Azamara Cruice

6.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreferie i Valloire (3/3), Frankrig

Atter en dag med fuld sol. Kan dette mon blive ved? Vi vandrer ad rute 2 vi kom ned fra forleden op til le Poingt Ravier og giver os tid til at gå lidt rundt mellem husene, hvoraf flere er flot restaurerede. Herfra følger vi rute 15 op gennem skoven med fin udsigt over på den anden side af Valloirette-kløften mod Col du Télégraphe.

Der tælles får!

Der tælles får!


Le Pain de Sucre

På en lille udløber passerer vi fårehyrdens hus ved le Clot Albanel og kan nu se ”Sukkerbrødet” - le Pain de Sucre - foran os. Inden vi kommer så langt skal vi lige tælle får. På et indhegnet område står et utal af får og udenfor ligger en af de typiske fårehunde, der er opvokset mellem fårene og skal beskytter dem mod rovdyr. Her findes bl.a. los og ulve.

Desværre har nogle af fårebønderne lagt forgiftet kød ud, så nu menes områdets fredede ulvebestand at være reduceret fra fem til kun tre.

Idylliske Albannette

Idylliske Albannette


Idylliske Albannette

Fra toppen af le Pain de Sucre, 1.981moh. går det stejlt ned gennem skoven på utallige serpentinesving.

Undervejs ses en række nummererede træer, hvoraf nogle er meget gamle. De ældste træer er ca. 600 år gamle og ved et af træerne fortæller skiltet, at det er 6,40 meter i diameter og er 29 meter højt.

Vi kommer ned på landevejen, der fører frem til Albannette, men rute 15 går ikke gennem dette lille samfund, men tilbage på strækningen langs Vallorette-kløften på en bred grussti.

Snyd ikke dig selv for at vandre de ca. 10 minutter frem til Albannette og gå en tur ned mellem husene. Byen er uden biler (parkerer uden for byen) og aldeles idyllisk med små huse og gærde med blomster midt på den skrånende bjergside.

Valloirette-kløften

Valloirette-kløften


Valloirette-kløften

Vil man følge la Valloirette fra vandfaldet ved Valloire, må man vandre op langs kløften på rute nr. 15 mod Albannette. Her kommer man forbi Rochers de l’Echerenne, nogle karakteristiske klippeformationer højt over hovederne på os. Det er som om det hele kan skride sammen hvert øjeblik. Men det holder nok!

Fra Albannette kan det være lidt vanskeligt at finde rette vej, da der er flere vandremuligheder, hvis man vil længere ned i kløften. Vi har besluttet at vandre rute 10 (mærket på kortet), men som i naturen kaldes G eller K.

Vi spørger en ældre dame, der er ved at feje stentrappen foran sit hus om vej og hun leder os ned gennem sin have. En af de grøn-gule markeringsskilte fortæller os, at vi er på rette vej. Vi åbner for et elektrisk hegn og forsøger os videre frem.

Her er mange spor - specielt efter kvæg. Vi går til højre. Tilbage kan jeg se, at konen står og vifter med sin kost. Vi er på gal vej. Hun får os dirigeret længere til venstre og nedad. Så finder vi sporet.

Over Ruisseau des Moulins

Over Ruisseau des Moulins


I skoven

Nu går det skarpt nedad. Serpentinesving efter serpentinesving går vi ned mod kløftens bund. Det er tydeligt, at det ikke er ofte, at her kommer vandrere. Græsset gror på vandrestien og grankogler ligger overalt, så vi er lige ved at trille i dem.

Noget nede stopper vi for at få noget at drikke af vor medbragte vand. Idet jeg svinger rygsækken på skulderen, springer en kronhjort op kun et par meter fra os. Vi har ikke set den, men den har stået bomstille og iagttaget os, medens vi har drukket. Kameraet ligger i rygsækken. Ærgerligt! Nu er den væk.

Vi fortsætter ned gennem skoven, hvor der ikke er megen udsigt til andet end træer. Nogle steder er jorden rodet godt igennem, som om her også kunne være vildsvin.

Længere nede i skoven kan vi høre vandet bruse fra en af bækkene, der løber videre ned i kløften og vi skal over Ruisseau des Moulins, hvor der er udlagt en træbro.

la Valloirette passeres

la Valloirette passeres


For lidt vand med

Så kommer vi helt ned i kløftens bund og på en stålbro kan vi krydse den brusende flod - la Valloirette.

Nu går det opad på højre side af kløften op ad siden på Col du Télégraphe. Og opad, menes opad. Det er en lang sej stigning op gennem skoven og et par stedet skal vi passere nyere stenskred, hvor stenene endnu ikke helt har sat sig fast. Vi passerer disse stenskred med stor forsigtighed, for ikke at ryge mange meter ned ad skråningen. Og det går fortsat opad. Ind i mellem kan vi se over på den anden side af kløften – mod Albannette.

Vi sveder og det sidste medbragte vand er drukket. Enkelte kilder på bjergskråningen springer vi over, idet vi ved, at der er kørevej og beboelse over os - og skal ikke nyde noget af eventuel forurenet vand. Det bliver en lang tur opad. De sidste appelsiner er spist og vi har ikke mere væske.

Aldrig har jeg vist været så glad for igen at møde en bilvej som i dag. Nu er vi oppe ved le Col. Jeg styrer direkte mod det første hus vi møder og banker på døren. Ingen svarer.

Vi tørster! Lidt oppe ad vejen kan jeg se en dame sidde på terrassen. Jeg går tilbage og råber til hende om AQUA og peger mod hendes dør og viser hende vor vandflaske. Hun rejser sig og jeg løber tilbage til døren. Om vi ikke nok kunne tigge lidt vand? Hun fylder dunken og et øjeblik senere har vi hver drukket en halv liter dejlig, kølig vand. Nu har vi gode kræfter til at vandre de to km langs landevejen tilbage til Valloire.

Turen kan ikke anbefales, da der ikke er meget at se i forhold til anstrengleserne. Brug i stedet tiden til nogle af de andre ture i højderne.

Tør jeg nævne at fadøllet foran hotellets bar i dag smagte aldeles fortræffeligt?

Lac des Cerces, 2.410 moh

Lac des Cerces, 2.410 moh


De fire søer

Midt under middagen for et par dage siden kom en af guiderne, der arrangerer vandreture i området og fortalte på gebrokkent engelsk om de arrangementer, der ville blive gennemført i løbet af ugen. Hans engelsk var ikke godt - selv om han havde øvet sig, og det blev en underlig sammenblandet præsentation.

Det havde været meget, bedre hvis han var kommet efter middagen og havde sat en times tid af til stille og roligt at forklare os om turenes sværhedsgrad, hvor turene præcist går hen (vist på et kort) og kunne besvare andre spørgsmål for interesserede. Nu er der hængt en kort dansk beskrivelse op på opslagstavlen hvorpå man kan tilmelde sig. Resultatet er da også, at kun nogle få har tilmeldt sig turen vi skal med på i dag - turen til de fire søer.

Så vi er en lille frisk gruppe, der bliver kørt ud til Plan Lachat. Herfra vandrer vi ad rute 9 op forbi en stor klippe Tours de Notre-Dame til den første sø Lac des Cerces, 2.410 moh.

Vi går rundt om søen og videre op til næste pas, hvor vi har en enestående udsigt til Den Sorte Nål - l’Aiguille Noire - der ser helt anderledes ud fra denne vinkel. Herfra kan vi ikke se de to toppe. Her er et utal af takkede toppe. Nåle om man vil!

Ved Lac de la Clarée

Ved Lac de la Clarée


Sneboldkamp og herlige søer

Så dukker den næste sø - Lac de grand Ban - op, men vi går ikke frem til denne sø. I stedet fortsætter vi omkring et hjørne, hvor søen Lac Rond dukker op.

Igen har vi et blomstertæppe spredt ud foran os. Det er billedskønt! Vi finder et sted at spise frokost inden vi fortsætter videre omkring søen.

En frisk dreng på 10 år har meldt sig til turen sammen med sine forældre og naturligvis kan han ikke stå for en sneboldkamp med sin far, da lejligheden byder sig midt på ruten. Sneboldene flyver gennem luften.

Så kommer vi op i endnu en saddel og får den fineste udsigt til den smaragdgrønne sø - Lac de la Clarée – der også er den mindste af søerne.

Vi fortsætter rundt om Lac Rond og frem til næste sø Lac du Grand Ban. Her i området kæmpede franskmændene mod de indtrængende italiener under anden verdenskrig og bunkere oppe på bjergskråningen vidner om historiens slag.

Et sted er der også brudt sten fra bjerget - sten som er brugt til at anlægge vejen her ud til, så de tunge krigskanoner og andet udstyr kunne transporteres over bjergene.

På den anden side af søen går vi op på en udløber, det eneste sted hvor de fredede edelweiss vokser, inden vi kommer op i passet ved Camp des Rochilles og går ned gennem Fremmedlegionens lejr.

I området ses også mange murmeldyr og højt oppe på de forrevne bjergkamme skimtes - gennem kikkerten - nogle bjerggemser.

Det sidste stykke ned til refugiet les Mottes vandres på grusvejen og de mellemliggende små genveje.

Turen er i luftlinie ca. 12 km svarende til ca. 15 km i terrænet og er på ingen måde svær og kan sagtens vandres uden fører. Har man cykel, kan man cykle herud, parkere den og selv vandre turen rundt. Men uden guide går du glip af de små historier, der fortælles under vejs.

Græshoppe

Græshoppe


Les Clots

Denne morgen har tågen lagt sin klamme hånd omkring Valloire. Tunge skyer dækker bjergtoppene. Alligevel er der morgenfriske rejsedeltagere, der igen i dag tager med på den arrangerede køretur til toppen af Col du Galibier. Oppe i passet venter der dem en enestående oplevelse, hvor solen står op bag bjergene og kaster sit første lys ned på skyerne i dalene nedenunder.

Der er begrænset plads i den lille minibus, så vi kommer ikke med på en af disse ture, der gennemføres som en ekstra service fra madkoordinatorens side. Og så er vi i øvrigt på morgenmadsholdet denne sidste feriedag.

Vi får smurt madpakker til at tage med på hjemrejsen og pakket vore kufferter. Værelset gøres rent, medens madkoordinatorerne og øvrigt personale sørger for rengøring af fællesarealer. Kufferterne stilles i et særligt rum. Så er der plads til de næste gæster, der er på vej.

I løbet af dagen får solen brændt de fleste skyer væk og det bliver en lummervarm dag med høj fugtighed i luften.

Vi vandrer en lille tur ud forbi Park Adventure, over broen ved vandfaldet i Georges de l’Enfer og følger rute 4 et stykke op ad bjergsiden. Men det bliver for varmt og for tryggende med den høje luftfugtighed, så vi drejer fra og går gennem den lille ”forstad” til Valloire, der hedder les Clots. Det herlige ved denne lille by - Valloire - er, at man intetsteds i byen skal gå mere end højst 10 minutter for at være på en af vandreruterne.

Cykelparkering

Cykelparkering


Også for cyklister

De mange cykelruter for mountainbikes er ikke nævnt, men de er der og bliver flittigt benyttet. Der er også de gæster, der cykler på landevejen - f.eks. en tur på mere end 200 km rundt i omegnen af Valloire.
Tilbage i byen fordrives tiden på en restaurant, med en salatanretning til frokost efterfulgt af en sidste rundtur i den fredelige by.

Bussen er ankommet og alt er pakket. Vi kører op over Col du Télégraphe og ned mod St. Michael de Maurienne, medens strømmen af cykelryttere fortsætter op ad serpentinevejen. Hvem vil ikke prøve kræfter med samme rute som Tour de France-rytterne?

Så er vi på hovedvejen og fra de mørke skyer i det fjerne ses det første lyn blitze hen over himmelen. Så kommer den. Regnen. Den vælter ned. I de næste 24 timer står regnen ned som fra et skybrud.

Vi er på vej mod Danmark!

Din rejseskribent ved en af søerne i Valloire

Din rejseskribent ved en af søerne i Valloire


Torre La Sal
Campingferie 650,-
Outwell
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt