Vietnam: Hanoi, en af Asiens smukkeste byer

Klik for større billede

Vi havde helt andre bevæggrunde end de foregående folkeslag, der ville udnytte Vietnam eller påtvinge dem en ideologi. Vi kom med nysgerrighed og venlighed, og vi blev mødt med venlighed, nysgerrighed og gæstfrihed af det frihedselskende smilende folkeslag, der i tidens løb har været så grueligt meget igennem.

Vores rejse i Vietnam var arrangeret af Topas, hvis kendetegn er aktive rejser væk fra gængse turiststrømme, og ofte under primitive forhold. På denne tur vekslede forholdene fra overnatning i bambushytter hos Red Dao folket i en fjerntliggende bjerglandsby, til det 4-stjernede Victoria hotel i Sapa, og så ellers alt der imellem, fra vuggende togsovevogne til vores eget hotelskib i Halong bugten.

Klik for større billede

Der er langt til Hanoi

Steder, der ligger tæt på de hjemlige græsgange, er sjældent så eksotiske og fremmedartede, så vi var indstillede på, at der skulle flyves en del for at komme ud til eventyret.
Fremme i Singapore lufthavn havde vi 4 timers ventetid, og da vi allerede havde fået bordingkort i København, var der ikke andet at tage sig til end at gå rundt i den kæmpestore lufthavn og kikke.

”Walking Time” fra en terminals midtpunkt til den yderste gate var på 19 minutter, så der var god lejlighed til at skridte ud og få gang i blodcirkulationen. Vi nåede dog ikke så langt, for vi faldt i svime over Orkide Haven, hvor små bassiner var forbundet med vandløb, der bugtede sig igennem landskaber af plettede aranda og gule mokara, så lynhurtig fik vi taget de første 5 feriebilleder.    

Klokken 10 var der flyafgang igen, og da Singapore ligger på Ækvator, skulle vi ud på et herresving på et par tusinde kilometer, for vi skulle næsten nordpå igen for at komme til Hanoi. Efter et par timers flyvning, og efter at urene igen var stillet en time tilbage, landede vi midt på dagen i Vietnams gamle hovedstad Hanoi.  

Klik for større billede

Hanois internationale lufthavn

Hanois lufthavn, der ligger omkring 25 km nord for byen, og uden det store besvær kom vi gennem paskontrollen. Før indrejse i Vietnam, skal der i god tid hjemmefra ansøges om visum, og det klæbes fast i passet, og sammenlignes omhyggeligt med oplysningerne på et indrejseskema der udfyldes i flyet. Gem for en eller anden gangs skyld den gule kopi af indrejseskemaet, for ellers går der kludder i afstemningen af turisterne, og så er det meget besværligt at forlade landet igen.

Efter bagageudleveringen gik vi ud til den kødrand af mennesker, der stod ved udgangen, og vi spejdede efter vores lokale topasguide, som skulle være der et eller andet sted. Første gennemsøgning gav ikke det store resultat, men så fik vi endelig øje på en ung mand med et Topasskilt, og vi havde ramt plet i den anden ende af verden. Næsten. Vi havde endnu ikke fået kontakt med 3. manden i vores rejsegruppe, men lokalguiden gav udtryk af, at alt var i orden, så vi blev ført ud til en minibus sammen med et andet dansk ægtepar, som skulle ud på en anden tur end vores.

Klik for større billede

Hanoi - en af Asiens smukkeste byer

I skiftende perioder har Hanoi været Vietnams hovedstad, og siden 1975 har byen været hovedstad for det genforenede Vietnam.
Selvom der er trængsel i den centrale del af byen, så er der også brede alléer med træer, søer og parker, og det giver også ”luft”, at byen ligger ved siden af Den Røde Flod. På grund af den franske kolonisering, har byen fået et betydeligt europæisk islæt, med store bygninger som Domkirken, Teaterbygningen, Universitetet og mange smukke villaer i kolonistil, men der er heldigvis også mange af de traditionelle pagoder og templer. I dag bygges der nyt i store dele af Hanoi, men i det gamle bycentrum, hvis oprindelse går tilbage til 1500 tallet, er det gamle hyggelige præg bevaret, og bydelen har ikke forandret sig meget siden 2. verdenskrig.
Netop ankommet til byen var vi kommet ind med 4-toget, eller rettere 12 flyet, og alt, hvad vi så, var nyt for os, da vi kørte fra lufthavnen ind mod byen.

Trafikken var overvældende intens med hovedvægt på små motorcykler, der i tykke stimer bugtede sig hen ad vejen, og i vejkanten var der en leben af nytårstræsælgere, der solgte klippede appelsintræer med massevis af gyldne frugter. Træerne var fra 1 til 2 meter høje og var med klump, og for en vietnameser er det ingen hindring at transportere sådan et træ hjem på bagsædet af motorcyklen, så vejen var grøn og gul af træer. Jo flere frugter på træerne jo mere lykke, men for at få al den lykke, skulle der gribes dybt i en vietnamesisk pung, for prisen var omkring 30 US dollar. Selvom det ikke lyder af alverden, så dog alligevel, for en hanoiborger har i gennemsnit en årsindtægt på omkring 900 dollars om året. For mindrebemidlede kunne der som alternativ til appelsintræerne købes blomstrende ferskengrene, som sælgerne også stod og viftede med langs vejkanten, for et eller andet skulle der med hjem til nytårsfesten, som skulle fejres et par dage senere.

Klik for større billede

Inden den Røde Flod var der marker med ris og majs, og der var store planteskoler, hvor de dyrkede nytårstræerne, men indimellem var der huse med en hel speciel byggestil. Da jorden er dyr i Hanoi, endda dyrere end jord i Paris, er husene meget smalle ud mod vejen, og med smalle menes omkring 4-5 meter, men til gengæld kunne de godt være 10-20 meter lange. Husene var på 3-4 etager, og var pudsige på den måde, at den smalle facade mod vejen var pyntet med balkoner, krummelyre og finurligheder, og næsten alle var smukt malet med 2 varme kontrastfarver. Den lange side af husene er derimod helt uden vinduer og stod i umalede grå betonvægge, og ud fra den betragtning, at på et eller andet tidspunkt kommer der nok en nabo, der bygger op af ens eget hus, så hvorfor ofre maling.  
Efter broen over den Røde Flod, kom vi ind i Hanois centrale del, og vi kantede os igennem et ubeskriveligt mylder af motorcykler, cykler og gående, inden vi nåede frem til vores hotel midt i Hanois gamle bydel. Hotel Hong Ngoc er i den traditionelle byggestil, og hotellet var ikke mere end 5 meter bredt, men til gengæld mindst 20 meter langt. Det var et ganske nydeligt lille hotel, med alt til faget henhørende, og selv en dørvogter, som døgnet rundt stod på spring, når vi nærmede os yderdøren.
Ud på aftenen var den værste trafik dog stilnet af, og jeg talte kun ca.100 dyt i minuttet. Inden da fik vi sat et kryds på bykortet, hvor vores hotel var beliggende, og et andet kryds hvor vi kunne finde den nærmeste bank, og så måtte vi ud i mylderet for at veksle nogle penge, og vi aftalte at mødes med guiden senere på hotellet.

Klik for større billede

Trafik for viderekommende

Hanois trafik er for viderekommende, og al barnelærdom om krydsning og færdsel ad gader kunne vi godt glemme med det samme. For det første er fortovene i den centrale by ikke beregnet til at gå på, idet de enten er blokeret af parkerede motorcykler, eller de handlende har bredt hele varelageret ud på fortovet. Nogle handlende havde dog lavet små øer af bare pletter, og pletterne kunne så benyttes som trædesten imellem varerne. Der blev også lavet mad på fortovet, eller folk sad og spiste, så den gående trafik kunne stort set kun komme frem ved at gå ude på gaden mellem motorcyklerne.
For at krydse en af de store gader, kræver det den særlige teknik, at man bare skal gå over. Biltrafikken, som der heldigvis ikke er meget af, skal der dog holdes øje med, for der er ikke plads til, at bilerne kan køre udenom, og hvis de bremser op, bliver der kaos. Det er motorcyklerne, der giver trafikken i Hanoi, og det nytter ikke noget at vente på, at der er fri bane, for så kommer man som gående aldrig over. Så med bævende hjerte og med hinanden i hånden, forlod vi fortovet og gik ud i strømmen. Med jævn hastighed skal gaden derefter passeres, og man må for guds skyld ikke stoppe op og heller ikke løbe, for der sker det mærkværdige, at motorcyklerne tager bestik af de gående, og kører bagved eller foran, alt efter hvad der passer bedst. Faktisk behøver man slet ikke se sig for, og en blind kunne gå over gaden, uden at der blev krummet et hår på vedkommendes hoved. Sådan stort set, for jeg læste et sted, at der hvert år bliver dræbt 40.000 mennesker i trafikken i Vietnam, og det skulle vist være verdensrekord.

Klik for større billede

Millionærer på rekordtid

For at komme til banken gik vi rundt om Hoan Kiem-søen, der ligger i byens hjerte og er omgivet af trafikerede veje, men tættest på søen er der et grønt bælte, hvor fredelige stier slynger sig imellem træer, græs, kunstværker og blomsterbede. Søbredden er et romantisk mødested for unge, der indgår i meget tæt ”samtale”, men der er nu nok heller ikke meget privatliv på 1,2 m2 beboelse. Ligeledes er søbredden et yndet sted for den vietnamesiske morgengymnastik tai chi, hvor folk i langsomme bevægelser får strakt kroppen igennem, medens filosofiske tanker kan strømme igennem hovedet.
Meget hyggeligt ligger der omkring søen flere små cafeer, og der hang kulørte lamper i træerne a la Tivoli, men det var en bank, vi var ude efter, og søen var alligevel større end først antaget.
I banken Truong Tjong var der en pæn lang kø, så vi fik lidt tid til at tænke over, hvor meget vi egentlig ville veksle, men vi besluttede at satse 300 US dollar, og blev med et millionærer, for vi blev de lykkelige ejere af 4.669.731 dong.
Vi hastede tilbage til hotellet, og meget mod vores vilje kom vi lidt for sent til mødet med vores guide, der viste sig slet ikke at være vores guide, for vi var blevet forbyttet, eller også var det guiderne, der var blevet forbyttet. Vores nye og helt egen guide hed Truong, og han havde vist nok fået grå hår i lufthavnen, da han ikke kunne finde os, men til gengæld fandt han vores trediemand i gruppen, Jens, der var civilingeniør og for tiden var udstationeret i Kina. Jens viste sig at være et rart og hyggeligt menneske, som vi havde mange sammenfaldende interesser med, så vi havde et rigtig godt rejsekammeratskab i de næste par uger.

Klik for større billede

Ngoc Son-templet

Alle turister i Hanoi skal helst se deres berømte vanddukketeater, og sammen med Truong fik vi købt nogle billetter til næste dag, og som Truong sagde, er 40.000 dong ikke så meget, som det umiddelbart lyder. Sammen gik vi ud for at spise, og som det ville blive tradition, fortalte Truong ved aftenmåltidet om næste dags planer, og i dette tilfælde var der ikke nogen planer, så dagen var til fri disposition.
Selvom vi var ved at blive lidt småtrætte efter at have været vågne i over 30 timer, ville vi hellere fortsætte til normal lokal sengetid, så Gitte og jeg gik en aftentur omkring Hoan Kiem-søen, og besøgte Ngoc Son-templet, der ligger på en lille ø i søen. En smuk rødmalet buet bro, kaldet Solstrålebroen (The Huc), fører over til Jadeøen, og i første omgang fik vi overset et billetkontor, så vi måtte over broen et par gange, før formalia var i orden. Det koster 2.000 dong for en billet, vist under 1 dansk krone, så det kunne ikke vælte os helt af pinden.
Indgangsportalen til templet er næsten det flotteste, og her ligger også ”Pennetårnet” der har form som en kæmpestor kalligrafipensel, og de tre kinesiske skrifttegn på tårnet betyder” skriv på den blå himmel”, men nu kunne de skrive, hvad de ville, for nu ville vi hjem i seng.

Klik for større billede

Hammer og segl, Lenin og Ho Chi Minhs mausoleum

Heldigvis holder dyttende motorcykler nogenlunde pause om natten, men klokken 6.30 strømmede der blid musik ud af gadehøjtalerne, efterfulgt af en gang propaganda, eller var det mon blot radioavisen, det kunne vi ikke rigtig bedømme. Det sydede i mig efter at komme ud og opleve, så jeg måtte lidt ud på balkonen og stå, og se på den begyndende morgentrafik. Fra hotellet hang et stort vietnamesisk stjerneflag, og i gadebilledet var der også hist og pist flag med hammer og segl, bare for at vi ikke skulle glemme, at vi var i et kommunistisk land.
I hotellets lille restaurant havde vi stævnemøde med Jens, og da jeg på forhånd havde plottet nogle af de store seværdigheder ind på kortet, besluttede vi sammen at gå ud og opleve Hanoi.

Vi bevægede os væk fra den centrale by mod nordvest og kom ned af nogle af de brede træbevoksede boulevarder, og pludselig vajede Dannebrog i vinden. Det var den danske ambassade, der meget fint repræsentativt har til huse i en stor villa fra den franske kolonitid.
Fra Flagtårnet i nærheden vajede det vietnamesiske flag, men tårnet er kun de sidste rester af Citadellet, der var en fæstning i Hanois gamle kongeby. Franskmændene angreb Citadellet i 1873, og rev senere det meste af borgen ned for at fjerne sporene af den vietnamesiske kongemagt.
På den anden side af vejen står Lenin og knejser, og det er en af verdens sidste tilbageværende Lenin-statuer, og er en gave fra Moskvas bystyre til Hanoi. Før i tiden var det populært at få taget sit bryllupsbillede foran statuen, men pladsen foran statuen er nu degraderet til et sted, hvor der laves morgengymnastik, spilles fodbold og badminton. Da vi kom forbi, var pladsen dog helt øde, og Lenin stod helt alene og grublede over fortidens synder. Så var der meget mere liv ved Ho Chi Minhs mausoleum, og vi stillede os op i køen af morgenduelige nysgerrige turister, og vietnamesere der ville ind og dvæle lidt ved deres store leder.

Vi var da også lige inde og vende på det store Ho Chi Minh-museet, der ligger i en stor firkantet pompøs betonbygning, der blev indviet på 100 årsdagen for Hós fødsel. Museet havde masser af fotos, dokumenter, plancher og ting og sager fra Ho Chi Minh og Vietnams uafhængighedskamp. En stor jernlænke, der blev gennembrudt af en rød kile, skulle sikkert symbolisere kommunismen, der brød lænkerne, men museet sagde mig ikke rigtig noget, for det virkede for stort og for poppet, og hvis Ho Chi Minh havde haft en grav, så tror jeg, at han ville vende sig over alt det hurlumhej. Så efter kort tid havde jeg mest lyst til at komme ud igen, og opleve det rigtige Hanoi.

Klik for større billede

Et nedskudt B 52-bombefly

Om et nedskudt B52-bombefly er det rigtige Hanoi, ved jeg ikke, men vi prøvede i hvert fald at finde flyet i kvarteret Ngoc Ha, der er tæt bebygget med krogede smalle gader. Da vi ikke havde verdens bedste bykort, måtte vi efter en del søgen opgive, men i det samme blev vi prajet af et par cykeltaxier, og vi øjnede muligheden for at slå to fluer med et smæk, nemlig at finde bombeflyet og prøve at køre i en hanoiansk cykeltaxi. Taximanden havde en mappe med billeder af seværdigheder, og vi udpegede flyet og to pagoder og aftalte en samlet pris på 100.000 dong, sådan ca. 6 US dollar for to cykler. Gitte og jeg klemte os ned i den ene, og Jens breeedte sig i den anden, og vi blev derefter transporteret igennem det spændende kvarter, hvor det var lige før, at ingen hvid mand havde sat sin sorte fod.  
Midt inde i Ngoc Ha lå en bunke krøllet metal i en lille sø, og det var resterne af et B 52- bombefly, der sammen med 80 andre amerikanske fly var skudt ned af vietnamesisk antiluftskyts under julebombardementet i 1972.
Tilbage til cyklerne, hvor vi hurtig måtte af igen og skubbe op af bakken, og lidt senere blev vi sat af ved Vestsøen ved vores pagode. Traditionen tro med Hanois cykeltaxier, var der bøvl med betalingen, idet den ene taxi var kørt uden at afregne ordentlig med sin kollega. Så vi måtte ryste op med lidt mere, for at dæmpe det tilbageværende gemyt, og vi måtte konstatere, at det nok er en god ide, at aftaler med cykeltaxier indgås skriftligt.
At tage den 15 km lange tur omkring Vestsøen, skulle give et godt indtryk af dagliglivet i Hanoi, men så meget tid kunne vi ikke spendere, så vi nøjedes med at gå ud ad vejen Yhanh Nien, der deler Vestsøen med Den Hvide Silkes Sø. Søen har fået navn efter et fængsel, der i hine tider husede tidligere konkubiner, der her blev gemt af vejen under betegnelsen ”vildfarne kvinder”, men kvinderne var gode til og kendt for at væve den fineste silke.

Klik for større billede

Litteraturtemplet

Selve navnet Litteraturtemplet kan måske ikke trække så mange turister til, og gør det heller ikke, men ikke desto mindre er det en af Hanois store seværdigheder, og templet står højest på listen over ”Don´t miss”. Bag store gamle mure ligger tempelbygningerne i fredfyldte gårde med gamle træer, haver med store krukker med bonsai og stille lotusdamme. Siden år 1070 er Konfucius lære her blevet studeret af Vietnams dygtigste unge mænd, og hvis de var dygtige nok, og mestrede litteratur, filosofi og vietnamesisk og kinesisk historie, kunne de blive mandariner d.v.s. kongelige embedsmænd.
Vi oplevede en fredelig oase midt i storbyen, som var værd at besøge, men Litteraturtemplet fik nok ikke den tid, som det egentlig behøvede, for tiden var begyndt at løbe fra os, da vi havde billetter til vanddukketeatret kl. 16, så vi måtte ud på gaderne igen, og stred os gennem mylderet i sveddryppende tempo. Da antallet af motorcykler på gaderne stred mod al fornuft, fik vi da lige stoppet op, og jeg talte 94 forbikørende motorcykler pr. minut.

Klik for større billede

Et vådt dukketeater

Enhver turist med respekt for sig selv, skal se et af de verdensberømte vietnamesiske vanddukketeatre, (jeg havde nu aldrig hørt om dem før). Vanddukketeatrene er en flere hundrede år gammel teaterform, og i et land med meget vand, må dukketeatrets scene naturligvis lægges i den lokale dam. Vores vanddukketeater Thang Long var dog indrettet i en hyggelig tørskoet teatersal, hvor et stort grønt vandbassin dannede scene. Ikke mindre end 6 musikere var ved at stemme instrumenterne, og så gik forestillingen i gang med dukker, drager og skildpadder, der tumlede rundt i vandet. Der var ikke noget med snoretræk, men det var lange stænger under vandet, der gav dukkerne liv.

Gadebilledet i Hanoi er præget af kvinder, der bærer byrder på vippende bærestænger, og i de 2 bærekurve var der læsset dynger af grønsager, bananer eller andre varer. Stangen bøjede sig under vægten, men de små kvinder trippede hurtigt af sted, og det så i det hele taget meget elegant ud.
Det var begyndt at regne, da vi kom ud fra teatret, som kun lå nogle få gader fra vores hotel. Vi troede, vi kendte gaderne, men Hanoigader i den centrale del ligner hinanden med de parkerede motorcykler på fortovene, og butikkernes varelager spredt overalt. Vi gik vild og kunne ikke stedfæste vores position på kortet, så vi måtte tilbage til teatret og starte forfra, og denne gang i dyb koncentration uden skelen til vippende bærestænger og deres ejermænd. Vi havde båret på vores regnslag hele dagen, men nu lå de godt og tørt på hotellet, og foruden at det regnede, begyndte det også at tordne. I farten fik jeg købt 2 regnslag af en tilfældig gadesælger, men så skulle der lidt byttepenge frem og tilbage, så jeg nåede aldrig at få mit regnslag rigtig på, inden regnen var holdt op igen. Godt for det, for regnslaget gik i stykker, da jeg ville tage det på, og gadesælgeren var for længst forsvundet i mylderet.

Aftenspisning sammen med Truong på restaurant, og vi tog det mest vietnamesiske, vi kunne få, hvilket viste sig at være gloende kulbækkener med suppe, hvori man hældte kød og grønsager. Knive og gafler var en saga blot i de næste mange dage, og spisepinde er og bliver en vanskelig kunst, som kun kan læres med øvelse og atter øvelse. Min hjemmestrikkede danske måde at føre pindene på, vakte billige grin hos Truong, og jeg kunne ikke få ham overbevist om, at min måde var meget bedre end hans vietnamesiske, så til sidst måtte jeg overgive mig, og lægge pindene i den reglementerede spisepindefold mellem tommel og pegefinger.

Klik for større billede

Pilgrimsrejse til Duftens Pagode

På slaget 8 blev hele vores gruppe (3) afhentet af en minibus, og vi bevægede os sydpå igennem Hanois trafik, og videre ud gennem et lavt og meget vådt landskab. Det regnede fra morgenstunden, og det var bare vådt og vådt, og var ikke lige det bedste vejr for en tur i åben båd. Småbyer lå som perler på snor, men måske nok lidt grumsede perler, og om det var slum eller ej, er svært at sige. De var meget forskellige fra danske byer, så der var nok at kikke på.
Trafikken ebbede ud, og vejen blev smallere og smallere, og var til sidst nærmest kun et-sporet og efter et par timer endte vi i en by, der lå ved Song Yen River og med Huong Son (Duftens Bjerg) i baggrunden. Ved bådebroen lå en mængde robåde af jern, og vi fik tildelt en roer, der fik til opgave at ro os ud til Duftens Pagode. Det er ofte kvinder, der har mistet deres mand, far eller børn i Amerikakrigen, der som et socialt gode har fået tildelt arbejdet som roer i et bådelaug, og får lov til at ro turister og pilgrimme til pagoderne.
Vi tørrede regnen af plankerne i båden, og som ved et trylleslag holdt regnen op, og vi havde det skønneste vejr resten af dagen, hvor solen brød igennem skydækket og hurtigt fik temperaturen til at stige til 27 grader. Med 4 i båden, foruden den medfølgende roer, der for øvrigt sad med front i sejlretningen og skubbede årene fremad, var der kun 10 cm fribord, og det gjorde, at vi sad meget meget stille. Kort efter var der landgang ved Trinh templet, hvor vi var inde og hilse på en buddha, men ellers fortsatte roturen og i den næste time gled vi langsomt igennem det stille vand i et drømmelignende landskab. Vi kom forbi små rismarker, og ellers nærmere og nærmere på de grønne forrevne bjerge, og fuglene kvidrede, og 5 ørne kredsede over vores hoveder, så det var en stor og stille kontrast til Hanois mylder.
Efter 4 kilometers sejlads lagde båden til ved flodbredden, hvor en Klondyke by var ved at skyde op, for det var ved at være tid til at modtage den strøm af pilgrimme, der i de næste måneder efter nytåret ville besøge pagoderne. Der blev banket og savet, og boder og primitive hoteller med sovebrikse i 50 metermål var ved at blive gjort klar.
I festivaltiden, som de kalder det, er der et sådan mylder af mennesker, at Roskilde Festivalen godt kan gå hjem og lægge sig. Det skulle være en fantastisk oplevelse og et eldorado for lommetyve og plattenslagere. Men nogle få dage før nytåret var vi tilsyneladende de eneste pilgrimme, for alle andre omkring os havde travlt, og folk slæbte stort og småt op ad en stejl sti til ”festivalpladsen”.

Klik for større billede

Duftens Pagode er en lang række templer, pagoder og huler, og der har været templer i området siden 1400 tallet, men de ældste bygninger man kan se i dag, er fra omkring 1700 tallet. En bred glat og slimet trappe førte op til et stort indgangsparti, og inde bagved lå en labyrint af pagoder og templer. I gårdene herskede store stenløver, og indenfor sad tykke buddhaer i alle glitrende afskygninger. Som det sig hør og bør og i respekt for guderne, stillede vi vandrestøvlerne udenfor, inden vi gik ind og på bare tæer bad de bønner, der skulle bedes. Der kunne ofres bananer og andre frugter til guderne, og i et stort kar kunne der brændes pengesedler af, og der lå faktisk rester af dollarsedler, men det var vistnok nogle specielle snydedollar, som kunne købes til gunstige priser. De fleste af templerne var fine og nypudsede, men nogle var grønne af alger, og plantevækster var ved at overtage herredømmet, så det mindede mig om noget, Indiana Jones havde fundet i Amazonas.  
I ensom majestæt fik vi pindemad i en stor bliklade beregnet for os pilgrimme, og at det nok ikke var en 4 stjernet restaurant, indikerede de rustikke træborde med blikplader som duge, og de hvide plastikstole. Nr. 10 med bøfkød og grønsager kan anbefales, og det gik forresten allerede meget bedre med spisepindene. Vi fik bare en cola til maden, men der kunne også købes risbrændevin med alskens ulækre kryb i flaskerne til at give aroma, men personligt ville jeg foretrække en porsesnaps frem for slangesnaps eller skorpionsnaps.
Samme vej tilbage i den lille robåd, og ud af de stejle grønne bjerge langs floden, hvor den modsejlende sejlende trafik var forøget med mange tungtlastede robåde, der bragte borde, stole, frysebokse m.m. op til festlighederne.
Minibussen snoede sig tilbage igennem rismarkerne, hvor bønderne var i gang med udplantningen af de nye risplanter, og mange, altså bønderne, var iført blå regnfrakker og runde rishatte, eller de grønne tropehjelme, som også blev brugt under Amerikakrigen.

At tørre tøj i Hanois høje luftfugtighed er en videnskab, som vi ikke nåede at lære, og selvom vi hængte det op foran viften og airconditionen på hotelværelset, hjalp det lige lidt. Det eneste effektive var hårtørreren, der dog til sidst begyndte at lugte brændt.

En af fordelene ved privatguide er, at vi udenfor alle de gængse turistveje får vist steder, som turister normalt ikke bliver opmærksomme på. Og hvem kunne vide, at man skal gå igennem en forretning, og op ad nogle stejle snoede trapper og ende øverst oppe i en udendørs cafe, hvor man næsten gratis kan få den herligste lemonthe, og al den udsigt over Hoan Kiemsøen, der kunne ønskes.

Klik for større billede

Gågaden der forsvandt

Vi havde fået klaret de største af Hanois seværdigheder og havde en hel dag til fri disposition til yderligere udforskning af byen, inden vi om aftenen skulle med nattoget til den kinesiske grænse. Inden vi nåede så langt, ledte vi efter den spændende gågade, som vi havde stiftet lidt bekendtskab med aftenen før, men den var og blev væk, og den eneste mulige forklaring er, at den er almindelig gade om dagen, og på et eller andet tidspunkt bliver den lukket for trafik og bliver gågade.  
Hanois største marked Dong Xuan lå i vores gåretning, og vi var inde og vende blandt hundredvis af stader og småforretninger i de indendørs haller. Det eneste, jeg var på udkik efter, var en grøn tropehjelm, som vietnameserne brugte under Amerikakrigen, og som mange vietnamesere stadig bruger i flæng som styrthjelm, til markarbejde eller til pynt, og det ville da være en god souvenir. Halvdelen af forretningerne var lukket, måske på grund af det forestående nytår, så vi fandt ikke min ønskehjelm, og da vi ikke ellers manglede noget, tog vi bare en kikkerunde, og gik ellers videre ud i byen.
I nærheden af en lille station fandt vi en stille gade, hvilket er en stor sjældenhed i Hanoi, og på en meget lille gadecafe slog vi os ned på et par skamler på fortovet og pegede på en cola. Colaen viste sig at være hele cafeens lager, så datteren Nhung blev sendt i byen efter en cola mere. Indehaveren mente også, vi var sultne, og begyndte at øse op af en hvid uidentificeret blævrende masse, som vi dog med nød og næppe fik afværget. I stedet pegede vi på noget, der lignede lange brød, og hun skar det pænt ud i skiver, og selvom det viste sig at være en slags aflange fiskefrikadeller, smagte det ganske godt.
Igen gik jagten på en grøn militærtropehjelm, og vi gik ned ad Militærgaden, hvor der efter sigende skulle være hjelme til salg, men først da jeg havde opgivet, fandt vi en forretning, og jeg fik købt min hjelm for den nette sum af 2 USA dollar i kontanter, og det uden at prutte så meget som en cent.

Det var blevet sidst på eftermiddagen, og aspostelenes heste gik hjemad til hotellet, lidt trætte af alle indtrykkene, og måske også af de 28.000 skridt, som Gittes skridttæller viste, at vi havde gået den dag. På hotelværelset var der som sædvanlig gadelarm med dyt, og vi begyndte faktisk at længes efter bjergene og lidt kølighed, og lidt lyde uden dyt.

Klik for større billede

Nordpå med Victoria Ekspres Train

Skinnende hvidt og midt i det hele holdt det så, Victoria Ekspres Train, der skulle være Østens svar på Orientekspressen. Gæsterne flokkedes forvirrede på perronen, men vi fulgte bare i hælene på Truong, der fik kontakt til en konduktør, der anviste os vores 4 køjes kupe. Vi tilbød at Truong delte kupe med os, men han nægtede, og sagde det kun var for rige folk, så han skulle ned bagest i toget i de vietnamesiske statsbaners 6 mands ”hard sleeper kupe”.
Victoria Ekspres Train er i virkeligheden nattoget, hvortil der er koblet 3 ekstra vogne, der består af 2 sovevogne og en restaurationsvogn, og alt i den fine stil med tjenere og mahogni og begge dele blankpoleret. Vi var blevet indlogeret i vores 4 mands kupe med selvfølgelig aircondition og på hver fine hvide opredning lå en meget smuk tøjpose med et lille håndklæde, en flaske vand, en tandbørste og tandpasta. Selvfølgelig var der ikke meget plads i kupeen, men den skulle jo også bare bruges til at sove i, så vi gik hen i restaurationsvognen, der udmærkede sig med rødt velour, blankpolerede borde og hyggebelysning, og hvis Agathe Christies detektiv Hercules Priot havde siddet ved et af bordene, havde det ikke undret mig. Så snart vi satte os, kom tjeneren med en gratis drink og pindemadder, og ellers bestilte vi citronthe og pandekager. Som det ofte ses på turiststederne, var priserne på spisekortet angivet i dollar, men der kunne da også betales i dong.
Efter at have nydt vores lille aftenforfriskning, som kostede 6 dollar pr. person, var det tid at finde køjerne, og i blid vuggen faldt vi i søvn, medens toget arbejdede sig nordpå mod den kinesiske grænse til nye oplevelser.

Klik for større billede

Vejviser

Sted: Vietnam

Årstid: Februar

Teknisk rejsearrangør: Topas Adventure Travel - www.topas.dk

Denne artikel er et uddrag af rejsefortællingen, som du finder i sin helhed på hjemmesiden www.rejsefortaelling.dk, hvor du også kan læse om muligheden for at få et spændende rejseforedrag.