Subaru

21.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Busrejse til Dresden (2/2), Tyskland

Denne dag er vi kørt til det lavtliggende indlandsdelta Spreewald, der ligger nord for Dresden. Området er gennemskåret af kanaler og fra Grosser Hafen i byen Lübbenau sejler vi ind i deltaet i de såkaldte kaner - små fladbundede både, som stages fremad i det kun en meter dybe vand.

Kane-sejlads i Spreewald

Kane-sejlads i Spreewald


Kanesejlads i Spreewald

På siderne af kanalerne vokser træer, som giver dejlig skygge for solen. Turen er meget afvekslende og vi passerer små grunde med huse, hvor der på gavlen er opsat dragehoveder. På nogle af grundene dyrkes der græs, som allerede er sat til tørring i store stakke.

At Spreewald er et dejligt sted, er vi bestemt ikke ene om at mene. Tusinde myg har fundet vej til vores ubeskyttede arme og ben, så det er en god ting at huske myggespray.

Men her er også andre dyr - guldsmede, sølvsmede og utallige blå vandnymfer, der vimser omkring os. Et sted titter en sød, lille ræveunge på os, mens vi roligt glider forbi.

I området bor et oprindeligt gammelt slavisk folk - sorberne - som har deres eget talesprog og som bl.a. dyrker grøntsager, som de sylter på utallige måder. Lübbenau er også kendt som ”Agurkeland”.

Midt i området når vi Gasthaus Wottschofska, hvor vi kan købe frokost. Det er dog noget hektisk, for på den times tid som er afsat til frokostpausen, ankommer mellem 50 og 100 andre gæster som også skal serviceres.

Vi sejler samme vej tilbage til udgangspunktet og møder undervejs flere som nyder naturen i kajakker.

På den anden side af kanalen ved Grosser Hafen ligger slottet Lübbenau, som nu er hotel. Vi når lige at kikke forbi inden vi igen skal mødes ved bussen 10 minutters gang fra havnen.

Hjuldamperne tøffer op og ned ad Elben

Hjuldamperne tøffer op og ned ad Elben


På Elben mod Det Saksiske Schweiz

Med Sächsishen Dampfschiffahrt, der er verdens største selskab med hjuldampere, sejler vi denne dag fra Dresden op ad Elben. Undervejs er der udsigt til smukke bygninger, lysthuse, højtliggende borge og slotte med vinmarker - bl.a. lystslottet Pillnitz og schloss Sonnenstein.

Vi passerer et skibsværft og kommer under ”det blå vidunder” en af de ældste stålbroer uden piller i floden.

Elben snor sig gennem landskabet som også kaldes Elb-dalen og efterhånden ændrer landskabet karakter og bebyggede områder afløses af sandstensklipper med tæt skov. Vi er på kanten af nationalparken Saksisk Schweiz. De imponerende sandstensklipper skinner i forskellige farver og er formet af vejr og vind.

Sejlturen tager ca. fire timer og man kan undervejs bestille både mad og drikke, inden hjuldamperen lægger til i Königstein, hvor bussen venter på os.

De som ikke har været med på sejlturen har sammen med rejselederen haft en fin køretur og nydt udsigten over Elb-dalen og sandstensklipperne.

Lystslottet Palais im Grosser Garten

Lystslottet Palais im Grosser Garten


Lystslot i Grosser Garten

Blot 15 minutters gang fra hotellet kommer vi til byens store park Grosser Garten. Dette skyggefulde sted er et yndet udflugtsmål for spadserende, cyklende og folk på rulleskøjter.

Midt i parken, der er prydet med fine statuer, ligger et barok lystslot Palais im Grosser Garten fra 1600-tallet som er værd at se nærmere på.

For de som ikke vil/kan gå helt så langt, kan man tage det lille minitog, som kører gennem parken.

Den store han-orangutang kommer helt hen til glasruden

Den store han-orangutang kommer helt hen til glasruden


Dresden Zoologiske Have skuffer fælt

I det sydvestlige hjørne af Grosser Garten ligger den zoologiske have, som reklamerer med 2000 dyr fordelt på 300 arter.

Men hvor er dyrene?

I det første tropiske hus (Afrikahaus) er her kun planter! Hos løverne ligger to hanløver – men ingen hunner. Elefanterne er lukket inde ligesom girafferne.

I store fuglevolierer ser vi bl.a. en sneugle og nogle gribbe.

Lidt flere dyr ser vi ved aberne bl.a. mandriller og colobus, men da vi når orangutangerne bliver vi bedrøver over at se, hvor lidt plads hver af de fire dyr har. Hunnerne ligger sløve i et hjørne af deres bure, men den store han kommer helt hen til os, da vi vil fotografere den, med et udtryk i øjnene som kunne udtrykke ”Luk mig dog ud”.

Dresden Zoo er noget slidt og ingen god oplevelse, hvis man vi se dyr i tidsvarende omgivelser.

Derimod er her flere legepladser til børn, men det er jo ikke det, man betaler penge for at opleve.

Gem pengene til en tur i en moderne dansk zoologisk have eller dyrepark i stedet.

Højt humør hos rejselederen, der iført doktorkittel serverer små skarpe

Højt humør hos rejselederen, der iført doktorkittel serverer små skarpe


Munter stuegang med dokter Nielsen

Dagene er gået alt for hurtigt og Dresden har meget mere at byde på, end vi kan nå på denne korte busrejse, hvor hjemturen nu er begyndt.

Og det er bestemt ikke uden højt humør og humor. Undervejs holder doktor Nielsen stuegang og serverer små skarpe til kaffen, mens der fyres vittigheder af i en lind strøm.

Kender du den om … Nej, tag selv med og få rørt lattermusklerne.

En ekstra service får vi, da bussen holder ind ved Fleggaard lige før den danske grænse, så der kan handles billigt ind, før vi ankommer til Kolding, hvor opsamlingsbusserne atter bringer os tilbage til udgangspunktet.

Campingferie 650,-
Subaru
Primo Tours
Outwell
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt