Primo Tours

5.1.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Ad Route 66 til spillebyen over dem alle Las Vegas, Nevada, USA

Det er ren 60’er nostalgi, der møder os, da vi drejer ind på en af de sidste rester af den originale asfalt, som endnu eksisterer af den legendariske Route 66, der løber fra Chicago på tværs af USA til San Francisco.

Rusty Bolt med pigerne

Rusty Bolt med pigerne


Seligman på Route 66

Vi stopper ved Angel & Vilma’s gavebod der tilbyder alt, hvad der har at gøre med 50’ernes og 60’ernes livsstil, filmstjerner og kørsel på den berømte vej - herunder et hav af vejskilte og nummerplader. Ja, hvorfor ikke?

Her møder vi både den sexede Marylin Monroe for fuld udblæsning og den charmerende og lidt indesluttede James Dean.

Vi har en lille times tid til at gå på opdagelse og ude på gaden afløser det ene bilvrag det næste. Dette er et sted for folk med benzin i blodet.

Vi får anbefalet at besøge de lette piger nede på det tidligere hotel og går naturligvis derhen. Var det et bordel i gamle dage eller... Pigerne er her i hvertfald endnu i form af mannequiner.

I dag rummer huset Rusty Bolt og er en biker- og souvenirshop.

Hackberry General Store

Hackberry General Store


Hackberry General Store på Route 66

Et andet helt specielt sted finder vi i den støvede landsby Hackberry. I den blandede landhandel, er der om muligt presset endnu mere nostalgi ind i de tætpakkede lokaler.

Her midt i ørkenen bor her ikke mange mennesker. Men alligevel er her travlt for turistbusserne vælter ind og grupper, der nyder det frie liv på blankpolerede motorcykler, stopper også op her.

Piger på herretoilettet

Piger på herretoilettet


Biler og halvnøgne piger

Overalt står rustne bilvrag, nogle meget ældre end andre. Nogle biler arbejdes der på, mens andre blot får lov til at stå hen og samle ørkensand.

Inden vi fortsætter vores busrejse frekventerer vi toiletterne i butikken - som til fulde lever op til stedets nostalgi.

The Strip i Las Vegas

The Strip i Las Vegas


En tur på The Strip i Las Vegas

Vi passerer Hoover Dam, men stopper ikke, og kører ind i staten Nevada.

Snart kan vi se højhusene i Las Vegas, hvor vi skal tilbringe eftermiddagen og aftenen.

Vi smider kufferterne på vores værelse på Hotel Luxor og skynder os ud på byens pulserende boulevard - Las Vegas Boulevard South, som også kaldes The Strip.

Alt er stort her og det skal man være forberedt på. Det tog os ca. 30 minutter at finde ud af hotellet og ud på boulevarden!

Vi har ikke megen tid og her er så meget at vælge mellem, at vi blot beslutter os for at spadsere ud ad den ene side af The Strip og hjem ad den anden.

Det, som møder os, er både overdådigt, grotesk og vanvittigt fascinerende på én gang.

Hotel Luxor i form af en egyptisk pyramide

Hotel Luxor i form af en egyptisk pyramide


Hotel Luxor

Vi bor i en egyptisk pyramide, som er så stor, at der inde i den er et højhus og en obelisk i fuld størrelse.

Pyramidens gulv er dækket til med spilleautomater og spilleborde mellem forskellige spisesteder og souvenirbutikker.

Mange som kommer her, ser ikke dagens lys, men sidder dagen og aftenen lang med en drink i den ene hånd og spilleautomatens knapper i den anden, mens de pulser på cigaretten. Et er sikkert: Vinderen er altid spillehallen eller kasinoet.

Det helt specielle ved at bo på Hotel Luxor er værelsernes placering på pyramidens inderside. Etagen over - her er 15 etager - hænger udover etagen nedenunder, hvilket giver en helt speciel oplevelse, når man skal til værelserne.

Hotellets kælderrestaurant er indrettet som en kopi af Tutankhamons grav i Kongernes Dal.

Eventyrslottet ved Excalibur

Eventyrslottet ved Excalibur


Eventyrslottet ved Excalibur

Det første vi støder på er et eventyrslot i bedste Kong Arthur-stil med utallige tårne og spir. Vi vover os ikke ind for at finde "ridderne om det runde bord" af frygt for, at vi farer vild, men fortsætter hen ad gaden.

For at komme over på den anden side af den meget befærdede boulevard er her en række gangbroer - naturligvis med rullende trapper og elevatorer.

Her skal man ikke anstrenge sig unødigt.

Skyskraberne står tæt i New York - New York

Skyskraberne står tæt i New York - New York


New York - New York

Så dukker storbyen New York op med mange tætstående højhuse, Frihedsgudinden og Brooklyn Bridge.

Det er også her at showet med Cirque du Soleil holder til.

Men noget andet stort stikker i vejret længere fremme ...

Trevi Fontænen

Trevi Fontænen


Ceasars Palace

Er vi i Rom? Vi tror det næsten, da vi møder selveste Cæsar og ser hvor imponerende stort her er bygget med statuer og springvand - ja, selv Trevi-fontænen er her.

Treasure Island

Treasure Island


Treasure Island

Amerikanerne og mange turister vil - og skal - underholdes og Skatteøen er ingen undtagelse.

Her midt i ørkenen er her masser af vand, springvand med lysshow og et sørøverskib i fuld størrelse.

Hvorfor ikke sejle i gondol i Las Vegas?

Hvorfor ikke sejle i gondol i Las Vegas?


The Venetian

Hvorfor tage til Italien, når Venedig kan opleves her lige på den anden side af gaden?

Campanilen fra Markuspladsen er det første vi ser, men Dogepaladset og Rialtobroen er her også. Man kan sågar sejle med gondol på Canal Grande.

Eiffeltårnet i Las Vegas

Eiffeltårnet i Las Vegas


Paris

Eiffeltårnet er her. Pariseroperaen med alle dens arkitektoniske krummelurer.

Selv Triumfbuen står som en reklamesøjle.

Der spilles ved borde og automater døgnet rundt

Der spilles ved borde og automater døgnet rundt


Alt på en plads

Vi har denne eftermiddag blot fået en lille smagsprøve på hvad denne underholdningens by kan tilbyde og det er imponerende, hvad man har fået plads til. Skal man have mere med, skal man mindst bruge et par dage.

Og så har vi slet ikke nævnt, at Las Vegas også kaldes ”Syndens by”. Overalt uddeles reklamer for escort girls, ligesom biler med letpåklædte piger kører rundt og reklamerer for sex. Men der er en helt anden underholdning ...

Campingferie 650,-
Outwell
Subaru
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt