Primo Tours

27.6.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Cody - mellem bjergkæderne i Wyoming, USA

Vi er på vej ud af Yellowstone Nationalparks nordøstlige hjørne og stopper ved den gamle guldmineby Cooke City før vi begiver os ad Chief Joseph Scenic Highway yderligere op over bjergene i Shoshone National Forest og videre mod Buffalo Bills by Cody.

Guldgraveren Anton Zukor's hytte fra slutningen af 1800-årene

Guldgraveren Anton Zukor's hytte fra slutningen af 1800-årene


Minebyen Cooke City

I midten af 1800-årene havde regeringen fået jaget indianerne der boede i Yellowstone væk fra området og havde med magt flyttet dem til reservater bl.a. i Montana. Reservaterne var som regel ufrugtbar jord og langt væk fra deres sædvanlige jagtmarker. Dette gjorde plads til at nybyggere kunne komme til at opdyrke jorden, holde kvæg - og ikke mindst søge efter guld og sølv.

Ved besøgscentret i Cooke City er indrettet et lille museum, der viser hvorledes guldgraverne - bl.a. guldgraveren Anton Zukor - havde indrettet sig, da guldfundene var på sit højeste i 1882. Her ses værktøj og mineudstyr som tipvogne og trillebøre. Her er en hytte og ude-das fra tiden samt et fængsel.

Cooke City Montana Museum giver et fint indblik af det hårde liv blandt guldgraverne i slutningen af 1800-årene.

Udsigtspunktet Dead Indian Hill i Shoshone National Forest

Udsigtspunktet Dead Indian Hill i Shoshone National Forest


Shoshone National Forest

I det smukt kuperede terræn i Shoshone National Forest har vi den ene panoramiske udsigt efter den anden mens vi kører gennem området, og ved udsigtspunktet Dead Indian Peak fås den bedste udsigt udover det grønne, betagende bjerglandskab.

De mange jordegern, som er vant til at folk stopper op her og fodrer dem med lidt af hvert, kommer helt tæt på for at få noget at spise. Og selv om de er søde og sjove at iagttage, skal man aldrig fodre vilde dyr. De kan faktisk være aggressive og bide ...

Buffalo Bill i Cody

Buffalo Bill i Cody


Cody - Buffalo Bills by

William F. Cody alias Buffalo Bill (1846-1917) grundlagde Cody i 1885. Denne eventyrer, cirkusdirektør og forretningsmand blev født i Iowa.

Som ganske ung var han postrytter hos Poly-expressen og blev senere spejder for den amerikanske hær og var med til at jagte indianerne, der gjorde modstand mod at flytte til reservaterne.

Han var også en ivrig bisonjæger (am. buffalo) - deraf navnet Buffalo Bill. Dengang var der stor efterspørgelse på bisonhuder og den intensive jagt betød, at bisonokserne blev reduceret fra mange millioner til nogle få tusinde stykker og var nær udryddelse.

Senere blev Buffalo Bill en kendt showman der turnerede rundt i landet med sit Wild West Show - som kunne fremvise ægte indianere. En overgang medvirkede selveste Sitting Bull - en af sioux-indianernes fremtrædende høvdinge.

Trods sit spændende liv gik Buffalo Bill fallit fire år før sin død i Denver.

En statue af den berømte westernhelt står på pladsen foran Buffalo Bill Wild West Center.

Buffalo Bill foran Center of the West med flere forskellige udstillinger

Buffalo Bill foran Center of the West med flere forskellige udstillinger


Buffalo Bill Center of the West i Cody

Når man er i Cody, skal man ikke snyde sig selv for et besøg i det store museum Buffalo Bill Center of the West, for her er virkeligt meget at se - og få forstand af.

Ikke mindre end fem separate udstillinger findes i museet:

Cody Firearms Museum viser mere end 500 forskellige skydevåben og beretter om vestens militærhistorie.

Whitney Western Art Museum udstiller en sublim samling af kunstværker bl.a. malerier af de to største kunstmalere og skulptører inden for westernkunst Charles M. Russell og Frederic Remington.

Plains Indian Museum med opstillinger af tipi, montrer med beklædning og et større fotogalleri med billeder af mange berømte indianere.

Draper Natural History Museum beretter om dyrelivet i Wyoming.

Buffalo Bill Museum fortæller om William F. Cody's spændende liv.

Hvor længe kan rytteren blive i sadlen på en vild hest?

Hvor længe kan rytteren blive i sadlen på en vild hest?


Buffalo Bill Cody Stampede Rodeo

Det bliver sent inden vi når vores hotel American Lodge and Suites, så der bliver ikke tid til at se nærmere på selve byen denne gang, for vi har denne aften bestilt billetter til det store rodeo-show i Cody.

Cody kalder sig da også for ”City of the Rodeo” og efter at vi har sat os behageligt på tribunen med solen i ryggen, går forestillingen i gang.

Et rodeo-show har sin helt faste rytme, der starter med en flagparade, hvor pigerne med flag i hånden rider ud og ind mellem hinanden.

Dette efterfølges at en enkelt rytter, der under afspilningen af nationalmelodien præsenterer det amerikanske flag.

Så kommer den ene rytter efter den næste ind på scenen på ”vilde” heste – og skal konkurrere om hvor længe de kan sidde i sadlen - og så får de point efter det. Hestene er faktisk ikke vilde, men får spændt et meget generende bånd om de ædlere dele, hvilket naturligvis er smertefuldt og derfor sparker de som gale ...

Der er naturligvis også konkurrencer om hvem der hurtigst kan fange en løssluppen kalv med lasso og springe af hesten og få snøret benene på kalven så den ikke kan løbe væk.

Mest modigt for ikke at sige dumdristigt er nogle blot 15-16 årige drenge, som sætter sig på en ”vild” tyr – indtil de bliver kastet af – og noget forslået humper i sikkerhed!

Vi når ikke at se forestillingen til ende, da bussen henter os – og så kan vi forhåbentligt være udhvilede til næste dag, hvor vi fortsætter rejsen ”Den Amerikanske Drøm” over Bighorn Mountains og videre til Devils Tower …

Outwell
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Campingferie 650,-
Subaru
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt