Azamara Cruice

11.12.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Anderledes juleshopping i Berlin

Jeg har planlagt at tage til Berlin for at juleshoppe og da jeg kommer fra Østdanmark, er det naturligt at vælge færgeoverfarten Gedser-Rostock med Scandlines. Ca. seks timer efter ankommer jeg til Tysklands hovedstad, hvor julehandlen og julemarkederne allerede er i fuld gang.

Shopping ombord på Scandlines

Shopping ombord på Scandlines


Tæt på Tyskland med Scandlines

Scandlines sejler hver anden time døgnet rundt (stort set) og allerede ombord på hybridfærgen mærker jeg julen, for her er pyntet op bl.a. omkring den toldfrie shopping.

Hjemmefra har jeg fundet inspiration til min shoppingtur til Berlin på Scandlines hjemmeside, hvor jeg nederst på forsiden - under overskriften ”Inspiration” - finder mere under punkterne ”Tæt på Tyskland”, ”Storbyferie i Tyskland”, ”Miniferie i Tyskland” m.m.

Da jeg har god tid på overfarten, nyder jeg i ro og mag en stor morgenmadsbrunch i all-inclusive-restauranten ”All You Can Eat” og efter 1 time og 45 minutter er jeg i Rostock.  

Velkommen hos Hallesches Haus

Velkommen hos Hallesches Haus


Hallesches Haus

Hen på eftermiddagen når jeg Berlin og besøger Hallsches Haus, der er en lille og spøjs specialforretning med forskelligt interiør og lidt delikatesser, inden jeg finder ind hos BRLO Brwhouse, hvor jeg får mig en god middag.

Specialiteten er røget revelsben, men jeg vælger den supermøre og saftige oksefilet kombineret med en svamperet.

Kaiser-Wilhelm-Gedächtnis-Kirche

Kaiser-Wilhelm-Gedächtnis-Kirche


Bikini Berlin ved Gedächtnis Kirche

Næste formiddag er jeg parat til at juleshoppe og lige over for et af Berlins mest kendte ikoner Kaiser-Wilhelm-Gedächtnis-Kirche opført i 1895 men ødelagt af bomber under Anden Verdenskrig, ligger en langstrakt bygning. Denne bygning var noget af det første som blev bygget i efterkrigsårene i 1950'erne og havde en åben etage midt på, således at der kun var logerende i nederste og øverste etage - deraf kælenavnet Bikini Berlin.

I dag er Bikini Berlin udvidet og moderniseret og rummer et af Berlins trendy shoppingcentre udelukkende med specialbutikker, som du ikke finder andre steder. De store butikskæder er her ikke, men små modeskabere, kunst- og designbutikker samt et fødevaremarked - alt fordelt på tre etager.

Fra Bikini Berlins tagetage kan jeg se ind i Berlins zoologiske have som er nærmeste nabo, ligesom der er udsigt til de omkringliggende høje, moderne kontorbygninger.

Design- og shoppingcenter Bikini Berlin

Design- og shoppingcenter Bikini Berlin


I etageadskillelsen til øverste etage står et otte meter højt julepyntet træ

I etageadskillelsen til øverste etage står et otte meter højt julepyntet træ


Julestemning hos Käthe Wohlfahrt hele året

Jeg er kun et stenkast fra den berømte gade Kurfürstendamm, der i generationer har tiltrukket besøgende fra hele verden. Her finder jeg ind i Käthe Wohlfahrt juleverden, hvor jeg kommer i god julestemning, så snart jeg træder ind i butikken.

Det startede allerede umiddelbart efter krigen med at man solgte spilledåser til de amerikanske soldater, hvilket var forbudt, men det blev så populært, at man så gennem fingrene med det og det fik lov at fortsætte.

I dag er Käte Wohlfahrt en butikskæde med butikker flere steder i Tyskland, hvor der findes tusindvis af forskellige ting til at dekorere julen med - som nisser, engle, kugler og lerhuse, nøddeknækkere, krybbespil, drikkekrus og ikke mindst de berømte kukure - for blot at nævne lidt af dette vældige juleudbud.

På en snoet gang bevæger jeg mig op på anden etage forbi et otte meter højt juletræ pyntet med mere end 4.800 glasfigurer. Her er både traditionelle ting, men også eksklusivt håndarbejde i glas, træ eller keramik, så her er noget for enhver pengepung - og så er her jul hele året rundt.

Syv etagers shoppingmekka KaDeWe

Syv etagers shoppingmekka KaDeWe


KaDeWe - Berlins helt store shoppingscenter

Bag Kurfürstendamm ligger en anden stor indkøbsgade Tauentzienstrasse med bl.a. det syv etagers store shoppingmekka KaDeWe. Har du ikke tidligere været i Berlin er dette center et must.

På næstøverste etage finder du et madmarked, som siger spar to til de fleste andre madmarkeder og med mulighed for at spise lækkert.

På etagerne neden under finder du beklædning, interiør og meget andet, som kan inspirere til juleindkøb - og så er det tyske prisniveau generelt lavere end i Danmark.

Otte gårde med speciel arkitektur fra begyndelsen af 1900-årene og flere lækre butikker

Otte gårde med speciel arkitektur fra begyndelsen af 1900-årene og flere lækre butikker


Hackesche Höfe

Bag gaden Rosenthaler Strasse 40-41 finder jeg ni sammenhængende gårde med skinnende blanke facader i geometriske mønstre med fabelagtige farver (specielt i den første gård). Komplekset er opført i begyndelsen af 1900-årene og blev efter krigen genopbygget i den originale stil.

Gårdene, der er lidt af et kult sted, har eget teater, restauranter, kunstgallerier og flere specialbutikker bl.a. den berømte urmager Askania-uhren, men også  den lille butik Eat Berlin med specialprodukter direkte fra producenten.

Længere inde finder jeg chokoladebutikken Sawade, der har alt godt til os som holder af chokolade, marcipan, nougat og trøfler m.m.

Den hvide isdronning drysser magisk stjernedrys ud på Gendarmenmarkt

Den hvide isdronning drysser magisk stjernedrys ud på Gendarmenmarkt


Gendarmenmarkt - et af Berlins bedste julemarkeder

Når det kommer til julemarkeder har Berlin næppe sin lige. Mere end 60 forskellige julemarkeder finder du i den julepyntede hovedstad – lige fra det meget klassiske til det mere kitschede.

Jeg besøger et af de hyggeligste på Gendarmenmarkt, der ligger flankeret af Deutscher Dom på den ene side og Französisher Dom på den anden og med Konzerthaus Berlin midt i mellem.

Efter den frygtelige terrorhandling på julemarkedet ved Gedächtnis Kirche i 2016, hvor en lastbil kørte ind i menneskemængden, er sikkerheden skærpet, så der passes godt på mig, da jeg træder ind på  julemarkedet og må vise indholdet i min rygsæk til sikkerhedsvagterne.

Omkring Schiller-fontænen midt på pladsen finder jeg små boder med alt fra forskellige fødevarer med delikatesser over specialoste og diverse pølser til den traditionelle glüwein, ristede kastanjer og pandekager. Men her er naturligvis også slik og god chokolade, ligesom her er boder med kunsthåndværk fra træskærerarbejder til smykker o.m.a.

Fra scenen foran Konzerthaus Berlin lyder sprøde juletoner fra et brass band, mens den gode julefe klædt helt i hvidt vandrer rundt på stylter og strør sit magiske stjernedrys ud over de besøgende.

Kort sagt har julemarkedet på Gendarmenmarkt - der også kaldes WeihnachtsZauber - alt hvad et traditionelt julemarked skal byde på.

Mon ikke der kunne findes en julegave her?

Mon ikke der kunne findes en julegave her?


Julemarkedet ved Kulturbrauerei

Jeg kikker også forbi julemarkedet ved Kulturbrauerei, der holdes i skyggen af de gamle industribygninger.

På dette traditionsrige julemarked er der også et nordisk islæt med boder fra bl.a. Sverige og Norge, der byder på anderledes varme drikke som varm æblepunch.

Julens største pølsegrill ligger måske her - og duften frister - ligesom jeg finder træskærerarbejde af høj kvalitet f.eks. et skærebræt af oliventræ med helt vidunderlige mønstrer.

Hotel Estrel Berlin - et helt moderne hotel i design og indretning

Hotel Estrel Berlin - et helt moderne hotel i design og indretning


Hotel Estrel Berlin - Europas største

Under min miniferie i Berlin bor jeg på Europas største hotel Estrel Berlin, der har 1.125 værelser, konferencecenter, showrooms og underholdningscenter etc. og fire forskelligartet restauranter alt samlet under ét tag.

I den store hotelhall, som dækkes af et glastag 13 meter over mit hoved, står en stor keramisk fontæne skabt af  Gilbert Portanier - en af Picassos elever - og inspirationen herfra er tydelig.

I hall'ens ene ende finder jeg Atrium Bar og nyder en forfriskning i lyset fra det tændte juletræ, inden middagen i grillrestauranten, hvor jeg får serveret et supermørt stykke oksemørbrad.

Hotel Estrel Berlin ligger lidt uden for Berlins centrum i bydelen Neukölln, men her er blot 250 meter til S-togstationen Sohnenallee.

Jeg blev dybt bevæget, da Whitney Huston's pragtnummer

Jeg blev dybt bevæget, da Whitney Huston's pragtnummer "I Will Alwas Love You" blev sunget


Stars in Concert på Hotel Estrel Berlin

Under samme tag ligger et af Berlins store underholdningstilbud Stars in Concert, som byder på en rejse gennem populærmusikkens historie fra Elvis til Madonna – fra Louis Armstrong til Whitney Huston og meget mere. Som hentet direkte fra The Strip i Las Vegas.

Selv overværer jeg juleprogrammet med bl.a. Sheer, Georg Michael, Withney Huston, Elvis Presley og Blues Brothers m.fl.

På scenen er spillevende musikere og de artister som optræder er både i udseende, mimik og stemmeføring så tæt på originalerne, at jeg forundres.

Samtidig med at de optrædende er på scenen, vises film og videoklip på store lærreder, der er virkeligt godt synkroniseret.

Stars in Concert, der jævnligt skifter program, er et top professionelt show man ikke skal snyde sig selv for.

Mærkevareforretningerne ligger side om side i den store outlet-village

Mærkevareforretningerne ligger side om side i den store outlet-village


McArthurGlen - Designer Outlet Berlin

På vejen hjemefter lægger jeg vejen forbi indkøbsbyen McArthurGlen, der ligger ca. 40-45 minutters kørsel vest for Berlin. Er du ikke selv kørende går der shuttle bus hertil fra Berlin.

Konceptet bag McArthurGlen og Designer Outlet Berlin er at opbygge en lille by i en bestemt stilart afhængig af beliggenheden - her med bl.a. bindingsværkshuse – og lade omkring 900 forretninger med forskellige brands sælge deres luksusvare til priser, som ligger 30-70 procent under udsalgsprisen andre steder.

I denne bilfri indkøbsby kan du handle eksklusivt modetøj, sportstøj, tøj til børn, sko, tasker og meget mere. Og så er her naturligvis flere interessante spisesteder.

Kommer du fra Vestdanmark ligger der et tilsvarende Designer Outlet i Neumünster lidt syd for Kiel.

Vin og spiritus kan bedst købes i Scandlines Bordershop

Vin og spiritus kan bedst købes i Scandlines Bordershop


Shopping i Scandlines Bordershop

Da jeg atter er tilbage i Rostock, er der tid til at gøre de sidste indkøb i Scandlines Bordershop inden jeg skal med færgen. På 1200 kvadratmeter kan jeg vælge mellem et hav af varer fra vin og spiritus til slik m.m til priser som er noget billigere end på selve færgen.

En miniferie i Tyskland kan sagtens betale turens omkostninger, hvis man handler nok - og de rigtige steder. For som Scandlines så sandt siger:
Tyskland er tæt på
Tyskland har alt
Tyskland har mange ting som du ikke vidste
Tyskland har noget for alle
Tyskland har noget hele året

NB! Vil du vide mere om Berlin og eventuelt have en vidende guide til at ledsage dig til de specielle steder, kan det anbefales at kontakte GoArt-Berlin – der også guider helt små grupper.

Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Outwell
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt