Primo Tours

16.1.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreferie på Gran Canaria (2/3), Spanien

Fra Parador Cruz de Tejeda spadserer vi direkte ud på vandreruten langs Tejeda-calderaen. Mod havet er udsigten helt dækket af skyer, men her i 1.510 meters højde er det fuldstændigt klart og hele Tejeda-krateret med bl.a. Roque Bentayga ligger åbent for os.

Vi vandrer langs kanten af Tejeda-calderaen er det største krater midt på Gran Canaria - og stammer fra en kollapset vulkan

Vi vandrer langs kanten af Tejeda-calderaen er det største krater midt på Gran Canaria - og stammer fra en kollapset vulkan


Langs Tejeda-calderaen til grottebyen Artenara

De første par hundrede meter går det lidt op til kanten af calderen som er skabt ved en sammenstyrtning af øens vulkaner for millioner af år siden.

Man kan forestille sig at vulkanøen Gran Canaria havde flere aktive vulkaner på midten af øen. Utrolige mængder af lava blev sprøjtet ud af magmakamret under vulkanerne. Så er de blevet inaktive og lavaen i nogle af vulkanernes rør er størknet hvilket vi i dag kan se som bl.a. Roque Nublo og Roque Bentayga.

Vægten af de store mængder lava har fået magmakamrene under vulkanerne til at kollapse, hvorefter calderaen er formet af erosionen gennem tiderne.

Det er en af øens flotteste vandreture langs kraterkanten med fyrretræskoven på den ene side og den stejle kraterside på den anden side - hele tiden med udsigt til basaltmonolitterne midt på øen.

Ved Caballeros-grotterne er adgangen en smule spektakulær

Ved Caballeros-grotterne er adgangen en smule spektakulær


Caballeros-grotterne

Undervejs kommer vi til Caballeros-grotterne, der af øens første beboere - guancherne - blev benyttet til frugtbarhedsritualer.

Man ved ikke meget om disse guanchere - hvor de kom fra og hvornår. Der er teorier om berbere fra Afrika (Marokko) eller vikinger fra Island, da man har fundet ud af, at de både var høje og blåøjede. De kunne være kommet af nød eller være udsat som fanger. De korrekte svar dukker nok op en dag.

Adgangen til grotterne er en smule spektakulær, hvor vi balancerer på de glatte klipper for at komme hen til dem. Vi kan dog ikke komme ind i grotterne - der må betegnes som huler på nogle meters størrelse på hver led - for de er spærret af gitre. Af de syv huler er de seks menneskeskabte.

Det skulle være muligt at se forskellige kvindesymboler på væggene, hvilket jeg dog ikke kan. Derimod er det tydeligt at se nogle kanaler i gulvet, hvor man angiveligt har ofret mælk ...

Grottebyen Artenara kløber sig til bjergsiden

Grottebyen Artenara kløber sig til bjergsiden


Grottebyen Artenara

Efter en frokostpause helt ude på kanten af calderaen - atter med en flot udsigt - fortsætter vi mod grottebyen Artenara, der klæber sig til klippesiden. Her er ”husene” bygget ind i klippen hvilket giver kølige rum om sommeren og milde rum om vinteren. De fleste huse har blot en facade og måske en terrasse ude foran hulen.

Fra toppen af caldreaen går det ca. 400 meter ned ad trapper langs nogle af grottebeboelserne og nede ser vi grottekapellet med Jomfruen af la Cuevita.

Lidt herfra besøger vi Artenaras Etnografiske Museum, der giver os et glimrende indblik i, hvorledes man havde indrettet sig i grottehusene i perioden 1930-1950.

Vi slutter dagen på byens centrale torv med en forfriskning, inden bussen bringer os tilbage til Parador Cruz de Tejeda.

Et par af vore rejsefæller, der har været så heldige at få tildelt hotellets store suite, er sociale folk og inviterer til en før middag drik i deres suite. Her er plads nok til de som vil være med og det er en fin måde at få rystet gruppen sammen på. Et udmærket initiativ før vi spiser sammen i hotellets restaurant.

Fra kraterkanten ser vi bl.a. Roque Bentayga og vulkanen Teide på naboøen Tenerife

Fra kraterkanten ser vi bl.a. Roque Bentayga og vulkanen Teide på naboøen Tenerife


Over højdedragene fra Cruz de Tejeda til Roque Nublo

Lige på den anden side af hovedvejen fører en vandrerute op ad bjerget i retning mod Roque Nublo, der er et geologisk vartegn for Gran Canaria - og dagens mål.

Vi følger kanten af Tejeda-calderaen - men nu på den anden side af i går - og har en flot udsigt mod Spaniens højeste bjerg - vulkanen Teide, 3.718 moh. på naboøen Tenerife.

Vi kan det meste af dagen se se Roque Nublo og efter at have passeret dæmningen ved Gran Canarias højest beliggende vandreservoir Presa de los Hornos der opdæmmer vandet over Barranco de Tejeda går vi et stykke på landevejen frem til udsigtspunktet La Goleta og p-pladsen ved Roque Nublo.

På plateauet ved Roque Nublo

På plateauet ved Roque Nublo


Roque Nublo - Gran Canarias berømte midtpunkt

Herfra er der et par kilometer på en velbesøgt vandresti ind mod Den Forstenede Munk (El Fraile-klippen) og Frøen (La Rana-klippen) samt Roque Nublo.

Efter en sidste stigning kommer vi op på et plateau - en mesa - hvor Roque Nublo - verdens højeste basaltmonolit - rejser sig 80 meter høj og 1.813 moh. Klippen blev af guancherne benyttet som kultsted.

I dag valfarter turister hertil for at imponeres af klippens størrelse og nyde den fantastiske udsigt ud over Tejeda-calderaen. Men her kommer også bjergklatrere for at bestige Roque Nublo - hvilket dog kræver nogen færdigheder.

Vi ”nøjes” med at spise vores frokost i læ af Frøen og med udsigt til det omkringliggende landskab. Herefter spadserer vi tilbage til La Goleta, hvor bussen venter på at køre os til Cruz de Tejeda, hvor vi kan forberede os til en mere luftig vandring i morgen …

Klippeformationen Den Forstenede Munk - El Fraile-klippen

Klippeformationen Den Forstenede Munk - El Fraile-klippen


Outwell
Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt