt unik indre fred, som er langt fra Phukets prostitution, fester, utallige tuk-tuk’er, gadesælgere og jetski. På Koyao Island Resort er det helt anderledes. Resortet består af 15 specialdesignede villaer, som alle har deres egen græsplæne på husets forside ned mod bølgernes planmæssige skulpen. Husene er placeret med hele facaden, som kun er kraftige rullegardiner og dermed ingen vægge, døre eller vinduer - ned mod stranden. Det giver en helt fantastisk udsigt om morgenen fra de to himmelsenge, der er placeret højt i huset. Herfra kan man se palmetræerne i forgrunden til det blå hav med de grønne bjerge i baggrunden. Storslået og man kan komme helt i tvivl, når man vågner, for er man i Paradis?

Inden min første morgenudsigt, havde jeg gennemlevet en nat, som krævede noget tilvænning. For på den anden side af villaen med de begrænsede vægge, kommer der masser af lyde fra naturen i løbet af natten – ligesom fra de lokale fiskere der sejler forbi. Det vækker en flere gange i løbet af den første nat, men allerede næste nat vender man sig til denne specielle overnatningsform under moskitonettet i den meget åbne villa.

Unikt resort og gennemført design

Villaerne er lavet til kip med palmeblade som tagkonstruktion, og det gennemførte design samt byggestilen er lavet af arkitekten George Cortez, som var stedets første ejer. Villaerne er skabt i en rustik og minimalistisk stil, som er meget inspireret af Thailand. Resortet er eksklusivt indrettet, især det åbne badeværelse i baggården er en fornøjelse. På forsiden af huset kan man godt føle sig noget udstillet, men når man tager bruse- eller karbad for åben himmel, gør man det på bagsiden bag høje mure, og eneste iagttagelse kommer fra de aber, der sidder i toppen af de nærliggende palmetræer.

Den åbne byggestil på forsiden kan gøre, at man føler sig en smule iagttaget, men ligesom lydene om natten er tilvænningen hurtig. På samme måde får man det med det eksotiske dyreliv, der er omkring en. For udover aberne er der også farverige fugle i træerne, som hører med til den unikke morgenvækning, men også masser af store firben og krabber omkring stranden.

Klik for større billede


I balance med naturen og lokalbefolkningen

Når man forlader sin villa for at indtage morgenmaden i den nærliggende restaurant, møder man den venlige thailandske befolkning. For stedet er ikke bare i harmoni med naturen, men også med lokalbefolkning. Stedets direktør Bas van Straten fortæller, hvorledes 50 lokale thaier arbejder på resortet for at skabe et eco-turisme princip, hvor de lokale skal bruges under etisk korrekte forhold og omgivelser.

For fem år siden havde øen ikke elektricitet, og derfor er der tale om, at turismen er i en indkøringsproces på øen, hvilket giver en klart forklaring på uberørtheden og personalets dårlige engelsk kundskaber.  
På Island Resort behandles naturen og omgivelser med respekt og under forhold, som sender ens tanker til landets religion – buddhismen, der jo mener, at vores tilværelse er en del af et hjul eller cyklus, der fører til nye genfødsler i et evigt kredsløb. Så selvom man som gæst føler sig rigtigt godt behandlet med en service helt i top for det lille sted, hvor der kun er 40 senge, er budskabet klart: øen tilhører ikke turisterne, men derimod de 4000 mennesker, som bor her hele året, og man skal tage vare om naturen.

Klik for større billede


Oplevelser på øen

Tager man hovedindgangen – og altså ikke havsiden - ud på en af de scootere, som hotellet udlejer eller med en af øens få tuk-tuk’er, som personalet i receptionen ringer efter, vil man kunne se og opleve en venlig lokalbefolkning men også en storslået natur. Her er det Thailand, som er så anderledes fra Phuket. Omkring på øens eneste betonbelagte vej ser man befolkningen træne i den lokale Thai-boksningsklub, arbejde i øens mange gummiplantager eller være omkring de mange langhalebåde, som blandt andet sikrer, at resortets restaurant hver dag serverer masser af frisk fisk. Midt på øen finder man det lokale marked med mange afskygninger af fisk, eksotiske frugter og grønsager samt alt andet, der tilhører et marked i Østen. Tager man hertil, skal man være klar til at blive overbegloet, for det er ikke hver dag, at de ser en letgenkendelig europæer.

Ønsker man sportsaktiviteter er resortet meget behjælpelig, da de blandt andet har mountainbikes, havkajakker, fiske- og snorklingsudstyr samt mulighed for at benytte den nærliggende tennisbane. Resortet har også en yderst professionel massageafdeling, hvor det også er muligt at få udført manicure.

Udflugter til de omkringliggende øer

Derudover kan man tage på forskellige udflugter, som til Egg Island. Øen var tidligere hjemsted for kæmpe skildpadder, når de skulle lægge æg, men det omkringliggende koralrev og de farverige fisk har gjort stedet til en velbesøgt turistattraktion og sendt skildpadderne væk. Her kan man om eftermiddagen møde mange af turisterne fra Phuket, men tager man af sted om morgen fra Ko Yao Noi, kan man besøge den kridhvide strand med det krystalklare lyseblå vand alene, da de fleste andre turister først kommer over middag, da de først skal indtage deres frokost på de kendte Phi Phi-øer. Udover de unikke snorkningsmuligheder på ”ægge-øen” kan man også få en speciel oplevelse ved at købe et toastbrød, for med sådan et i hånden bliver man omringet af kulørte fisk, der gerne vil spise brødet fra ens hånd.

Derudover er der ture til James Bond-øen, som tidligere blev kaldt for skrue-øen efter dens specielle form, der gjorde den næsten uindtagelig for Roger Moore i ”Manden med den gyldne pistol”, mens andre bådture sender en rundt blandt de nærliggende øer og slugter. Der er ikke mange turistattraktioner omkring Ko Yao Noi, men derimod giver stedet en indre fred, som ikke kan købes. Denne sindstilstand kommer via omgivelser, der er svære at gengive, men den flotte arkitektur og unikke natur gør, at man oplever stedet som et af de få steder på jorden, der stadigvæk kan kaldes for Paradis.

Arealet omkring hytterne gør, at der sagtens kunne ligge langt flere hytter, men det kommer der aldrig til, lover stedets direktør - uden at begrunde det nærmere. Kigger man sig omkring, finder man selv svaret, for bare at tænke på at lave en bedre forretning på dette storslående sted strider mod alt, hvad det bygger på.

Derfor bør man nok også planlægge sin ferie til dette vidunderlige sted i god tid. Et sted som dette kan simpelthen ikke holdes hemmeligt, og i fremtiden må der blive kamp om de 15 hytter – alt andet vil næsten være naturstridigt.

Klik for større billede


RejseAvisen.dk
Seneste nyt
  Glemt kodeord?