Vinderen af Europæiskes Rejsepris 2010 er fundet
Årets prisvinder af Europæiskes Rejsepris belønnes blandt andet for at motivere danskerne til sundere livsstil - selv på deres ferier.
Ved overrækkelsen af Europæiskes Rejsepris
|
Foreningen af Danske Rejsejournalister uddeler Europæiske Rejsepris til en person eller et firma, der har ydet en fornem præstation til fordel for forbrugerne i det år, der er gået. Det sker for 28. gang på Ferie 2010 i Bella Center - og for 34. gang i alt.
Årets vinder af Europæiske Rejsepris 2010 er: Club La Santa.
Formanden for Danske Rejsejournalister, Anne-Vibeke Isaksen, hvis medlemmer står for udvælgelsen, sagde blandt andet i sin motivering:
- Årets modtager er en af dansk rejsebranches helt store initiativtagere, der var mindst 10-15 år forud for sin tid, da Club La Santa blev sat i søen. Det skete på et tidspunkt, hvor rejsebranchen stadig led af eftervirkningerne af den første oliekrise og en efterfølgende kartoffelkur, som bestemt ikke var fremmende for danskernes rejselyst.
- Hele ideen bag projektet var netop at give familien mulighed for at holde en aktiv ferie med vægt på sport og motion. Og netop her har det vist sig ganske væsentligt, at der er tale om et all-inclusive tilbud. Ikke om is med drys eller pommes frites, men et regulært tilbud om, at alle aktiviteter på feriestedet med tilhørende faciliteter og tilbud om instruktion og træning på professionelt niveau er betalt, når rejsen er bestilt og betalt.
De senere år har endnu en attraktiv facet knyttet sig til dette unikke tilbud om ferie. Hvor ellers kan man møde Team Danmarks topelite, en Tour de France vinder og en verdensmester i svømning, som alene ved deres tilstedeværelse må være inspiration for enhver, der dyrker sport på amatørplan. Samtidig er Club La Santa stedet, hvor flere generationer i samme familie kan mødes og have det rart. De yngste, oldebørnene, mødes i Play Time, de unge surfer, plasker i poolen, spiller tennis eller tager en tur på mountainbike, de noget ældre tager måske del i et af centrets nyeste tilbud, et rygestop-kursus, mens de ældste nyder en siesta i fred og ro, inden alle generationer mødes om aftenen på en af centrets restauranter.
- Jo, Eilif Krogager så rigtigt, da han i sin tid overtog ferieprojektet fra en spansk bank. I dag, mere end 25 år efter projektets start, er ejerskab og drift lagt i hænderne på en datter og børnebørn, afslutter Anne-Vibeke Isaksen.
På billedet ses fra venstre formanden fra Danske Rejsejournalister Anne-Vibeke Isaksen, prisvinder salgsdirektør Michael Rygaard fra Club La Santa og direktør Preben Mullit fra Europæiske Rejseforsikring.
 |
Links: |