Azamara Cruice

17.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandring omkring Gurre Sø, Nordsjælland

Historie, sagn, myter, poesi, musik. Ikke mindst musikken strømmer gennem mit hoved, da vi står ved Gurre Slotsruin i Nordsjælland. Store værker som f.eks. Gurre-lieder af Arnold Schönberg - ham med tolvtonemusikken - men Gurre-lieder er alt andet - fuld romantik.

Kong Valdemars slot i Gurre

Kong Valdemars slot i Gurre


Slottet Gurre

Romantisk er myten om Kong Valdemar og hans elskerinde Tove også. Den flotte folder fra Skov- og Naturstyrelsen og Nationalmuseet, som du kan tage på stedet, fortæller om borgen, om fakta og myter omkring Kong Valdemar Atterdag.

At poesien - f.eks. skildret af J. P. Jakobsen - ikke er historisk korrekt, gør ikke dramaet mindre spændende.

Men det, der undrer mig, er, at slottet fra 1100-tallet ikke er større. Nærmest kun et lystslot - og alligevel har det fået så stor historisk og litterært værdi.

Den oprindelige indgangen til borgen kan jeg ikke finde, men oppe på borgmuren fås en fornemmelse af borgens omrids samt af midtertårnet.

På skovstien rundt om Gurresøen

På skovstien rundt om Gurresøen


Syd om Gurresø

Bag Slotssøen fører en sti – Søvej - os ned til Gurre Sø, hvor det første vi støder på er lystfiskernes tilholdssted. Men her er ingen denne formiddag.

Længere ude af stien følger vi den mærkede gule rute – små ansigter, der somme tider smiler til dig! - og drejer ind på en lidt mindre sti ned tæt til søen.
Stien er visse steder lidt våd og bulet af rødder der stikker op overalt.
”Det vilde ridt gennem skoven” er her bestemt ikke brug for. Vil du cykle eller løbe, skal du holde dig til Søvej.

Ved Tikøbbugten møder vi en mand, der sidder på en af de få opstillede bænke og filosoferer, medens han spejder ud over søen.

I bunden af bugten skal vi over Gurre Å, der fører søens vand videre væk. Mange spændende planter gror i den moselignende sump.

Bro til Store Ø

Bro til Store Ø


Urskov på Store Ø

På vestsiden af søen - på den nordlige gren af Tikøbbugten - finder vi en bænk og et bord helt ude ved vandkanten. Et rigtigt dejligt sted med udsigt til en lille ø. Her er det ideelt at gøre et lille hvil.

Vi fortsætter nordpå, men kun få steder er der udsyn til søen. Træernes blade skygger, for mange steder hænger trækronerne helt ned til vandoverfladen eller træerne gror nærmest vandret ud over søkanten.  

Et sted længere fremme er der indrettet bålplads, med både borde samt grill. Sikkert et ynder udflugtsmål, men i dag er her ingen!

Så møder vi to bedsteforældre med deres barnebarn. De er på cykletur og "puster ud" på broen, der fører over til Store Ø. De har sat sig midt ude på broen og nyder udsigten over søen og dyrelivet i sivene langs søbredden.

Selv vandrer vi gennem skoven på Store Ø i forsøget på at kunne komme til at se lidt mere af fuglene længere ude i søen.

Men turen åbner ikke mulighed for at se ud over søen. Træerne står tæt, så vi kan dårligt se vandet - og forlader vi sporet, kommer vi til at gå i sump/vand. En lidt "vild" rundtur, hvor bevoksningen nærmest får karakter af urskov.

Lysning ved Gurre Sø

Lysning ved Gurre Sø


Østsiden af Gurre Sø

Ned langs østsiden af Gurre Sø støder vi på en flot jagthytte. Et "Privat" skilt er opsat, men det kunne da være sjovt at få en sludder med et par jægere, så vi ser nærmere på hytten. Men den er noget spartansk indrettet - faktisk er den på dette tidspunkt tom!

På plænen foran huset er jeg lige ved at træde på en tudse, men den når lige at springe og det giver et gib i mig. Det var jeg ganske uforberedt på!

Tilbage ved Slotssøen passerer vi endnu en bro, der fører vandet fra Slotssøen ud i Gurre Sø.

Hele turen på ca. 10 km. kan gås på et par timer uden pauser, men bør foretages i vinterhalvåret eller om foråret, hvor træernes blade endnu ikke skygger for udsigten ud over søen, og hvor fuglelivet er langt større.

Outwell
Campingferie 650,-
Primo Tours
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt