Azamara Cruice

23.6.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Sacramento - Californiens hovedstad, USA

Vi forlader San Francisco for at køre til Californiens hovedstad Sacramento i dalen Central Valley, der udgør den centrale del af staten. Central Valley er ikke blot Californiens kornkammer, men hele USA’s mest produktive landbrugsområde.

Nybyggere og guldgravere på vej mod vesten. Maleri på Turistkontoret i Old Sacramento

Nybyggere og guldgravere på vej mod vesten. Maleri på Turistkontoret i Old Sacramento


En hovedstad fødes

Californien var engang en del af det store mexicanske territorium, men da USA vandt den amerikanske/mexicanske krig i 1848, måtte Mexico afgive over halvdelen af deres territorium heriblandt det nuværende Arizona, Nevada, New Mexico m.m samt Californien.

Men allerede i 1839 havde den mexicanske regering foræret et stort stykke land til en schweizisk nybygger John Sutter (1803-1880), som primært ernærede sig med handel. Han byggede et fort - Sutter's Fort - der stod færdigt i 1844 og det blev starten på Sacramento.

Landbrug og handel ekspanderede og tre år efter indgik Sutter en aftale med en af sine ansatte James Marshall om at bygge et savværk ved American River. Under arbejdet med dette opdagede James Marshall, at der var guld i floden. Det var den 24. januar 1848.

Guldfundet blev naturligvis fortalt til Sutter og snart var nyheden spredt vidt omkring. De folk som arbejdede for Sutter smed hvad de havde i hænderne og forlod deres jobs for at lede efter guld. Ligeledes kom der lykkejægere fra alle verdensdele - de såkaldte 49'ers - og snart udviklede Sacramento sig til et mere eller mindre lovløst samfund.

Der var dem som blev rige på guldfund, og så var der dem, som blev rige ved at betjene guldgraverne – på den ene eller anden måde …

Sutter selv ville forsyne guldgraverne med udstyr, men de tog hans jord uden at betale for det, og han blev snydt af sine samarbejdspartnere ligesom kreditorerne var efter ham, så det endte med at han flyttede og døde af et hjertetilfælde - uden nogen penge på lommen.

”Den Gyldne Stat” kalder man Californien, og netop fordi staten havde store rigdomme, blev den en del af De Forenede Amerikanske Stater allerede i 1850.

State Capitol i Sacramento er regeringsbygning for staten Californien

State Capitol i Sacramento er regeringsbygning for staten Californien


California State Capitol

Vi stopper ved State Capitol i Sacremento, der er regeringsbygningen for Californien og træder ind i den imponerende bygning, der stod færdig i 1874.

I den runde sal under kuplen ses en marmorstatue med Columbus, der knæler for dronning Isabella af Spanien flankeret af en page. Det var denne dronning, der støttede rejsen til Indien, men hvor Columbus i stedet fandt Amerika.

Går man op ad de brede og meget smukke trapper, kommer man til alle kontorerne og mødesalene og her er det muligt at overvære forhandlingerne i såvel repræsentanternes hus som i senatet.

Derudover har capitol et fint museum bl.a. med gamle bøger.

Regeringsbygningen er omgivet af en stor park med mere end 400 forskellige træer og buske.




53 af de historiske bygninger i Old Sacramento er genopført i oprindelig stil

53 af de historiske bygninger i Old Sacramento er genopført i oprindelig stil


Old Sacramento - som i gamle dage

Nede ved Sacramento River har man genopført 53 herlige bygninger, som de så ud i 1850'erne med huse og skyggefulde plankefortove, cowboy-saloner med svingdøre og butikker samt spisesteder.

I denne fredede bydel føler man næsten, at man er med i en western-film.

I floden ligger hjuldamperen som tidligere sejlede til San Francisco og på bredden ligger den gamle jernbanestation, hvor damplokomotiver står. På gaden kører den hestetrukne diligence.

Sidste stop for Ponyekspressen

Sidste stop for Ponyekspressen


Ponyekspressen

På vores tur rundt i Old Sacramento, hvor vi bl.a. handler ind til dagens senere picnic, støder vi på statuen om Ponyekspressen.

The Pony Express - en gren af Wells Fargo - virkede blot i to år mellem 1880 og 81 og Sacramento var sidste stop på ruten, som startede i St. Joseph, Missouri.

Der var gode penge i at kunne bringe post frem på under ti dage ad den 3.114 km lange rute og på den måde kæde det vestlige USA sammen med resten af landet.

Som ryttere hos Ponyekspressen valgte man unge, udholdende og frygtløse mænd som kunne ride hurtigt og ikke var bange for mødet med eventuelle fjendtligsindede indianere.

Man etablerede i alt 184 stationer med mellem otte og 40 kilometers mellemrum, hvor rytteren kunne få skiftet hest på ganske få minutter og fortsætte i galop mod næste station.

Da man havde fået oprettet telegrafen på tværs af USA, var der ikke længere brug for Ponyekspressen.

Men denne spændende epoke fra det vilde vesten lever fortsat på film og i TV ...

Efter besøget fortsætter vi videre over Lake Thaoe og Virginia City mod Reno i Navada …

Outwell
Tamarit Parc Resort
Subaru
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt