Riis Rejser

26.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreferie i Kappadokien, Tyrkiet

Jeg behøver ikke vækkeur denne morgen. Imamen sørger for at vi kommer tidligt op i dag. Det er lyst, men endnu er solen ikke kommet op over Bozdag-bjerget i øst.
Her i godt 1000 meters højde over havets overflade er det ret køligt om morgenen, så iklædt varme fleecer forlader vi hotellet og spadserer over hvor vi kan se, at varmluftsballonerne er ved at blive ”pustet” op.

Varmluftsballon stiger til vejrs

Varmluftsballon stiger til vejrs


Balloner en tidlig morgen

De første er allerede steget til vejrs og ballonfærd er i det hele taget et tilløbsstykke. Hver ballon har omkring 10 passagerer, der hver betaler mere end 1.000,- kr for en sviptur og med et par og tyve balloner, der stort set melder om fuld hus i sæsonen kan man regne sig til denne millionomsætning.

På startpladsen står hjælpere parate til at give kurven under ballonen det sidste skub, når skipper har fået luften i ballonen varmet tilstrækkeligt op. Ind i mellem gives gas og en vældig flamme vælter op i ballonens indre og langsomt stiger ballonen til vejrs.

Vi løber op på en forhøjning og har et mageløst skue ud over Göreme med et utal af balloner hængende over vore hoveder.

Enkelte lader ballonen dale ned mellem de mange klippeformationer, så folk kan se dem på tæt hold og når så lige at stige op igen før kurven rammer klipperne. Langsomt glider ballonerne bort bag bjerget, da vi går tilbage til Hotellet for at spise morgenmad.

Falloslignende klippeformationer i Kærlighedsdalen

Falloslignende klippeformationer i Kærlighedsdalen


Gennem Bagli Deresi til Uchisar

Lidt nord for Göreme går vi ind i Kærlighedsdalen, hvor en helt særegen natur med falliske klippeformationer, må have givet navn til dalen!

Et utal af mere end 30 meter høje slanke søjler står stift i vejret og vandreturen mellem disse giganter er en noget speciel oplevelse.

At ruten her i dalen er populær kan ses på den veltrampede sti og da vi er halvt gennem dalen, møder vi da også en vandregruppe, der går i modsat retning.

I den sydlige del af dalen skal vi atter op og kommer frem til byen Uchisar. Vi vandrer op gennem byens nord- og vestside og besøger en lille café, der er bygget i klipperne. Her var tidligere dueslag og senere stald, men nu kan vi se, hvorledes familien har indrettet sig, mens vi får os en kop æblete.

Her koges frugtsaft

Her koges frugtsaft


Duft af frugt

Vi fortsætter gennem byen, hvor en duft af frugt kommer os i møde, da vi passerer en kone, der koger saft i et stort kobberkar.

Flere af husene er rigt udsmykket. Vi kommer længere over på østsiden af Uchisar og her er det mere byggeplads end noget andet. Gamle huse rives ned for at give plads til nye, store hoteller.

De ældgamle huler er ikke fredede og forsvinder. Nyt kommer til. Oppe på torvet åbner byen sig på ny. Her er forretninger og souvenirboder og konerne falbyder ”ting og sager”.

Vi besøger ”slottet” og bestiger det øverste af byen, hvor det tyrkiske flag vejrer højest i hele områder og hvorfra der er en fantastisk udsigt udover landskabet i alle retninger.

Vanskelig nedgang til Due-dalen

Vanskelig nedgang til Due-dalen


Duerne i Uzun Deresi

Vi følger vejen mod syd ud af Uchisar og kommer vi ud til et dejligt spisested TasHan, med en helt vidunderlig buffet - stor og varieret. Her er alt hvad vi behøver af lækre salater, sammenkogte retter og desserter. Meget lækkert.

Efter dette måltid er der nogle af os som mest trænger til en time på øjet, men vi skal ned i Due-dalen.

Fra nedgangsstedet kan vi se udover det meste af dalen og undrer os over, hvordan vi mon skal komme derned. Men en fin lille serpentinesti snor sig ned langs dalsiden og med en hjælpende hånd hist og her kommer vi helskindet ned i dalen.

Due-dalen har ikke sit navn for ingenting. Masser af dueslag ses overalt - også i et tidligere kloster er der indrettet dueslag.

Turen videre frem viser sig at være for stejl til at vor lokale guide vil føre gruppen længere ned og vi må derfor atter op af dalen og transporteres et stykke længere frem for igen at kunne komme sikkert ned til det sidste stykke.

Og sikke en nedtur. På glatte tuf-klipper med lumske rullesten, bliver vi gelejdet stejlt nedad igen. Der er nogen nervøsitet i gruppen. Går det?

En udhulet sti - eller en naturlig fordybning i klipperne - snor sig nedover til dalbunden.

Vi må tage det meget roligt, give os god tid og hele tiden hjælpe hinanden - og holde afstand. Falder én vil andre uundgåeligt falde med. Med hjælpende hænder og tungen lige i munden lykkes det at komme helskindet ned i dalen til de klippeformationer, der mest af alt minder om ”smølfehuse”.

Denne tur er særdeles vanskelig og kan med fordel omlægges til et andet sted.

Fantastiske klipper i Jægernes Dale

Fantastiske klipper i Jægernes Dale


Jægernes dale, Kizicukurs Deresi og Güllü Derisi

Denne morgen køres vi ud til det såkaldte Sunset View-Point ved sydsiden af Bozdag-bjerget og vandrer ned gennem Den Røde Dal. Her er et utal af dale som tilsammen omtales som Jægernes Dale.

Her bliver farvespillet endnu mere fascinerende end det, vi tidligere har oplevet. Nederst har vi de brune farver, så de røde, hvorefter de gule og hvide - og ind i mellem grønne farver spiller i klippeformationerne.

Undervejs aflægger vi et besøg i Hacli Kilise - Korskirken, der har fået navn efter det kors, der er udhugget i kirkeloftet.
Vandringen afsluttes gennem Rosendalen, hvor udsigten til Bozdag-bjerget ikke fås bedre.  

Dagens frokost indtages ved ridecentret Akhal-Teke nær floden Kizilirmak (Den Røde Flod) ved Avanos med efterfølgende kaffe i den smukke grønne have.

Den flot dekorerede moské

Den flot dekorerede moské


Kursunlu Moskéen i Nevsehir

Vi havde i forvejen planlagt at besøge en moské sammen med vores lokale guide og nu slår vi ”to fluer i et smæk”.

Først ser vi den meget smukke Kursunlu Moské i Nevsehir opført i 1726. Den er kvadratisk i formen og har tre indgange og er meget smukt dekoreret. Uden for selve bygningen rejser minareten sig 88 meter i vejret.  

Vi hører om hvorledes mænd og kvinder er adskilt i moskéen og de forskellige hellige steder.


Sema-dans på restaurant Evranos

Sema-dans på restaurant Evranos


Kappadokisk aften på Evranos

Hen under aften kører vi til byen Avanos, hvor den specielle restaurant Evranos er skåret ud i klipperne. Vi træder ind gennem en portal og kommer via nogle gange ind i et stort udhugget rum med flere udløbere, hvor der er dækket op til spisningen for et par hundrede tilskuere.

Her serveres drikkevare ad libitum (vand, sodavand, øl, vin og raki), når man først har betalt entréen, der også indeholder treretters middag samt det vigtigste - aftenens show med tyrkisk kultur, sema-dans, fasil (klassisk tyrkist musik), folkedans m.m..

Allerede medens vi er i gang med forretten dæmpes lyset og en orientalsk fløjte og nogle trommer sætter gang i stemningen. I det selvlysende mørke ses fem skikkelser vandre langsomt rundt på scenen, alt medens fløjten med meditativ ro, øger vores forventninger til hvad der skal ske.

Et par gange går mændene rundt om hinanden, inden de lader deres lange, mørke kåber falde til jorden for at afsløre deres hvide dragter, der består af skjorte og jakke, samt et ankellangt klædningsstykke, der mest af alt minder om en kjole. Under dette bæres lange hvide bukser.

Fire af mændene går fortsat langsomt rundt dirigeret af den femte, og så begynder den første at vende sig, alt medens den ene hånd vender opad mod Gud og den anden vender nedad mod os jordiske mennesker.

Efterhånden har alle drejet sig om sin egen akse og tempoet stiger. Nu hvirvler de rundt på stedet indtil den femte mand giver et signal og straks stopper dansen. Denne særlige sema-dans gentages et par gange og musikken dør ud, da mændene forlader scenen.

Mavedans

Mavedans


Folklore og mavedans

Så kommer næste nummer. En gruppe mænd og kvinder giver opvisning i nogle af de traditionelle folkedanse. Festligt og farverigt til klassisk musik fremført på originale, gamle instrumenter af en lille gruppe musikere.

Mellem numrene serveres hovedretten og man er lige ved at få maden galt i halsen, da den yndigste mavedanserinde træder ind på scenen. Hun har fuld kontrol over sin krop og kan vrikke med hvad som helst!

Da hun har demonstreret sin kunnen - og dygtig er hun - svirrer hun rundt på hele gulvet for til sidst at ”hive” nogle tilskuere op på scenen. Den del af showet kunne jeg nu godt undvære. Det er ynkeligt, at se hvor fjollede halvfede mænd (for at sige det pænt) ser ud, når de skal efterligne en professionel mavedanserinde. Men nogle finder det aldeles morsomt!

Det lille husorkester sætter atter gang i den tyrkiske musik, der ind i mellem kan lyde falsk i vore vesterlandske øre.

Truppen har skiftet tøj og fremviser endnu mere folklore.

Det hele afsluttes med fælles dans til discorytmer a la Tyrkiet.

Fresko i kirke ved Open Air Museum

Fresko i kirke ved Open Air Museum


Open Air Museum

Vi er nået til næstsidste dag på vor tur i Kappadokien og det er fridag. Dvs. vi er overladt til os selv hele formiddagen og alle spadserer vi de to km ud til Open Air Museum.

Her findes en velbevaret koncentration af gamle kirker med flotte fresker, som folk gerne står i kø for at se.

Vi ankommer (desværre) samtidig med at både japanske og italienske turister væltes af busserne, så her er virkelig trængsel. Men vi får set lidt af de mange flotte udsmykninger, inden vi giver op og vandrer tilbage til byen.

Det bedste tidspunkt at besøge museet på er om eftermiddagen. Her er der normalt ikke så mange mennesker og solen er kommet over i den rigtige retning for fotografering, som er tilladt - blot uden brug af blitz.

Den store turiststrøm skyldes ikke mindst at hele området i 1985 blev udpeget af UNESCO som verdens kulturarv.

Under jorden ved en rullesten som kunne skubbes for gangen

Under jorden ved en rullesten som kunne skubbes for gangen


Underjordisk landsby i Özkonak

Først på eftermiddagen sidder vi atter i minibussen på vej tilbage mod hovedstaden Ankara. Ca. 14 km nord for Avanos gør vi holdt ved en af de underjordiske landsbyer i Özkonak. Denne underjordiske landsby er endnu ikke helt udgravet, men kan give os et billede af hvordan disse underjordiske bysamfund har fungeret.

I tider med uro og invasion af fremmede magter var det nødvendigt at de lokale kunne gemme sig og i de specielle jordbundsforhold var det muligt at grave sig ned og forsvinde, mens fjenden ledte efter områdets indbyggere.

Fra stort set hvert hus fandtes en hemmelig underjordisk gang, der førte ned til den fælles by under jorden. Disse gange kunne være op mod tre km lange og kunne blokeres med store sten, så det var umuligt for fjenden at komme gennem.

Det har været et enormt arbejde at udgrave disse gange og underjordiske byer.

Fra byen under jorden havde man også gange, der førte til udsigtspunkter, så man kunne holde øje med fjendens aktiviteter. Under jorden kunne man brygge vin, opstalde dyr, have vandreserver og maddepoter.

Et besøg giver en fornemmelse af hvorledes et liv under jorden kunne leves, idet vi ledes ned gennem trange gange forbi større rum og ender i ”dagligstuen” 30 meter under jordoverfladen. Undervejs passeres flere rullesten, som kunne blokere gangen, hvis det skulle blive nødvendig.

Mens vi tilbagelægger turen til Ankera, kan jeg ikke lade være med at tænke på de mennesker, der skulle leve en del af sit liv i frygt under jorden! De tusinder kristne og muslimer, der har boet i udhuggede huler og klostre. Nogle af verdens mest bizarre klippeformationer, vi har vandret mellem og klatret på. Og den gæstfri og venlighed vi har mødet overalt. Mageløse Kappadokien.

Campingferie 650,-
Outwell
Subaru
Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt