Royal Caribbean

5.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreferie i Valloire (2/3), Frankrig

Fra hotellet går vi i samlet flok op til osteproducenten i la Borgé. Han taler udmærket engelsk og her får vi et indblik i de forskellige ostes fremstilling. Og med en særlig entusiasme beretter han om netop det unikke ved sine oste. Her pasteuriserer man ikke den rå komælk.

Besøg hos ostemageren

Besøg hos ostemageren


Lidt om osteproduktion og smag

Hver morgen og aften malkes køerne, der går hele sommeren oppe på skråningerne. Han peger op på bjerget og viser hvor køerne går. Når mælken skal bruges hældes den i karret og opvarmes. Det er alene opvarmningen, der afgør smagen. De forskellige bakterier (mikroorganismer) som findes i mælken, udvikler sig forskelligt under forskellige temperaturer.

Osten fås ikke magen til andre steder. Man kan flytte til et andet sted, man kan tage køerne med, men græsset, der gror her på skråningerne, kan man ikke flytte. Det er de mikroorganismer, som findes her, der gør ostene til noget helt unikt.

Vi ser staldene hvor køerne står under hvert sit navneskilt hele vinteren uden at komme uden for båsen. Og iflg. ostepeoducenten trives de vældigt godt med det!

Efter rundvisningen og smagsprøver vandrer vi op forbi Park Adventure - en aktivitetspark, hvor det er muligt at få rørt sig på en helt anden måde. Iklædt sikkerhedssele og hjelm svinger man sig fra træ til træ og skal undervejs passere forskellige forhindringer. Nok til at få sved på panden og hjertebanken.

Op langs Gorges de l'Enfer (rute 11)

Op langs Gorges de l'Enfer (rute 11)


Mod les Solédes

Vi fortsætter ad vandrestien, rute 11, op langs Gorges de l’Enfer. Et skilt advarer om ”Danger” og ruten, vi kommer ud på, er da heller ikke for folk med tendens til højdeskræk.

I utallige serpentinesving kommer vi højt op over kløften med floden brusende under os. Stien er for det meste ikke mere end 50 cm. bred og går stejlt ned til den ene side.

Men er man normalt gående, er det intet problem og en meget flot tur op mod les Solédes.

Turen kan på ingen måde cykles!

Herfra vandrer vi til venstre og følger ruten ind i dalen mod Le Clot de l’Âne. Dalen kunne lige så godt hedde ”Blomsterdalen”. Et væld af smukke alpeblomster er spredt ud som et tæppe, uanset hvor vi kigger hen.

Her er gule og blå blomster. Her er røde, hvide og lilla, og en masse orkidéer. Alt mellem forskellige græsser. Her er blomstrende rosenbuske og mange uforstyrrende insekter og sommerfugle. Men her er ingen træer til at skygge for udsigten. Vi er over trægrænsen.

På sneen i Rio Pessin

På sneen i Rio Pessin


Frokost i højden

Vi følger Gorges de’l Ayguets et par kilometer ind i dalbunden og passerer en lille slugt med et vandløb oppe fra gletscheren.

Inde i bunden af dalen ved Le Clot de l’Âne vælter et par vandfald med smeltevand ned fra gletscherne oppe i bjergene bagved. Her er vi oppe i sneen over bækken, der længere nede bliver til floden Rio Pessin. Vi kommer ikke længere (med mindre vi vil bjergbestige de bagvedliggende højder) og spiser vor medbragte frokost, til lyden af det fossende smeltevand, der løber ind under sneen og først kommer ud igen længere nede i bækken.

Vi vandrer samme vej tilbage til ruinen les Solédes, 1.888moh. og følger denne gang rute 11 på en bred men stenet sti ned mod det lille samfund le Poingt Ravier, der ligger ca. hundrede meter over Valloire.

Vi besøger Chapelle Belvédère i le Poingt Ravier og kan herfra skue tilbage til dalen vi er kommet fra.

Det sidste stykke ned til le Borgé og Valloire følger vi rute 2 og møder på vejen (naturligvis) et par mountainbikere på vej op.

Heldigvis er der et ledig plads uden for baren på hotellet og et par store fadøl kommer på bordet under den skyggefulde parasol. Er dette ved at blive en vane?

Tilskuere på vej mod Col du Galibier

Tilskuere på vej mod Col du Galibier


Tour de France

En af verdens største sportsbegivenheder kommer til byen. Forberedelserne til Tour de France har naturligvis været undervejs længe. Byen er pyntet med flag og turister i tusindtal er strømmet til byen. Campingpladsen er for længst fyldt og hundrede af autocampere kæmper om de sidste pladser langs ruten ud mod Col du Galibier.

Allerede i går eftermiddags lukkede politiet landevejen for bilkørsel ud af byen, så de, der ikke allerede har fundet deres plads, har virkelig problemer. Men det er mit indtryk at politiet i denne situation er meget large, med hvor folk parkerer og slår telt op og ser gennem fingre med stopforbud etc. Hele dette leben har vi sat os for at opleve i dag.

Vi blander os i den fortsatte strøm af vandrere, cykelryttere og andet godtfolk, der er på vej ud ad landevejen mod Galibier. Folk med baugettes stikkende op af rygsækken, med vand i den ene hånd og vinen gemt i en plastpose i den anden.

Autocamperne står tæt og folk slapper af, hvor de kan finde skygge. Læser aviser og bøger, og forbereder sig til ”Touren”.

Lejr ved Plan Lachat for foden af Galibier

Lejr ved Plan Lachat for foden af Galibier


Leben langs landevejen

Vi vandrer ud ad landevejen til vi kommer til Bonnenuit, hvor vi følger grusvejen op gennem denne lille by bag flyvepladsen, men kommer igen ud på landevejen fri af nogle hårnålesving. Vi møder flere danskere og spørger, hvor længe de har ventet her. De kom i søndags dvs. for tre dage siden. Med der var pladserne på ruten op mod Col du Galibier allerede optaget, så de har slået sig ned her ved le Petite Charmette, hvor udsigten ind i dalen mellem bjergene er enestående.

Fremme ved bunden af Galibier, der hvor opturen til selve passet begynder, er her en hel koloni af autocampere, der parkerer højt op på Plan Lachat.

Vi vandrer op mellem alle de camperende, hvor nogle har travlt med at lave mad og hvor alle (vist) kun har ét samtaleemne. Nogle lytter til radio og andre følger med på TV. Løbet er allerede i gang og rytterne er på vej mod Col du Télégraphe - en skrap stigning, der ligger før Valloire.

Udsigten er bjergtagende op mod Camp des Rochilles

Udsigten er bjergtagende op mod Camp des Rochilles


Op til Camp des Rochilles

Oppe ad grusvejen på Plan Lachat finder vi skiltningen mod de tre søer og Camp des Rochilles. På et sted hvor vi kan se over på serpentinevejen op ad Galibier, sætter vi os for at spise frokost.

Vi aftaler, at Allis bliver her og slapper af, mens jeg springer op mod de tre søer. Det er en stejl genvej, der næsten går lige op ad bjerget. I løbet af ½ time er jeg godt 300 højdemeter længere oppe og går over vandfaldet Ruisseau de la Jargette, der strømmer ned fra bjerget.

Så kommer jeg ud på grusvejen, jeg kunne have valgt at gå op ad - den rute er lettere, men er meget længere og mere tidskrævende. Den fører op til Camp des Rochilles - en militærlejr for Fremmedlegionen.

Men her er ganske mennesketomt. Lukket og slukket. Jeg går gennem lejren og op på den anden side, men er i ”kapløb” med tiden, for jeg skal nå tilbage til vejen, inden cykelfeltet kommer.

Foran mig er endnu knapt 100 højde meter, men jeg bliver nødt til at stoppe nu. Vi skal ned og se cykelløb og vi skal også vandre helt tilbage til Valloire. Så jeg vender om, men nyder de fantastiske bjergformationer, der omkranser hele lejren. Den ene top er mere forreven end den næste. Og farvespillet er ubeskriveligt smukt i det fine vejr.

Jeg vandrer tilbage gennem lejren og videre ned ad grusvejen. Den sti jeg kom op af, vil jeg ikke turde gå nedad. Dertil er den for stejl. Men mellem grusvejens serpentinesving er der genveje ned over bjergsiden og dem benytter jeg mig af.

Helikopter i dalen fortæller os at rytterne er på vej

Helikopter i dalen fortæller os at rytterne er på vej


At vente på feltet

Vi går ned til landevejen ved foden af Galibier og ser de første vogntog fra ”Touren” komme forbi. En hel karavane af køretøjer med reklameskilte kører forbi og uddeler diverse ting til de ventende entusiaster.

Vi går et stykke tilbage mod Valloire og finder et sted på vejen, hvor vi slår os ned. De første helikoptere svæver over os og snart kan vi se TV-helikopteren svæve lavt inde i dalen. Nu er cykelrytterne endelig på vej.

Inde fra en autocamper kan jeg høre, at stemningen stiger hos de franske ejere. De følger med på deres TV inde i camperen. Konen kommer ud og retter lidt på stolen uden for. Så går hun lidt nervøst ind igen og råber på at manden skal komme ud. Han er vist bundet af sit TV.

Overfor er et engelsk par ved at grille pølser, som forventes at være færdige netop som ”Touren” passerer.

Udbryderne

Udbryderne


Feltet er sprængt

Så kommer motorcyklerne, som skal sikre, at folk er væk fra vejen når rytterne kommer.

Her er udbryderne. Vi kan se dem på afstand. Der er 4 mand forrest. Lidt spredte. Og væk er de. Herefter kommer der én på mellemhånd. Og endnu én. Er feltet slået i stykker?

Helikopteren larmer lige ved siden af os. Den svæver nogle få meter over dalen for at få de bedste billeder.

Folk vinker i håb om at blive set af TV-manden.Så dukker feltet op med de førende ryttere.

Manden i gult er godt beskyttet af sine hjælperyttere, der trækker resten af gruppen frem mod Col du Galibier. Vi ved naturligvis ikke hvad der er sket på stigningen op til Col du Télégraph. Eller hvorledes nedkørslen mod Valloire og gennem byen er forløbet. Er de ved at indhente udbryderne eller….?

Så er de væk. Det går hurtigt. Folk har ventet i dage for disse få sekunder! Hov, der kommer en gruppe mere. De ser ud som om de har bedre tid. Skal de bare over uanset tid?

Den bagerste opsamling

Den bagerste opsamling


Bagtroppen

Vi tager vore rygsække på og vandrer videre ned mod Valloire, indtil vi atter ser flere ryttere komme. Dette er bagtroppen. De sidste er de tunge sprintere og hjælperyttere, der er faldet tilbage. De skal bare hjem til mål inden for tidsgrænsen. Så er det overstået - for os. Næsten.

På vejen tilbage er folk opslugt af deres små TV. Alle står i grupper og følger med over skulderen på ham foran, uanset på hvilket sprog transmissionen foregår på. Selv ser vi lidt med på hollandsk TV. Er det ikke dem der fører?

Da vi frigør os fra TV-programmet og går videre, er de første cykelryttere og autocampere allerede på vej ned ad bjerget mod Valloire. Det er helt vildt. Alle vil frem på én gang. Bilerne danner hurtigt en lang kø og cyklisterne kommer i fuld fart uden om de holdende biler.

Godt at der ikke er modkørende lige nu! Politiet forsøger at regulere trafikken, så flere og flere lukkes ud i køen.

Noget før Valloire forlader vi landevejen og vandrer ind langs la Valloirettes højre bred på grusstien gennem den skyggefulde skov - væk fra bilos og gale cyklister. Nu hører vi kun vandets brusen og ind i mellem lidt fuglekvidder.

Uden for på hotellets terrasse hører vi lidt om hvorledes ”Touren” gennem byen er forløbet, mens vi får skyllet støvet fra halsen væk med et glas fadøl. Og her er det bestemt heller ikke gået stille af. Her er blevet uddelt T-shirts, kasketter og en masse forskellige reklame-ting. Det hele har været en fest med underholdning på tovet bag kirken.

Din rejseskribent ved en af søerne i Valloire

Din rejseskribent ved en af søerne i Valloire


Outwell
Primo Tours
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt