USA: Cykelekspedition i Vesten

Klik for større billede

Dage i Las Vegas

Efter en fjorten timers bustur kom jeg til Las Vegas. En af årsagerne til, at jeg besluttede at tage den lange tur, var pga. de tre interessante nationalparker der ligger i nærheden. Ingen, som ikke allerede har været der, kan forestille sig den intense vildmarks skønhed, som jeg skulle opleve de kommende uger.
Jeg boede de første nætter på et vandrehjem tæt på det gamle downtown i Las Vegas, og brugte dagene på at reparere min cykel. Samtidig greb jeg muligheden og tog på nogle af verdens bedst kendte kasinoer og andre turiststeder.

Tæt på vandrehjemmet står et tårn kaldet Stratosphere. Det er det højeste enkeltstående observationstårn i Las Vegas og er et kombineret kasino og hotel med en forlystelsespark på øverste etage - 350 meter over the Strip. Alene højden gjorde mig svimmel, da jeg forlod elevatoren. Selvfølgelig overbeviste min ven Marc mig om at prøve nogle af verdens højeste rutschbaner. Og det gjorde jeg så - skrigende!

Klik for større billede

En sviptur til Grand Canyon

Næste dag tog jeg en bustur ud til Grand Canyon, til en bemærkelsesværdig natur med en udsigt, som kan tage pusten fra én. En rødfarvet, stenet bjergørken fyldt med joshua træer og små lavlandsbuske. Jeg stoppede ved Eagle Point, som er en klippeformation, der præcis ligner en ørn med åbne vinger.

Klik for større billede

Cykeltur mod Death Valley

Den følgende dag cyklede jeg til byen Pahrump lige før Shoshone, som er indgangen til Death Valley National Park. Allerede et par kilometer uden for Las Vegas blev jeg stoppet af færdselspolitiet. Min første tanke var, at jeg ville få en bøde, men politibetjenten ville blot hilse og ønske mig en sikker rejse.

Et imponerende tordenvejr satte ind og den kraftige regn og lyn overraskede mig. Efter at have passeret toppen af Mountain Springs så jeg et inviterende skilt ved vejen ”Velkommen til Mountain Springs Saloon”. Jeg var sulten, våd og udmattet og cyklede derhen.
Her mødte jeg Manny og Shirley, som bød mig hjem til privaten for at vi kunne tilbringe en aften sammen. Manny driver en restaurant med det mest udsøgte mexikanske køkken i Nevada. Han gav mig en stor pakke gatorade-pulver, der er en blanding af sukker, salte og mineraler som mikses med vand og kan holde kroppens væskebalance i orden i den kvælende ørkenvarme.

Mountain Springs er omgivet af grøn vegetation, hvilket var en smule overraskende på grund af ørkenen blot nogle få hundrede meter længere fremme. Naturlige undergrundskilder gør dette sted så frodigt.

Klik for større billede

Death Valley

Næste stop på min vej var Death Valley. En ting er sikkert - temperaturen i Death Valley er høj og kan være dødelig for den uforsigtige. Jeg pakkede min cykel med ikke mindre en 16 liter vand i Shoshone, mens de lokale fortalte mig, at det var skørt at cykle gennem dette område på den varmeste tid af året.

Den 10. juli 1913 målte landsbyen Furnace Creek i Death Valley en temperaturrekord på 56,7 grader celsius. Det eneste sted i verden, som har rapporteret om en højere temperatur er Al ’Aziziyah i Libyen den 22. september 1922 med chokerende 58 grader celsius.

Jeg havde intention om at starte et par timer før solopgang for at undgå den værste varme. Vågnede, pakkede min cykel og så, at jeg havde et fladt dæk på mit baghjul. Heldigvis havde jeg købt nogle ekstra slanger hos cykelhandleren i Las Vegas, men jeg måtte erkende, at størrelsen ikke passede til mit hjul!
Nu havde jeg været strandet, hvis det ikke havde været for Tina, en venlig dame på benzinstationen i Shoshone. Hun kørte mig til den nærmeste by, Pahrump, hvor vi besøgte flere butikker, før vi fandt den rigtige størrelse slanger.

Jeg fortsatte meget tidligt den næste morgen og havde en skøn, ubesværlig tur ned ad bakke til dalen.
Nu forstår jeg, hvorfor de navngav den Death Valley.

Denne egn var engang en stor sø (Lake Manly), som tørrede ud for 12.000 år siden. I dag består området af en flad, udtørret søbund omgivet af høje bjerge. Luften bliver lukket inde i dalen og bliver varmet op som en gryde med låg. Dette er vist det tætteste man kan komme på et månelandskab her på jorden. Har du nogensinde kigget på månens overflade i et teleskop? Landskabet her ser næsten magen til ud.

Klik for større billede

Efter et stykke tid begyndte flaskevandet at brænde på min tunge. Jeg skulle have medbragt teposer – de ville have været perfekte til vandet.
Jeg passerede Badwater Basin, det laveste beliggende sted i Amerika - 85,5 meter under havets overflade.
Varmen begyndte at tage kræfterne fra mig, efter jeg havde passeret dette punkt. Jeg måtte stå af cyklen en stund og hvile. Vinden føltes som ild. Min hud brændte og kløede som efter en invasion af tusinde vrede myrer. På dette tidspunkt var jeg tæt på at få hedeslag. Min kropstemperatur var højere end normal. Jeg tog en tom vandflaske og viftede den kraftigt i luften som signal til de passerende biler.
Menneskerne i første bil havde slet ingen vand med - risikabelt... Kort efter stoppede en varevogn. Manden på passagersædet spurgte mig, om jeg manglede noget. Jeg svarede: ”Ja tak, sir. Vand. Koldt, hvis det er muligt”. Han åbnede bagagerummet, som havde en stor boks fyldt med den mest værdifulde skat, jeg nogensinde har set. Mine øjne så vandflasker flydende rundt i et hav af smeltende is. Han spurgte mig, hvor mange jeg havde brug for.
Jeg må have drømt. Det føltes præcis som en drøm!
Jeg fik koldt vand, og i stedet for at drikke det, hældte jeg det over mig. Langsomt begyndte jeg at komme tilbage til livet. Tro mig - det var det skønneste bad, jeg nogensinde har haft!

Klik for større billede

Hjælpsomme mennesker

Fra tid til anden stoppede biler for at spørge, om jeg havde det godt. Flere gange stoppede folk for at tage billeder af mig og min cykel. Den lokale betjent stoppede også for at sige hej. To italienere tilbød mig chokolade og småkager. En sød amerikaner gav mig et generøst bidrag til min tur. En fransk familie stoppede deres autocamper og gav mig kold mælk og müsli. En mand fra Schweiz afleverede noget frugt. Bare for at nævne nogle stykker.
Jeg kan ikke med ord udtrykke min taknemmelighed over for disse venlige mennesker, som krydsede min vej.

Jeg fuldførte de sidste 50 kilometer og nåede Furnace Creek ved solnedgang og ledte efter en campingplads, men alle var lukket på grund af varmen, der den nat ikke nåede under 40 grader celsius. Jeg fandt så en ranch som udlejede værelser og tjekkede ind og fik et rum med aircondition. Ironisk nok blev værelset for koldt at være i efter et stykke tid!

Klik for større billede

En sjælden puma

Den næste morgen fik jeg en stor overraskelse efter blot tyve minutters kørsel på vej mod Furnace Creek. Da jeg beundrede det smukke landskab, var der noget som bevægede sig i de lave buske i vejkanten foran mig. Jeg kiggede en ekstra gang og så et stor dyr. Jeg vidste med det samme, hvad det var. En puma - en bjergløve.
Pumaen stirrede på mig og jeg så tilbage på den. Jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle forholde mig i den situation. Det er ikke hver dag, man møder en puma på vej efter morgenmad!
Senere læste jeg i brochurer, at man skal gøre sig selv stor og lave en masse støj for at skræmme dyret væk. Jeg gjorde det modsatte og troede på en måde, at det var mere sikkert at vende cyklen i en fart og cykle tilbage mod Furnace Creek. Dette var yderst dumt, da dyret kan opfatte dig som et bytte. Men denne puma havde tilsyneladende ikke lyst til at spise en svensk cyklist denne morgen. Formentligt havde den haft et stort måltid i løbet af natten. Til mit held!
Senere mødte jeg en mand, som fortalte mig, at jeg havde været heldig at se en puma i dette område. En sådan var ikke set i de seneste syv år. Mit held...

Hvis du er på udkig efter tæt vegetation, har du bedre held i en regnskov på Borneo end her, hvor der er fladt, tørt og vegetation relativ sjælden. Området afspejler sit navn, Death Valley.

Vidste du i øvrigt, at ørkenscenerne i Star Wars blev filmet i dette område?

Klik for større billede

Mod bjergene

Jeg fortsatte til Stovepipe Wells, min sidste mulighed for at få vand, inden jeg nåede de første bjerge. Her havde jeg en stejle opstigning og en hurtig nedfart, inden jeg nåede Papamint Springs. Derfra var det kun opad på min arbejdsomme vej gennem Sierre Navada. Jeg sagde farvel til de sidste joshua træer, og kom til Lone Pine. Her ligger det højeste bjerg Mount Whitney (4.421 moh.).
Er det ikke lidt spektakulært, at det lavest punkt Bad Water Bassin 85,5 meter under havoverfladen og det højeste top Mount Whitney findes i samme område?

Jeg fortsatte på Highway 395 til Bishop via Independence og Big Pine og fik endnu et fladt dæk, så jeg besluttede at overnatte i Bishop. Skæbnen ville, at en cyklist kom forbi og gav mig en ny reserveslange.

Klik for større billede

Omkring smukke søer

Den følgende morgen satte jeg afsted mod Mommoth Lakes og ankom sent efter en stejl opstigning. I mørket tændte jeg min pandelampe for bedre at kunne se. Da jeg stillede lyset skarpt på vejkanten, så jeg to store øjne reflektere i lyset. Jeg blev noget overrasket, da jeg indså, at det var en bjørn. Den forsvandt dog…

Jeg fandt en fin hytte i Mammoth Lakes, hvor jeg mødte Eric. Han rådede mig til at tage den sceniske vej rundt om June Lake, Silver Lake og Grant Lake. Hans råd var ikke dårlige, på ingen måde. Sceneriet var som taget ud af et eventyr. Søernes overflader reflekterede den blå og letskyede himmel og de omkringliggende bjerge. Ingen fotografier fanger den sande skønhed, som hviler her. Man må se det med egne øjne.

Jeg lejede en hytte en enkelt nat ved June Lake og blev spurgt, om jeg ville spise med familien, der driver hytteområdet, hvilket jeg naturligvis ikke kunne modstå. Moderen i familien havde ikke mindre en 13 børn og mens jeg ventede på at sætte mig til bords, lyttede jeg til hendes to yngste sønner spille klaver. De spillede tre klassiske kompositioner i duet. Efter en stund begyndte en af drengene at spille et stykke, jeg aldrig havde hørt før. Det viste sig, at han selv havde komponeret det.

Klik for større billede

Op i kulden

Næste morgen fortsatte cykelturen før solopgang. Varmen fra Nevada ørkenen var blot et sviende minde efterhånden som temperaturen faldt. Nu viste termometeret kun fem grader celsius. Jeg var ikke klædt ordentligt på til denne temperatur. I Silver Lake købte jeg en lille souvenir. Normalt er jeg ikke særlig glad for souvenirbutikker, men nu bød jeg én velkommen med åbne arme. Jeg købte en sweaters med et Silver Lake logo på. Den var lavet af fleece og holdt kulden på afstand.

Jeg drejede til venstre ud ad Highway 395 og begyndte opstigningen mod Tioga Pass og videre ind i Yosemite National Park. Jeg var blevet fortalt, at der ville være hagl, snevejr og regn på stigningen. Jeg købte en poncho og et fleecelagen til min sovepose. Jeg klatrede 2000 højdemeter i løbet af dagen og var lettet, da jeg til sidst nåede toppen. Udsigten fra toppen var ikke til at tro. Jeg tilbragte natten på en lejrplads tæt på toppen.

Senere om aften mødte jeg Kati og Andreas, to tyskere fra Bayern. Vi delte teltplads, og de tilbød mig lækker mad fra feltkøkkenet. Det blev hurtigt bidende koldt, så jeg var virkelig glad for fleecelagnet.
Den følgende morgen havde jeg ikke lyst til at forlade mit telt og mine hænder blev blå, da jeg senere slog det ned. Men da de første solstråler ramte min kind, blev det meget rarere.

Klik for større billede

Yosemite National Park

Efter min obligatoriske varme og dejlige havregrød til morgenmad, betalte jeg min entré til Yosemite National Park og cyklede ind.
Yosemite er en populær nationalpark. Mine øjne bekræftede dette faktum. Det omgivende sceneri kan ingen ord indfange. Imponerende grå granitbjerge formet af en for længst smeltet gletscher, fyldt med frodige grønne skove og søer med overflader, der ligner spejle.

Denne nat tilbragte jeg ved Porcupine lejrpladsen, og opdagede at min pandelampe manglede. Jeg måtte have tabt den et eller andet sted. En ung kvinde, som arbejde med brandbeskyttelse, havde set mig komme cyklende tidligere på dagen og havde faktisk fundet en pandelampe i vejkanten. Hun gav mig den, men jeg så, at det ikke var min og afleverede den tilbage. Men hun sagde, at jeg kunne beholde den. Jeg kunne nu igen finde vej i mørket. En andens uheld blev mit held. God karma, måske!

Jeg begyndte min tur ind i Yosemite Valley. Om foråret er dalen et skønt sted for folk, der godt kan lide at se på vandfald. I weekenderne er dalen fyldt med turister og det er mere eller mindre umuligt at finde en lejrplads.

En uge tidligere havde en stor brand ødelagt 7500 acres skov i dette område. Den startede som en kontrolleret brand, men kom ud af kontrol, da vinden skiftede retning. Så langt jeg kunne se, lignede det et ingenmandsland efter en krig.

Om dagen må man kæmpe med påtrængende egern. Et egern bed gennem min cykeltasker for at finde mad. En dag senere mødte jeg Kati og Andreas igen. De havde slået lejr ovenfor dalen i bjergene og havde også dårlige erfaringer med onde egern. Andreas viste mig et stor mærke på deres lejede varevogn. Mærket kom fra pinjekogler, som faldt ned, når egernene søgte føde i dem.
Jeg kunne smilende forestillede mig, hvad han ville fortælle biludlejningen: ”Jeg kan forsikre dig, hr., det var egernene, der kastede pinjekogler på vores bil”.

Kati og Andreas skulle i sammen retning som jeg og spurgte om jeg ville have et lift med tilbage til San Francisco. Denne venlige invitation faldt på et kærkomment tidspunkt, for min krop skreg på en pause. Cykelturen i USA havde været min hidtil hårdeste.

Klik for større billede

San Francisco og omegn

Nu havde jeg tre uger til at udforske San Francisco. Jeg tog hen til en af mine venner, Michael, hvor jeg kunne bo, og i de følgende uger var vi til udendørskoncerter, adskillige festivaler og vandrede i Point Reyes National Park. Michael spurgte mig, om jeg havde lyst til at tage til Pacifica Beach og Santa Cruz for at surfe. Han er en erfaren surfer og ville lære mig det elementære. Vi tog afsted. Jeg syntes om det med det samme og vi havde en masse sjov.

Jeg havde ikke lyst til at forlade denne del af verdenen og jeg syntes så godt om byen, at jeg besluttede at forlænge mit ophold med en uge. Men desværre varer ingenting evigt. Alt har en slutning.  Men i mine drømme vil turen aldrig slutte.

Jeg er taknemmelig over for alle de mennesker, som gjorde mit ophold i USA til en helt vidunderlig oplevelse. Den venlighed jeg mødte, er værd at nævne.
Tak til alle, ingen er glemt.