Vietnam: Trekking blandt ukendte stammefolk og sejllads i Halong bugten.

Klik for større billede

I vuggende bløde bevægelser arbejdede Victoria Express Train sig op langs den Røde Flod i det nordlige Vietnam. Hele vores samlede rejsegruppe havde overnattet i én eneste 4 mands kupe, men pladsen havde nu ikke været særlig trang, da vi kun var 3 personer i gruppen, min kone Gitte og jeg og vores rejsefælle Jens.

Toget havde forladt Hanoi ved 22 tiden og i løbet af natten fik det tilbagelagt de 340 km til den kinesiske grænse, så navnet express train var måske nok lidt overdrevet. Det var stadig mørkt, da vi i passende tid blev vækket af Truong, så der var tid til at børste tænder, inden vi kl. 6 om morgenen kørte ind på stationen i Lao Cai.

Lidt efter kørte vi igennem Lao Cais øde morgengader, og det virkede som en vældig kontrast til Hanois menneske- og trafikmylder. Der er omkring 35 km mellem Lao Cai og Sapa der var vores mål, men kørselen tog omkring 1½ time, da det var af snoede småveje igennem øde bjerglandskaber. Trafikken var stadig minimal og vi mødte kun 2 biler og en enkel motorcykel, og så lige en flok vandbøfler, der gik midt på vejen.

Klik for større billede

Sapa og Victoria Sapa Hotel

Sapa ligger 1.650 meter over havet, og om vinteren kan der ifølge guidebøgerne være bidende koldt, og det berettes, at der i februar faldt 10 cm sne. Da vores vandring skulle foregå i bjergene omkring Sapa, havde vi derfor både hue, vanter og lange underbukser med i rygsækkene. Selvom vi med stor fryd har vandret under kølige himmelstrøg i det nordlige Sverige, så må vi dog indrømme, at i Vietnam var det bestemt ikke sneferie, vi var ude efter. Men foreløbig tegnede vejret faktisk rigtig godt med 17 grader og solskin, og med en normal og behagelig luftfugtighed.

Vietnams højeste bjerg Fan Si Pan på 3.143 m ligger lige i nærheden, men det indgik ikke i vores program, at vi skulle derop.
Byens fineste hotel hedder Victoria Sapa Hotel, og ligger lidt oppe af bjergsiden med en eventyrlig flot udsigt over dalen, og meget dekorativt havde guderne placeret enkelte skyer, der svævende nedenunder byen i mellem de grønne bjerge. Hotellet kan bryste sig af 4 stjerner, og er bygget i en meget smuk stil med lave bygninger i ædle træsorter og store røde tage. Modtagelse med håndtryk af direktøren selv, vistnok, og der blev disket op med en velkomstdrink, medens vi bookede ind, inden vi grådigt kastede os over hotellets overdådige morgenmadsbuffet.  

Sapa var en meget stille by, og der var næsten ingen trafik, og mange restauranter og forretninger var lukkede på grund af det forestående nytår, for i Vietnam er der tradition for at nytåret fejres i hjemmets skød, ligesom vi fejrer juleaften. Så folk var rejst hjem, og på en restaurant hang følgende skilt: ”Lukket de næste 10 dage”.

Tilbage inde mod byen prøvede vi at finde et sted at spise, og vi kikkede ind i en tom restaurant, hvor priserne på spisekortet var opgivet i dollar, men vi røg hurtigt ud igen, for de havde kun måltider til vildt opskruede turistpriser, og 5 dollar for et måltid var vi sandelig ikke vant til. Midt inde i byen fandt vi i stedet en tagterrasse med parasol og udsigt, og priser i dong, og vi blev både mætte og fik en cola for tilsammen 54.000 dong, sådan ca. 4 dollar for os to.
Egentlig ville vi ind for at se Sapas lille kirke, for døren stod åben, men da vi stak hovedet ind kunne vi se, at kirken var fuld af black H´mong der sad pænt og ventede på, at gudstjenesten skulle begynde. I mine korte bukser ville det være gudsbespotteligt at gå ind og blande os, så vi fortrak stille, og vi fik i stedet en ”snak” med nogle børn ved et stort gyngestativ, der var lavet af kæmpebambus.

Klik for større billede

Trekket begynder

Det var en stille nytårsmorgen med lidt fuglepip og enkelte hanegal i det fjerne. Vejret var diset, og skyerne drev igennem dalen, men enkelte klatter blå himmel kunne skimtes ind imellem, og temperaturen på 16 milde grader kunne vi ikke klage over.
Hotellets overdådige morgenmadsbuffet blev spist sammen med en flok lidt ældre danskere. Vi må vel erkende, at vi også snart tilhører de lidt ældre, men de andre lidt ældre lignede ikke nogen, der skulle ud og vandre i bjergene. Men vi skulle ud og vandre, og solcremen var smurt på, og rygsækken var pakket, og sommerfuglene baskede i maven.
På slaget 10 kom en gammel russisk jeep, og vi fik afleveret den bagage, vi ikke skulle bruge på Topaskontoret, og så gik det ud af en meget dårlig jordvej i den næste times tid. Der var skam anstalter i gang for at forbedre vejen, og enkelte steder var der korte strækninger med asfalt, men ellers må det siges at være en tur, hvor vi virkelig blev rystet sammen. Der var mange black H`mong på vejen, og der var mange børn som overalt i Vietnam, men især i disse bjergegne, hvor giftealderen hos flere af de etniske minoriteter kun er 14-15 år.

Klik for større billede

Ved nogle landsbyhuse, der kaldes Supan, blev vi læsset af, og vi fik hilst på vores 3 bærere, der var fra minoriteten black H´mong, som netop er kendt for at være gode bærere. Det var små mennesker i plastiksandaler, og to af dem lignede kun store drenge, hvilket også næsten var rigtigt, for vi fik senere opklaret, at de var 17 og 19 år, men begge havde desuagtet 2 børn hver, så det var ikke kun lommepenge, de var ude for at tjene.
Vores H´monger tog hovedparten af bagagen, så vi selv kun skulle bære en dagtursrygsæk med det mest nødvendige, men vi havde heller ikke lige så faste lægmuskler som bærerne. Vandringen startede, og det gik ned af et smalt jordspor i zig-zag, og vi fandt vores marchorden med Truong forrest, derefter Jens, og så kom de to ældre med mig som regel bagerst, da der hele tiden skulle tages nogle fotos. Især op ad bakke blev vi ofte hægtet af de to unge, men Truong holdt mange udsigtspauser, og efter et par minutter var feltet samlet igen. Bærerne gik deres egne veje, og var nogen gange foran og nogen gange bagved, og ofte gik de off road for at skære hjørner af.

Klik for større billede

En tigerslange

Vi kom over et par maleriske hængebroer over floden, og så lå den der, lige midt på vejen, en tigersnake. Truong fortalte at et bid fra en tigersnake er dødelig, og at man har ca. 1 time tilbage at leve i, hvis man bliver bidt. Tankerne for gennem mit hoved, og jeg tænkte på, hvem jeg ville sende en sidste hilsen til, hvis man nu var så uheldig at blive hugget. Der lå en sten ved siden af slangen, og der var faktisk blod på stenen, så ved nærmere eftersyn opdagede vi, at slangen faktisk var stendød. De indfødte hader slanger og stener dem, hvis de bliver opdaget, og det er jo meget betryggende. Men i erkendelse af, at de nok ikke kan finde dem alle sammen, flyttede vi ved den videre fremmarch, delvis blikket væk fra den smukke udsigt, og begyndte også at interessere os for den jord, vi trådte på.
Det gik stejlt op ad en bakke, og ved en lokal hytte var der frokostpause. Truong forsvandt ind i hytten til ildstedet, medens vi sad udenfor under et halvtag og svedte, og vores frygt for at skulle vandre i sneklædte bjerge kunne vi godt glemme alt om, for det var 30 graders varme.
Frokoster i felten viste sig altid at være en stor portion suppe med kødstumper og masser af grøntsager, og på mærkværdig vis lykkedes det faktisk at slubre det meste op med et par spisepinde.

Klik for større billede

5 dunke risbrændevin

Der lød noget bægerklang inde fra hytten, og inden vi vidste af det, sad vi selv på en måtte inde i hytten og blev beværtet med risbrændevin, og der skulle skåles en hel del gange i anledning af det overstående nytår. Værten var en pensioneret politibetjent, og han viste stolt, at han med hjælp af et par andre gæster allerede havde drukket 2/3 af en 10 liter dunk med brændevin. Et vietnamesisk nytår kan godt vare en uges tid, men de havde sikret sig ikke at løbe tør, for der stod 5 fulde dunke mere ovre i hjørnet. Vi gisnede om, på dansk forstås, at betjenten, inden han gik på pension, havde fanget nogle hjemmebrændere, og nu var ved at destruere ulovlighederne.

Der var alt andet end mennesketomt i de dale og bjerge, vi de næste dage vandrede rundt i, men vi så ikke andre europæere eller hvide, eller hvad vi nu hedder, udover en engelsk pige vi mødte dagen efter i den landsby, vi overnattede. Vi var derfor ude, hvor de hvide krager vender, og det var os der var de mærkelige, og vi vakte umådelig interesse, når vi kom igennem en landsby. Det mærkelige ved landsbyerne er, at de kan ligge med få kilometers afstand, men menneskene er så vidt forskellige i klædedragt, at det er meget tydeligt hvilken etnisk minoritet, de tilhører.  
Vandbøfler vandrede unyttige rundt på markerne, og ventede på, at det skulle blive marts måned, så de kunne komme ud at pløje markerne, eller også håbede de på, at loppetjansen bare ville vare ved. I Danmark ville vi ikke kalde de jordstrimler, de dyrkede, for marker, men for trappetrin, for markerne var mange steder ikke mere end 1 meter brede, men til gengæld lå de i hundredvis efter hinanden op ad bjergsiderne, der mest bestod af meget klæg rød lerjord.

Klik for større billede

Guldtænder og bambushytter

Vi havde vandret omkring 6 timer, da vi nåede Sin Chai A, der var vores første Dao landsby. En stor gruppe af kvinder og børn stod forsamlet på hovedgaden, altså jordsporet midt i landsbyen. At det var en Dao landsby var vi ikke i tvivl om, for alle kvinder og piger bar stor rød turban og røde dragter. Ledighed er roden til alt ondt, men der er ikke ledighed hos daofolkets kvinder, for medens snakken gik, arbejdede hænderne med sytøjet. Med Truong i spidsen gik vi som sædvanlig lige på flokken og hilste på, og vi fik mange gyldne smil, for guldtænderne glimtede hos mange af de giftefærdige piger.
Ved en stor skole midt i landsbyen drejede vi ned ad vejen og fortsatte ned ad bakke til nabolandsbyen Sin Chai B, hvor vi skulle overnatte lige midt i det hele. Her blev vi også mødt med venlighed, og jeg blev lidt modigere og spurgte en flok sypiger, om jeg måtte fotografere, og bagefter var hvinene mange og højlydte, da de kunne se sig selv på den lille skærm på kameraet.  

Fire små bambushytter med tag af palmeblade var opført i forbindelse med en lokal beboelse, og hytterne var udpræget spartanske med en madras på et gyngende bambusgulv, og et moskitonet udgjorde de tekniske installationer. Toilettet lå lidt derfra i en sivhytte, og hvis sivdøren var lukket lidt til, var der optaget, og hvis den stod åben, var der fri adgang. Vi har da set det, der var værre, for selv om det var af ”hul i gulvet standard”, var der til stadighed rindende vand fra et hult bambusrør. Badehytten var efter samme princip med rindende vand ned i et stort trækar, og med en øse kunne vi ligefrem få et bad. Lidt efter sad vi på et par træskamler på terrassen til hovedhuset og fik vores eftermiddagsthe, og medens mørket sænkede sig og husets beboere puslede omkring, følte vi os hensat til en anden verden.

Ud på aftenen bemærkede jeg, at bedstemor sad på terrassen, og med briller på næsen sad hun med sytøjet helt oppe under sparepæren. Over for hende sad barnebarnet med bar numse, for hun var ikke renlig endnu, og hun var vel også kun 2 - max 3 år - gammel, men alligevel sad den lille pige dybt koncentreret og syede. Bedstefar kom ud med hænderne på ryggen og inspicerede den lille piges sytøj, og han sendte mig et stjålet øjekast, og jeg kunne se, at han var pavestolt af sin lille pige.

Klik for større billede

Hanegal og en mystisk landsby

Topas havde hjemmefra anbefalet, at der skulle medbringes ørepropper til Vietnam, og klokken 2.30 vidste vi hvorfor, for haner vågner meget tidligt i en daolandsby. Med stolthed kan jeg melde, at vores hane var den, der galede højest, og med sin kraftige klangfulde stemme slog den alle de omkringboende haner af pinden. Efter første hanegal var der stille i en times tid, inden de i spredt fægtning begyndte igen, og de holdt først op, da de var sikre på, at alle var blevet vækket og var kommet op.
Klokken 7.00 begyndte den næste støjkilde i form af radioavisen at drøne ud fra højtaleren i toppen af vores hus, og jeg begyndte at have en mistanke om, at det nok slet ikke var radioavisen, men var ren og skær kommunistisk propaganda. På det tidspunkt var vi for længst ude af soveposerne, og sad på værtsfamiliens terrasse og spiste nylavede pandekager med banan og chokoladesovs, og nød ellers det opvågnende landsbyliv. En krydret duft fra nogle levende flæskestege gik i nogle små svinestier 10 meter fra terrassen, men det var heller ikke ualmindeligt, at de sorte svin gik øffende og frit rundt i landsbyerne.
Bedstemor, mor med en baby og andre børn havde været der og hilst godmorgen, og nogenlunde hurtigt lærte vi hilsenen ”Sin Tjav”, der skulle betyde ”Hello”, men hvis man lagde trykket på stavelsen lidt forkert, betød det: ”Bring mig suppe”, og mange gange så de indfødte lidt desorienterede ud, når vi i de næste dage frejdig hilste ”Sin Tjav”.
Nok ikke helt med vilje fremstod landsbyen som et levende frilandsmuseum, men beboerne var alligevel stort set selvforsynende med alle fornødenheder. Ikke mindst med rindende vand, der i bambusrør blev ledt til husene eller til finurlige vandmøller, hvor aflange kar blev fyldt med vand, der så med vippestænger kunne stampe ris.

Klik for større billede

Vi skulle overnatte samme sted i Sin Chai B, men skulle ud på en dagstur i området. Den ældste af bærerne holdt fridag, men de to yngste gik med og stadig slæbende på en betragtelig oppakning, og hvad der var i den oppakning havde vi ingen anelse om, for det meste af vores bagage var i bambushytterne.
Terrænet var meget bakket, og det gik først ned ad stejle røde lerskråninger med bambusjungle til begge sider, og senere balancerede vi på lerkanterne af de mange terrassemarker med udsigt over dale og bjerge.  Vejret var vekslende med sol og skyer, men det var stadig meget varmt, og modige som vi var, havde vi i hytterne efterladt vores lange underbukser og uldne vanter, for vi havde endelig indset, at dem fik vi bestemt ikke brug for. Et par badebukser havde været mere på sin plads, for dem manglede jeg ved en brusende flod. Men vi fik da de varme tæer ud af støvlerne og dyppet tæerne.
Vi havde pause i skyggen af en vakkelvorn bambushytte, og Truong afslørede, at det meste af hans bagage bestod af en kæmpemæssig slikpose, så der var ingen mulighed for at gå sukkerkolde på den tur.
Den yngste af bærerne kom hen og pegede på sig selv flere gange og sagde Mong, og jeg pegede på mig selv og sagde Kim, og så kom vi ikke rigtig videre i konversationen, men han ville gerne have, at jeg tog et billede af ham. Mong viste sig senere slet ikke at hedde Mong, for han havde prøvet at fortælle mig, at han kom fra H`mong stammen, så der var jeg lidt tungnem.

Lidt videre ad stien fra hængebroen lå der en landsby, og der var et eller andet mystisk ved den landsby. Truong ville meget nødig igennem landsbyen, for der var noget med, at de ikke kunne lide hans stamme, og noget med religionen og med løsepenge m.m. Da jeg kun kunne forstå en trediedel af, hvad han sagde, blev det lidt uklart, men det fremgik, at han ikke personlig ville igennem den landsby. Som hvide kunne vi dog sagtens selv gå igennem byen, for os turde de ikke gøre noget, men vi betakkede os med at friste skæbnen, så vi passerede floden ad hængebroen inden landsbyen.

Klik for større billede

En vandrestav på afveje

På vej væk fra landsbyen fik vi følgeskab af en gammel mand, der stadig fejrede nytåret med en kæp i øret. Han snakkede og lo, og var meget interesseret i min vandrestav og i mit armbåndsur, men jeg holdt stædig fast i begge dele, for jeg var bange for, at hvis jeg lånte noget ud, ville han tro, det var en gave. Truong kunne ikke forstå hans dialekt, men vi prøvede mange gange at sige farvel, og så grinede han, og fulgte stadig med hen ad stien. I en krumning af stien lavede vi en snedig undvigemanøvre ved at forlade stien i et ubevogtet øjeblik og i hastigt tempo gik vi direkte op ad bjergskråningen igennem noget krat, så gamlingen opgav forfølgelsen. Vi fortsatte opad igennem sumpede terrassemarker og andet ufremkommeligt terræn, men vi havde klaret det, og rystet forfølgeren af. I hvert fald lige indtil vi efter nogle kilometer kom ned på stien igen, hvor han stod og ventede, og grinede.
Nå, men han havde vist indset, at han hverken fik min vandrestav eller mit armbåndsur, og lidt efter opgav han, og vi så ikke mere til ham.

I Sin Chái A havde en flok smådrenge gang i et racerløb med hjemmelavede motorcykler. Motorcyklerne var nærmest som trehjulede cykler med små bitte hjul, men det hele var lavet af træ, og de så meget hjemmelavede og Flintstone-agtige ud, men hold da op, hvor de kunne køre ned af den stejle bakke ved skolen. Da vi kom forbi og gerne ville fotografere dem, blev de helt vilde, og de fulgte os hele vejen ned ad den stejle vej til Sin Chái B, hvor vi opdagede, at Gitte manglede sin vandrestav.
Hvor den var, anede vi ikke, men vi gisnede om, at Gitte muligvis havde lagt den fra sig, da hun skulle finde kameraet frem fra rygsækken på den anden side af Sin Chái A. En spids vandrestav på de stejle glatte vietnamesiske lerskrænter er helt uundværlig, så selvom vi var dødtrætte efter dagens vandring, og glædede os til et bad og hjemlig hygge på terrassen, vendte vi om for at finde det sted, hvor vi havde fotograferet. Truong og Jens var på det tidspunkt lidt foran, så vi råbte til dem, at vi vendte om og ville lede efter en vandrestav.
Det gik op ad bakke igen og selvom der var masser af mennesker at spørge, er det sin sag at forklare med fingersprog, at vi ledte efter en mistet vandrestav. Heldigvis havde jeg min stav med til demonstration, og den indgik i et pantomimespil, hvor jeg lagde den på jorden, og gik fra den. Gad vide, hvad de har tænkt, for de så noget skeptiske ud og har sikkert ikke forstået, hvad jeg mente. Samtidig med at vi gennemsøgte vejsiden og lavede diverse pantomimespil, var vi mindst kommet ud til, hvor vi havde fotograferet, og det var noget længere, end vi kunne huske, så vi besluttede at give op og vende om.
Truong ville også ud og lede efter staven, og på mirakuløs vis kom han tilbage med den, efter at havde fundet den i vejsiden. Den manglede dog stroppen, så en eller anden har fundet staven og taget stroppen af, og så måske alligevel har tænkt, at det nok var klogest at lægge staven tilbage igen, når der nu var nogen, der ledte efter den. Der var stor gensynsglæde fra vores side, for det var en ægte teleskopstav med antichockhåndtag og forkromet stålspids, så jeg tilbød med det samme Truong 100.000 dong i findeløn. Det ville han dog på ingen måde modtage, for det var bare hans arbejde som guide at hjælpe sine gæster på bedste måde. Så han fik i stedet en stor tak og mange venlige tanker, og Troung viste sig igen som en excellent repræsentant for det vietnamesiske folk.

Klik for større billede

Snotnæser og omelet

Vi skulle videre, og det vidste hanerne, så vi blev igen vækket klokken 2.30. Men vi kunne heldigvis blive i soveposerne en tid endnu, hvilket var ret belejligt, da det dryppede ret så kraftigt på palmebladstaget. Da vi senere kom i omdrejninger, var det pladdervådt overalt, og morgenmaden blev indtaget på terrassen i en klam sky, og da det kun var 14 grader, havde vi taget vinterjakkerne på. Vi kunne ikke blive enige med os selv, om vi skulle have regntøj på eller ej, for det var vådt og dryppede fra træerne, så vi startede i regntøj, men fik det hurtigt af igen, da det var for varmt, og vi gik vist også bare inde i en sky.
Vi gik tilbage til Sin Chái A og lidt ned af en jordvej, men gik så ellers off road ad glatte stejle stier, hvor en spids vandrestav er uundværlig, for hælene på en vandrestøvle er ikke til at banke ind i vietnamesisk lerjord. Videre langs vandløb og op og ned ad terrassemarker, og vi kom til landsbyen Näm Nhiu, hvor en landsbybeboer gav hånd og snakkede løs, og en flok snotnæsede børn samlede sig omkring os. Manden ville godt have, at landsbyen gav et godt indtryk, så da jeg tog fotografiapparatet frem, sagde han noget til børnene og på kommando snøftede alle op, klik og jeg tog billedet - og alle ellevetallerne hang der igen.

Senere kom vi igennem nogle taylandsbyer, hvor byggestilen skiftede til pælehuse, og klædedragten og hovedbeklædningen var også en anden, men børnene var stadig lige beskidte og langnæsede.
I nogle ganske få landsbyer, som kun findes i dette område, er det minoriteten Xa Phó, der havde slået sig ned, og med deres farvestrålende klædedragter, sprang fotomotiverne i øjnene hele tiden. Vi fik taget nogle rigtig gode billeder, og som sædvanlig vakte det jubel, når børnene kunne se sig selv på skærmen. Alle steder, vi kom frem, vakte vi stor opmærksomhed, og på lang afstand hilste børnene.
Vi gik i mellem 1.000 og 2.000 meters højde, og nogen gange var vi oppe i skyerne og nogen gange lige under, hvor udsigten så bredte sig ud, men det var en meget behagelig vandretemperatur.

Klik for større billede

Hos lokal Tayfamilie

En kvindegrav, som vi kom forbi, bestod af en opkastet jordbunke med en lille hule af sten i den ene ende. En stang var placeret midt i graven, og på den hængte klædningsstykker og en spids rishat, og hendes måske kæreste eje, et kaffestel, var placeret inde i den lille hule sammen med skåle og spisepinde. For at hun kunne lave sin mad, der hvor hun nu var, lå der små brændeknipper, og op ad graven stod hendes stok. Meget primitivt, men meget kærligt var der taget højde for, at hun ikke skulle komme til at mangle noget hinsides.

Eftermiddagen fortsatte op ad stejle skråninger med flotte udsigter over dalen til den slyngende flod og huse, der lå spredt på skråningerne. Det viste sig, at Truong havde andet end slik i rygsækken, for et fald på en glat sten medførte, at Jens fik en bloddryppende finger, og Troung fremdrog en stor nødhjælpskasse, der overfladisk set kunne klare en mindre operation.
I den store taylandsby Ban Ho skulle vi overnatte hos en af de lokale beboere, og selvom det var et lidt primitive hus, var det stort som næsten alle husene i bjergene. Da det var en tayfamilie, vi boede hos, var huset på pæle, og underetagen var i den ene halvdel til redskaber, og i den anden halvdel var der et kæmpekøkken med cementgulv med et ildsted midt i det hele. En trappe førte op til 1. etage, og inden man besteg første trin, skulle udendørs fodtøj tages af, og man kunne iføre sig et par plastikbadetøfler eller gå på strømpefødder. Gulvet på 1.etagen var af bambusstænger, og det knagede og gyngede, når vi bevægede os hen over det.  Gitte og jeg fik et lille aflukke, der var afskærmet af tæpper og ellers sov familien rundt omkring. I vores ”værelse” var der madrasser på gulvet og tæpper, men da der nok ikke kom rent sengetøj på hver dag, rullede vi soveposen ud, så vi kunne ligge i vores eget nus.
Udenfor huset på gårdspladsen stod langbordet, hvor vi fik serveret eftermiddagsteen og senere det store aftensmåltid. Heldigvis var der flere retter, så vi alligevel kunne blive mætte, selvom vi sprang noget sort uidentificeret klæbrigt stads over. Husets gammelmor trissede forlegent og smilende rundt og selvom vi var meget tæt på beboernes enemærker, var der alligevel kun smil og venlighed.

Klik for større billede

Topas Ecko Lodges

Der var en herlig vandretemperatur på 15 grader, da vi forlod Ban Ho over den nye hængebro, og vi asede os videre op ad lersporet, og lige under skyerne fik vi en flot udsigt over dalen, inden vi fortsatte opad i tæt tåge til landsbyen Hoáng Lién. Det er faktisk lidt svært at holde rede på navnene på landsbyerne, for der er ikke skilte, og de to kort, vi havde over området, lignede kun hinanden overfladisk. Selv Truong havde svært ved at orientere sig på det kort, jeg ellers mente, var det bedste. På stien mødte vi en red daomor, og inden vi rigtig vidste af det, var vi ejere af et eller andet med frynser, en lille taske, og 2 små huer som børnene går med heroppe i bjergene. For en gangs skyld var det Gitte, der førte salgsforhandlingerne og hun fik pruttet prisen ned på 100.000 dong, ca. 40 kr., og det var en pris både sælger og køber var meget tilfredse med.
Ved en minicafe fik vi en kop grøn the og købte et par statsautoriserede sodavand, idet Troung frarådede os at købe det lokale bryg, der selv om det var på flaske, ikke var helt mavesikkert for europæiske maver!
Landsbyen var beboet af H´mong og en stor flok børn var i gang med at gnaske sukkerrør, hvilket måske er en genvej til at få de eftertragtede sorte tænder. Vejen deler sig i landsbyen, og vi fortsatte ud ad den blinde vej, hvor Topas Ecolodge er beliggende på en bjergside med en vid udsigt ud over dalen, hvis det ikke er skyet, for så er udsigten nærmest nul.  

Klik for større billede

I tæt tåge nåede vi frem til en gammel jeep, nogle olietønder og noget byggeaffald, men op af det hele skød Topas Ecolodges næsten færdige reception. Inden ankomsten havde vi overhovedet ingen forestilling om, hvad Topas Ecolodges var for noget, og vi regnede bare med, at det måske var en lidt bedre klasse end de bambushytterne, vi tidligere havde overnattet i, men vi blev meget overrasket.
En lang og smukt stenbelagt sti fører fra receptionen ud til bjergkammen, hvor der ligger 25 bungalows/hytter, der er bygget ud fra konceptet, at der så vidt muligt skal anvendes lokale byggematerialer og lokal arbejdskraft til byggeriet og til driften. Hver bungalow er opført med fine kampestensvægge, sivtage, vinduer og døre i hårdt træ og med et lækkert badeværelse. Til hver bungalow hører der egen solfanger til opvarmningen, lys og varmt vand, og at toiletterne er økologiske, bemærker gæsterne ikke, da de fremstår som træk og slip.

Efter lunch med den sædvanlige suppe med æggekage plumpet i - suk - tilbød Truong at tage os med videre ud ad vejen, og da Gitte og jeg nødig siger nej til oplevelser, sagde vi ja tak, selvom det også var fristende blot at nyde civilisationens goder. Vejen forbi Ecolodgen ender blindt, men det var dog en vej, og vi kom igennem store bambusskove og flere små landsbyer.
På afstand overværede vi en kidnapning, som dog ikke er ualmindelig på de kanter, for hvis man skal have sig en kone, så skal hun indfanges og gemmes væk et par dage, og så skulle de videre formaliteter være noget lettere.
Anette viste os det nye store spisehus, og underholdt os under den i øvrigt meget fine middag, som Ecolodgens kok havde frembragt. Drikkevarerne er ikke specielt billige på lodgen, men med den besværlige transport derud, er det måske heller ikke helt urimeligt med 455.000 dong ca. 200 kr. for en flaske vin, et par cola, en whisky og en vand.

Klik for større billede

Et farverigt marked

Det meste af natten rullede et tordenvejr rundt, og det buldrede ned med regn, og jeg lå og vendte og drejede mig noget, for jeg var ikke helt vild med de mudrede bjergveje og den kommende jeepkørsel for at komme tilbage til civilisationen.
Med kufferterne læsset på jeepen, startede en Indiana Jones tur igennem de vandfyldte mudderhuller, og en lille alt andet end effektiv vinduesvisker prøvede at skrabe den værste regn af frontruden, medens der ikke kunne gøres noget ved den tætte tåge. Jeepen skred ud flere gange, men vi kunne ikke gøre andet end at sidde og håbe det bedste, og jeg tænkte på, at hvis vi bliver gamle og ikke når vi bliver gamle, vil vi altid huske denne jeeptur ind til Sapa.

I Sapa skiftede vi til en minibus og vi var tilbage på plane og ukomplicerede asfaltveje. I løbet af en time var vi tilbage til den kinesiske grænseby Lao Cai. Vi skævede over til Kina, som lå på den anden side af floden, men fortsatte ellers østpå ad en ny bred vej, der dog hurtig gik over i vejarbejde, og endte i en smal asfaltvej. Et par timers kørsel fra Lao Cai nærmede vi os Bac Ha, og trængselen på vejen blev intensiveret for det var søndag og derfor markedsdag. Bac Ha har omkring 70.000 indbyggere, og i højlandet omkring byen, lever der 10 forskellige etniske minoriteter, og på markedsdagen er det i høj grad flower H´mong, der dominerer bybilledet. Den store højlandsby er et turistalternativ til Sapa, men endnu er byen turistmæssigt i sin spæde vorden, men nye hoteller skyder op rundt omkring. Ellers er byen kendt for sin produktion af risbrændevin og majslikør, og det er da noget bedre end opium, som før i tiden var det store hit, inden regeringen for adskillige år siden, satte en stopper for den produktion.
Lokket til markedet var en del vesterlændinge, og hvor så vi dog kedelige ud i forhold til de kvindelige flower H´mong, hvor blomsterbroderiet indgår i massevis i deres farverige dragter. I modsætning til alle andre i Vietnam, behøver man ikke spørge en flower H´mong, om man må fotografere, for det må man gerne, og det er ikke, fordi de vil have penge for det, men de er bare så stolte af deres flotte dragter.

Klik for større billede

Efter frokost fortsatte turen tilbage, men inden da blev vi sat af ved en markvej, hvor en stor sort gris holdt vagt, og vi fik lejlighed til at skridte lidt ud igennem landskabet til en lille landsby, hvor livet levedes som på et andet frilandsmuseum. En flok piger gik med bare tæer på en mudret mark og gravede kartofler op, og bonden gik med sin stud og pløjede, medens grise, høns og ænder myldrede rundt i mellem husene. Gitte fik en buket blomster af to små generte piger, og som en anden dronning vidste hun ikke rigtig, hvad hun i de næste par timer skulle gøre af den buket. Det er en fin oplevelse bare at gå igennem en lille landsby og suge indtrykkene til sig, og man kan undre sig over, hvor forskelligt vi lever på denne jord.

Minibussen skulle ud og køre en omvej, for vi skulle ud at sejle på Chay River i en aflang kano med motoren på en lang stang. Det var blevet ret køligt, og vi sad faktisk og krøb lidt sammen, medens båden masede for at sejle op ad strømmen, men heldigvis vendte vi da endelig om, for derefter at sidde fast på nogle mudderbanker. Alt i alt var det en sejltur, vi godt kunne undvære, for der var ikke rigtig noget at se på, men det gav selvfølgelig lidt valuta til landsbyen, og det kunne vi da godt unde dem.

Det var ved at mørkne, da vi nåede tilbage til Lao Cai, og vi gjorde holdt ved broen, der går over til Kina, og vi kikkede på den vietnamesiske grænsesten, der har kostet både blod og tårer. Lidt fra stenen lå noget, jeg udefra troede var en souvenirbutik, men det viste sig at være et tempel, og folk sad derinde og bad i en tyk gang røgelse, medens en mand sang med en klangfuld stemme, så vi kikkede blot lidt med, og listede ellers af igen.
Klokken 20 gik vi ned til Victoria Express Train og blev installeret i vores kupe, og vanen tro gik vi hen i spisesalonen og fik serveret vores sædvanlige lemonthe med pandekager, inden toget dampede sydpå langs Den Røde Flod mod Hanoi.

Klik for større billede

Broderier udover det sædvanlige

Gitte vækkede os 4.30, og selvom hun vistnok havde kikket forkert på uret, havde det den fordel, at der ikke var kø ved toilettet på den tid af morgenen/natten, og der var også tid til en ekstra lur inden toget rullede ind på Hanois station kl. 6.
Igen havde Topas sørget for at vi havde et hotelværelse til rådighed, og vi fik et par timer til et bad og noget morgenmad, inden en minibus hentede os til nye spændende oplevelser i den berømte Halong bugt, der er en del af den store Tonkin bugt.
Noget så mærkeligt som en vietnamesisk motorvej førte sydpå, men vi drejede dog ret hurtigt af, og kom igennem et fladt område, hvor landskabet vekslede mellem marker og små byer. Hernede sydpå var det forår, og overalt var bønderne i markerne og var i gang med udplantningen af risplanter. Det var ikke som herhjemme, hvor en enkelt landmand sidder i ensom majestæt på sin traktor og troner, for hernede arbejdede der i hundredvis af mennesker på de marker, der var inden for synsvidde. Bøfler trak harverne for at jævne mudderet, og iført regnslag, rishatte, store støvler eller barfodede gik bønderne og stak risplanter i de vanddækkede marker. Det var ikke just et misundelsesværdigt arbejde, men et malerisk syn for os andre.
O vé, o vé, o plage for bussen kørte ind på et stort turiststed, hvor det bare myldrede med blege vesterlændinge. Stedet havde den formildende omstændighed, at det var handicappede mennesker, der arbejdede der, og mange var handicappede fra fødselen efter skader af det giftige stads, som amerikanerne havde hældt ud under Amerikakrigen. Når vi nu alligevel var der, kunne vi ligeså godt gå indenfor og straks blev vi betaget af deres enestående broderier. Det var ikke korsstingsbroderier, som vi kender herhjemme, for der blev syet med lange tråde, og det var de dejligste kunstværker, der blev frembragt. Kunsterne sad på rad og række med et lærred spændt ud foran sig, med den ene hånd over og den anden hånd under lærredet, og nålen for op og ned, medens de aflurede motivet fra et lille fotografi.

Klik for større billede

En drage

Midt på dagen nåede vi Halong bugten, der med sine 1600 stejle limstensøer (Lonely Planet skriver endda 3000, men vi talte dem nu ikke) er en af Vietnams store turistattraktioner. Ikke uden grund blev området  i 1994 optaget på UNESCOs liste over ”Verdensmonumenter”. Øerne står mange steder som tynde søjler af kalksten, der er slidt til bizarre stenskulpturer af vind og bølger, og andre øer gemmer på adskillige store huler og grotter.
Ha Long betyder ”den nedstigende drage”, og en legende siger, at Jadekejseren bad en drage og hendes afkom om at afværge et angreb fra havet, hvorefter dragen udspyede jade, der forvandlede sig til klippeøer og kalkstensformationer, som sænkede fjendens skibe. Det siges at dragen blev så glad for sin nyskabelse, at hun blev på egnen, og faktisk som et andet Loch Ness uhyre stadig lever den dag i dag under bugtens vande, eller også er det en undervandsbåd, som folk har set.

Vi vidste, at vi skulle ud at sejle, og endda overnatte på båden, men hvad det var for en båd og om den var større end en robåd, anede vi ikke. Vi blev derfor mere end overrasket, da vi så vores båd, for det var en skude på mindst 20 meters længde og 5 meter i bredden og med 2 dæk foruden soldækket. Vores skib, der bar det stolte navn Bai Tho Junk, havde en mægtig stor trædrage som gallionsfigur, og den spejdede sikkert efter den legendariske drage i bugten. I havnen lå turistskibene skude ved skude, og da de alle var træskibe og ikke så nye ud, undrede det mig, hvordan sådan en flåde kunne stables på benene i de få år, der havde været turister i Vietnam.
Fire besætningsmedlemmer i hvide skinnende uniformer sørgede for at sejle og opvarte os, og vi måtte knibe os lidt i armen, for vi kunne stadig ikke helt forstå, at vores 3 mands gruppe havde sådan et skib med besætning til rådighed.
Det var blevet lunch, og selvfølgelig stod den på alt godt fra havet med en hel fisk med tænder, som Drakula ville være misundelig over, og ellers små blæksprutter og diverse ting og sager, men efter min mening, lige lovlig mange følehorn og krible krable ben.  

Klik for større billede

Det var mildt med 22 grader, da båden stille sejlede ud i mellem det forunderlige sceneri, hvor klipperne stak op af vandet som dragetænder. Vi gjorde holdt ved en af områdets mange grotter, som jeg ikke rigtig fik navnet på, men den var ganske imponerende stor, og med 10-15 meter til loftet, hvorfra der hang drypsten. Det hele var meget turistet, med farvede lys på formationerne, (ok det var faktisk rigtig flot) men deres papirkurve, der havde form som gabende pingviner, var ganske forskrækkelige gyselige.
Der var også holdt ved en lille sandstrand, som onkel Ho engang havde besøgt, og derfor var der opsat en mindetavle, men den strand var der nu ikke så meget ved, og den fristede ikke til en badetur, for der lugtede ret gennemtrængende fra et wc, så vi gik bare i land og gik et lille slag frem og tilbage, for at glæde kaptajnen, inden vi gik ombord igen.
Det var lidt mere interessant, da vi lagde til ved en flydende fiskerlandsby med bassiner, hvor alt det såkaldte gode kryb fra havet, svømmede rundt for at holde sig friske. En ung pige i en lille båd sejlede rundt mellem fiskerlandsbyerne med et lille varelager af bl.a. sodavand, og for at støtte foretagendet lidt, købte jeg et par dåsecola for en dollar stykket. Men jeg havde ikke tænkt på, at vores skib også solgte drikkevarer, så det var slet ikke så godt, at jeg handlede med andre, og hun måtte stikke vores besætning nogle håndører, som et plaster på såret over mistede indtægter.

Skibet lå for anker i en mindre bugt imellem øerne, og det var blevet mørkt med en behagelig temperatur på 26 grader, så Gitte og jeg gik op på soldækket og henslængte os i nogle liggestole. Ude i vandet lå andre skibe ankret op og med deres lys skinnede på det blanke stille vand gav det en meget romantisk stemning, selvom det hverken var stjerneklart eller måneskin.

Klik for større billede

Afbrænding af perler og tilbage til Hanoi

Tidligt om morgenen var det næsten helt klart, og klipperne rejste sig malerisk op fra havet, men en time efter var det tåget og småregn, og så er det knap så spændende at sejle rundt, så vi var glade for, vi havde set skuet i godt vejr dagen før.
Da vi var på vej i seng aftenen før, var vi gået igennem restauranten, og det viste sig, at besætningen var gået i seng på sofaerne, hvilket da var dem vel undt, for måske var der ikke tænkt på senge til dem, eller også var der blødere i de fine gemakker. Ti minutter før morgenmaden, var der stadig et par stykker, der ikke var stået op, men da vi satte os ved bordet, kom der gang i kludene, så morgenmaden kom til tiden, og gudskelov uden følehorn og krible krable ben. Jens havde i nattens løb dræbt en stak kakerlakker, der havde bolig under hans seng, og da Jens havde øvelsen, ordnede han også den kakerlak, der kravlede hen over morgenbordet.  
Skuden havde genoptaget sejladsen, og når vi nu alligevel var her, ville vi da ikke bare sidde indenfor, selvom det støvregnede, så noget af formiddagen trodsede vi regnen under et lille halvtag, for at få det hele med.
Et af besætningsmedlemmerne havde en lille nebengecheft, og viste os nogle perlekæder, som han prøvede at brænde af med en lighter, men perlerne modstod ligtherprøven, og beviste at det var ægte perler, der i modsætning til plastikperler smelter i varmen. Så blev vi så kloge, og vi fik da også købt en af kæderne til en rimelig pris.
Vi var stadig ikke trætte af at se, hvad der var at se, og bare det at køre igennem landet er en oplevelse, med de lysegrønne marker og tusindvis af bønder, der planter risplanter. Vietnamesere vender sig ikke efter en motorcykel med 4 levende bagbundne grise på bagagebæreren, men vi kunne stadig ikke lade være, og vi kunne også imponeres over motorcykler, der fra sidevejene kørte direkte ud i hovedstrømmen, uden at se hverken til højre eller venstre, og uden at der skete ulykker.

Klik for større billede

Midt på eftermiddagen var vi tilbage i Hanoi, hvor det var overskyet med 28 graders varme, og vi fik et nyt værelse i det samme hotel, men der kunne vi ikke sidde og hænge, så vi kom hurtig ud på gaderne i bylivet. Vi var blevet lidt mere frække, og lidt mindre generte, så vi fik taget mange gode billeder af livet i gaderne, og endelig fik jeg fotograferet en stillestående dame med bærestang. Det krævede så, at vi købte hendes varelager af bananer for 10.000 dong (4 kr.), men så insisterede hun også på, at jeg skulle prøve bærestangen, og i den tumult glemte vi at få byttepenge tilbage. Det var hende dog vel undt, og en time senere mødte vi hende i gademylderet, hvor hun genkendte os, og vinkede og råbte hej.

Klik for større billede

Munke i procession

To gange i løbet af natten, raslede det i nøglehullet, og nogen prøvede at komme ind på vores værelse med en nøgle, der dog heldigvis ikke passede, men jeg måtte op og tale med meget høj stemme igennem den lukkede dør for at gøre vedkommende begribelig, at han var gået forkert. For en sikkerheds skyld stablede vi dog lige kufferterne op foran døren.

For sidste gang spiste vi morgenmad sammen med Jens, og vi takkede mange gange for godt rejseselskab, hvorefter vores veje skiltes, da vi skulle med et fly i hver sin retning.

Der var gang i Tai Chi gymnastikken, og en ældre mand, der til forveksling lignede Ho Chi Minh, ville meget gerne tale engelsk, så vi udvekslede høfligheder og artigheder om hinandens lande.
Derefter gav han en opvisning i gymnastik, for som alle vietnamesere har han allerede som barn lært, at det er vigtigt at have en stærk og smidig krop.
Medens vi selv sad på en bænk, og ved tankevirksomhed prøvede at gøre vores egen krop stærk og smidig, lød der gong-gong lyde fra det nærliggende Ngoc Son-tempel, og ud af porten kom en procession af munke, der dog alle viste sig at være ældre kvinder, og så ved jeg faktisk ikke, om det hedder munke. Alle buddhistdamerne så var i smukke silkedragter, hvor nogen var i gule og andre i røde dragter, men overbuddhistdamen skilte sig ud ved at bære en blomstret dragt, høje plateausko og lange negle, som hun yndefuldt gik og viftede med. Damerne trippede ud igennem indgangspartiet, lavede en sløjfe, og trippede derefter tilbage igen til deres tempel.
På den anden side af søen kom vi forbi Ba Da-pagoden, og som vi faktisk helt havde overset de andre gange, vi havde gået rundt om søen, men denne gang gik vi indenfor i den meget smukke pagodegård. Pagoden ligger i nærheden af domkirken, men blev skånet da franskmændene i sin tid ryddede området for pagoder og templer, så der kunne blive plads til den katolske domkirke, der jo er meget vigtigere end sådan noget primitivt vietnamesisk gudedyrkelse. Men i 1883 havde buddhistmunke reddet nogle katolske præster fra at blive dræbt af kinesiske lejesoldater, så den gode gerning gjorde, at pagoden fik lov at overleve. Et stykke tid i hvert fald, for under kampene med franskmændene i 1946, der igen prøvede at få fodfæste i Vietnam, blev det meste af pagoden jævnet med jorden, men senere blev den genopbygget med materialer fra en anden pagode.

Klik for større billede

Fra Hanoi og hjem

Truong kørte med os til lufthavnen, og han glædede sig til to velfortjente fridage, hvor han skulle besøge sine forældre, og vi takkede ham mange gange for hans utrolige gode og engagerede guidning, hvor han havde ledt os sikkert igennem tykt og tyndt. Det er selvfølgelig meget afgørende, for en vellykket tur i en så lille gruppe, at gæsterne ”svinger” med deres guide, men det gjorde vi helt sikkert med Truong, og jeg tror også, at han var tilfreds med os. Til danske guider på en Topastur giver man ikke drikkepenge, men vi følte stor trang til at give Truong en erkendtlighed, så vi spenderede 100 dollar i udviklingsstøtte fra et rigt land til et fattigt.

Umiddelbart var der lidt kaos i Hanois lufthavn, men så kom der lidt system i menneskemylderet, og der opstod en kø til Singapore Airlines. Egentlig havde vi 4 kg overvægt i kufferterne, og håndbagagen vejede næsten det dobbelte af, hvad de måtte, men den blev båret skødesløst med kun en rem løst over skulderen, og vi slap igennem uden anmærkninger.
Det er en stor fordel at få betalt lufthavnskatten, inden man går igennem paskontrollen, fandt vi ud af, for ellers skal passene deponeres, og man bliver identitetsløs sendt ud i hallen igen for febrilsk at betale 2 x 210.000 dong. Så ind i paskontrolkøen igen og håbe på, at de stadig kan huske en igen.
Dong må hverken indføres eller udføres og de kan muligvis et eller andet sted i lufthavnen veksles om, men vi anstrengte os i stedet i de sidste dage på at bruge millionerne, hvilket dog kræver  kreativ tænkning, når tingene næsten ingenting koster. Men det lykkedes, og de sidste dong rullede henover disken i lufthavnens souvenirbutik.
Hjemtransporten var igen hele vejen med Singapore Airlines, og kan kun karakteriseres som problemløs og nærmest en sand fryd, med omsorgsfuld opvartning af en flok kønne stewardesser.

Vores første tur til Vietnam havde været meget vellykket takket været vores rejsearrangør Topas, der havde fået alle mulige ting til at klappe, så vi både havde haft en oplevelsesrig og spændende tur, men samtidig overordentlig komfortabel efter de forskellige givne omstændigheder. Vi oplevede Vietnam som et meget fremmedartet, men trygt rejseland og med en venlig imødekommende befolkning. Hanoi og omegn med Halong bugten kan varmt anbefales til en spændende storbyferie, men det allerbedste var for os var nu alligevel vandringen i det nordlige Vietnam blandt de etniske minoriteter. Turisttrykket i Hanoi er endnu begrænset, og i det nordlige mikroskopisk, men vent alligevel ikke for længe, hvis du som os vil opleve et uspoleret Vietnam.

Klik for større billede

Vejviser

Sted: Vietnam

Årstid: Februar

Teknisk rejsearrangør: Topas Adventure Travel - www.topas.dk

Denne artikel er et uddrag af rejsefortællingen, som du finder i sin helhed på hjemmesiden www.rejsefortaelling.dk, hvor du også kan læse om muligheden for at få et spændende rejseforedrag.