USA: Cykeltur i Crater Lake National Park, Oregon

Der er ikke meget at se i snevejr

Sne i maj

Jeg var i færd med at cykle hele USA rundt med start og slut i Miami, Florida. Ved turen op langs vestkysten slog jeg et smut ind i landet for at komme op til Crater Lake i det sydligste Oregon.
Det var i maj og det skulle jo egentligt være forår, men vejret drillede mig. Jeg havde slået følgeskab med to andre cyklister – cykelmotionister – ved Gold Hill, og foreslog dem at de kunne følges med mig op i bjergene. Det var ikke lige sagen for dem. De havde hørt vejrudsigten den morgen, som sagde snevejr i højderne. Det ville de gerne undgå.
Også jeg! Men efter planen skulle jeg om på den anden side af Cascade Mountains lige denne dag!
Målet var Chemult – koste, hvad det ville!
Det øsregnede lige fra første færd den morgen. Da jeg vidste, at jeg skulle op i 2200 m. højde, gav det mig bange anelser vedrørende dagens forløb.
Ved middagstid kom jeg til en restaurant, hvor jeg tog ind for at blive lidt mere tør – få noget at spise – og så ellers finde vintertøjet frem!
Regnen havde på det sidste vist tendenser til at gå over i sne.
Via samtaler med lokale erfarede jeg, at Crater Lakes Rim Road var blevet lukket p.g.a. snevejret, så jeg var nødt til at bruge highway 230 over til den nordlige side af nationalparken.
Det skulle nok vise sig at blive besværligt nok, da sneen efterhånden var begyndt at blive liggende på vejen!
Andre trafikanter havde indset det fornuftige i at blive hjemme – jeg var mutters alene her højt oppe i bjergene. Det var to timer siden sidste bilist.
Alle udsigtspunkter til Crater Lake var enten lukkede eller havde nul udsigt i det tætte snefog.
Stor skuffelse!
Søen havde været eneste grund til, at min rute havde fraveget kysten.
Med 10 cm. sne på vejen nåede jeg nordenden af ”Parken”.
Her skulle jeg pludseligt på toilettet! Så nu skulle jeg af med flere lag tøj for at kunne sidde med numsen bar i sneen, men det lettede! Godt, at der ikke kom nogen forbi da!

Cyklen fryser

På dette tidspunkt havde jeg opdaget, at mine bremser på cyklen var frosset fast: Efterhånden, som jeg havde bevæget mig fra regnvejr og op i sne- og frostvejr, var vandet stivnet!
Nu var gode råd dyre – jeg skulle jo til at cykle nedad og det ville nok være uklogt at gøre det uden at kunne bruge bremserne.
Et nærstudium af vejkortet viste mig, at turen ned til vejkrydset til nr. 97 forekom at være snorlige.
Jeg tog chancen og lod cyklen rulle af sig selv ned i – forhåbentligt varmere omgivelser, så bremserne kunne bruges igen.
Det lykkedes!
Tøsneen havde lagt en dæmper på farten, så den ikke blev alt for høj, men det var spændende!

De få gæster i restauranten ved Diamond Lake junction lurede noget, da en cyklist dukkede op her ”in the middle of nowhere” i snestorm for at få noget varm suppe.
Jeg kom til Chemult. Den aften lovede jeg mig selv nok en chance til at se Crater Lake.

Ved Crater Lake

Jeg cyklede ikke hele turen, men nøjedes med den vestlige del over til Visitor Center.
Denne del var dog også rigelig! Hver eneste lejlighed, som bød sig, søgte jeg ud til kanten og nød det ene pragtfulde overblik efter det andet.
Hvad var jeg dog ikke gået glip af, der i snevejret sidste gang, jeg var her!
Herefter var det nemt at komme ned til Klamath Falls og videre til dagens overnatning i Dorrit på den anden side af grænsen til Californien.
Jeg var glad for at gøre denne afstikker op til Crater Lake og jeg håber mange andre vil gøre det samme. Det er turen værd!
Husk at være forberedt på alt rent vejrmæssigt og lyt til den lokale vejrudsigt!