Riis Rejser

9.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Bjørnene ved Crescent Lake, Lake Clark National Park, Alaska, USA

Vandflyveren skal kun bruge nogle få meter hen over overfladen på Lake Hood før vi er i luften ude over Cook Inlet, med kurs vestover mod de sneklædte bjerge i Lake Clark National Park.

Redoubt Vulcano, 3.108 moh.

Redoubt Vulcano, 3.108 moh.


Bjerge set fra luften

Denne morgen blev vi hentet på hotellet af folk fra Rust's  Flying Service og kørt til Lake Hood lidt syd for centrum i Anchorage. Her ventede vandflyverne på os. Og her er mange vandflyvere ved søen - omkring 800.

Som vi i Danmark har sejlbåde, har man her vandflyvere for at komme ud i naturens uvejsomme terræn. Vil man ud i bjergens øde egne er eneste mulighed vandflyverne, da her ingen veje findes. Det er uberørt natur vi er på vej til ...

Fra flyveren kan vi se ned på havet, hvor der står flere olieboreplatforme, men snart når vi kysten og flotte bjergtinder, som vi flyver tæt hen over. Flere af bjergene har store snefelter og gletsjere.

Den høje vulkan Redoubt,3.108 moh., hvor hele toppen er dækket af sne, passerer vi sydom og efter ca. 50 minutters flyvning kan vi under os se den smaragdgrønne sø Crescent Lake, hvor der lægges an til en blød landing.

Redoubt Mountain Lodge ligger aldeles smukt

Redoubt Mountain Lodge ligger aldeles smukt


Redoubt Mountain Lodge

Her i vildmarken ligger Redoubt Mountain Lodge, der består af en række smukke bjælkehytter.

Her bor primært lystfiskere, der fisker efter laks i søen. Lodgen ligger alderes smukt omgivet af skovklædte bjerge.

De lokale guider står parate til at hjælpe os i land og snart er vi fordelt i tre både, og vi sejler ud på Crescent Lake for at lede efter bjørne.

Crescent River

Crescent River


Søbredden afsøges

Som vi tidligere har hørt, vandrer laksen efter seks-syv år i Stillehavet op ad floder og søer for at gyde, samme sted som de blev klækket. Disse millioner af laks er et afgørende led i fødekæden for bjørne, såvel som for ræve, ørne, måger og andre fugle, så de kan æde sig så mætte at de kan overvintre i Alaskas barske natur eller drage sydover i efteråret.

Og bjørnene ved instinktivt, hvornår laksen kommer og søger ned til floder og søer for at æde. Og det er dette vi leder efter, da vi krydser søen for at afsøge søbredden.

Vi sejler sydover og spejder, men her er ingen bjørne!

Til gengæld er naturen omkring os betagende skøn - og alene denne oplevelse er alle pengene værd!

Den første bjørn

Den første bjørn


Bjørne ved søen

Vores lokale guide fortæller, at han er kommet her i området i mere end 10 år og har været guide i de seneste tre sæsoner. Han har aldrig været på søen uden at have set mindst én bjørn.

Og han får ret, for pludselig ser vi vores første brune kystbjørn, der vader gennem vandet langs søbredden.

Vi følger den på ca. 15-20 meters afstand, mens den søger efter noget at æde. Bjørnen, der er en halvvoksen bjørn på 6 år, stopper op og iagttager os et øjeblik, blot for at fortælle os, at den godt ved, at vi er der. Så trasker den rask videre.

Bamsen har fået fært af noget

Bamsen har fået fært af noget


Bamser i vandet

Vores guide foreslår at vi sejler lidt ned ad floden Crescent River, som forbinder søen med havet, for at se, om der ikke skulle være bjørne der.

Og efter lidt venten kommer endnu en stor bamse til syne. Også den vader hurtigt gennem vandet indtil den sætter i løb og forsvinder.

En bjørn lusker frem mod lystfiskerne

En bjørn lusker frem mod lystfiskerne


Lystfiskere og bjørne

Her er flere lystfiskere som fisker fra stranden - og bjørnene ved at her kan der være noget at hente …

En bjørn lusker hen mod lystfiskerne, som naturligvis må være på vagt for at undgå konfrontation. Men de tager det forbavsende roligt. En forsøger at skræmme bjørnen væk ved at kaste sten efter den - og det lykkes, men er det den rigtige måde?

Et andet sted kommer bjørnen luskende bagfra - men vil ikke rigtigt tæt på lystfiskerne. Mon ikke der er en form for gensidig respekt mellem mennesker og dyr.

Frokost på lodgen

Frokost på lodgen


Frokost i lodgen

Ved frokosttide vender vi tilbage til lodgen, hvor der naturligvis serveres laks.

Hele området er omgivet af et elektrisk hegn, som kan holde ubudne gæster væk. Men skulle hegnet ikke være nok til at holde bjørnene ude, har lodgen også en skøn, fritgående bjørnehund, som laver ballade, hvis noget er galt.

Efter frokost er vi atter parate til at komme på søen.

Ung bjørn på stranden

Ung bjørn på stranden


Bjørnejagt – med kamera

Nu får vi øje på en ung bjørn, blot tre år gammel. Det må være første år den er på egen hånd, for normalt bliver bjørneungerne hos deres mor de første to år.

Sød er den, men tag ikke fejl - den har klører som siger spar fem...

Bjørn med lakserester

Bjørn med lakserester


Dykkende bjørn

I en lille vig har lystfiskerne et skur stående på pæle ude i søen, hvor de kan rense og filletere fiskene. Hoved og ben smides i søen.

Det har en velnæret bjørn fundet ud af og vi ser den komme ned til bredden, hoppe i vandet og svømme (forbavsende godt) ud til skuret, hvor den dykker.

Et øjeblik efter er den igen ved overfladen og tilbage på land, hvor den æder sin fangst.

Ups! Det kan være svært at holde balancen

Ups! Det kan være svært at holde balancen


Bjørneplask

Turen rundt på søen og ved floden giver os flere bjørne. Et sted står laksene så tæt i det lave vand, at de danner sorte striber og en bjørn rejser sig på bagbenene for at kaster sig ned over dem. Den har dog ikke heldet med sig.

Et andet sted ligger en bjørn på ryggen i vandkanten og leger med et stykke træ. Men den mister balancen og vælter rundt. Det er den tilsyneladende vant til, for den vender sig rundt igen og leger videre.

En ordentlig krabat

En ordentlig krabat


En uforglemmelig tur

Det har været en helt enestående dag i de flotteste naturomgivelser, som kan tænkes.

Sidst på eftermiddagen hentes vi igen af vandflyverene og får atter en meget flot flyvetur tilbage mod Anchorage – denne gang med udsigt til Nordamerikas højeste bjerg Mount McKinley, som toner frem i det fjerne.

I morgen går det atter tilbage mod Danmark - med mellemlanding i Island - efter en uforglemmelig rundrejse i Alaska og Yukon Territory i Canada.

Outwell
Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
Subaru
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt