Dayz Resorts

14.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

UNESCO-attraktioner i og omkring Goslar i Harzen, Midttyskland

Den gamle, velbevarede kejserby Goslar, med mere end 1.500 bindingsværkshuse, blev i 1700-tallet umådelig rig takket være udvinding af malm fra den nærliggende Rammelsbergmine. Men denne industri kunne naturligvis ikke fungere uden tilstrækkelig energiforsyning og da man dengang ikke havde elektricitet, brugte man vandkraft, som man fik gennem et sindigt system af opdæmmede søer, kanaler og pumper.
Goslar, Rammelsberg Minen og det imponerende vandsystem Oberharz Wasserwirtschaft er alle på UNESCOs verdenskulturarvsliste.

Der er noget ved at sejle med Scandlines

Der er noget ved at sejle med Scandlines


Scandlines Rødby - Puttgarden

Når man skal til Harzen er letteste vej fra Sjælland mod Tyskland at tage Scandlines færge fra Rødby til Puttgarden. På den ca. 45 minutters korte overfartstid kan man lige nå at nyde en morgenmadsbuffet eller frokostbuffet med ”all inclusive”, der både er lækker og til en meget rimelig pris.

Når man ikke at handle øl/vin/spiritus etc. ombord, venter der i Puttgarden Havn en af verdens største grænsehandelsbutikker - BorderShop - hvor man i den 8.000 kvadratmeter store flydende butik finder et bredt sortiment inden for øl, sodavand, konfekture, vin og spiritus.

På vinområdet er der mere end 800 forskellige slags at vælge mellem og på spiritusområdet er her bl.a. mere end 350 forskellige slags whisky på hylderne.

Der kan naturligvis handles i BorderShop både på udrejsen og hjemrejsen.

Værelserne ud mod søen har gode altaner

Værelserne ud mod søen har gode altaner


Hotel Njord i Hahnenklee

Vi bor ikke i Goslar, men har fundet et dejligt hotel i Hahnenklee med en moderne arkitektur, hvor værelserne er forskudt fra hinanden på en spændende og utraditionel måde.

Hotel Njord er opkaldt efter guden Njord, der i nordisk mytologi var gud for vejret, vandet og ilden.

Det ligger ganske smukt med udsigt fra altanerne mod søen Kranicher Teich, som man på en hyggelig tur kan spadsere rundt om.

Oppe bag Hotel Njord ligger Hahnenklees mere end 100 år gamle trækirke, der også er et besøg værd

Bindingsværkshus fra 1604

Bindingsværkshus fra 1604


Kejserbyen Goslar

Harzen er i disse år atter blevet et populært rejsemål - ikke mindst på grund af den smukke natur og de mange muligheder her for aktiv ferie som vandreture og cykelture.

Men også de maleriske middelalderbyer omkring Harzen med deres velholdte bindingsværkshuse, toppede brosten og hyggelige restauranter tiltrækker fortsat mange turister.

Goslar, der er Harzens hovedby, kom næsten uskadt gennem verdenskrigene og har mere end 1500 bindingsværkshuse, hvoraf mere end 1000 er fra før 1. verdenskrig og 168 er fra tiden før 1550.

Med et godt bykort kan man på egen hånd let finde rundt i den gamle bydel, men på en guidet byvandring får man naturligvis meget mere at vide om de enkelte bygninger - krydret med anekdoter.

Spørg efter en guidet byvandring på turistkontoret.

Stort vægmaleri i tronsalen

Stort vægmaleri i tronsalen


Kejserpaladset - Kaiserpfalz

Start din byvandring ved den gamle kejserpalads som den tysk-romerske kejser Heinrich 2. lod opføre i 1060.

Paladset er bygget på byens højeste punkt, der normalt var forbeholdt kirken, men sådan var det ikke her. Kejseren ville vise, at han stod nærmere Gud end biskoppen!

Snyd ikke dig selv ved ikke at gå indenfor og nyde de oprindelige malerier som engang prydede tronsalen, men som nu står beskyttet.

I tronsalen hænger store vægmalerier fra 1800-tallet, som fortæller historien om forskellige kejsere op gennem tiderne. Også her viser billederne kejseren i en højere position end biskoppen ...

Her løber byens kanal under er bindingsværkshus

Her løber byens kanal under er bindingsværkshus


Frankenviertel

Lidt væk fra turiststrømmen, der er koncentreret omkring markedspladsen - Markt - ligger kvarteret Frankenviertel med huse med skiffer på både tag, vægge og gavle. De sirlige mønstre vidner om overskud.

Her er naturligvis også flere interessante bindingsværksbygninger og helt idyllisk er det ved den lille blomsterprydede kanal, som løber tværs gennem byen.

Huse omkring Brauhaus Goslar

Huse omkring Brauhaus Goslar


Markedspladsen - Markt - og omkringliggende gågader

På og i sidegaderne ved den centrale markedsplads med fontæne prydet med den gyldne ørn, ligger hoteller og fortovsrestauranter tæt.

På restaurant Brauhaus Goslar, der også huser det lokale bryggeri, kan man få et typisk, rustikt minearbejdermåltid - en såkaldt ”Tzscherper” - som ledsages af det lokale, typisk tyske øl.

Det store forarbejdningsanlæg ved Rammelsbergminen

Det store forarbejdningsanlæg ved Rammelsbergminen


Minen ved Rammelsberg

Ved den tidligere malmmine Rammelsberg har der været udvundet malm bl.a. kobber, bly, zink samt sølv i over 1000 år indtil den blev lukket i 1988.

I dag fungerer minen som museum og besøgsmine for en af de betydeligste industrimindesmærker i Europa.

Allerede i den tidlige middelalder var man klar over, at Rammelsberg indeholdt malm og med håndkraft gravede man løs fra jordens overflade, til man ikke fandt mere.

Så lå minen stille i et par hundrede år, mens den spæde industrialisering voksede.

I 1700-tallet fandt man nye metoder til at komme under jorden, man kunne udnytte vandkraften og pumpesystemer til holde minegangene fri for vand, fik lagt skinner til tipvogne og fik moderniseret sprængstoffer til at bryde malmen med.

Men det centrale hårde arbejde med at få malmen op i tipvognene og kørt det ud til videre forarbejdning foregik fortsat med håndkraft.

Tipvogn af ældre dato i Rammelbergminen

Tipvogn af ældre dato i Rammelbergminen


Indblik i minearbejdernes hverdag

Vi besøger minen og udstyret med hjelm køres vi i et af arbejdernes små, gule tog nogle hundrede meter ind i bjerget.

Den lokale guide fortæller om minearbejdernes hårde arbejdsforhold og vi får set noget af det udstyr, som blev benyttet.

I de lave mineskakter får vi selv lov til at skovle det tunge malm op i tipvogne. En skovlfuld eller to er rigeligt til at få ondt i ryggen - og når man så tænker på, at arbejderne skovlede malm i en hel arbejdsdag …

I alt blev her udvundet 27 tons malm.

Man kan ikke længere komme ned i de mange etager under os. Da minen var i drift, havde man en elevator, så man kunne hejste arbejderne ned i de dybe underjordiske gange, men i dag er disse oversvømmede.

Husk fornuftigt tøj til besøget.

På vandretur mellem damme, kanaler og slusesystemer

På vandretur mellem damme, kanaler og slusesystemer


Oberharzer Wasserwirtschaft

Siden 2010 har Oberharzer Wasserwirtschaft været på listen over verdens kulturarv. Dam- og kanalsystemerne fra det tidlige 13. århundrede betragtes som et af verdens største førindustrielle energiforsyningssystemer og var en forudsætning for minedriften.

På en vandretur gennem skoven ved Clausthal-Zellerfeld ad Wasserwanderweg Hutthaler Widerwaage kan man ved første øjekast ikke se, at de mange søer og damme er menneskeskabte fra det 14. århundrede og op til 1700-tallet.

I det kuperede terræn har man bygget dæmninger, som kunne opstemme vandet. Via håndgravede kanaler, foret med klippesten, har man kunne lede vandet langs bjergskråningerne og visse steder gennem bjerget og ned i lavere liggende søer og frem til mineindustrien.

Med sirligt indrettede pumpesystemer drevet af vandhjul kunne man igen pumpe vandet tilbage til højere liggende søer.

Man havde således i 1763 skabt et unikt kredsløb, hvor vandet - datidens energikilde - kunne genanvendes uden brug af håndkraft, alene ved hjælp af vandets egen vægt.

Det tidligere pumpehus Polsterberger Hubhaus

Det tidligere pumpehus Polsterberger Hubhaus


Mere viden på en guidet tur

Med en lokal guide bliver hele systemet levendegjort for én, samtidigt med at man får en fin - og let - vandretur i det ellers kuperede terræn. Man følger simpelthen de opdæmmede søer og kanalerne mellem dem.

Undervejs kan man gøre holdt ved Polsterberger Hubhaus, hvor man via plancher kan se, hvorledes vandet tidligere blev pumpet flere meter op fra lavere liggende terræn.

I dag er stedet indrettet som café, hvor man kan nyde en dejlig minearbejderfrokost i skoven.

Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Subaru
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt