Isabella

8.5.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: RejseAvisen.dk
Bogmærk eller del
 

Tunesien: Herlig kamelsafari i Sahara

På vor tur mod ørkenbyen Douz, hvor vi skal på dromedarer ud i Sahara, gør vi holdt i Matmata for at besøge berberne. Her har berberne boet i århundrede i huler udgravet i de kølige kalksten. Der er simpelthen gravet et hul i jorden og nede i hullet er der udgravet rum, som udgør det for køkken, opholdsstue og soveværelser.

I en berberhule

I en berberhule


Jordhule indrettet til hotel

Et sted er en sådan jordhule indrettet til hotel - og temperaturen er virkelig behagelig her ca. 10 meter nede.
Om sommeren er her køligt og om vinteren behageligt lunt.
Selv i vor tid holder berberkvinderne fast i de ældgamle traditioner og maler selv mel ved håndkraft - som man altid har gjort.

Soveværelse

Soveværelse


Vi er på tur med den navnkundige rejsefører og Tunesien-ekspert Hans Mydtskov - en af de mest kompetente rejseledere, jeg nogensinde har rejst med.

Hans fortæller om berbernes levevis - her om et soveværelse.

Vi hører om Tunesiens historie - politiske forhold, korruptionen og meget andet.

På markedspladsen

På markedspladsen


Markedet i Douz

Vi er tidligt oppe og besøger markedet. Beduinerne er her allerede og handler med alle slags fornødenheder som krydderier, beklædningsgenstande, sko og sandaler, geder, får og dromedarer og meget andet. Her er kæmpesække med linser, karry i forskellige afskygninger, nelliker, paprika og mange andre krydderier.

Vi møder et mylder af mennesker og duften af fremmedartede krydderier strømmer os i møde.

Her er tale om et rigtigt orientalsk marked - hentet direkte fra 1001-nats eventyr.

Et virvar af mennesker på markedet

Et virvar af mennesker på markedet


Kamelmarkedet

Vi maser os gennem menneskemængden og kommer frem til kamelmarkedet, der ligger i forlængelse af markedspladsen - og her går det ikke stille af.

Der handles under råben og skrigen. Store bundter af pengesedler optælles, så ingen normalt kan følge med og skifter så ejer.

Der slæbes et par dromedarer væk og de læsses på en ladvogn. Om de skal de bruges til avl, trækdyr eller slagtes, står hen i det uvisse.

Her er et virvar af beduiner, køretøjer og dyr. Både får og geder og så masser af dromedarer.

Højt på dromedaren

Højt på dromedaren


På dromedarryg ind i Sahara

Vi er kommet til udkanten af det vældige Sahara, der er 5 gange så stor som Europa og når frem til stedet, hvor vores ridetur i det løse sand skal begynde.
Alle dromedarerne ligger klar på en lang række og det er så bare at vælge en, som ser tilpas rolig ud! Her kalder man dyrene kameler (camels), men i virkeligheden er det dromedarer (enkeltpuklet kameler).

Ét er at komme op på dyret, det går. Men når dromedaren rejser sig, skal man holde godt fast. Den rejser sig halvt på forbenene, hvorved du vipper lidt bagover. Så rejser den bagbenene, hvorved du er lige ved at ryge forover udover dets hoved. Hold godt fast.
Endelig rejser den sig helt op på de strakte forben og nu sidder du højt til vejrs!

Karavanen bevæger sig ud i Sahara

Karavanen bevæger sig ud i Sahara


Nu bevæger karavanen sig langsomt ud i ørkenen

Nu bevæger karavanen sig langsomt ud i ørkenen. Driveren går foran dromedarn og holder i en snor, der er  fæstnet til en ring i dens næsebor.
Dyret giver en dyb rallen fra halsen og svirrer med tungen hængende ud af munden, der er hvid af skum.

Sandet i denne del af Sahara er ikke hårdt som på en dansk strand. Det er meget finkornet og du synker dybt ned i sandet, for hvert skridt du tager.

Vi ved, at der findes klitter, der er over 100 meter høje i Sahara, men vi ser ”kun” nogle på omkring 30 meter!

I osaen

I osaen


Vi gør holdt ved en lille oase med et vandhul. Nu skal vi igen holde rigtigt godt fast, for måden dromedaren lægger sig på, gør at du falder af, hvis ikke……

Dyrene får lidt at spise. De knivskarpe palmeblade, som jeg knapt nok kan brække, gufler de i sig uden besvær.

Så går turen hjemad igen på ørkenens vuggende skib.

Prøv det næste gang du kommer til f.eks. Tunesien - det er alle tiders oplevelse!

Torre La Sal
Campingferie 650,-
Outwell
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt