Royal Caribbean

18.6.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Tjekkiet: Kutna Hora, kongerigets sølvskatte

I middelalderen blev Kutna Hora kaldt ”det bøhmiske kongeriges sølvskat” takket være stedets mange sølvminer, der blev opdaget i 1300-tallet. Det var datidens konger, der havde retten til landets underjordiske værdier og sølvmønter præget i Kutna Hora, blev dengang benyttet over hele Europa og byen blev dengang landets næstvigtigste by efter Prag. Sporene efter den tidligere rigdom kan ses overalt i byen.

Knoglekapellet i Sedlec, Kutba Hora

Knoglekapellet i Sedlec, Kutba Hora


Knoglekapellet i Sedlec

Vi starter vort besøg lidt uden for centrum i Sedlec, hvor der under Alle Helgernes Kirke findes et noget usædvanligt knoglekapel. Kapellets dekorering består hovedsageligt af menneskeknogler og kranier fra op mod 40.000 skeletter. Man havde simpelthen ikke plads til flere grave på den lille kirkegård og besluttede at grave det hele op og i 1870 indrettede man dette historiske og noget specielle benkapel. Tusindvis af kranier er stablet i pyramider, knogler er sammensat som kandelabre og et våbenskjold ses konstrueret så samtlige menneskelige knogler er anvendt. Selv alteret er skabt af menneskeknogler. Ideen med denne unikke dekoration er ikke at chokere eller skræmme de besøgende, men at minde os om det forbigående, korte liv vi har her på jorden.

Udsigt fra Skt. Barbaras Katedral mod byen

Udsigt fra Skt. Barbaras Katedral mod byen


Byen Kutna Hora

I selve Kutna Hora er det ikke blot den berømte sengotiske Skt. Barbaras Katedral med de tre teltlignende spir, der gør indtryk, men også de imponerende bygninger, som engang tilhørte de fornemme slægter. Fra de ca. 2000 sølvminer, der gik helt ned til 500 meter under jorden, udvandt man mellem 1300- og 1500-tallet omkring fem - seks tons rent sølv hvert år, hvilket gjorde kongen til en af Centraleuropas rigeste regenter.

Skt. Barbara Katedralen

Skt. Barbara Katedralen


Skt. Barbaras Katedral

Bag katedralen er der en enestående udsigt ud over byen med dens mange tårne og dalen nedenfor, hvorunder minegangene til sølvminerne endnu kan besøges.

Katedralen, som er dedikeret til Skt. Barbara den hellige beskytter af minerne, blev påbegyndt opført i 1380, men stod først færdig i slutningen af 1800-tallet.
Inde i det enorme kirkerum ses våbenskjolde fra forskellige fyrster oppe under hvælvingerne og i et sidekapel ses fresker i loftet af forskellige helgener. På en væg ses kalkmalerier, der gengiver møntfremstillingen - grundlaget for bygningen af katedralen.
Alteret viser den sidste nadver og Skt. Barbara ses som en af figurerne, der danner rammen om alteret.
I kirken er vist en statue af en minearbejder med værktøj og olielampe.

En brostensbelagt gade i Kutna Hora

En brostensbelagt gade i Kutna Hora


Den gamle by

Vi spadserer ind mod centrum langs de mange skulpturer foran Jesuti-kollegiet og er snart fremme ved byens toppede brosten, de snævre middelaldergader og Skt. James kirke. Byen havde i den sene middelalder et ønske om at være lige så fin som Prag. En del af rigdommene kan ses på byens sølvmuseum.
Fra et udsigtspunkt kan vi skue over dalen mod katedralen og Jesuti-kollegiet.

Kutna Hora er på UNESCO’s verdens kulturarvliste.

Godt tjekkisk øl

Godt tjekkisk øl


Restaurant Dacicky

Restauranten, en traditionel tjekkisk kro, er opkaldt efter en rigmandssøn, som ikke bedrev andet end druk og hor. Efter en duel, hvor han dræbte sin rival, måtte han tre år i fængsel. Herefter rejste han ud i verden og besøgte bl.a. England, hvor han lærte tobakken at kende. Efter faderens død vendte han hjem og går i dag for at være Tjekkiets første tobaksryger.
Tobaksimport eller lignende blev det ikke til, men en udmærket øl bærer hans navn og passer fint til den serverede hønsekødssuppe og en tallerken oksekød i sur-sød-sauce.

Middelaldervæg i Kutna Hora

Middelaldervæg i Kutna Hora


Yderligere oplysninger om denne ferie i Tjekkiet

Sted: Kutna Hora i Sydbøhmen, Tjekkiet. En udflugt til Kutna Hora kan gøres som en dagstur fra Prag.

Årstid: Maj

Kort: Bykort 1:5000 fås gratis på turistkontoret

Guide: Turen går til Tjekkiet & Slovakiet, Politikens forlag

Outwell
Tamarit Parc Resort
Primo Tours
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt