Subaru

12.10.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandretur i Jackson Hole, Wyoming, USA

Det er altid spændende at komme til cowboy-byen Jackson, der på mange måder har bibeholdt sin vesternstemning. Vi har været her flere gange, men aldrig kommet hertil på så flot en tur fra Idaho i vest og over de imponerende bjerge og passeret Teton Pass. Og det er netop her, at vi har en enestående udsigt ud over hullet - Jackson Hole - eller dalen hvori Jackson ligger ...

Jackson med træfortove og spændende butikker samt gallerier

Jackson med træfortove og spændende butikker samt gallerier


Howdy Stranger

Velkomstskiltet til Jackson Hole med ordene Howdy Stranger angiver tonen og den uformelle stemning vi møder i Jackson, hvor vi indkvarteres på Antler Inn midt i byen.

I begyndelsen af 1800-tallet var dalen beboet af indianere og nogle få pelsjægere som satte fælder op for bævere. I 1829 slog pelsjægeren David E. Jackson sig ned her og det er ham, som byen er opkaldt efter.

Dalen blev blandt pelsjæger og cowboys kaldt "hullet" og dette satte sig fast, så både byen og dalen i dag kaldes for Jackson Hole. Efterhånden kom kvægavlere og cowboys, men også lovløse kvægtyve til, og Jackson blev en rigtig, klassisk westernby.

Og det har næsten holdt ved. Her ses træhuse og fortove i træ og masser af butikker med cowboy-udstyr og sjove caféer og spisesteder. Men også flere og flere kunstgallerier med western art af høj kvalitet - og til priser derefter.

På vej op ad Snow King Mountain med udsigt til Jackson

På vej op ad Snow King Mountain med udsigt til Jackson


Snow King Mountain

I dag er vi så tidligt fremme, at vi vil benytte lejligheden til at tage liften op til Snow King Mountain for at få udsigten ud over Jackson Hole.

Ved stoleliften Scenic Chairlift får vi imidlertid oplyst, at det har lynet og tordnet seks kilometer herfra, og så siger sikkerhedsreglerne, at liften ikke må køre og at vi skal vente en times tid og så måske ...

Den usikkerhed kan vi naturligvis ikke vente på og beslutter os for at vandre op ad bjerget til Panorama House på toppen.

I det gode vejr kommer vi hurtigt op gennem skoven og snart har vi Jackson liggende under os. Stien snor sig op over bakkerne, der om vinteren benyttes til alpint skisport.

Efter 1 time og 15 minutter i roligt tempo er vi oppe på toppen af Snow King Mountain og har vi et flot vue udover Jackson Hole med Teton-bjergkæden i horisonten, hvor bjerget Grand Teton på 4.197 moh. står højest.

Og så kommer uvejret

Og så kommer uvejret


Lyn og torden

Vi er lige akkurat nået toppen, da et uvejr bryder løs. Det uvejr som var seks kilometer borte, har bevæget sig hen over Snow King Mountain og rammer os nu.

Regnen bare vælter ned, men heldigvis kan vi søge læ inde i Panorama House, hvor vi møder andre vandrere.

Det er heldigvis kun en byge og efter en halv time titter solen atter frem og vi kan vandre ned ad bjerget tilbage til byen.

NB! Vi mødte ingen bjørne, selv om vi er i bjørneland, men flere fugle i skoven!

I hvert hjørne af Jacksons lille park er en port af gevirer fra wapitihjorte

I hvert hjørne af Jacksons lille park er en port af gevirer fra wapitihjorte


Rundt i Jackson

Udover at iagttage byens fine træhuse og mange forretninger sker der altid noget ved byens absolutte centrum - byens lille parkanlæg med fire flotte porte af elkgevirer.

Her opføres der i sæsonen dagligt et shootout, hvor skuespillere agerer cowboys, røvere og indianere, som udkæmper dueller i gaden med skudvekslinger så det brager og ryger ...

Har man ikke besøgt Visitor centret i Jackson, er man gået glip af noget. Det ligger ca. ti minutters gang fra centrum og er en oplevelse - ikke blot fordi man kan få information om byen og hele området, men også fordi her er udstoppede dyr og kunst på væggene. Bestemt et besøg værd.

Vi skal imidlertid have noget aftensmad - og her er det en god ide at være tidligt ude, da her altid er mange turister, også selv om her er mange spisesteder.

Et af de helt sjove spisesteder er The Jackson Hole Playhouse etableret i 1915 - men alt er allerede optaget. Så vil man ind her, der skal reserveres plads i god tid.

Vi finder i stedet ind til Smokin Iron, hvor maden også kan anbefales.

Er der plads i baren Million Dollar Cowboy Bar, hvor stolene er skiftet ud med sadler, er det også et godt sted at tage afsked med Jackson på, for i morgen går turen forbi Teton National Park og videre nordpå til Yellowstone National Park ...

Subaru
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt