Dayz Resorts

1.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Juleferie med familien i Rauland (2/2), Sydnorge

Men Rauland er kendt for mere end Silkedalen. I hele dette meget snesikre område - vi er over 1.000 moh. - er her ca. 140 km. præparerede rundløjper fra Alpinsenteret i vest til Vierli i øst, fra Austbø Hotell i syd til søen Møsvatn i nord. Og man kan selv bestemme, hvor mange sløjfer man vil lægge til på dagens langrendstur.

På en af rundløjperne ved Vierli, Rauland

På en af rundløjperne ved Vierli, Rauland


Rundløjper

Men Rauland er kendt for mere end Silkedalen. I hele dette meget snesikre område - vi er over 1.000 moh. - er her ca. 140 km. præparerede rundløjper fra Alpinsenteret i vest til Vierli i øst, fra Austbø Hotell i syd til søen Møsvatn i nord. Og man kan selv bestemme, hvor mange sløjfer man vil lægge til på dagens langrendstur.

Vi er taget de ca. 15 km fra lejligheden til Vierli Turistsenter, hvor børnene øver alpint, mens vi tager på langrendstur på rundløjperne.
Igen fint præparerede løjper og en skiltning der er i top. Hvert krydspunkt har et nummer på løjpekortet og det nummer finder du også i terrænet, der samtidig viser kilometre til næste punkt. Her kan man ikke gå forkert!
Vi får prøvet små og større bakker, og har fin udsigt ud over Møsvatn, udsigt til smukke sneklædte fjelde og glid i åben birkeskov i højfjeldsområdet.

En bil i grøften trækkes fri

En bil i grøften trækkes fri


Manglende koncentration

Og så er det juleaftens dag. Vi skal hjem og fejre jul og på vejen tilbage mod vores lejlighed passerer vi igen Austbø Hotell, hvor vi boede, sidst vi var her.

– Det er lige der, når jeg at sige og peger ind på huset, da bilen skrider til højre på den spejlglatte vej og højre hjulsæt får fat i grøftekanten. Jeg kan ikke tvinge bilen op på vejen igen - og sekundet efter er vi havnet i grøftens snedrive. Til alt held uden at ramme ind i klippevæggen eller sten.

Vi forsøger selv at trække bilen forlæns ud, men gør det forkert. Manglende erfaring! Har aldrig tidligere været i nærkontakt med snefyldte grøfter!

Den venlige indehaver af Austbø Hotell har set, hvad der er hændt og spørger om hun skal ringe efter en traktor.

Naturligvis - vi skal hjem og fejre jul!

Et øjeblik efter har en traktor trukket bilen ud - fra samme retning som den er kommet ind. - Der ligger altid en masse sne foran bilen, som den har presset sammen, derfor skal den trækkes ud samme vej, som den er kommet ind, lyder det gode råd fra den venlige nordmand i traktoren, som for sin ulejlighed kan købe en flaske god rødvin med hjem til i aften.

Jeg må naturligvis høre på hændelsen både fra børn og børnebørnene, ikke mindst Mathias, der var med i bilen.

- Godt at jeg havde beholdt min styrthjelm på, da jeg kørte med dig, farfar!

Den sved!

Men nu er det jul og vi pakker gaver ud og får lidt godt at spise - som man jo gør en hyggelig juleaften, mens sneen knitrer i frosten udenfor og månen kaster lys over landskabet med snepudrede grantræer.

Børnebakken ved Vierli Skisenter

Børnebakken ved Vierli Skisenter


Alpint på Vierli

Desværre ligger dette område mest i skygge tidligt på sæsonen - i slutningen af december - men er ellers et fint lille børneområde. Blot er betjeningen ved børneliften også her et problem. Betjeningen er ikke eksisterende!

Dertil kommer, at børnenes tallerkenlift er af en type som børnene ikke har kræfter til selv at hive den til sig. Det kan endda knibe for voksne. Måske er den lidt slidt eller trænger til smørelse?  Vil man drive børnebakker, skal der være betjening ved liften, så forældrene ikke hele tiden selv skal være til stede.

Det bliver til mange ture og nu kører både Mie og Mathias ned ad bakken helt på egen hånd og ud, ind og under forhindringerne.

Mathias har mod på at tage med sin far og mig helt op til toppen af Vierli Skisenter. Vi går under landevejen og op til tallerkenhejsen. Igen uden betjening og vi fumler med at få liften i gang, indtil en hjælpsom dansker fortæller os, at vi blot skal trykke på den knap, der sidder ved siden af, så går systemet i gang! Jeg som troede, at det var nødstoppet!!!

På bakken er her er fine nedkørsler både til venstre og til højre for liften og vi prøver bakkerne et par gange, og kommer ned forbi Raulands største Fun-park med mange flotte og udfordrende forhindringer og hop, inden den står på varm chokolade og vafler med rømme og sylt inde i Vierlis cafeteria.

På sort piste ved Raulandsfjell Alpinsenter

På sort piste ved Raulandsfjell Alpinsenter


Raulandsfjell Alpinsenter

De største alpine udfordringer i Rauland får man ved Raulandsfjell Alpinsenter, der har flere sorte pister samt områdets længste nedfart på 2.100 meter.

Her er også mulighed for off-piste, og en eftermiddag tager vi T-liften op.

Her er kun ganske få andre skiløbere, så vi har stort set bakkerne helt for os selv. Hele området ligger fint i solen og er glimrende til øvede skiløbere - og helt perfekt kunne det blive, hvis maskinen overlappede sine spor under præpareringen, så de små snevolde, der opstår mellem præpareringssporene som små forhindringer i gliddet, kan undgås.

Langrend i et frossent landskab

Langrend i et frossent landskab


Med Mathias på langrend

Alle dagene har børnebørnene stået slalom og nu skal Mathias prøve langrend som han kun har prøvet et par gange før, så han tager med Allis og mig på tur rundt i Raulandsgrend. Og langrend er nu noget helt andet. Små ujævnheder i terrænet, får én til at vælte! Men heldigvis er der ikke langt op igen for en lille adræt gut.
Turen går ad en lille rundløjpe ned til søen Totak, hvor vi finder en plads i solen og får lidt at drikke og spise. Alpint for 6-årige har foregået uden brug af stave - og nu har man pludselig 2 af dem - hvilket kan være svært at styre. Men det kommer naturligt og efter de første hundrede meter går det helt fint. Man kan faktisk bruge dem til at holde balancen med!
Allis og jeg tror, at Mathias har fået mere appetit på langrend, nu han har prøvet det. Måske også fordi han har hørt om de fantastiske oplevelser hans farmor og farfar har haft gennem mange år på langrendsløjperne. Naturoplevelserne - og udfordringerne - er nu engang meget større end ved alpint skiløb.
Og så ser han jo op til sin farbror Mikkel, der selv startede med langrendsski, da han var 3 år gammel og som brænder for langrendsløbet.
Vi følger ham en kort stund fra vores løjpe nede ved søen, som en lille prik højt oppe på fjeldet over liften ved Raulandsfjell Alpinsenter, inden han forsvinder ind over højfjeldet.

På vej mod toppen af Husnoten, 1.609moh.

På vej mod toppen af Husnoten, 1.609moh.


Udfordrende langrend

Udover fine rundløjper kan man også få udfordrende langrend på Rauland. Mikkel, der i dag løber alene, har fortalt mig hvilken rute han i grove træk vil løbe, og har taget liften op på Raulandsfjeldet, spændt sine skifeller på og fortsætter op over fjeldet.

At tage på en sådan tur kræver selvsagt, at man kan bruge kort og kompas, samt læse naturen så farlige udhæng og/eller sneskred undgås. Derudover skal man have det nødvendige udstyr med i sin rygsæk, så man kan klare sig hvis det blæse op eller der sker en pludselig vejrændring. Behøver jeg nævne, at man også skal kunne stå på ski - selv ned ad stejle og isede fjeldsider?

Men i dag er vejret perfekt til en højfjeldstur, så turen går først mod Breiddalseggi, 1.568moh. og videre derfra mod Husnuten, 1.609moh., der også skal bestiges. Fjeldet "angribes" fra øst i en stor bue uden om det farlige udhæng, som krænger sig ud over fjeldsiden.

Gaustatoppen, 1.883moh. i det fjere

Gaustatoppen, 1.883moh. i det fjere


På kanten af Hardangervidda

På toppen er udsigten formidabel i det flotte vejr. Mest karakteristisk er Gaustatoppen, 1.883moh, som stikker op langt mod øst. Mod vest og nord ligger hele Hardangervidda med et utal af knolde.

Fra toppen glider Mikkel stik nord ned mod Ånundstjørnan og Fallbrotdalen. Sidstnævnte er stejle og svær at køre, og kan kun anbefales til rutineret skiløbere.

Fallbrotdalsbekken, som Mikkel følger, render ud i Bitdalsvatnet, der skærer sig som en kile ind gennem fjeldet.

Herfra er der scooterspor som leder tilbage mod det markerede løjpenet, men Mikkel bliver i scootersporet, som går langs sommervejen tilbage til Raulandsfjell Alpinsenter. Den beskrevne tur er cirka 32 kilometer.

Outwell
Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt