Subaru

23.11.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Joshua Tree National Park, Californien, USA

Vi er ”On the Road Again” bogstaveligt talt og musikken lyder fra bussens højttalere, mens vi kører ud i den knastørre Mojave-ørken på vej mod Joshua Tree National Park.

Kirke i spansk stil i Mojave-ørkenen

Kirke i spansk stil i Mojave-ørkenen


Gennem Mojave-ørkenen

Varmen er ulidelig - ikke i bussen - men så snart vi stiger ud for at strække benene ved spøgelsesbyen Amboy, der ligger i Mojave-ørkenen. Her er sand, masser af sand. Og spredt bevoksning af indtørrede buske, hvorunder firbenene søger dækning i deres huller.

Majove-ørkenen er opkaldt efter en indianerstamme og dækker et areal ca. tre gange så stort som Danmark. Her er det vist ikke sjovt at fare vild i ørkenen!

Der er nu ikke megen spøgelsesby at se - kun tankstationen, der lokker med en kæmpe hotdog - men en is er at foretrække i denne hede!

Men by må her være - eller har været - for endnu står en kirke opført i spansk/mexicansk stil.

Et joshua-træ blandt mange

Et joshua-træ blandt mange


Joshua Tree National Park

Fremme ved Oasis Visitor Center - et af flere besøgscentre i Joshua Tree National Park - får vi information om det helt specielle Joshuatræ, vi skal se nærmere på.

Træets latinske navn er Yacca Brevfolia og har tilpasset sig de barske forhold i ørkenen, hvor det kun vokser i højder mellem 600 og 1500 moh.

De første 10 år vokser dette stedsegrønne træ knapt otte cm. om året. og derefter ca. fire cm. om året, og først når træet har delt sig, sættes der blomster.

Blomstringen, der sker fra februar til slutningen af april, kræver dog, at der om vinterten har været lidt frost. Enkelte træer er set blive op til 15 meter høje og kan blive 1000 år gamle.

Historien fortæller, at det var mormonerne, som kom hertil i 1800-årene, der gav træet sit navn, da de mente, at de oprakte grene lignede den religiøse leder Josva der peger mod Kanaans land (Israel).

Planter i Hidden Valley

Planter i Hidden Valley


Vandretur i Hidden Valley

På vej mod vores lille vandretur i nationalparken stopper vi ved The Skull Rock - en samling klippesten, der er eroderet så ejendommeligt, at de ligner kranier.

Men det er ikke her vi skal vandre, så vi fortsætter længere ind i den ca. 3.200 km2 store nationalpark til picnic-området ved Hidden Valley. Denne skjulte dal ligger omkranset af store klippeblokke og var engang skjulested for områdets kvægtyve.

I dalen findes en knapt to kilometer lang rundtur mellem eroderede, lysegrå og røde klipper, joshuatræer, kaktusser og andre ørkenplanter.

Vi spadserer rundt i det brandvarme sand og nyder naturen. Umiddelbart ser her ud til ikke at være noget dyreliv. Måske er det fordi vi er her midt på dagen, hvor solen banker ned fra en skyfri himmel.

Men her er faktisk et rigt dyreliv, som man bedst får øje på om formiddagen og sen eftermiddag, hvor temperaturen er mere afdæmpet. Lige nu er det bare for varmt.

Blandt dyrene her er ræv, hare og mindre pattedyr, men også bighorn sheep. Her er set mere end 250 forskellige fuglearter og er man heldig, kan man blandt fuglene se hurtigløberen - jordgøgen (roadrunner) - bedre kendt fra tegnefilmene med Hjulben ...

Under et joshuatræ i Hidden Valley

Under et joshuatræ i Hidden Valley


Midt på stien

Her er naturligvis også krybdyr som forskellige firben og flere arter giftige klapperslanger, skorpioner og edderkopper …

Jo, vi ser os for, mens vi vandrer mellem de store klippeformationer - og holder os midt på stien.

Tilbage i bussen fortsætter vi de få kilometer til mere varme i Palm Springs ...

Torre La Sal
Subaru
Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt