Primo Tours

25.6.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

På vulkaner ved Craters of the Moon, Idaho, USA

Der er ikke langt fra Twin Falls til det 1.500 km2 store nationale monument - Craters of the Moon - et  vulkansk område med passive - og endnu ikke udslukkede - vulkaner ...

Dette mystiske og golde, størknede lavalandskab, som vi forestiller os ligner overfladen på Månen, blev skabt over en 13.000 år lang periode og man mener, at sidste udbrud fandt sted for omkring 2.000 år siden. Geologiske undersøgelser viser, at lavaen ikke kommer fra en enkelt vulkan, men fra en serie vulkaner i en op til 300 meter dyb revne i jorden - The Great Rift - og at der har været omkring 2.000 år mellem udbruddene, så man ved aldrig ...

Selv i dette golde vulkanområde er her masser af liv

Selv i dette golde vulkanområde er her masser af liv


Midt i et månelandskab

På visitorcentret kan man lære om stedets oprindelse og hvorledes det blev til et nationalt monument. Her vises også en film, der bedst kan betegnes som en ligegyldig reklamefilm, med billeder af forskellige vulkanudbrud, som man før har set på tv.

Man ved, at indianerne langs Snake River har været i området lang tid før nybyggerne kom forbi. Faktisk undgik nybyggerne at komme ind i dette ufrugtbare område.

Det var først i 1850erne, da nybyggerne søgte en alternativ rute pga. konflikter med Shoshone-indianerne langs The Oregon Trail, at man benyttede genvejen Goodal's Cutoff. Denne rute gik nord om  det sorte landskab og efterhånden blev nysgerrigheden skærpet for at udforske lavaområdet nærmere.

Geologer undersøgte området i 1901 og igen i 1923 og de artikler som beskrev området medvirkede til at stedet blev et nationalt monument i 1924.

Områdets lighed med månens overflade gjorde, at astronauterne fra Apollo 14 trænede her i 1969 som forberedelse før deres måneekspedition.

I 2000 blev The Great Rift og tilstødende lavamarker lagt med ind under dette nationale monument.

I 1960'erne øvede amerikanske astronauter sig i dette månelandskab

I 1960'erne øvede amerikanske astronauter sig i dette månelandskab


Med lava under fødderne

Vi kører ud i området på fint anlagte veje mellem flade lavamarker, størknede lavaklipper og kegleformede vulkankratere, der ses rundt omkring og stopper tre forskellige steder.

Herfra er korte afstande til at se nærmere på nogle af kraterne, lavastrømmene og de ejendommelige lavaformer og -farver.

Under overfladen findes flere lavagrotter og lavatunneller og enkelte steder kan vi se ned i disse.

Ved første øjekast virker dette månelandskab fuldstændigt dødt og blottet for liv. Men faktisk er her mere end 50 forskellige pattedyr, 170 fuglearter og 660 slags planter.

Ved det regulerede vandfald i Idaho Falls

Ved det regulerede vandfald i Idaho Falls


Idaho Falls

Vi kører derefter ind til byen Idaho Falls, for at få lidt mad i supermarkedet Walmart, hvor vi også gør holdt ved de regulerede vandfald i Snake River.

Herefter fortsætter vi langs med floden og ind i staten Wyoming mod cowboy-byen i Jackson Hole ...

Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Outwell
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt