Vi var for anden gang i Australien og så småt ved at afslutte vores tur tværs gennem kontinentet fra Adelaide i syd til Darwin i nord. Nærmere bestemt var vi på vej fra Kathrien til Goat Island, en fantastisk lille ø midt i den krokodillebefængte flod Adelaide River. Øen er meget speciel – ikke mindst på grund af ejeren af øen, Kai. Han er dansker, men har været bosat i Australien i ca. 35 år, og han har en særdeles hyggelig og gæstfri måde at være på. Vi havde flere måneder forinden skrevet lidt sammen med Kai, så vi kunne aftale, hvornår vi skulle tilbringe et par dage på hans fantastiske ø, og det er her denne fortælling begynder. Jeg ringede til Kai for at fortælle, at vi var ved at nærme os byen Humty Doo, som ligger på Arnhem Highway på vej til Kakadu Nationalpark. Vi skulle mødes på den lokale pub, og vi nåede da også kun lige at standse motoren til bilen, før Kai kom springende og spurgte, om vi var Charlotte og Jakob, hvilket vi bekræftede. Vi fulgte ham hurtigt ind på Pubben, en rigtig outbackpub, hvor vi fik stillet tørsten med en lokal øl. Herefter kørte vi ca. 30 min. til vi nåede bådrampen, hvorfra vi skulle sejle ud til øen, som ligger ca. 25 km længere nede ad floden, Adelaide River. Denne flod er en af verdens mest ”krokodillebefængte” floder. Kai driver en lille lodge på øen. Her kommer ikke mange turister, men stedet er velkendt af lystfiskere, der kommer til floden for at fiske efter den sagnomspundne baramundi. Efter at have sejlet i ca. en time er vi fremme ved øen. Vi stiger op på bådrampen og får hjulpet Kai med at bære proviant for den næste uge op til køkkenet. Først her giver Kai os hånden og siger på bedste australske vis (måske med lidt fynsk accent): ”WELCOME TO GOAT ISLAND!”. Aftensmad sammen med frøer, tudser og krokodiller Vi er selv med til at skaffe os aftensmaden. Den består bl.a. af rejer, som bliver halet op i et net lige nede ved flodbredden. Kai laver et fantastisk måltid – måske lidt specielt – men rigtig godt. Det består af friske kæmperejer, fileteret baramundi med den bedste hjemmelavede remoulade syd for Darwin (efter Kais udmelding), friske grøntsager og det lidt mere specielle, brunede kartofler. En lidt mærkelig sammensætning, men sådan er det på Goat Island. Du er selv med til at sammensætte din aftensmad – dog serveres der altid brunede kartofler til alle hovedretter. Efter hovedretten kom Casey forbi, en rigtig salti’ (saltvandskrokodille) på ca. 3,5 meter – stedets huskrokodille. Kai laver mad til den ca. hver anden dag, som den guffer i sig oppe på bredden kun få meter fra, hvor man sidder. Vi fandt ud af, at der på øen foruden Kai, krokodillen Casey og Kais hund Hotdog boede rigtig mange smådyr, i tusindvis af myg, hundredevis af giftige Cane Touds og rigtig mange små grønne træfrøer. Krokodille på lur Den næste dag gik med at hjælpe Kai med at få flyttet hans transportbåd over til en anden bådrampe. Samtidig gik vi og småsnakkede. Kai var selvfølgelig interesseret i at få nogle news hjemmefra. Det er nemlig nogle år siden, han sidst har været hjemme i det gamle fædreland. Vi var selvfølgelig interesseret i at få lidt at vide om hans spændende liv ”Down Under”, og han har lavet lidt af hvert, bl.a. så forskellige ting som at arbejde langt ude i outbacken blandt aboriginerne, og han har også haft sit eget blomstergartneri med tilhørende golfbane, inden han slog sig ned på Goat Island. Endvidere gik snakken også om, hvordan vi så på Australien og den måde ”aussierne” nu engang er. På et tidspunkt gik jeg ned til bådrampen sammen med hunden, Hotdog. Pludselig begyndte den at gø og knurre, hvilket den normalt kun gjorde, når der var både, der nærmede sig. Det troede jeg så også var tilfældet denne gang, men den har åbenbart samme adfærd, når der ligger krokodiller på lur. Pludselig så jeg, at der lå en stor krokodille og nærmest stirrede på mig. (Jeg forestillede mig skrækslagent, at den slikkede sig om munden). Jeg skyndte mig tilbage til Kai og fortalte om min oplevelse, hvortil han bare sagde: ”Ja, Jakob – turister tror altid, at de ser en stor krokodille”. Han troede mig tilsyneladende ikke, men jeg fik dog alligevel lokket ham med ned til bådrampen. Da han så krokodillen, sagde han dog: ”Ja, der må jeg give dig ret, Jakob. Det er sgu en stor krokodille”. Den var noget større end Casey. Jeg vil tro, at den var ca. 5 meter lang!!! Farvel til Goat Island Det var ved at blive tid til at sige farvel til Kai og hans fantastiske ø. Vi vidste dog ikke helt, hvordan vi kom tilbage til fastlandet, fordi Kai kun kommer til Darwin om tirsdagen for at handle. Det ordnede han dog i en håndevending, idet han spurgte nogle lokale fiskere, som kom forbi, om vi ikke måtte sejle med tilbage. Det var ikke noget problem – man hjælper jo hinanden herude! Så var vores tur på Kais ø slut, og vi kan nu sidde og tænke tilbage på, hvor rig en oplevelse det har været at besøge ham. Jeg er kommet frem til følgende: Goat Island er bestemt et besøg værd – ikke for sin luksus – men for sin atmosfære. At føle, man er alene i outbacken og høre alle Kais historier, der spænder meget vidt. Lige fra at fange ørreder i Odense Å til, hvorfor han begav sig på eventyr i et land så langt væk fra ”lille Danmark”. Ja, meget kan man sige om Happy Kai Hansen fra Goat Island, som han ynder at kalde sig selv, men han er lidt af en original – altså på den rigtig gode måde. ”Man har en drøm. For at realisere den, kræves der kun 3 ting – nemlig – arbejde, arbejde og arbejde.”, citat Kai Hansen, Goat Island. Såfremt nogen skulle være interesseret i at besøge Goat Island for at få afsløret nogle af dens mange hemmeligheder, så ved jeg, at Kai vil være mere end glad for et besøg. Se evt. mere på www.goatisland.com.au eller skriv til goatisland@bigpond.com