17.9.13

Af: Poul Hedemann
Bogmærk eller del
 

Efterår i New England-staterne

Turister fra hele verden har i årevis været tiltrukket af New England staternes såkaldte foliage-sæson - altså den smukke periode i september og oktober, hvor bladene skifter farve fra grøn til rød og gul. Oplevelsen er mageløs flot.

Stederne, hvor det hele opleves bedst, finder man i staterne Massachusetts, Maine, New Hampshire, Vermont og New York.

Efterårsfarver i New England

Efterårsfarver i New England


Kør-selv eller med bureau

Der er to måder for en dansker at opleve foliage-årstiden på. Man kan leje en bil og køre rundt selv, eller man kan melde sig på en organiseret tur gennem et rejsebureau.

Det skal straks siges, at det ikke er en rejse, det er helt let at tilrettelægge på egen hånd, da tilstrømningen til hotellerne i de smukkeste områder er massiv på denne årstid. Og har man ikke været på stederne før, er det heller ikke helt let at finde ud af, hvor man bedst oplever det smukke farveskift.

Derfor kan man med fordel vælge at melde sig på en organiseret rejse, og her er de amerikanske rejseoperatører en mulighed. Men også Seniorrejser har et tilbud på en rundrejse med rejseleder - i øvrigt som den eneste rejsearrangør i Danmark.

Vi gjorde begge dele. Tilmeldte os en tur med bus med amerikanske Tauck Tours og bagefter rejste vi så selv rundt i lejet bil til de forskellige stater i eget tempo. Tauck Tours var en god oplevelse. Alting klappede perfekt, rejselederen var af høj klasse, hotellerne var gode og hele arrangementet til et 13-tal.

Landevej ved Lake Placid

Landevej ved Lake Placid


Totalpriser

En del af rejsen var som nævnt planlagt til at køre selv, og her havde vi på forhånd reserveret en udlejningsbil hos Auto Escape Nordic, en relativ nystartet biludlejningsformidler her i Norden.  

Hele processen er gjort simpel, bl.a. fordi Auto Escape tilbyder totalpriser - altså inklusive alle forsikringer, fri kilometer og lufthavnsafgifter.

Når vognen afhentes, i dette tilfælde hos amerikanske Alamo, så er der blot tilbage at vise kørekort og kreditkort inden vognen udleveres. Alt forløb smidigt og perfekt. Det tog under 10 minutter. Og vognen var nærmest helt ny.

Halloween

Halloween


Rejsen til USA

Vi valgte at flyve med Lufthansa via Frankfurt til Boston. Men også Icelandair har en god forbindelse til Boston. Her gør man kort holdt i lufthavnen på Island inden turen går videre til Boston.

Ved at flyve direkte fra en europæisk lufthavn til Boston undgår man det irriterende flyskift i USA, hvor man skal igennem tolden med kufferterne, inden bagagen kan lægges på båndet til den videre flyvning.

Med Lufthansa havde vi ved billetbestillingen, som foregik over nettet på Lufthansas egen hjemmeside, den besynderlige oplevelse, at mens undertegnedes navn blev skrevet fuldt ud på billetten, så blev min rejsefælles navn, på trods af, at det fulde navn var indtastet i fuld længde ved tilmeldingen på hjemmesiden, blot udskrevet på billetten med første bogstav i det første af rejsefællens tre fornavne plus så efternavnet.

Da man i USA – og mange andre steder – ustandselig bjæffer højt om, at den rejsendes fulde navn skal stå på billetten, ellers kan man blive nægtet indrejse/udrejse (ombordstigning i fly m.v.) var det nærliggende at bede Lufthansa bekræfte, at man kunne rejse ind og ud af USA med det stærkt forkortede navn på billetten. Det var ikke så let.

Ved opringning til Lufthansas Call Center fik vi at vide, at billetten selvfølgelig ville blive accepteret. Da vi så bad om en mail-bekræftelse på det åbenbart helt indlysende, så lød det lidet servicevenlige svar, at det kunne vi ikke få. Medarbejderen var hverken til at hugge eller stikke i.

Lufthansa tilbød dog, at hvis vi ønskede det fulde navn på billetten, så kunne det lade sig gøre mod en merpris!! Ikke specielt kundevenligt, når bortsmidningen af fornavnene udelukkende skyldes Lufthansas eget bookingsystem.
Efter lidt mailudveksling blev problemet dog løst uden yderligere betaling.

Men hvorfor Lufthansa forkorter i navnene, og herefter kun modvilligt bekræfter – eller sikrer kunden – at indrejsen i USA er sikret, har man som køber af flyselskabets transport svært ved at forstå. Oplevelsen med Lufthansa var heldigvis den eneste mislyd på denne rejse.

Quilted tæpper er populære i New England

Quilted tæpper er populære i New England


Anmeldelse før afrejse til USA

Inden afrejsen til USA er det vigtigt at huske Esta-godkendelsen og "Secure Flight"-anmeldelsen.

Secure Flight" dækker over, at amerikanerne nu også kræver yderligere oplysninger om køn og fødselsdato m.v. i forbindelse med flybilletten.

Alle flyselskaber med ruter til USA skal derfor fremover indhente disse informationer fra deres passagerer.

Når ESTA-formularen er udfyldt på nettet, får man en elektronisk forhåndsgodkendelse, der giver ret til at flyve til USA.

Selve indrejsetilladelsen til USA får man formelt først, når man har været igennem immigrationskontrollen ved ankomsten til USA.  


Immigrationsmyndighederne i USA er i øvrigt ikke begejstrede for låste kufferter, da man udtager nogle til kontrol, så lås ikke kufferterne, når der skal flyves til - og fra USA.

Bostons havnefront

Bostons havnefront


Boston, Massachusetts

Der er masser at se i Boston, hvis kolonihistorie går tilbage til begyndelsen af 1600-tallet.

Oplev f.eks. den historiske Old North Church, hvor revolutionen mod englænderne blev planlagt i 1875, og Old Canary gravpladsen fra 1620, hvor store skikkelser fra revolutionen ligger begravet.

Men også en tur til det kendte Harvard Universitet, hvor Natural History med den utrolige samling af glasblomster er værd at besøge. 4.400 glasblomster er skabt af Leopold og Rudolph Blaschka fra 1886 til 1936.

Er man til butiksbesøg, så må turen også gå til det centrale Boston, hvor Quincy Market, med de mange butikker og spisesteder findes.

Se også den nærliggende lille Holocaust mindepark, hvor 6 millioner dræbte jøders navne er indgraveret i parkens glassøjler. Man finder også en mindesten, som omtaler redningen af de danske jøder. Et bevægende sted.

Kør ud og spis i Boston

Kør ud og spis i Boston


Spis i Boston

I Boston er der masser af gode steder at spise, og niveauet er højt. Et ret opreklameret sted er det historiske og hyggelige Union Oysters House fra 1800-tallet.

Her kan man - i temmelig dunkel belysning - med fordel nyde østers eller hummer.  Men husets blandingsretter, som bl.a. specialiteten med skaldyr, var en uskøn oplevelse. Skaldyrene lå smidt hulter til bulter på tallerkenen, og den friturestegte ret var desværre så indsmurt i fedt, at den nærmest var uspiselig.

Anderledes delikat var middagen på den fransk inspirerede Beacon Hill Bistro i Charles Street.

Vi bestilte en lækker forret med gratineret gedeost på halv bagt æble med julesalat. Herefter fulgte en hovedret med gratinerede kammuslinger med majs, ledsaget af en glaseret sauce og små stykker hummer.

Desserterne, pære tærte og citron tærte, var på samme høje niveau. Vin kan her, som alle andre steder, købes glasvis.

Soverum på museum som du ikke må ligge i!

Soverum på museum som du ikke må ligge i!


Hotel i Boston

I Boston havde Tauck Tours arrangeret overnatning på det flotte Langham Hotel, der ligger godt placeret midt i byens finanskvarter - i gå afstand fra de fleste seværdigheder.

Hotelbygningen er et historisk sted, som for snart hundrede år siden rummede The Federal Reserve Bank of Boston, og overalt på hotellet finder man malerier, fotografier og andre minder fra den svundne tid.

The Langham i Boston et rigtig godt valg for dem, som ikke går af vejen for lidt luksus.

Gammel Stage Coach

Gammel Stage Coach


Byen Salem

Centralt i den lille by Salem, ca. en times kørsel nordpå fra Boston, finder man et af USA’s bedste kunstmuseer: Peabody Essex Museum.

Udover egne utrolig flotte samlinger (nutidskunst, maritim kunst, oceanic kunst, kinesisk kunst, japansk kunst, traditionel - og nutidig indiansk kunst, m.v.), rummer museet, som noget helt unikt, et kinesiske hus fra 1800-tallet, som indtil 1960 var beboet i Kina.

Huset blev skænket til museet, og man rev det ned stump for stump og fragtede det til Salem, hvor det blev opført i museet præcis som det engang stod.

Huset giver en meget sandfærdig fremstilling af livet hos en almindelig familie i Kina.



Ønsker man overnatning i Salem, så overvej byens stolthed - et af USA’s fine gamle historiske hoteller - Hawthorne Hotellet.

Hotellet er dedikeret Nathaniel Hawthorne, som litteraturelskerne vil vide i 1851 skrev The House of the Seven Gables, en klassiker i amerikansk litteratur.

  Glemt kodeord?
RejseAvisen.dk
Seneste nyt