Azamara Cruice

30.4.17

Af: Lissen Jacobsen Fotograf: Lissen Jacobsen
Bogmærk eller del
 

New Yorks store, grønne fristed på Manhattan

Central Park er newyorkernes og turisternes åndehul fyldt med natur og kultur, sport og oplevelser, afslapning og glade mennesker.

Et dejligt grønt åndehul med søer, masser af frodighed og aktiviteter

Et dejligt grønt åndehul med søer, masser af frodighed og aktiviteter


New York og Manhattan er altid en stor oplevelse

New York og Manhattan er altid en stor oplevelse med sine himmelstræbende højhuse, elegante stormagasiner og både eksklusive og billige butikker. Med sine brede, myldrende fortove og spraglede folkeliv. Hektiske Times Square med masser af bling-bling. Teatre, restauranter af alle slags, kunstmuseer og eksotiske bydele. Og altid med intens trafik og tusinder af gule taxaer.
Manhattan, der er indbegrebet af New York, står aldrig stille.  
Men der findes et sted, hvor man kan trække sig tilbage fra det hele og lade roen sænke sig. Stresse af. Hvor trafikken bliver en svag summen, og livet går ned i tempo, selv om der faktisk sker en hel masse.
Stedet er Central Park. En stor, grøn oase, som strækker sig ca. fire kilometer fra West 59. Street i syd og uptown til 110. Street og Harlem. I bredden er parken omkring en halv kilometer fra Fifth Avenue til 8. Avenue/Central Park West.
Central Park er resultatet af en konkurrence om at designe en park efter europæisk forbillede og ikke som udgangspunkt en skov eller grønt område.
De to landskabsarkitekter, Frederick Law og Calvert Vaux, vandt konkurrencen i 1857, og de 1.600 indbyggere i de små landsbyer i området, der skulle bruges, blev tvunget til at flytte. Gennem de følgende 16 år blev parken anlagt med kunstige søer, lange vandrestier, mange og helt forskellige broer samt over fire millioner træer, buske og planter. Millioner af vognladninger jord blev kørt ind fra New Jersey.  
Parken var færdig i 1873, og newyorkerne var glade for den. Alligevel blev den ikke rigtig vedligeholdt i mange år og forfaldt langsomt.  

H.C.Andersen har siddet i Central Park i mere end 50 år

H.C.Andersen har siddet i Central Park i mere end 50 år


Mange aktiviteter

Ikke før 1934 kom der styr på parken igen takket være borgmester Fiorello LaGuardia og en mand ved navn Robert Moss, som frem til 1960 stod i spidsen for en kommission, der skulle rydde op i alle byens parker. I Central Park anlagdes 19 legepladser, og den store græsplæne ”The Lawn” blev skabt ved at fylde et reservoir op med jord.
Men så begyndte parken at blive slidt og forfalden, og ingen tog sig af den. Både i parken og byen var kriminaliteten høj, men heldigvis erkendte bystyret efterhånden, at Central Park virkelig var og er et helt unikt sted, som hele tiden skal passes og forbedres.

Man kan spille stort set alt i den store park

Man kan spille stort set alt i den store park


Central Park er en af New Yorks helt uundværlige pletter

Og i de sidste mange år har Central Park været en af New Yorks helt uundværlige pletter.  Det gælder for både byens mange turister, men da i høj grad også for indbyggerne. Den er jo som skabt til det meste, uanset hvad man foretrækker. Afslapning, boldspil af alle slags, tennis, løbeture, cykelture, powerwalks, ridning og rulleskøjter. Læsning, leg, hygge, kultur, romantik, gymnastik. Professionelle hundeluftere trækkes afsted med op til otte hunde i snor, og cykeltaxaer gør det nemt at se hele parken på kort tid. Men man får kun et overblik. Parken skal helst opleves med masser af tid på hånden.
Her er en række legepladser, zoologisk have, marionetteater, oplæsning, restauranter, butikker, koncerter - ofte med rigtig store navne - og Shakespeare-skuespil på den faste friluftsscene Delacorte Theater.
Man kan komme med på organiserede gåture med guide, tage sig en litterær rute, prøve skøjtebanen ved vintertide på Wollman Rink.

Mosaikken i

Mosaikken i "Strawberry Fields" til minde om John Lennon


Imagine i Central Park

Central Parks måske berømteste monument er ikke stort, men bemærkelsesværdigt. Det den diskrete mosaik Imagine i det såkaldte Strawberry Fields, der strækker sig fra 71.til 72. Street langs Central Park West. Her boede John Lennon i Dakota-bygningen overfor, indtil han brutalt blev skudt uden for sin gadedør den 8. december 1980.
Allerede 10 dage efter det tragiske mord blev det foreslået at skabe et mindesmærke for ham, men først den 10. oktober 1985 åbnede Strawberry Fields officielt - på det, der skulle have været den berømte beatles 45 års fødselsdag.
Selve ”Imagine Mosaic” er doneret af byen Napoli, og en bronzeplakette oplister de 121 lande, der har godkendt Strawberry Fields som ”A Garden of Peace”. Her sidder altid mange mennesker og mindes ham med vemod, og mange lægger blomster på mosaikken.

Børnene elsker også Alice in Wonderland

Børnene elsker også Alice in Wonderland


H.C. Andersen i Cenntral Park

Et andet sted i parken, ved Conservatory Water, har der siden 1956 stået en fin statue af den store, danske digter H.C. Andersen - sammen med en meget nuttet ”grim” ælling. Om sommeren er her oplæsning af hans eventyr flere gange om dagen, og lidt længere henne har børnene en hel gruppe figurer fra Alice in Wonderland at kravle rundt på.

Mange ernærer sig som faste hundeluftere for travle karrieremennesker.

Mange ernærer sig som faste hundeluftere for travle karrieremennesker.


Et must

Man behøver ikke selv nødvendigvis at foretage sig det store i Central Park, for der sker under alle omstændigheder så meget omkring én. Central Park bør altid opleves - uanset årstid. Det er altid dejligt at lægge byens støj og stress bag sig, og har man børn med på ferie i New York, så er det endnu mere et kæmpe must at slippe dem løs på de store plæner og legepladser.

Er man vant til at løbetræne eller powerwalke, ja, så er her ingen undskyldning for at springe over. Ved Loeb Boathouse kan man leje cykler og robåde fra april til oktober, og her er naturligvis også restaurant at hygge sig på. Central Park er simpelt hen skabt til fysisk udfoldelse, afslapning og underholdning - og tæt på ligger nogle af de berømte museer og hele det pulserende Manhattan.

Subaru
Tamarit Parc Resort
Primo Tours
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt