Riis Rejser

6.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreferie i Ötztal (3/3), Tyrol

Et par store taxaer bringer os op ad serpentinevejene til Timmelsjoch-passet, 2.509moh. der danner grænsen mellem Østrig og Italien. På den blå himmel er det ikke til at se, at det var uvejr i nat. Tværtom. Vejret kan simpelthen ikke være bedre.

Udsigt i Passeier-dalen

Udsigt i Passeier-dalen


Passeierdalen i Italien

På toppen af passet gør vi holdt for at nyde udsigten til Norditalien, inden vi fortsætter ned til Timmelsbrücke, 1.759moh., hvor vandringen på rute 29 starter.

Rejselederen har foreslået, at de der vandre lidt raskere end andre, blot kan gå i forvejen og spise frokost på toppen, mens hun bliver tilbage med de, der ikke vandrer helt så hurtigt og vil så spise frokost i en hytte på vejen. Så er meningen, at vi alle mødes midt på eftermiddagen.

Vi kommer først op gennem skoven langs Obergostalm og snart er grupperne formeret. Jeg og en anden har fået hver fået et vandrekort, så det skulle være muligt at finde frem, selv om vi bliver delt i flere smågrupper undervejs. Men det sker ikke. Gruppen venter pænt på hinanden.

Da vi skal det sidste stykke op gennem skoven, møder vi en ko midt på stien. Nogle skal lige synke spyttet en ekstra gang! Mon det store dyr flytter sig? Den viser sig ganske fredelig og vi passerer koen på siden, der vender ind mod bjerget. Gå aldrig forbi en ko på ydersiden - altså ned mod dalen. Dyret kan pludselig flytte sig og 300-400kg kan let skubbe dig ned af bjerget!

Udsigtspunkt

Udsigtspunkt


Turen til Schneeberghütte

Foran os kan vi se bjergene knejse sig omkring Passeier-dalen og flere gange må vi stoppe op for at nyde sceneriet.

Nede på den stejle skråning er man ved at høste. Det foregår med le. Og høet rives sammen og vendes med håndkraft. Her kan maskiner ikke komme op!

Vi vandrer rundt om Schonner Kofel og når frem til et ”skaldet” bjerg, dvs. toppen er uden det tynde jordlag som dækker resten af bjerget og kun den nøgne kalkklippe stikker frem. Her er det også, at vi når frem til Seemoos, 2.187moh. vort aftalte mødested senere på eftermiddagen. Endnu ligger der nogle højdemeter foran os og vi følger skiltningen op til Schneeberghütte, 2.354moh. og minen af samme navn.

Ved Schneeberghütten

Ved Schneeberghütten


Minedriften

Minen er Europas højeste beliggende og indeholdt sølv, bly og zink. Minedriften er flere hundrede år gammel. I begyndelsen huggede man direkte ind i klippen i åbne brud. Senere lavede man minegange, hvor de ældste ikke var højere end 80 cm og kun 150 cm brede.

Minearbejderen lå ned og arbejdede og når han skulle ud, kunne han vende sig liggende. Senere i Bornzealderen blev minegangene højere og understøttet med træpæle. Med primitive redskaber som hakke og spade kunne der kun graves 1-3 cm ind i bjerget om dagen.

Det var oprindeligt kongen, der ejede minen og fik udbyttet, men fra 1300-tallet blev det den, der ejede jorden, der havde retten til eventuelle malmfund – dog skulle der betales 10’ende til landsherren, som også var den, der bestemte prisen for malmen!

Et af minens højdepunkter var omkring år 1500, hvor sølv blev udvundet og brugt til fremstilling af mønter til Greven af Tirol.

I 1660 begyndte man at udhugge Karslminegangen. Det tog 90 år - 3 generationer - før man stødte på en malmåre! Flest beskæftigede var her i 1871, hvor man udvandt zink.

Minedriften blev stoppet i 1979 fordi den ikke længere gav overskud. Da havde man gravet mere end 150 km minegange og skakter i området.

Servering bag kirken

Servering bag kirken


Festlige italienere

Da vi nærmere os Schneeberghütte kan vi bag kirken høre festlig sang. Her i solen er opstillet borde, hvor frokosten serveres og en flok livsglade italienske bjergvandrere byder os velkomne med sang. Vi forsøger at synge med, det bedste vi kan og på et splitsekund er der skabt kontakt mellem os danske og italienerne. Det bliver til et par sange, inden de skal videre og vi får serveret vores frokost.

I dalen bag os ligger store hvide felter, som om det er sne. Men det er kalksten, der er rutschet ned fra de nøgne kalkklipper på toppen af bjergene.

Inden vi forlader hytten, der også fungerer som vandrehjem/refugie, besøger vi minemuseet, hvor en lille udstilling viser billeder, redskaber og værktøj, som gennem tiderne er blevet benyttet i minedriften.

Vi har nu valget mellem at gå tilbage til Seemoos ad samme vej som vi er kommet op eller benytte en mere direkte sti - stejlt ned ad bjergsiden. Vi deler os og mødes næsten samtidigt som Lise og de øvrige vandrere ankommer. Godt timet!

Udsigt i Passeier-dalen

Udsigt i Passeier-dalen


Granatsten

Vi får fyldt frisk vand fra en strømmende bæk - over ”kogrænsen” - og er parate til at vandre videre ned gennem skoven. Her er flere vandløb undervejs, hvor det er muligt at finde granater - halvædelstene. Og jo, det lykkes for de fleste at finde større eller mindre granater, så mon ikke der skal fremstilles et smykke eller pudses sten, når vi kommer tilbage til Danmark?

Vandreturen slutter nede på Timmelsjoch-vejen, hvor vi på Hotel Saltnuss har tid til at nyde en kop eftermiddagskaffe, mens vi betragter den smukke dal, der ligger for vores fødder.

Tysk enzian

Tysk enzian


Keglebaneleg

Efter aftensmaden - en flot mexicansk buffet - mødes vi i hotellets keglebanekælder. På forunderlig vis bliver vi delt i to hold som efter særlige regler - som vistnok kun rejselederen forstår - skal kæmpe mod hinanden.

Nu er vandrestil et og keglebanekuglekastning noget helt andet! Det kan ikke andet end få latteren frem, når vi vandrere i forskellige tilløbsstil forsøger at sende kuglen afsted. Holdene følges pænt ad, og det er ligegyldigt om man scorer mange eller få points. Alle er enige om, at helt let er det ikke at vinde konkurrencen.

Det største grin får vi dog, da maskineriet ikke længere kan finde ud af at stille keglerne på plads. Igen og igen hives de op og stilles ned igen, og lige da der skal trilles en kugle, fløjter keglerne til vejrs igen. Dette er en reparationssag for hotelværten - men vi får grint noget denne aften!

Rettenbach-gletscheren

Rettenbach-gletscheren


Fra Tiefenbach-gletscheren til Vent

Igen i nat har uvejret raset. Og igen til morgen ser vejret helt pænt ud. I egen bus kører vi til Zwieselstein, hvor enkelte, der har fravalgt at deltage på denne sidste vandretur, sættes af og benytter dagen til på egen hånd at vandre langs floden til Sölden.

Vi andre køres op gennem Rettenbach Tal til gletscheren og kan her se hvorledes man forsøger at begrænse bortsmeltningen ved at dække store dele af isen med hvide, tykke plastikpresenninger. Efter et kort ophold kører vi gennem tunnellen til nabo-gletscheren Tiefenbach, 2.795moh, hvor vandreturen starter. Det har taget hele 4 år at hugge, grave og markere den vandrerute vi skal ud på og hvert år skal den renoveres pga. sneen og stenskred.

Vi er i et barsk højalpint område med mange store stenblokke som skal passeres, inden vi kan se ned i Vent-dalen, hvor skylaget ligger tungt. Stien er visse steder ret smal, så denne rute er bestemt ikke for folk, der lider af højde skræk. Men fysisk er den let gået. Lidt op og lidt ned - og så mest nedad til sidst mod landsbyen Vent inderst i dalen.

Udsigt mod Ramolkogel, 3.549moh

Udsigt mod Ramolkogel, 3.549moh


Drivende skyer og murmeldyr

Her er ikke mange vækster og da vi har vandret et stykke tid, begynder skyerne at lege med os. Først kommer den ene sky drivende, så den næste fra en anden retning. En sky stiger direkte til vejrs med en vældig opdrift. Det er uberegneligt hvorfra den næste sky kommer. Skyerne danser foran os.

Og for nogle er dette fænomen ganske nyt - at stå midt i skyerne og mærke hvor hurtigt de kommer - for lige så snart at forsvinde ud i den blå luft.

Længere fremme gør et murmeldyr opmærksom på sig selv. Havde den været tavs var den aldrig blevet opdaget af os. Men gribben eller kongeørnen undgår den ikke. Det er ikke usædvanligt at murmeldyr bliver rovfuglemad. Vi ser dog ingen rovfugle i dag. Der var ellers flere der så en grib ved Gaislacherkogel forleden dag. Det kunne da være spændende at opleve naturens drama på tæt hold, hvis ...

Ned i Vent-dalen

Ned i Vent-dalen


Ned i dalen til Vent

Vi passerer flere vandløb inden vi når frem til Weisskar-søerne, 2.656moh, hvor vi spiser frokost i en tungtliggende sky. Først da vi 20 minutter senere atter vandrer videre, letter skyen så meget, at vi kan fotografere.

Vi er nu fremme ved den stejle del af ruten og går på kanten af bjergsiden højt over Ventdalen. På den anden side af dalen kan vi udpege det sted, hvor vi var forleden - Gurgler Schartl - og foran os kan vi se de imponerende gletschere over Vent.

Nogle få km fremme går det jævnt ned i dalen og kommer under skyerne og bevæger os fra højalpint område til alpint område og dermed ned i et blomsterhav. På det sidste stykke ned i dalen går vi mere eller mindre parallelt med en grusvej/kørevej og kan nyde de mange forskellige blomster som findes her.

Så er vi nede ved landsbyen Vent og kan tydeligt se hvor stor forskel vejret kan være fra dal til dal. Ventdalen fortsætter i et Y med en dal til venstre hvor det regner, mens solen skinner i dalen til højre.

Ved busstoppestedet er der mulighed for at få lidt at drikke, og inden vores bus ankommer, når vi at se lidt på byen.

Snorleg

Snorleg


En festlig afslutning

Under middagen holdes en tale for rejselederen, som har tilrettelagt vandreferien for Ruby Rejser. Her blev det bl.a. sagt, at uanset deltagernes formåen ud i det alpine er turene tilpasset, så alle kan være med og alle få udbytte af det - og ikke mindst på forunderlig vis at kunne ramme bestemmelsesstedet på det fastlagte tidspunkt.

Til minde om denne tur blev der overrakt en figur - Arnold - fremstillet af en vandmelon, to strikkepinde, to spegepølser, et forklæde og en urtepotte - udstyr i bedste Olsenbande-stil.

Men festlighederne tager ikke ende her. Under den efterfølgende kaffe og cognac får vi udleveret hver sin snor som bindes om håndledet og mellem to personer, der så skal komme fri uden at bryde båndene.

Jo, der blev både snoet og drejet, siddet på hug og hoppet over - men lige meget hjalp det. Fri af hinanden kom vi ikke - før det endelig lykkedes at finde løsningen.

Men den skal du rejse med Ruby Rejser for måske at få oplyst ...

Tamarit Parc Resort
Primo Tours
Outwell
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt