Subaru

26.6.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreferie i Serra de Tramuntana (2/2), Mallorca

Det er såkaldt fridag i dag, hvilket betyder at der ikke er guidede ture, men at man er på egen hånd. Nogle vælger sejlturen til Sa Colobra, andre en vandretur omkring pynten Cap Gros med fyret ved indsejlingen til Port de Sóller. Nogle vil slappe af ved hotellets svømmepøl og andre på shoppingtur til Palma de Mallorca - hovedstaden for De Baleariske Øer.

På stien op ad bjerget

På stien op ad bjerget


Toptur til Puig de l’Ofre

Selv tager vi sporvognen til Sóller og går de ca. 20 min. ud til Biniaraix, hvor vi ved den gamle vaskeplads (hvor vi var forleden) støder på GR 221 der går op i bjerget og videre ud mod søerne Cúber og Gorg Blau.

Når man står ved starten af strækningen ser det ganske umuligt ud at kunne komme op ad bjerget - men vi stoler på kortet og vores gode ben og begiver os opad.

Det er en meget fin anlagt ”æselsti” der hurtigt bringer os op. Visse steder er det tydeligt at stien er renoveret, hvilket gør det til en fornøjelse at vandre her. Ingen steder er her store trin, men jævnt går det opad på sirligt lagte sten. Vi er helt alene efter at have ”overhalet” en tysk familie.

Efterhånden som vi kommer længere og længere op, bliver oliventræerne færre og færre og pludselig kan vi høre lyden af rendende og klukkende vand. Små vandfald danner tilsammen Barranc de Biniarix, der i regntiden svulmer op, hvilket de mange ridser og udslebne gryder i floden vidner om.

Så bliver slugten vi vandre op gennem smal - vel omkring fem meter - mellem de lodrette klippevægge, hvor udhænget over os visse steder er flere meter. De lodrette klipper er som en malerpalet med striber af okker, hvid, sort og gyldne nuancer.

Her vokser klippevæggen. Kalkaflejringer lægger sig på kalkaflejringer og bevirker at klippevæggen bliver større. Under klippefremspringet over os hænger flere rækker stalakitter ned mod jorden og ligner næsten orgelpiber.

I sadlen ved foden af Coll de l’Ofre, 875moh

I sadlen ved foden af Coll de l’Ofre, 875moh


Udsigt til Mallorcas højeste bjerg Puig Majer

Nu, da vi kommer højere op i skoven, afløses vandets klukkende lyde af en koncert. En fløjtekoncert. Udsat for bogfinke, spurv, mejse og solsort med spansk islæt. Jo, det er forår på Mallorca.

På et stykke er sporet ikke brolagt og ret så smalt med lodrette bjergsider under os - så de ca. 100 meter hvor dette findes, er ikke noget for folk med hang til højdeskræk. Men mon ikke også dette stykke brolægges med tiden?

Oppe og ude af slugten flader landskabet ud ved et lille landbrug l’Ofre, hvor indhegning og får med klokker fortæller, at her indimellem er beboet.

Vi er nu på grusvej et stykke og bliver ledt ind gennem skov det sidste stykke op til sadlen Coll de l’Ofre, 875moh.

Udsigten herfra er ubeskrivelig smuk - turens flotteste udsigt. Over for os har vi Mallorcas højeste bjerg Puig Majer, 1.436 moh (andre kort siger 1.445 moh) der i sig selv ikke er særligt klædeligt med militært kommunikationsudstyr på toppen og hvor der ikke er civil adgang.

Men under bjerget ligger Embassament de Cúber - en smaragdgrøn sø, hvor bjergene i baggrunden kan spejle sig. Øst herfor flere høje bjerge. Det bør opleves!

Og det er også det naturlige sted at sætte sig efter godt to timers konstant opstigning, nyde udsigten og spise de medbragte madpakker.

Vi gjorde det!

Vi gjorde det!


I alt 1.000 højdemeter

Der er flere vandrere på tur her. De fleste kommer nede fra søen og vandre den modsatte vej end os. De har taget bussen fra Port Sóller til Cúber og vandre så ned herfra, hvilket gør turen noget lettere.

På toppen Puig de l’Ofre lige over for os kan vi se folk gå rundt og vi nærlæser kortet for at finde vejen derop, da her ingen skiltning er. To veje fører til toppen sydfra ret så stejlt og nordfra på kammen - knapt så stejlt. Vi vælger at gå nordom.

Ad en lille grusvej kommer vi rundt om bjerget og kan begynde opstigningen på ryggen. Og flot er det. Ikke langt oppe har vi flot udsigt mod lavlandet øst for os. Enkelte steder skal vi have hænderne i brug for at komme over lidt klipper, men sporet er fint og vi er ikke i tvivl om, hvor vi skal gå.

Vi er gået i endnu ¾ time, så nu er der kun få meter igen og vi er oppe i 1.093 moh. Vi gjorde det! Ca. 1.000 højdemeter på nogle timer.

Is har vi fortjent

Is har vi fortjent


Endnu en belønning

På toppen er nogle få personer, men her er hele tiden trafik op og ned, så vi bliver her kun i ca. 15 minutter for at nyde udsigten. Andre har fået den gode ide at vente med frokosten til de er her oppe og sidder nu og nyder udsigten.

Da vi har set os mætte, tager vi samme vej tilbage, efter at en englænder med blodige, forrevne ben har fortalt os, at den stejle sti på sydsiden er bevokset med tæt og stikkende krat.

Vi giver os god tid nedad igen. Vi kan mærke trætheden og holder flere hvil undervejs, hvor vi kan forfriske os med medbragte søde appelsiner. Havde vi haft badetøjet med, kan det bestemt ikke udelukkes, at vi havde dyppet os i en af de mange fontæner under vandfaldene i Barranc de Biniarix.

Tilbage på Plaza de Constitucio skal denne pragtfulde tur fejres på behørig vis, så på en af fortovscaféerne får vi den største is med jordbær, som kan opdrives på stedet!

På vandreruten mod Cas Garriquer

På vandreruten mod Cas Garriquer


Rundtur ved Bunyola

Nu kender vi sporvognsturen mellem Sóller’ne, men i dag skal vi videre med togbanen mod Palma - dog kun til Bunyola. Toget er vist lige så gammelt som sporvognen - i alle tilfælde fra en svunden tid.

Fra de hårde træsæder kan vi nyde udsigten ud over Söllerdalen efterhånden som toget i et stort S-sving får arbejdet sig op ad bjergsiden, inden det forsvinder i en tre km lang tunnel. Efter en lille ½ time er vi fremme og stiger af på stationen i Bunyola.

Dette er bestemt ikke en turistby. Her er fuldstændigt roligt - næsten dødt! Vi går gennem smalle stræder og op ad høje trapper til vi finder ruten som går til Cas Garriquer.

Første del op gennem skoven med høje fyrretræer er fin med en flot udsigt ned i en dal.

I skovens skygge

I skovens skygge


Dal med fine oliventræer

Så forlader vi vandreruten og går ud på en nyanlagt bilvej for herfra at kunne se ud over Mallorcas lavland. Desværre har varmedisen sløret udsynet, men i klart vejr ville vi kunne se helt til Palma, havet samt bjergene på øens østkyst.

Efter et par km. på denne vej kommer vi til et picnic-sted, hvor frokosten indtages, inden vi fortsætter ned gennem en skøn dal. Her er bjergsiderne beklædt med skov og på selve ruten er det som at gå i en grøn katedral med træernes kroner tæt flettet over vore hoveder.

Ude af skoven i bunden af dalen åbner de mest velplejede olivenplantager sig for os. Det er som om jorden under træerne er redt med en kam.

Midt i dalen kommer vi forbi et hus bygget uden på en grotte i klippevæggen sa Cova.

Ved es Cocons er dalen blevet meget bred og her opdager jeg pludselig en rovfugl svæve over os, medens en hvid hest græsser i en fold på en frodig mandelmark.

Da vi rammer landevejen har vi en lidt kedelig tur godt en km tilbage til togstationen i Bunyola.

Cala de Deiá

Cala de Deiá


Fra Deiá til Sóller

Bussen har kørt os ad de små bjergveje til byen Deiá, hvor vi går op til byens top, der hvor kirken ligger. Et par kanoner vidner om, at dette sted var byens sikreste opholdssted i oprørstider. Her ligger gravpladsen højt, så de døde har mulighed for at skue ud over deres hjemstavn.

Vi går ad ”bagvejen” ned fra kirken og kommer ud på en lille bilvej, der fører os ned til havnen/stranden Cala de Deiá.

Tilbage ad landevejen finder vi markeringen til endnu en strækning af GR221 kravler over gærdet og bevæger os op i landet. Snart er vi højt oppe - men ikke tæt på kysten - og kan se tilbage mod klipperne ved Cala de Deiá.

Far des Cap Gros

Far des Cap Gros


Fyret på Cap Gros

Efter frokost ved Font de ses Mentides fortsætter vi mod Can Carabasseta. Nogle fortsætter videre mod Sóller, mens vi er et par stykker som vil følge GR221 længere mod Port de Sóller, så vi drejer fra ved det lille kapel Capella de Castelló.

Det er en let gået tur uden de større udfordringer. Mange har i deres iver for at markere ruten drysset farver på næsten hver anden sten. Røde og blå prikker samt store uskønne blå pile der viser retningen (du allerede går!)

Ved Muleta Gran drejer vi fra mod fyret ude på Cap Gros og kommer gennem meget høje vortemælk, inden vi når vort mål.

Men dagen er langtfra færdig, så vi vandrer lidt tilbage langs kysten på en nyanlagt vej (der senere skal være en del af en planlagt kystvandrevej helt til Deiá). Vejen stopper og deler sig i to små stier, hvor den ene stopper oppe i bakken (efter lidt klatring), mens den anden snor sig gennem terrænet ned til kysten. Det er dog ikke muligt at komme nær vandet, da stien slutter brat ca. 10 meter over havoverfladen.

Tilbage ved fyret følger vi landevejen ned til Port de Sóller, går langs stranden, finder en cafe og får vandrestøvet skyllet af halsen.

Tamarit Parc Resort
Subaru
Campingferie 650,-
Torre La Sal
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt