Isabella

20.3.12

Af: Jørn Henrik Jørgensen Fotograf: RejseAvisen.dk
Bogmærk eller del
 

Tyskland: Husum i lilla blomsterpragt

Millioner af krokus blomstrer i slotsparken i Husum. I weekenden den 24.-25. marts er der krokusfestival. Krokusblomstdronningen kåres, der er kunsthåndværkermarked, og vægteren synger foråret ind.

Det er fuldstændig overvældende, når parken eksploderer i lilla farver

Det er fuldstændig overvældende, når parken eksploderer i lilla farver


Oplevelsen er bedøvende. Både farve- og duftindtrykkene er chokerende stærke. Man skal ganske enkelt have oplevet det på egne sanser for helt at forstå, hvad det her drejer sig om.

I weekenden den 24.-25. marts er der krokusfestival i den nordtyske vestkystby Husum. I en periode, som kan vare 14 dage, men ofte kortere, vælter lilla krokus op af jorden i parken omkring slottet i Husum.

Vi taler ikke om krokusbede med hundreder eller tusinder. Det, der er tale om her, er millioner af krokus, der springer i blomst og afblomstrer næsten lige så hurtigt. I den periode, hvor blomstringen er på sit højeste, holdes der krokusfestival i Husum. Højdepunktet er kåringen af årets krokusblomstdronning.

Tusinder af gæster myldrer ind i byen i denne weekend, hvor ikke alene de blomstrende krokus er attraktionen. Et stort kunsthåndværkermarked i slottets indre gård med flere end 50 boder og shopping på loppemarkedsniveau på markedspladsen rundt om Trine-skulpturen, gør også sit til at skabe trængsel i de snævre bygader. En særlig attraktion er vægternes natlige rundgang gennem krokusblomsthavet lørdag aften, hvor foråret synges ind.

I forbindelse med krokusfesten er der også liv og glade dage ved havnen

I forbindelse med krokusfesten er der også liv og glade dage ved havnen


Historien bag krokusblomstringen

Vi skal flere hundrede år tilbage i historien for at finde grundlaget for krokuseventyret. Før det nuværende slot blev bygget i slutningen af 1500-tallet, lå der på slotsbanken et franciskanerkloster. Det var munkene fra dette kloster, der plantede de første krokus, som siden har formeret sig mangefold.

Husum er i dag administrativ hovedby for amtet Nordfriesland, men har en historie, der strækker sig helt tilbage til 1200 tallet, og byen fik tidligt betydning for udskibning af gods og kreaturer til England og Holland. Christian den 1. gav Husum markedsrettigheder i 1645.

Lilla krokus vælter op i milliontal i parken ved slottet i Husum

Lilla krokus vælter op i milliontal i parken ved slottet i Husum


Turistguiden omtaler Husum som ”den grå by ved havet”, et udsagn, som skyldes bysbarnet forfatteren Theodor Storm, der skrev levende og malerisk om det at bo i det barske Friesland. Kig endelig indenfor i Storm-museet. Se også kirken ud til markedspladsen, som skyldes den danske arkitekt C.F. Hansen og betegnes som et af hans hovedværker. Andre værker fra samme arkitekt er Vor Frue Kirke i København og sognekirker i Hørsholm og Vonsild. I Nissenhaus, det nordfrisiske museum, kan man orientere sig om landskabets forandring under indtryk af vejr og vind, og museet har også et kunstgalleri med skiftende udstillinger.

Den lille sult undervejs kan stilles ved boderne langs havnen. Ingen andre steder kan man få så friskkogte vadehavsrejer som her.

Kroer og hoteller i Husum og omegn inviterer i krokusdagene til ”Krokuszauber an der Nordsee”. Se de særlige tilbud på nedenstående link Turistinfo: Husum.

Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
Subaru
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt